Edward Gibbon: Engelsk historiker bag 'Romerrigets fald' (1737–1794)
Edward Gibbon (1737–1794) — engelsk historiker bag 'Romerrigets fald': epokegørende værk, kildestudie, ironisk prosa og kontroversiel kritik af kristendommen.
Edward Gibbon (8. maj 1737 - 16. januar 1794) var en engelsk historiker og medlem af parlamentet. Hans vigtigste værk, The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, blev udgivet i seks bind mellem 1776 og 1788. The Decline and Fall er kendt for kvaliteten og ironien i dens prosa, dens brug af primære kilder og dens åbne kritik af kristendommen. Han blev uddannet på Westminster School. Han døde af bughindebetændelse i London.
Liv og uddannelse
Edward Gibbon blev født i Putney i 1737. Efter hjemmeundervisning gik han på Westminster School og senere til Magdalen College, Oxford, men hans tid på universitetet blev kortvarig. I sin unge voksenalder foretog han en lang rejse på kontinentet (Grand Tour) og opholdt sig flere år i Lausanne, hvor hans intellektuelle horisont blev udvidet. Under sit schweiziske ophold konverterede han kortvarigt til katolicismen, men vendte senere tilbage til den anglikanske kirke.
Forfatterskab og metode
Gibbons hovedværk, The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, begyndte han at arbejde på i 1760'erne. Bindene udkom i tre etaper: første bind i 1776, bind to og tre i 1781 og bind fire til seks i 1788. Værket kendetegnes af:
- kildekritik og grundigt kildemateriale: Gibbon brugte latinske og græske primærkilder, dokumenter og samtidige beretninger for at bygge sin fremstilling op;
- klar og elegant prosa: hans stil er præget af ironi, saturnin humor og lange perioder, som blev beundret af samtidige og eftertid;
- en forklaringsmodel: han søger årsager til Roms fald i en kombination af interne svagheder (politisk korruption, økonomiske problemer, militære vanskeligheder) og eksterne pres fra folkevandringer og invasioner.
Temaer og kontrovers
Et af de mest omdiskuterede træk ved Gibbons fremstilling er hans bedømmelse af kristendommens rolle i Romerrigets forfald. Han argumenterer for, at kristendommen i visse henseender svækkede den romerske borgerlige ånd og militære villighed, hvilket blev mødt med skarp kritik fra religiøse kredse. Samtidig tager Gibbon en oplysningstidens, sekulær og kritisk tilgang til historie, hvor fornuft og kildekritik vejer tungt.
Offentligt liv og eftermæle
Udover sit forfatterskab var Gibbon politisk aktiv og sad i parlamentet i 1770'erne. Som historiker påvirkede han både metode og skrivestil i den senere historieforskning: hans vægt på kilder, kronologisk præcision og forsøg på at forklare store samfundsændringer gjorde ham til en central skikkelse i den moderne historieskrivnings udvikling. Gibbons værk læses fortsat og diskuteres bredt for sin analyticale dybde, stilistiske kvaliteter og de moralske og filosofiske spørgsmål det rejser.
Hans svar på kritik
Hans angreb på kristendommen fik flere modstandere til at udgive pamfletter mod ham. Gibbon forsvarede sit arbejde med udgivelsen i 1779 af A Vindication ... of the Decline and Fall of the Roman Empire. I midten af det tyvende århundrede sagde en forfatter, at "kirkehistorikere anerkender den væsentlige rigtighed af [Gibbons] hovedpositioner".
Søge