Konservative Parti (Storbritannien) | det vigtigste politiske parti på højrefløjen

Partipolitikker

De britiske konservative tror på følgende ting:

• Skotland, Wales og Nordirland bør forblive som en del af Det Forenede Kongerige.
• Ægteskab bør fremmes gennem skattesystemet.
• Frie markeder og uddannelse bør skabe et samfund med muligheder.
• Dristige reformer af velfærdsydelser og erhvervskompetencer er centrale for at bekæmpe social uretfærdighed.
• Innovation, iværksætteri og frit initiativ er afgørende i samfundet.
• Velfærdsstaten bør være der for syge og trængende; de, der kan finde arbejde og karriere, bør støttes i at gøre det.
• Pensionerne bør være bundet til en persons gennemsnitlige indtjening.
• Der bør være mindre indvandring til Det Forenede Kongerige.
• Der bør ydes mere støtte til medlemmer af de britiske væbnede styrker og deres familier.
• Storbritannien bør beholde sine atomvåben.
• Monarkiet bør bevares.
• Der bør ikke foretages nogen ændringer i den måde, hvorpå valg afholdes i Storbritannien.

 

Historie

19. århundrede

Partiet blev grundlagt i 1834 af Robert Peel ud af det gamle Tory-parti, som blev grundlagt i 1678. I løbet af 1800-tallet var partiet et af de to største politiske partier sammen med det liberale parti. I 1846 splittede partiet sig på grund af ophævelsen af "Corn Laws", som Robert Peel og de fleste konservative topmedlemmer gik ind for, men som de konservative parlamentsmedlemmer i baglandet ikke brød sig om. Efter ophævelsen faldt Peel-regeringen, og Robert Peel og hans tilhængere gik over til det liberale parti. På grund af dette var de konservative ikke i stand til at danne en flertalsregering i otteogtyve år.

Under ledelse af Benjamin Disraeli skabte partiet en filosofi, der støttede det britiske imperium, den engelske kirke, monarkiet og sociale reformer, hvilket bragte partiet til magten fra 1874 til 1880. I 1886 splittede det liberale parti om, hvorvidt Irland skulle have uafhængighed. De, der ikke støttede det, blev kendt som de liberale unionister, og de sluttede sig til de konservative. Denne alliance betød, at de konservative var ved magten i det meste af perioden 1885-1906 under Lord Salisbury og derefter Arthur Balfour.

Tidligt og midt i det 20. århundrede

I 1906 var de konservative endnu en gang splittet, denne gang om spørgsmålet om "toldreform", og som følge heraf blev partiet ved parlamentsvalget i 1906 besejret af det liberale parti i et jordskredsvalg. I 1912 sluttede det konservative parti sig formelt sammen med det liberale unionistparti for at skabe det moderne Conservative and Unionist Party, som dog normalt forkortes til Conservative Party. Partiet var i en koalition med det liberale parti fra 1916 til 1922 og var mest ved magten fra 1922 til 1929 under Stanley Baldwin. I løbet af 1920'erne erstattede Labour Party de liberale som de konservatives vigtigste politiske modstander.

De konservative var den ledende figur i koalitionerne i 1931-1935 og 1940-1945, og Winston Churchill var premierminister under Anden Verdenskrig. Labour besejrede de konservative ved parlamentsvalget i 1945, og de konservative blev tvunget til at acceptere mange af Labours nye reformer som f.eks. oprettelsen af velfærdsstaten og høje skatter. De konservative vendte tilbage til magten fra 1951 til 1964 under Churchill, Anthony Eden, Harold Macmillan og Alec Douglas-Home, og i denne periode oplevede Storbritannien en periode med økonomisk og national velstand. De konservative blev ledet af Edward Heath fra 1965 til 1975 og var ved magten fra 1970 til 1974.

Sidst i det 20. århundrede

Mens Heath var ved magten, fik han Storbritannien med i Den Europæiske Union, hvilket senere ville splitte det konservative parti dybt. Nordirland måtte underkastes direkte styre på grund af den vold, der opstod som følge af urolighederne. Efter dette stoppede Ulster Unionist Party med at støtte det konservative parti i Westminster. En minearbejderstrejke og stigende inflation i 1973 fik Heath til at indføre tre-dages arbejdsuge for at rationere magten. Parlamentsvalget i februar 1974 forårsagede et hængende parlament, og Labour var ved magten indtil 1979.

Margaret Thatcher blev leder af de konservative i 1975 og indførte med succes en række monetaristiske politikker. I 1979 kom partiet tilbage til magten på grund af Labour-regeringens håndtering af "Utilfredshedens vinter" og Storbritanniens stigende inflation. Thatcher var premierminister fra 1979 til 1990 og vandt parlamentsvalgene i 1979, 1983 og 1987. I Thatchers anden og tredje periode blev de fleste af Storbritanniens statsejede industrier privatiseret, f.eks. British Telecom i 1984, British Gas i 1986, British Airways i 1987 og British Leyland og British Steel i 1988.

I 1989 indførte den konservative regering fællesskabsafgiften eller "Poll Tax", som blev anset for at være uretfærdig over for de fattige og var meget upopulær. Thatcher blev afløst som premierminister og leder af det konservative parti i 1990 af John Major. Major ledede landet og partiet indtil 1997. John Major erstattede den upopulære fællesskabsafgift med Council Tax i 1992 og førte partiet til en overraskende sejr i parlamentsvalget i 1992. Selv om der var en recession i begyndelsen af 1990'erne, indledte John Majors konservative regering en lang periode med økonomisk fremgang, som skulle vare indtil slutningen af 2000'erne. Ved parlamentsvalget i 1997 blev de konservative besejret i et jordskredsvalg og mistede alle deres skotske og walisiske pladser. Dette skyldes partiets splittelse om EU, valutaproblemet "Black Wednesday" i 1992 og det "nye" Labour-parti under ledelse af Tony Blair.

21. århundrede

Partiet gik ind i tretten år i opposition, hvor William Hague var leder af partiet fra 1997 til 2001. Ved parlamentsvalget i 2001 fokuserede partiets valgkampagne på flere højreorienterede politikker. Hague blev opfattet som en stærk taler, men hans lederskab blev skadet af nogle dårlige publicistiske stunts. Partiet opnåede en nettogevinst på kun ét mandat ved parlamentsvalget i 2001. Iain Duncan Smith ledede partiet fra 2001 til 2003, og han modererede nogle af partiets højreorienterede politikker. Han bragte ikke partiet tilbage til magten, og Michael Howard blev leder i 2003.

Labour-regeringen under Tony Blair var ved at blive upopulær på grund af Irak-krigen. Michael Howard formåede at reducere Labours flertal i parlamentet ved parlamentsvalget i 2005 fra 167 til 66. Howard trådte tilbage kort efter, og David Cameron blev leder af Det Konservative Parti. Cameron fokuserede på moderne og miljømæssige spørgsmål. De Konservative havde en regelmæssig føring i meningsmålinger fra 2007 og frem, og ved parlamentsvalget i 2010 fik partiet flest pladser i parlamentet og flest stemmer, men manglede 20 pladser for at opnå flertal i parlamentet. Der blev dannet en koalitionsregering med Liberaldemokraterne, og David Cameron blev premierminister den 11. maj 2010. Ved parlamentsvalget i Det Forenede Kongerige i 2015 vandt de konservative 331 mandater. Den første konservative flertalsregering siden 1992 blev dannet.

Lederne har vedtaget en liberal-konservativ politik. Dette har omfattet en "grønnere" miljø- og energipolitik og vedtagelse af socialliberale synspunkter. Et eksempel herpå er accepten af ægteskab mellem personer af samme køn. Disse politikker har imidlertid været ledsaget af en fiskal konservatisme: de har fastholdt en hård holdning til at nedbringe underskuddet og iværksat et økonomisk stramningsprogram. Andre moderne politikker for en-nationskonservatisme omfatter uddannelsesreform, udvidelse af ansøgere til studielån til at omfatte ansøgere til postgraduate uddannelser. og kristendemokrati Sådanne politikker giver fattige studerende mulighed for at læse videre, men øger stadig studieafgifterne. Der har også været en vægt på menneskerettigheder. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention accepteres, og individuelle initiativer støttes.

Efter at Storbritannien stemte for at forlade EU den 23. juni 2016, trådte Cameron tilbage som konservativ leder og premierminister. Den 11. juli 2016 blev det meddelt, at Theresa May ville blive ny leder af det konservative parti og premierminister om aftenen den 13. juli 2016.

De seneste politikker omfatter et mål om at nå netto-nul C0₂ emissioner inden 2050, investeringer i ren energi og miljø, øget finansiering af uddannelse, øget finansiering af videnskab og forskning, øget antal politifolk og øget finansiering af NHS (National Health Service). I 2019 blev det konservative parti den første store verdensregering, der erklærede en erklæring om en klimakrise. Efter parlamentsvalget i 2019 er der nu flere LGBT+ konservative parlamentsmedlemmer i parlamentet.

 
Nuværende leder af det konservative parti Rishi Sunak  


Margaret Thatcher var leder af det konservative parti fra 1975 til 1990 og premierminister fra 1979 til 1990.  


Winston Churchill var premierminister og leder af det konservative parti under Anden Verdenskrig.  


Benjamin Disraeli var en konservativ partileder i det 19. århundrede.  

Partistøtte

Partiet får hovedsagelig støtte fra Sydengland, Østengland og landdistrikterne, men i de seneste år er støtten fra det nordlige England steget.

 

Nuværende repræsentation

Det Konservative Parti har disse pladser:

Underhuset (parlamentsmedlemmer) -

Overhuset (Peers) -

London Assembly (AMs) -

Det skotske parlament (MSP'er) -

Den walisiske forsamling (AMs) -

Lokale myndigheder (byrådsmedlemmer) -

 

Tidligere ledere

Nedenfor er alle de tidligere konservative partiledere siden 1922 nævnt. Deres tid som leder er angivet i parentes.