Khrusjtjovs hemmelige tale (1956) – opgøret med Stalins personkult
Khrusjtjovs hemmelige tale (1956): Det chokerende opgør med Stalins personkult — afsløringer, politiske konsekvenser og vendepunkt i sovjetisk historie.
Krustjovs hemmelige tale var den tale, hvori Nikita Krustjov åbent fordømte Josef Stalin og hans regime efter dennes død. Talen blev holdt som en mundtlig rapport til Sovjetunionens Kommunistiske Parti's tyvende partikongres den 25. februar 1956 og bar titlen "Om personkulten og dens konsekvenser". Den blev holdt på et lukket møde mellem partiets delegerede uden gæster og uden presse, og derfor blev den hurtigt omtalt som "den hemmelige tale". Selvom teksten lækkede og spredtes hurtigt i kopi i både Øst og Vest, blev den officielle russiske tekst først offentliggjort i 1989 under Mikhail Gorbatjovs glasnost-kampagne.
Baggrund
Talen kom tre år efter Stalins død i 1953 og efter en periode med magtkamp i Kreml, hvor Krustjov gradvis konsoliderede sin position. Den var resultat af interne undersøgelser af Stalins metoder, især de massedomstole, hemmelige anklager, deportationer og udrensninger, som kulminerede i 1930'ernes storpolitiske udrensninger. Formålet var dels at rydde op i partiets image, dels at legitimere ledelsens nye kurs og begrunde en vis politisk liberalisering inden for kommunistpartiets rammer.
Hvad talte Krustjov om?
I talen kritiserede Krustjov Stalins personkult og de retlige og politiske overgreb, der fulgte med den: fabrikerede anklager, showprocesser, tortur, henrettelser og massearkiveringer. Han fokuserede især på de delegerede til det 17. partikongres i 1934, som senere blev ofre for udrensningerne i 1930'erne. Krustjov fremhævede, at Stalins ledelsesstil havde undermineret kollektiv ledelse, skabt frygt i partiapparatet og ført til vilkårlige beslutninger, ofte baseret på falske oplysninger eller personlige fordomme.
Lækage og offentliggørelse
Selvom talen blev holdt for lukkede døre, lækkede teksten hurtigt. Kopier blev spreddt blandt delegater, udenlandske diplomater, emigranter og vestlige efterretningskredse, og i løbet af 1956 blev uddrag offentliggjort i vestlige medier og i nogle tilfælde i Østeuropas kommunistiske kredse. Den fulde, officielle sovjetiske offentliggørelse af teksten fandt først sted i 1989 som led i Gorbatjovs glasnost-politik.
Umiddelbare reaktioner
Talen vakte stor forvirring og chok blandt sovjetborgere, fordi mange gennem årtier var blevet opdraget til konstant lovprisning af Stalins "genialitet" og ufejlbarlighed. Ifølge samtidige rapporter fik nogle tilhørere hjerteanfald, og der findes beretninger om selvmord blandt folk, der ikke kunne forlige sig med erkendelsen af statens forbrydelser. I Georgiske SSR — Stalins hjemland — førte nyheden til omfattende optøjer, som den sovjetiske Røde Hærs indgriben den 9. marts 1956 knuste. Andre steder i Sovjetblokken vakte talen politisk uro og bidrog til protester og oprør senere samme år, særligt i Polen og Ungarn.
Konsekvenser og betydning
- De-staliniseringsproces: Talen indledte en officiel politik, ofte omtalt som de-staliniseringsprocessen, som indebar rehabilitering af mange af ofrene for udrensningerne, frigivelse af nogle fanger fra arbejdslejre og en begrænset kulturel "tøven" med mere frihed inden for kunst og intellektuelle kredse.
- Internationale følger: Den afslørede sandhed medførte en krise i de kommunistiske partier i Vesten; mange medlemmer meldte sig ud, og partierne mistede opbakning. Talen bidrog også til spændinger i det internationale kommunistiske fællesskab og var en af faktorerne i de senere splittelser, herunder den voksende uoverensstemmelse mellem Moskva og Beijing.
- Politiske reperkussioner: I Sovjet førte kritikken til en vis institutionel reform, men magtstrukturen forblev autoritær. Krustjov selv styrkede for en periode sin position ved at angribe Stalins arv, men senere — i 1964 — blev han afsat af partiets ledelse på grund af en række politiske fejltagelser og interne magtkampe.
- Kulturel og historisk effekt: Forfattere og dissidenter som Solsjenitsyn fik større mulighed for at blive hørt, og talen åbnede for en bredere debat om sovjetisk historie og ansvar. Samtidig var erkendelsen af Stalins forbrydelser et vigtigt skridt i reformernes legitimering, selv om fuld opgør og kompensation for ofrene var begrænset.
Talen markerer et vendepunkt i 1900-tallets historie: den understregede, at totalitære ledere og deres metoder kan blive fordømt indefra, og den satte gang i en proces, der gradvist ændrede både Sovjetunionens indenrigs- og udenrigspolitik. Men den samlede autoritære struktur og partiets monopol på magten forblev i høj grad intakt, og mange af de dybere sociale og politiske problemer blev først fuldt adresseret langt senere.
Spørgsmål og svar
Sp: Hvem holdt den hemmelige tale?
A: Den hemmelige tale blev holdt af Nikita Krusjtjov.
Q: Hvad var titlen på talen?
A: Titlen på talen var "Om personkulturen og dens konsekvenser".
Sp: Hvornår holdt Krusjtjov sin tale?
Svar: Krustjov holdt sin tale den 25. februar 1956.
Spørgsmål: Hvorfor blev den omtalt som en "hemmelig tale"?
A: Den blev kaldt en "hemmelig tale", fordi den blev holdt på et lukket møde mellem kommunistpartiets delegerede, hvor gæster og medlemmer af pressen var udelukket.
Spørgsmål: Hvilken virkning havde Khrusjtjovs tale på folk i Vesten?
A: Mange mennesker i Vesten, som havde været medlemmer af det kommunistiske parti eller sympatiserende medrejsende, opsagde deres medlemskab og forsvarede ikke længere Stalins omdømme efter at have hørt Khrusjtjovs tale. Russiske forfattere som Solsjenitsyn blev også behandlet med mere sympati bagefter.
Spørgsmål: Hvordan reagerede de sovjetiske borgere på afstaliniseringen?
A: Sovjetborgerne var forvirrede over af-staliniseringen, da de var blevet fodret med rosende ord om Stalins "genialitet". Denne reaktion blev særlig tydelig i Georgien, Stalins hjemland, hvor optøjer endte med et hårdt indgreb fra Den Røde Hær den 9. marts 1956.
Spørgsmål: Var der nogen, der led fysiske følger af at høre Krustjovs hemmelige tale?
A: Ifølge nogle rapporter fik nogle af de personer, der var til stede under Krusjtjovs hemmelige tale, hjerteanfald, mens andre senere begik selvmord på grund af chokket over det, de hørte.
Søge