Den romerske hær er det antikke Roms militær — de styrker, der blev brugt af det romerske kongerige, den romerske republik og senere det romerske imperium. Hæren spillede en central rolle i Roms ekspansion, administration og i opretholdelsen af freden i imperiet. Infanteriet var i en stor del af dets historie den romerske legion, som var tunge infanterienheder af professionelle soldater. Rom havde også en flåde, ingeniører, artilleri og specialiserede støttefunktioner. Hærens størrelse i det sene Romerrige estimeres til ca. 128.000–179.200 mand, og organisationen var gennemgående præget af streng disciplin, hierarki og et veludviklet system til logistik og befæstning. De vigtigste romerske soldater i imperiet var legionærerne. Legionerne var opdelt i mindre enheder — århundreder (centuriae), der i praksis ofte bestod af omkring 80 kampdygtige soldater plus et antal mænd i lejren til madlavning, bærertjeneste og andre bagtjenester.

Organisation og ledelse

En legion var en stor enhed ledet af en legatus legionis (legat) udpeget af senatet eller kejseren. Internt var legionen opdelt i kohorter (cohortes), århundreder (centuriae) og manipler i ældre systemer. De vigtigste underofficerer var centuriones, hvor primus pilus var den øverste centurion i en legion. Derudover fandtes stabs-, logistik- og bygningsfolk som praefecti og fabri (ingeniører).

Legioner og enheder

  • Struktur: Efter de militære reformer under bl.a. Marius blev legionerne mere ensartede og organiseret i kohorter. En standardlegion kunne rumme ca. 4.800–5.200 mænd fordelt på 10 kohorter, hver bestående af seks århundreder (i ældre systemer var manipulus og tre linjer — hastati, principes og triarii — gældende).
  • Kommandoposter: Ud over legaten var hæren delt i tribuner, kvæstorernes logistikfunktioner og en række underofficerer, der stod for disciplin og daglig træning.
  • Rekruttering: I republikansk tid kom legionærerne fra romerske borgere; senere blev tjenesten professionaliseret med standardkontrakter (typisk 20–25 år i republikken og principalt 25 år i kejsertiden).

Auxilia og ikke-borgere

Ud over legionærerne bestod hæren af auxilia, som var ikke-borgere, ofte rekrutteret fra de romerske provinser. Auxilia ydede specialiserede funktioner: let infanteri, bueskytter, slæde- og artillerimandskab og ikke mindst kavaleri. De blev typisk betalt mindre end legionærerne og bar ikke altid den samme standardiserede rustning, men til gengæld blev de efter gennemført tjeneste (ofte mindst 25 år) tildelt romersk statsborgerskab — en værdifuld belønning for både den enkelte og hans familie. Mange provinser så dette som en attraktiv mulighed, og tildelingen af statsborgerskab var også et vigtigt værktøj til romanisering og loyalitetsskabelse.

Kavalleri og specialstyrker

Hæren havde flere former for kavaleri. Tidligt var der Equites, rytterklassen af romerske borgere, hvis mænd var rige nok til at holde hest og dyrere våben. Efterhånden som riget voksede, blev større dele af kavaleriopgaven overladt til auxilia eller til allierede og betalte bander, som kunne levere tungt og let kavaleri. Kavaleriens rolle var rekognoscering, forfølgelse af flygtende fjender, flankebeskytning og hurtige angreb.

Udstyr, taktik og træning

  • Udstyr: Legionæren bar typisk gladius (kort sværd), pilum (kastespyd) og scutum (stor rektangulær skjold). Hjelm og brystplade var standard for tunge infanterister; lette styrker havde mere varieret udrustning.
  • Taktik: Romerne var kendt for deres fleksible formationer. I republikansk tid anvendtes manipler, der tillod større bevægelighed; senere blev kohortesystemet dominerende, hvilket gjorde formationerne mere kompakte og robuste. Kendte teknikker er kast med pilum for at forstyrre fjendens skjolde, tæt sværdkamptaktik med gladius og skjoldmur (f.eks. testudo) ved belejringer eller artilleribeskytning.
  • Træning og disciplin: Daglig træning, marchøvelser, våbenøvelser og strenge disciplinære regler var grundlaget for legionernes effektivitet. Straffe for overtrædelse kunne være hårde, men belønninger i form af plyndring, løn og pensionsfordele motiverede soldaterne.

Logistik, befæstning og ingeniørkunst

Romerne lagde stor vægt på forsyningslinjer, veje og permanente lejrbyggerier (castra). Hver legion kunne etablere veldesignede lejre på få timer under march. Ingeniører i hæren byggede befæstninger, broer og belejringsmaskiner som ballistaer og katapulter — en afgørende fordel i både felttog og forsvaret af grænserne.

Udvikling over tid

Den romerske hærs struktur ændrede sig over århundreder. De militære reformer under Marius (ca. 107 f.Kr.) professionaliserede styrkerne og åbnede rekruttering for de lavere sociale lag. Under kejsertiden blev hæren centraliseret under kejserens kontrol, og grænseforsvaret fik mere permanente styrker. I det sene imperium skete en større opdeling mellem frontstyrker (limitanei) og mobile feltstyrker (comitatenses), samtidig med at man i stigende grad benyttede foederati (allierede barbariske enheder) og lagde vægt på tungt kavaleri. Den samlede styrke i det sene imperium kan som nævnt estimeres til mellem ca. 128.000 og 179.200 mand afhængig af periode og beregningsmetode.

Rolle i samfundet

Udover kampfunktioner fungerede hæren som et instrument for romersk politik: koloniseringen af nye områder, opretholdelsen af orden, infrastrukturprojekter og som social mobilitet for ikke-borgere gennem belønninger og statsborgerskab. Veteraner blev ofte bosat i grænseområder og bidrog til romaniseringen af provinser.

Den romerske hær var således ikke blot et krigsinstrument, men også en avanceret organisation for administration, ingeniørkunst og kulturel integration, hvilket var medvirkende til Roms lange varighed som politisk og militær magt i Middelhavsområdet.