Benjamin Disraeli, 1. jarl af Beaconsfield (21. december 1804 - 19. april 1881), født Benjamin D'Israeli, var en fremtrædende britisk konservativ politiker, forfatter og statsmand. Han var finansminister (Chancellor of the Exchequer) i 1852, fra 1858–1859 og igen fra 1866–1868. Han var premierminister i Det Forenede Kongerige kort i 1868 og fra 1874–1880. Hans vigtigste politiske modstander og rival var William Ewart Gladstone. Udover sit politiske virke var Disraeli en produktiv romanforfatter og skrev også politiske biografier.

Disraeli blev født ind i en familie af jødisk oprindelse; familien lader til at have tilsluttet sig anglikanismen, og Benjamin blev døbt som anglikaner som barn. Han blev officielt konverteret til anglikanismen omkring 12-årsalderen, hvilket reelt fjernede de formelle hindringer, der ellers ville have forhindret hans politiske karriere. Han er fortsat den eneste premierminister i britisk historie med jødisk baggrund.

Tidlige år og forfatterskab

Disraeli voksede op i London i et intellektuelt hjem — hans far, Isaac D'Israeli, var en kendt forfatter og litterat. Benjamin Disraeli debuterede tidligt som forfatter og opnåede både opmærksomhed og kritik for sine tidlige romaner. Hans forfatterskab kombinerer politisk satire, social kritik og romanfigurer, der afspejler samtidens politiske konflikter og klasseforskelle.

Nogle af hans mest kendte romaner er:

  • Vivian Grey (1826) – en satirisk debutroman om ambitiøs ung mand og det politiske liv.
  • Coningsby (1844) – politik og partistrid, ofte set som et manifest for moderne konservatisme.
  • Sybil, or The Two Nations (1845) – en skarp skildring af den sociale kløft mellem rig og fattig.
  • Tancred (1847), Lothair (1870) og Endymion (1880) – senere værker med religiøse, politiske og romantiske temaer.

Han skrev desuden politiske biografier, herunder en indflydelsesrig biografi om Lord George Bentinck, som dokumenterede interne konservative kampe i 1800-tallet.

Politisk karriere og hovedværker

Disraeli trådte ind i Underhuset som konservativ parlamentsmedlem og blev hurtigt en markant figur på grund af sin retorik, sin politiske snarrådighed og evne til at formulere konservative idéer attraktivt for brede vælgergrupper. Som finansminister og senere som premierminister arbejdede han for at modernisere sit partis profil og vinde arbejderklassen og småborgerskabets respekt gennem sociale reformer kombineret med imperial politik.

Vigtige politiske resultater og initiativer i Disraelis karriere omfatter bl.a.:

  • Reform- og udvidelse af vælgerretten: Disraeli spillede en central rolle i vedtagelsen af den anden Reform Act (1867), som væsentligt udvidede valgbarheden i England og Wales — et træk, der sigtede på at integrere nye vælgergrupper i det konservative felts attraktivitet.
  • Social lovgivning: Under hans regering blev forskellige love vedtaget for at forbedre arbejdsvilkår, boligforhold og folkesundhed, herunder vigtige love i midten og slutningen af 1870'erne (fx Public Health Act 1875 og andre reformer vedtaget af konservative ministerier).
  • Imperie- og udenrigspolitik: Disraeli førte en markant imperial politik. Et af hans mest kendte greb var køb af aktier i Suezkanalen i 1875 for at sikre Storbritanniens adgang til Indien, og han spillede en fremtrædende rolle ved Berlinerkongressen i 1878, hvor han søgte at beskytte britiske interesser i Europa og ved Middelhavet.
  • Jarl af Beaconsfield: I 1876 blev han adlet som 1. jarl af Beaconsfield, en titel givet af dronning Victoria — et vidnesbyrd om hans position i både partiet og ved hoffet.

Stil, rivalisering og betydning

Disraeli var kendt for sin flamboyante personlighed, skarpe vidd og stærke sans for politik som scenekunst. Hans lange og berømte rivalisering med William Ewart Gladstone prægede victoriatidens politik og dannede ramme for mange offentlige debatter om etik, økonomi og imperium. Hvor Gladstone stod for liberal reform og moralistisk politik, formulerede Disraeli en konservativ vision, ofte omtalt som "one‑nation conservatism", der søgte samhørighed gennem social lovgivning og national stolthed.

Disraeli nød også et særligt forhold til dronning Victoria, som senere udtrykte stor beundring for ham. Hans politiske og litterære eftermæle er komplekst: han huskes både som en dygtig parlamentariker og statsmand, der styrkede Det Forenede Kongeriges globale position, og som en forfatter, hvis romaner fortsat studeres for deres kulturelle indsigt i 1800‑tallets England.

Senere år og død

Efter tabet ved valget i 1880 trådte Disraeli tilbage fra premierministerposten. Han døde den 19. april 1881 og blev bisat i Hughenden, Buckinghamshire, hvor hans hjem og gravsted blev et symbol på hans virke. Hans betydning i britisk historie består i samspillet mellem politisk taktisk snilde, social konservatisme og et aktivt forfatterskab, som sammen gjorde ham til en af Victoriatidens mest markante personligheder.