Maspok (Kroatisk forår): Kroatiens nationalistiske løsrivelsesbevægelse 1971

Maspok brugte tre grundlæggende punkter til at angribe den jugoslaviske forbundsstat: fordelingen af Kroatiens indtægter fra turistindustrien i Jugoslavien, Kroatiens bidrag til de underudviklede jugoslaviske republikkers fond og spørgsmålet om det officielle kroatiske sprog i Kroatien. Maspok krævede anerkendelse af det kroatiske sprog som det officielle sprog i Kroatien, dets eksklusive brug i uddannelse, medier og statsanliggender, hvilket betød, at det serbiske sprog skulle udvises fra Kroatien. Maspok insisterede på kroaternes og deres kulturs særlige karakter og på de civilisatoriske og kulturelle forskelle mellem kroaterne og andre etniske grupper og etniske minoriteter i Jugoslavien. Bevægelsen, der fik bred støtte fra kroaterne, krævede en separat kroatisk nationalbank, en kroatisk hær og en kroatisk repræsentant i FN, der var adskilt fra den jugoslaviske. Matica hrvatska (en kroatisk kulturorganisation) og Hrvatski tjednik (kroatisk ugeavis) gik så vidt som til at offentliggøre et udkast til en forfatning for den nye kroatiske stat. Matica hrvatska offentliggjorde (november 1971) en fuldstændig liste over Maspoks krav: Kroatien defineret som en stat kun bestående af det kroatiske folk, kroatisk repræsentant i De Forenede Nationer, kroatisk nationalbank og national valuta, kroatisk hær og kroatiske værnepligtige, der kun tjener i den kroatiske hær, kroatisk sprog i hæren, kroatiske statsanliggender, uddannelse og medier. Matica hrvatska, der på det tidspunkt, hvor Maspok-bevægelsen kulminerede, aflyste arbejdet med den serbokroatiske ordbog og afviste Novi Sad-aftalen (om det fælles serbokroatiske sprog). Den på Novi Sad-aftalen baserede ortografi for det serbokroatiske sprog blev erstattet af ortografien for det kroatiske sprog, som blev skrevet af S. Babic, B. Finka og M. Mogus og trykt af Matica hrvatska samme år i 1971. Zagrebs universitet gav en bred og offentlig støtte til Maspoks politiske krav. De studerende fra Zagreb Universitet afholdt massedemonstrationer i Kroatien for at udtrykke deres støtte til Maspok.

Ifølge nogle historikere var Maspok et Ustaše-oprør i Jugoslavien, der blev vejledt, beskyttet og støttet af Savka Dabčević-Kučar, Miko Tripalo og Pero Pirker, den politiske ledelse af den kroatiske kommunistliga. Der var visse beviser for, at Dabcevic-Kucar og Tripalo samarbejdede med Ustaše-ledelsen i udlandet og efter Ustaše-direktiverne arbejdede på at ødelægge den jugoslaviske stat. Dengang fordømte den kroatiske kommunistforbunds generalsekretær, Miloš Žanko, offentligt Matica hrvatska's, Dabčević-Kučars, Tripalos og Pirkers destruktive nationalisme. På de kroatiske kommunisters tiende plenum (januar 1970) anklagede Žanko Dabčević-Kučar, Tripalo og Piker og hævdede, at disse tre sammen med Matica hrvatska arbejdede mod den jugoslaviske socialisme og for at destabilisere Jugoslavien. Med Josip Broz' godkendelse og Bakarićs hjælp blev Žanko på samme plenum ekskluderet fra Kroatiens Kommunistiske Liga. En anden stærk modstand mod Maspok kom fra medlemmerne af Zagreb Praxis-gruppen (Rudi Supek, Milan Kangrga, især).

Nogle mindre aktioner mod serbere i Kroatien blev demonstreret ved at vanhellige eller ødelægge kyrilliske skilte og ved udbrud af vold ved fodboldkampe. Den kroatiske ledelse overbeviste Broz om, at de havde situationen under kontrol. Da Broz besøgte Kroatien i juli 1971 blev den kroatiske hymne spillet efter den jugoslaviske.

Josip Broz undertrykte Maspok og gjorde samtidig en stor indrømmelse til den kroatiske nationalisme. Broz tillod brugen af det kroatiske sprog i Kroatien og konføderaliserede den jugoslaviske forfatning i 1974, idet han gav de jugoslaviske republikker vetoret, når de eventuelt forsøgte at ændre forfatningen. Den jugoslaviske forfatning fra 1974 var en kilde til stor utilfredshed og bekymring hos serberne i Jugoslavien. Den kroatiske kommunistforenings ledelse, Dabčević-Kučar, Tripalo og Pirker blev tvunget til at træde tilbage fra deres poster i staten og i kommunistforbundet, og nogle af Maspok-lederne blev arresteret og fængslet. Blandt de arresterede Maspok-ledere var Franjo Tuđman og Bruno Bušić.

I løbet af året 1972. Broz fjernede de serbiske kommunister Marko Nikezić og Latinka Perović, den slovenske Stane Kavčič og den makedonske Krste Crvenkovski fra politik og statsanliggender. Ifølge historikere var den jugoslaviske præsident på livstid under sit styre farligere jugoslaviske liberale end kroatiske Maspok.

For at trøste kroatiske nationalister forfulgte Broz serbiske akademikere, som påpegede det serbiske folks underordnede stilling i Jugoslavien. De to førende serbiske intellektuelle, Dobrica Ćosić (fremtrædende serbisk forfatter) og Mihailo Đurić (professor ved universitetet i Beograd), satte spørgsmålstegn ved berettigelsen af den albanske autonomi i den historiske serbiske provins Kosovo og spurgte, hvorfor serberne i Kroatien ikke havde nogen autonom status, og hvorfor Vojvodina havde autonom status, selv om størstedelen af indbyggerne var serbere. Disse to intellektuelle blev offentligt fordømt af Broz' regime og forfulgt. Professor Đurić, der så optrapningen af Maspok-nationalismen og løsrivelsesbevægelsen i Kroatien, advarede om, at Serbiens status i Jugoslavien på det tidspunkt var stærkt diskriminerende, og at Serbien blev skånselsløst og uretfærdigt beskyldt for at være fortaler for centralisme og unitarianisme. Đurić advarede endvidere om, at det var forbudt at rejse spørgsmål om ansvaret for dem, der begik folkemordet på det serbiske folk i den uafhængige stat Kroatien under Anden Verdenskrig. Han sagde, at Den Socialistiske Republik Serbiens grænser ikke er hverken nationale eller historiske grænser for serberne i Jugoslavien. Retssagen mod professor Đurić og dommen var en del af Broz' regimes politiske ligevægt på det tidspunkt, hvor Maspok-aktiviteterne kulminerede i Kroatien, og på det tidspunkt, hvor Maspok-ledelsen blev retsforfulgt og fængslet.

Det kroatiske forår spillede en vigtig rolle i udarbejdelsen af den jugoslaviske forfatning fra 1974. Forfatningen lammede den føderale magt i Jugoslavien ved at flytte den statslige administrative magt til de jugoslaviske republikker. Forfatningen, der ikke var tilstrækkelig uklar og allerede var resultatet af kompromiser med forskellige nationalistiske grupper i republikkerne og provinserne, var en plan for løsrivelse.