Consul | det højeste valgte politiske embede i den romerske republik

Civil administration

Konsulerne kunne indkalde senatet og var formand for dets møder. Hver konsul fungerede som formand for senatet i en måned. De kunne også indkalde alle romerske forsamlinger og var formand for dem. Konsulerne gennemførte således valg og satte lovgivningsmæssige foranstaltninger til afstemning. Når ingen af konsulerne befandt sig i byen, blev deres borgerlige pligter overtaget af praetor urbanus (bypræfekten).

Hver konsul blev ved hver offentlig optræden ledsaget af tolv liktorer, som viste embedets pragt og fungerede som hans livvagter. Hver liktor havde en fasces, et bundt stænger, der indeholdt en økse. Stængerne symboliserede magten til at piske og øksen magten til at idømme dødsstraffen. Når de var inde i byen, fjernede liktorerne økserne fra fascesene for at vise, at en borger ikke kunne henrettes uden en retssag. Når de trådte ind i den demokratiske forsamling, sænkede liktorerne fascesen for at vise, at konsulenes beføjelser stammer fra folket (populus romanus).

Militære beføjelser

Uden for Roms mure var konsulenes beføjelser langt større i deres rolle som øverstkommanderende for alle romerske legioner. Det var i denne funktion, at konsulerne var udstyret med fuldt imperium (magt).

Når legioner blev beordret ved et dekret fra senatet, var det konsulerne, der stod for indkaldelsen. Ved indtræden i hæren skulle alle soldater aflægge troskabsed til konsulerne. Konsulerne førte også tilsyn med indsamlingen af tropper, der blev stillet til rådighed af Roms allierede.

Inden for byen kunne en konsul straffe og arrestere en borger, men havde ikke beføjelse til at idømme dødsstraf. På felttog kunne en konsul imidlertid pålægge enhver soldat, officer, borger eller allieret enhver straf, som han fandt passende.

Hver konsul havde kommandoen over en hær, som regel to legioner, med hjælp fra militære tribuner og en kvæstor, der havde finansielle opgaver. I de sjældne tilfælde, hvor begge konsuler marcherede sammen, havde de hver især kommandoen i en dag på skift. En typisk konsulær hær var omkring 20.000 mand stærk og bestod af to borger- og to allierede legioner. I republikkens tidlige år befandt Roms fjender sig i det centrale Italien, så felttog varede nogle få måneder.

Efterhånden som Roms grænser blev udvidet i det 2. århundrede f.Kr. blev felttogene længere. Rom var et krigerisk samfund, og det var meget sjældent, at man ikke førte krig. Senatet og folket forventede derfor, at konsulnen, når han tiltrådte sit embede, ville lade sin hær marchere mod Roms fjender og udvide de romerske grænser. Hans soldater forventede at vende hjem efter felttoget med bytte. Hvis konsulnen vandt en overvældende sejr, blev han hyldet som imperator af sine tropper og kunne anmode om at blive tildelt en triumf.

Konsulen kunne lede kampagnen som han ville og havde ubegrænsede beføjelser. Efter kampagnen kunne han dog retsforfølges for sine ugerninger.

Status i Empire-perioden

I Romerriget var konsulerne blot en figurativ repræsentant for Roms republikanske arv. Konsulatet havde dengang meget mindre magt og autoritet, da kejseren var den øverste leder. Konsulerne var dog ofte højtstående og vigtige i deres egen ret. Nogle blev udpeget som efterfølgere til deres kejser. Desuden udnævnte kejsere ofte sig selv som konsul.

Kontoret overlevede (stærkt ændret) indtil begyndelsen af det 9. århundrede e.Kr.