Udryddelse gennem arbejde | en måde at torturere og dræbe fanger på

Anvendelse som udtryk

Udtrykket "udryddelse gennem arbejde" blev først brugt under Anden Verdenskrig. De fleste af de nazistiske SS'ere brugte ikke udtrykket (Vernichtung durch Arbeit på tysk). Albert Bormann, Joseph Goebels, Otto Georg Thierack og Heinrich Himmler brugte dog udtrykket i efteråret 1942, da de talte om at flytte fanger til koncentrationslejre. Thierack og Goebbels brugte udtrykket specifikt. Udtrykket blev brugt igen under Nürnberg-processerne efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

I 1980'erne og 1990'erne har historikere diskuteret, om dette begreb er passende. Falk Pingel mente f.eks. ikke, at udtrykket skulle anvendes på alle nazistiske fanger. På den anden side mente Hermann Kaienburg og Miroslav Kárný, at "udryddelse gennem arbejde" var et af SS's specifikke mål. For nylig har Jens-Christian Wagner også argumenteret for, at ikke alle nazistiske fanger var målrettet med døden, så "udryddelse gennem arbejde" er måske ikke den bedste måde at beskrive nazisternes mål for disse fanger på.

 

I Nazityskland

Ofre

Under Holocaust forfulgte, torturerede og dræbte nazisterne under ledelse af Adolf Hitler millioner af mennesker på grund af forskelle i race, etnicitet, politik, religion, seksuel orientering og handicap.

Nazisterne forfulgte også folk, som var "tyskblodige", men som nazisterne betragtede som "socialt utilpassede" (aisoziale). Nazisterne sagde, at disse mennesker førte et nytteløst "ballastliv" (Ballastexiltenzen). Disse mennesker omfattede:

• Familier med mange børn, der var afhængige af bistandshjælp
• Personer, der beskyldes for at være "vagabonder" eller "forbigående" (hjemløse)
• Alkoholikere
• Prostituerede
• Homoseksuelle

Nazisterne opførte lister over disse mennesker og forfulgte dem på mange måder. Nogle blev f.eks. tvunget til at blive steriliseret. Mange blev til sidst sendt til fangelejre for "udryddelse gennem arbejde". Sammen med dem blev alle, der udtalte sig mod naziregimet (som kommunister, socialdemokrater, demokrater og militærnægtere) sendt i fangelejre. Mange af dem overlevede ikke.

Udryddelse ved hjælp af arbejdskraft var en vigtig del af nazisternes endelige løsning - deres plan om at dræbe alle jøder i Europa.

Koncentrationslejre

Betingelser

I de nazistiske fangelejre blev fangerne behandlet som slaver:

• De blev ikke betalt på nogen måde
• Arbejderne blev konstant overvåget for at forhindre flugt eller hvile
• Arbejdet var fysisk meget hårdt (f.eks. at bygge veje, arbejde på gårde og arbejde på fabrikker, især i forbindelse med fremstilling af våben)
• Arbejdstiden var lang (ofte 10-12 timer om dagen)
• Arbejdstagerne fik meget lidt mad
• Arbejdstagerne havde meget lidt hygiejne, lægehjælp eller nødvendig beklædning

Misbrug og tortur

Arbejderne blev også tortureret og fysisk mishandlet. Ofrene for Torstehen ("gate hanging") måtte f.eks. stå nøgne udenfor med armene løftet - som en port, der hænger i hængslerne. Når de faldt sammen eller besvimede, blev de slået, indtil de igen indtog denne stilling. Ofrene for Pfahlhängen ("pælefiksering") blev bundet med hænderne bag ryggen og blev hængt op i hænderne på en høj pæl. På den måde blev fangernes armled forvredet, og presset ville slå dem ihjel i løbet af få timer.

Under Holocaust byggede nazisterne koncentrationslejre og derefter udryddelseslejre for at fængsle deres ofre. Disse "lejre" var ikke bare fængsler. Deres mål var ikke blot at holde folk indespærret. Deres mål var at torturere og ødelægge mennesker. Alle dele af lejrlivet var forbundet med ydmygelse og chikane. Tvangsarbejde var en del af dette. Fangerne blev pisket og behandlet som dyr. Noget tvangsarbejde skulle hjælpe den tyske krigsmaskine med at vokse. Andre fanger blev imidlertid tvunget til at udføre meningsløst tungt arbejde, blot for at slide dem ned. Der var "ingen grænser for arbejdstiden", ifølge den officielle nazistiske politik.

Dødelighedstal

En slavearbejder på en arbejdsopgave levede normalt i gennemsnit mindre end fire måneder. Op til 25.000 af de 35.000 fanger, der blev tvunget til at arbejde for IG Farben i koncentrationslejren Auschwitz, døde. Nogle døde af udmattelse eller sygdom. Andre blev dræbt, efter at nazisterne besluttede, at de ikke var sunde nok til at arbejde mere.

Nogle arbejdsopgaver var mere dødbringende end andre. Nogle fanger blev sat til at grave tunneler til tyske våbenfabrikker i krigens sidste måneder. Omkring 30 % af dem døde. I satellitlejrene, som lå i nærheden af miner og industrivirksomheder, var dødsprocenten endnu højere. I disse satellitlejre var forsyningerne ofte endnu mindre tilstrækkelige end i hovedlejrene.

Sætningen "Arbeit macht frei" ("arbejde skal gøre dig fri") stod på indgangsportene til Auschwitz og andre nazistiske arbejdslejre.

 
Port i mindesmærket for koncentrationslejren Dachau.  


Jødiske tvangsarbejdere, marcherer med skovle, Mogilev, 1941  

I Sovjetunionen

Nogle historikere kalder den sovjetiske Gulag for et system af dødslejre, især i postkommunistisk østeuropæisk politik. Andre historikere hævder, at dette banaliserer Holocaust (får Holocaust til at virke som om, at det ikke var så slemt), fordi et meget stort flertal af de mennesker, der kom ind i Gulag, i det mindste efter krigens afslutning forlod den i live.

Alexander Solsjenitsyn introducerede udtrykket udryddelseslejre ved hjælp af arbejde i sit skønlitterære værk Gulag-arkipelaget. I bogen argumenterer Solsjenitsyn for, at Sovjetunionen slog sine fjender ved at lade dem arbejde som fanger på store statslige projekter (som f.eks. kanalen mellem Det Hvide Hav og Østersøen, stenbrud, fjerntliggende jernbaner og byudviklingsprojekter) under forfærdelige forhold. Roy Medvedev kommenterer: "Straffesystemet i Kolyma og i lejrene i nord var bevidst udformet med henblik på udryddelse af mennesker." Alexander Nikolaevich Yakovlev skriver, at Stalin var "arkitekten bag gulag-systemet til total ødelæggelse af menneskeliv".

Ifølge tidligere hemmelige interne Gulag-dokumenter skal omkring 1,6 millioner mennesker være døde i perioden mellem 1935 og 1956 i sovjetiske tvangsarbejdslejre og kolonier. Dette omfatter ikke de mennesker, der døde i krigsfangelejre. De fleste (ca. 900.000) af disse dødsfald fandt sted mellem 1941 og 1945. På det tidspunkt var Anden Verdenskrig i gang, og fødevareforsyningerne var lave i hele landet.

Den russiske historiker Oleg Khlevniuk skriver, at omkring 500.000 mennesker døde i lejrene og kolonierne fra 1930 til 1941. Disse tal omfatter dog ikke de mennesker, der døde under transport (på vej til lejrene). Det omfatter heller ikke antallet af mennesker, der døde kort efter deres løsladelse på grund af den hårde behandling i lejrene (der var mange af disse mennesker, ifølge både arkiver og erindringer).

Historikeren J. Otto Pohl anslår, at 2.749.163 fanger døde i arbejdslejre, kolonier og særlige bosættelser. Han siger, at dette tal er ufuldstændigt.

I 2010 skrev Stanford-historikeren Norman Naimark en bog med titlen Stalin's Genocides (Stalins folkedrab). Naimark sagde, at forskere burde ændre ordet folkedrab, så det også betød at dræbe folk, fordi de tilhørte en social klasse eller havde politiske overbevisninger, så Stalins drab ville tælle som folkedrab.

 

I Nordkorea

Det menes, at der findes lignende lejre i Nordkorea, hvor mindst 20.000 politiske fanger blev dræbt alene i 2013, og mindst 130.000 af dem blev tilbageholdt i disse lejre.

 

Relaterede sider

• Tyskernes tvangsarbejde efter Anden Verdenskrig
• Hungerplanen, en tysk plan om at udsulte den slaviske og jødiske befolkning
• Strafarbejde