Decentralisering (devolution): Hvad det er og eksempler fra Storbritannien

Få klarhed om decentralisering (devolution): betydning, forskel til føderalisme og konkrete eksempler fra Storbritannien – Skotland, Wales, Nordirland og debatten om England.

Decentralisering (ofte kaldet hjemmestyre eller devolution) er, når en centralregering overdrager beføjelser til et lokalt eller regionalt organ. Det betyder, at dele af beslutningskompetencen flyttes tættere på borgerne, så lokale myndigheder kan træffe beslutninger om forhold, der påvirker dem direkte.

I Det Forenede Kongerige er der sket en omfattende decentralisering i Wales, Skotland og Nordirland. Hvert af disse tre lande har nu en valgt lovgivende forsamling, der kan vedtage bestemte typer love, og en regering, der skal administrere disse love og foreslå nye.

Disse organer kaldes

• Den nationale forsamling for Wales og den walisiske regering;
• den nordirske forsamling og den nordirske regering, og
• Det skotske parlament og den skotske regering

England har i øjeblikket ikke sit eget parlament, men der er i dag blevet flere og flere opfordringer til at få et sådant. I stedet findes lokale og regionale institutioner i England, fx Greater Londons borgmester og London Assembly samt udpegede metro- og regionborgmestre i enkelte områder.

Hvordan fungerer decentraliseringen i praksis?

Decentraliseringen i Storbritannien er asymmetrisk: de tre deponerede forsamlinger har ikke alle de samme beføjelser. Typisk er områder som sundhed, uddannelse, transport, bolig, lokal planlægning og visse velfærdsspørgsmål overført til de decentrale organer. Centrale områder som forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik, immigration og national skattemyndighed forbliver normalt hos den britiske regering i Westminster.

Der er også eksempler på, at nogle skatter og afgifter er blevet overført eller delt. Skotland har for eksempel fået betydelige skattemæssige beføjelser gennem en række Scotland Acts (bl.a. 1998, 2012 og 2016), og Wales har gradvist fået flere kompetencer gennem Wales Acts (fx 2014 og 2017). Samtidig er der en politisk praksis kendt som Sewel-konventionen, ifølge hvilken det britiske parlament normalt ikke vedtager love, der gælder kun for de deponerede områder, uden deres samtykke — men denne konvention er politisk og ikke en del af en overordnet forfatning.

Baggrund og historiske milepæle

Den moderne devolutionproces tog fart i slutningen af 1990'erne. Der blev afholdt folkeafstemninger i 1997 i Skotland og Wales, og som følge heraf blev de respektive organer oprettet i 1999. For Nordirland var de vigtigste skridt knyttet til Good Friday Agreement (1998), som førte til etableringen af en magtdelingsbaseret forsamling samme år.

Det er vigtigt at bemærke, at de decentrale forsamlinger formelt set er afhængige af det overordnede parlament i Westminster. Den britiske regering og parlamentet har i sidste instans den formelle suverænitet og kan — juridisk set — ændre eller tilbagekalde de beføjelser, som er givet. Det er ikke kun en teoretisk risiko: det skete for eksempel i 1972, da parlamentet i Nordirland blev suspenderet og den lokale regering afskaffet (parlamentet i Nordirland var blevet oprettet i 1920 sammen med parlamentet i Sydirland).

Nordirlands institutioner har desuden været suspenderet flere gange efter 1998 (senest var der længere perioder med direkte styre fra Westminster fx 2002–2007), indtil forsamlingens magtdelingsordning kunne genoprettes gennem politiske aftaler.

Forskellen til føderalisme

Decentralisering (devolution) adskiller sig fra føderalisme ved, at beføjelserne i et devolutionssystem kan være tildelt af og dermed i princippet tilbagekaldt af centralmagten. I et føderalt land som Tyskland er derimod delstaterne og deres kompetencer beskyttet af forfatningen, og de kan ikke ensidigt afskaffes af det nationale parlament. I føderale systemer er magtfordelingen mere permanent og konstitutionelt forankret.

Nogle centrale begreber og politiske udfordringer

• Asymmetrisk devolution: Hvert land i Storbritannien har fået forskellige beføjelser, afhængig af politiske forhandlinger og folkeafstemninger.
• West Lothian-spørgsmålet: Debatten om, hvorvidt parlamentsmedlemmer fra Skotland, Wales og Nordirland skal kunne stemme om England-only sager, når England ikke har sit eget parlament.
• Politisk ansvar: De decentrale regeringer er ansvarlige for de områder, de styrer, men store nationale spørgsmål og finansiering styres ofte fra Westminster.
• Mulighed for ændringer: Selvom formel tilbagetrækning af beføjelser er mulig, gør politiske konsekvenser det praktisk svært for Westminster at ophæve de devolutionelle institutioner uden bred politisk opbakning.

Konklusion

Decentralisering i Det Forenede Kongerige har bragt beslutningskompetence tættere på borgere i Skotland, Wales og Nordirland og har skabt et mere komplekst politisk system. Systemet er fleksibelt og kan tilpasses over tid, men er samtidig præget af, at den britiske stat har parlamentarisk suverænitet — i modsætning til et føderalt system, hvor regionernes rettigheder typisk er forfatningsmæssigt beskyttet.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er dekoncentration?

Spørgsmål: Hvor er der sket decentralisering i Det Forenede Kongerige?

Spørgsmål: Hvilke organer oprettes af de decentrale forsamlinger?

Spørgsmål: Har England sit eget parlament?

Spørgsmål: Hvordan afhænger de decentrale forsamlinger af det overordnede organ?

Spørgsmål: Er dette anderledes end i et føderalt land?

Søg efter bogstav