Gavialis gangeticus – indisk gharial: Beskrivelse, størrelse og levested

Gavialoidea-familiens fossile historie er ret velkendt. De tidligste eksemplarer adskilte sig fra de andre krokodiller i den sene kridttid. Det træk ved gruppen, der er lettest at genkende, er den meget lange, smalle snude. Dette er en tilpasning til en kost af små fisk. Gharials har ofret den store mekaniske styrke i det robuste kranie og kæbeparti, som de fleste krokodiller og alligatorer har. Af denne grund, og de kan ikke gøre bytte på store væsner. Men de har også reduceret vægt og vandmodstand på grund af deres lettere kranium og meget smalle kæbe. Dette giver gharials evnen til at fange hurtigt bevægende fisk. De fanger dem med en side-til-side-snakkende bevægelse.

De tidligste Gavialoidea kan have været beslægtet med de moderne typer eller ej: nogle uddøde samtidig med dinosaurerne (i slutningen af kridttiden), andre overlevede indtil det tidlige Eocæn (for ca. 35 millioner år siden). De moderne former dukkede op på stort set samme tidspunkt. De udviklede sig i Afrikas flodmundinger og kystvande. De krydsede Atlanterhavet og nåede også til Sydamerika. På deres højdepunkt var Gavialoidea talrige og mangfoldige, og de besatte store dele af Asien og Amerika indtil Pliocæn. En art, Rhamphosuchus crassidens fra Indien, menes at være blevet enormt lang, 15 meter eller mere.

Det nordlige indiske subkontinent: Bhutan (næsten uddød), Bangladesh (tæt på udryddelse), Indien (tilstede i små antal og stigende), Myanmar (muligvis uddød), Nepal, Pakistan (tæt på udryddelse). Den findes normalt i flodsystemerne Indus (Pakistan) og Brahmaputra (Bangladesh, Bhutan og det nordøstlige Indien), Ganges (Bangladesh, Indien og Nepal) og Mahanadi-floden (i regnskovsbiomet) (Indien). Der findes et lille antal i Kaladan og Ayeyarwady i Myanmar. Den er i de respektive områder sympatrisk med krusedyret krokodille (Crocodylus palustris) og saltvandskrokodillen (Crocodylus porosus).

Gharials lever i floder. De er bedst tilpasset de roligere områder i dybe, hurtigtflydende floder. Deres fysiske egenskaber gør dem ikke særligt velegnede til at gå på land. Faktisk er den eneste grund til, at gharialerne forlader vandet, at de enten soler sig i solen eller bygger rede på sandbankerne ved floderne.

Gharial har en lang, smal snude. Dette er det træk, der adskiller sig mest fra de fleste andre krokodiller. Den eneste anden art, der har en sådan snude, er den falske gharial (Tomistoma schlegelii), som er nært beslægtet. Formen på denne snude ændrer sig, når dyret bliver ældre. Snuden bliver gradvist tyndere, jo ældre gharialen bliver. Der er en pæreformet vækst på spidsen af hannens snude. Dette kaldes en "ghara" (efter det indiske ord, der betyder "gryde"). Den er kun til stede hos voksne dyr. Den bruges til forskellige aktiviteter, f.eks. til at lave en resonant brummen under vokalisering. Den bruges også til at tiltrække hunner. Parringsritualet omfatter et afsnit, hvor hannen bruger denne ghara til at lave bobler.

De lange kæber er forsynet med mange sammenvoksende, knivskarpe tænder. Dette er en tilpasning til kosten (overvejende fisk hos voksne). Denne art er en af de største af alle krokodillearter og nærmer sig saltvandskrokodillen (Crocodylus porosus) og nilkrokodillen i maksimal størrelse - hannerne bliver mindst 5 meter lange og nærmer sig ofte 6 meter. Der findes rapporter om dyr på 7 meter, men de er ubekræftede. Gharialens benmuskulatur er ikke egnet til at sætte dyret i stand til at løfte kroppen fra jorden (på land) for at opnå den høje gangart - det er kun i stand til at skubbe kroppen fremad over jorden ("maveglidning"), selv om det kan gøre dette med en vis hastighed, når det er nødvendigt. Når den befinder sig i vandet, er gharial-akvarien imidlertid den mest adræt og hurtigste af alle krokodiller i verden. Halen virker overudviklet og er fladtrykt på siden, mere end hos andre krokodiller. Dette gør det muligt for den at opnå de fremragende svømmeevner.

Gharialen har 27-29 øverste tænder og 25-26 nederste tænder på hver side. Disse tænder sidder ikke i hulrum mellem tænderne; den første, anden og tredje underkæbtand sidder i indskæringer i overkæben. Fortænderne er de største. Garialens snude er smal og lang med en udvidelse for enden, og dens næseben er forholdsvis korte og ligger langt fra før-maxillærerne. Næseåbningen hos en gharial er mindre end de supra-temporale fossae. Gharialens nederste forreste rand af orbita (jugal) er hævet, og dens underkæbesymphysis er ekstremt lang og strækker sig til den 23. eller 24. tand. Rygskjoldet er dannet af fire langsgående serier af sammenbyggede, kølede og knoglede skotter, der ligger ved siden af hinanden.

Snudens længde er 3,5 (hos voksne) til 5,5 gange (hos unge) bredden af snudebasen. Nuchal- og rygskæl danner et enkelt sammenhængende skjold bestående af 21 eller 22 tværgående serier. Gharials har en ydre række af bløde, glatte eller svagt kileformede skotter ud over de benede rygskotter. De har også to små skotter efter baghovedet.

De yderste tæer på en gharial har to tredjedele svømmehud, mens den midterste tå har en tredjedel svømmehud. Gharials har en kraftig kam på den ydre kant af underarmen, benet og foden. Typisk er voksne gharials mørk olivenfarvede, mens unge gharials er lys olivenfarvede med mørkebrune pletter eller tværbånd.

Unge gharials spiser insekter, larver og små frøer. Voksne dyr spiser næsten kun fisk, selv om nogle individer er kendt for at spise døde dyr. Deres snudemorfologi er ideelt egnet til at spise fisk; deres lange, smalle snude yder meget lidt modstand mod vandet i de svirpende bevægelser, de udfører for at fange fisk i vandet. Deres mange nåleformede tænder er perfekte til at holde fast i glatte, glatte fisk, der kæmper imod.

Fare for mennesker

Gharial er ikke menneskeædende. På trods af sin enorme størrelse er den med sine tynde, skrøbelige kæber fysisk ude af stand til at fortære et stort dyr, herunder et menneske. Myten om, at gharials spiser mennesker, kan dels komme af deres udseende, der ligner krokodiller, dels fordi der er fundet smykker i deres fordøjelsessystem. Det er dog muligt, at gharialerne har slugt disse smykker, mens de har gennemsøgt lig, eller fordi de er blevet brugt som hjælp til fordøjelsen eller til at styre opdriften.

Parringstiden er i november til december og et godt stykke ind i januar. Redningen og æglægningen finder sted i den tørre årstid i marts, april og maj. Det skyldes, at floderne i tørtiden krymper lidt, og de sandede flodbredder er tilgængelige for redebygningen. Der lægges mellem 30 og 50 æg i det hul, som hunnen graver, inden det dækkes omhyggeligt til. Efter ca. 90 dage kommer ungerne frem, selv om der ikke er nogen dokumentation for, at hunnen hjælper ungerne i vandet, efter at de er klækket (sandsynligvis fordi deres kæber ikke er egnede til at bære ungerne på grund af de nåleagtige tænder). Moderen beskytter dog ungerne i vandet i et par dage, indtil de lærer at klare sig selv.

I 1970'erne var gharialen på kanten af udryddelse, og den er stadig på listen over kritisk truede arter. Miljøforkæmpernes bevarelsesindsats i samarbejde med flere regeringer har ført til en vis reduktion af truslen om udryddelse. Der er håb i de bevarelses- og forvaltningsprogrammer, der er på plads siden 2004. Der blev givet fuld beskyttelse i 1970'erne i håb om at reducere tabene fra krybskytteri, selv om disse foranstaltninger i begyndelsen var langsomme at gennemføre. Nu er der 9 beskyttede områder for denne art i Indien, som er knyttet til både opdræt i fangenskab og "ranching"-aktiviteter, hvor æg indsamlet i naturen opdrættes i fangenskab (for at reducere dødeligheden som følge af naturlige rovdyr) og derefter udsættes tilbage i naturen (de første blev udsat i 1981). Mere end 3 000 dyr er blevet sat ud gennem disse programmer, og den vilde bestand i Indien anslås at være på omkring 1 500 dyr - med måske mellem et og to hundrede dyr i resten af dens udbredelsesområde.

For nylig er denne art flyttet fra truet til kritisk truet på den røde liste over truede dyre- og plantearter fra 2007, som er udarbejdet af Verdensnaturbeskyttelsesunionen, og den opfylder betingelserne for beskyttelse i henhold til bilag II i CITES (konventionen om international handel med truede arter).

Garial- og dens uddøde slægtninge er blevet grupperet af taksonomer på flere forskellige måder:

• Hvis de tre overlevende grupper af krokodiller betragtes som separate familier, bliver gharial en af to medlemmer af Gavialidae, som er beslægtet med familierne Crocodylidae (krokodiller) og Alligatoridae (alligatorer og kaimaner).
• Alternativt kan de tre grupper også klassificeres sammen som familien Crocodylidae, men tilhører underfamilierne Gavialinae, Crocodylinae og Alligatorinae.
• Endelig har palæentologer en tendens til at tale om den brede slægt af gharial-lignende væsener gennem tiden ved at bruge betegnelsen Gavialoidea.

Janke et al. (2005) fandt ved hjælp af molekylærgenetiske beviser, at gharial og falsk gharial (Tomistoma) er nært beslægtede og placerede dem sammen i samme familie.

Almindelige navne omfatter: De fleste af disse navne er: Indian gharial, Indian gavial, Fish-eating crocodile, Gavial del Ganges, Gavial du Gange, Long-nosed crocodile, Bahsoolia, Nakar, Chimpta, Lamthora, Mecho Kumhir, Naka, Nakar, Shormon, Thantia, Thondre, Garial.

Klassificering

• Orden Crocodilia
• Overfamilien Gavialoidea
• Familie Gavialidae

• Indus-krokodille
• Falsk gharial