En romersk konsul var det højeste valgte politiske embede i den romerske republik. Konsulernes embede var centrum for både civil administration, lovgivning, religiøse funktioner og den øverste militære kommando i republikken.

Valg og embetsperiode

Der blev hvert år valgt to konsuler, som stod til rådighed i en etårig periode. Valget foregik normalt i folkeforsamlingen (comitia), især comitia centuriata, og konsulernes år blev ofte brugt til at tidsfæste begivenheder — man talte f.eks. om året "under konsulerne X og Y". Embedsperioden varede ét år, og principperne om kollegialitet og vakant kontrol betød, at der altid var to konsuler, så én kunne begrænse den andens beslutninger (se mere nedenfor).

Betingelser for embede

Konsuler kom traditionelt fra de aristokratiske familier; de var ofte patricier. Efter de politiske reformer i 367 f.Kr. (Liciniske–Sextiske lovgivning) kunne også plebejerne stille op, så embede blev tilgængeligt for bredere dele af borgerstanden. Konsuler fulgte typisk en fast karriererute (cursus honorum) og måtte have opnået vis alder og tidligere embeder før valg.

Beføjelser og pligter

Konsulerne havde omfattende beføjelser både i fredstid og i krigstid:

  • Administrativt og lovgivningsmæssigt: De kunne indkalde og lede senatet, fremføre forslag til folkeforsamlinger og fungere som øverste embedsmænd i Roms civilsager.
  • Juridisk: Konsuler kunne dømme i visse retssager og administrerede den højeste civile og strafferetlige myndighed i republikken.
  • Militært: Hver konsul kunne udøve imperium — den højeste militære kommando — og førte ofte hærene i felten under krig. Efter embedsperioden kunne en tidligere konsul få forlænget imperium som prokonsul til at regere en provins.
  • Religiøst: Konsuler udførte vigtige religiøse ritualer og spådomme (auspicia) før vigtige beslutninger eller felttog. De kunne indvie ofringer og lede ceremonier, som hørte til statens højeste embeder.

Kollegialitet og vetoret

Konsulatet var et kollegialt embede: de to konsuler delte magten og kunne begrænse hinanden. Hver konsul havde vetoret (intercessio) over for sin kollega, så enkeltpersoners beslutninger kunne standses af den anden. I praksis betød det, at store beslutninger ofte krævede aftale mellem de to konsuler.

Symboler og protokol

Konsuler bar særlige tegn for deres embede: den toga praetexta, særlige kurulære stole (sella curulis) og blev fulgt af lictorer med fasces, bundter af stave omkring en økse, som symboliserede deres ret til at dømme og udøve tvang. Antallet af lictorer knyttet til en konsul var et udtryk for den officielle grad af imperium.

Organisation af arbejdet

Selvom konsulerne deltok i de samme ansvar, fordeltes opgaver ofte praktisk: én konsul kunne blive i Rom for at lede administrationen og senatet, mens den anden førte krig i felten. I perioder blev befaling og ansvar også delt eller vekslet efter aftale — men der var ikke en fast regel om månedlig rotation; sådanne bytter skete kun i særlige tilfælde eller efter politiske aftaler.

Efter republikkens tid

I den efterfølgende periode, da Rom gik fra republik til kejserdømme (fra omkring 27 f.Kr.), ændrede konsulernes rolle sig markant. Under kejserne blev konsulatet i vidt omfang et hæders- og æresembede uden den samme uafhængige magt; kejseren overtog reelt den militære og politiske kontrol. Alligevel forblev det en høj ære at blive udnævnt konsul, og konsulernes navne fortsatte længe som officielle årstalsangivelser.

Betydning

Konsulatet var en hjørnesten i den romerske republikanske styreform: det kombinerede civil ledelse, militær kommando og religiøse pligter og fungerede som både kontrolmekanisme (kollegialitet, veto) og som symbol på republikken. Konsulernes funktioner og ritualer illustrerer, hvordan romersk politik sammenbandt religion, ritual og magt i statens øverste embeder.