Romersk konsul — Republikens øverste valgte embede og kommandør
Lær om romerske konsuler: Republikkenes øverste valgte embedsmænd, deres etårige embedsperiode, vetoret, religiøse pligter og rolle som statens højeste militære kommando.
En romersk konsul var det højeste valgte politiske embede i den romerske republik. Konsulernes embede var centrum for både civil administration, lovgivning, religiøse funktioner og den øverste militære kommando i republikken.
Valg og embetsperiode
Der blev hvert år valgt to konsuler, som stod til rådighed i en etårig periode. Valget foregik normalt i folkeforsamlingen (comitia), især comitia centuriata, og konsulernes år blev ofte brugt til at tidsfæste begivenheder — man talte f.eks. om året "under konsulerne X og Y". Embedsperioden varede ét år, og principperne om kollegialitet og vakant kontrol betød, at der altid var to konsuler, så én kunne begrænse den andens beslutninger (se mere nedenfor).
Betingelser for embede
Konsuler kom traditionelt fra de aristokratiske familier; de var ofte patricier. Efter de politiske reformer i 367 f.Kr. (Liciniske–Sextiske lovgivning) kunne også plebejerne stille op, så embede blev tilgængeligt for bredere dele af borgerstanden. Konsuler fulgte typisk en fast karriererute (cursus honorum) og måtte have opnået vis alder og tidligere embeder før valg.
Beføjelser og pligter
Konsulerne havde omfattende beføjelser både i fredstid og i krigstid:
- Administrativt og lovgivningsmæssigt: De kunne indkalde og lede senatet, fremføre forslag til folkeforsamlinger og fungere som øverste embedsmænd i Roms civilsager.
- Juridisk: Konsuler kunne dømme i visse retssager og administrerede den højeste civile og strafferetlige myndighed i republikken.
- Militært: Hver konsul kunne udøve imperium — den højeste militære kommando — og førte ofte hærene i felten under krig. Efter embedsperioden kunne en tidligere konsul få forlænget imperium som prokonsul til at regere en provins.
- Religiøst: Konsuler udførte vigtige religiøse ritualer og spådomme (auspicia) før vigtige beslutninger eller felttog. De kunne indvie ofringer og lede ceremonier, som hørte til statens højeste embeder.
Kollegialitet og vetoret
Konsulatet var et kollegialt embede: de to konsuler delte magten og kunne begrænse hinanden. Hver konsul havde vetoret (intercessio) over for sin kollega, så enkeltpersoners beslutninger kunne standses af den anden. I praksis betød det, at store beslutninger ofte krævede aftale mellem de to konsuler.
Symboler og protokol
Konsuler bar særlige tegn for deres embede: den toga praetexta, særlige kurulære stole (sella curulis) og blev fulgt af lictorer med fasces, bundter af stave omkring en økse, som symboliserede deres ret til at dømme og udøve tvang. Antallet af lictorer knyttet til en konsul var et udtryk for den officielle grad af imperium.
Organisation af arbejdet
Selvom konsulerne deltok i de samme ansvar, fordeltes opgaver ofte praktisk: én konsul kunne blive i Rom for at lede administrationen og senatet, mens den anden førte krig i felten. I perioder blev befaling og ansvar også delt eller vekslet efter aftale — men der var ikke en fast regel om månedlig rotation; sådanne bytter skete kun i særlige tilfælde eller efter politiske aftaler.
Efter republikkens tid
I den efterfølgende periode, da Rom gik fra republik til kejserdømme (fra omkring 27 f.Kr.), ændrede konsulernes rolle sig markant. Under kejserne blev konsulatet i vidt omfang et hæders- og æresembede uden den samme uafhængige magt; kejseren overtog reelt den militære og politiske kontrol. Alligevel forblev det en høj ære at blive udnævnt konsul, og konsulernes navne fortsatte længe som officielle årstalsangivelser.
Betydning
Konsulatet var en hjørnesten i den romerske republikanske styreform: det kombinerede civil ledelse, militær kommando og religiøse pligter og fungerede som både kontrolmekanisme (kollegialitet, veto) og som symbol på republikken. Konsulernes funktioner og ritualer illustrerer, hvordan romersk politik sammenbandt religion, ritual og magt i statens øverste embeder.
Civil administration
Konsulerne kunne indkalde senatet og var formand for dets møder. Hver konsul fungerede som formand for senatet i en måned. De kunne også indkalde alle romerske forsamlinger og var formand for dem. Konsulerne gennemførte således valg og satte lovgivningsmæssige foranstaltninger til afstemning. Når ingen af konsulerne befandt sig i byen, blev deres borgerlige pligter overtaget af praetor urbanus (bypræfekten).
Hver konsul blev ved hver offentlig optræden ledsaget af tolv liktorer, som viste embedets pragt og fungerede som hans livvagter. Hver liktor havde en fasces, et bundt stænger, der indeholdt en økse. Stængerne symboliserede magten til at piske og øksen magten til at idømme dødsstraffen. Når de var inde i byen, fjernede liktorerne økserne fra fascesene for at vise, at en borger ikke kunne henrettes uden en retssag. Når de trådte ind i den demokratiske forsamling, sænkede liktorerne fascesen for at vise, at konsulenes beføjelser stammer fra folket (populus romanus).
Militære beføjelser
Uden for Roms mure var konsulenes beføjelser langt større i deres rolle som øverstkommanderende for alle romerske legioner. Det var i denne funktion, at konsulerne var udstyret med fuldt imperium (magt).
Når legioner blev beordret ved et dekret fra senatet, var det konsulerne, der stod for indkaldelsen. Ved indtræden i hæren skulle alle soldater aflægge troskabsed til konsulerne. Konsulerne førte også tilsyn med indsamlingen af tropper, der blev stillet til rådighed af Roms allierede.
Inden for byen kunne en konsul straffe og arrestere en borger, men havde ikke beføjelse til at idømme dødsstraf. På felttog kunne en konsul imidlertid pålægge enhver soldat, officer, borger eller allieret enhver straf, som han fandt passende.
Hver konsul havde kommandoen over en hær, som regel to legioner, med hjælp fra militære tribuner og en kvæstor, der havde finansielle opgaver. I de sjældne tilfælde, hvor begge konsuler marcherede sammen, havde de hver især kommandoen i en dag på skift. En typisk konsulær hær var omkring 20.000 mand stærk og bestod af to borger- og to allierede legioner. I republikkens tidlige år befandt Roms fjender sig i det centrale Italien, så felttog varede nogle få måneder.
Efterhånden som Roms grænser blev udvidet i det 2. århundrede f.Kr. blev felttogene længere. Rom var et krigerisk samfund, og det var meget sjældent, at man ikke førte krig. Senatet og folket forventede derfor, at konsulnen, når han tiltrådte sit embede, ville lade sin hær marchere mod Roms fjender og udvide de romerske grænser. Hans soldater forventede at vende hjem efter felttoget med bytte. Hvis konsulnen vandt en overvældende sejr, blev han hyldet som imperator af sine tropper og kunne anmode om at blive tildelt en triumf.
Konsulen kunne lede kampagnen som han ville og havde ubegrænsede beføjelser. Efter kampagnen kunne han dog retsforfølges for sine ugerninger.
Status i Empire-perioden
I Romerriget var konsulerne blot en figurativ repræsentant for Roms republikanske arv. Konsulatet havde dengang meget mindre magt og autoritet, da kejseren var den øverste leder. Konsulerne var dog ofte højtstående og vigtige i deres egen ret. Nogle blev udpeget som efterfølgere til deres kejser. Desuden udnævnte kejsere ofte sig selv som konsul.
Kontoret overlevede (stærkt ændret) indtil begyndelsen af det 9. århundrede e.Kr.
To romerske kejsere klædt ud som konsuler på solidi fra det 4. århundrede
Constantius II
Valens
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var det højeste valgte politiske embede i den romerske republik?
A: Det højeste valgte politiske embede i den romerske republik var en romersk konsul.
Spørgsmål: Hvor mange konsuler blev valgt hvert år?
A: Der blev valgt to konsuler hvert år for en etårig periode.
Spørgsmål: Hvem havde vetoret over for sin kollega?
Svar: Hver konsul havde vetoret over for sin kollega.
Spørgsmål: Hvem kunne stille op til valg som konsul efter 367 f.Kr.?
Svar: Efter 367 f.Kr. kunne plebejerne (almindelige mennesker; plebejanere) stille op til valg som konsul.
Spørgsmål: Hvilke beføjelser havde konsulerne i fredstid?
A: I fredstid havde konsulerne omfattende administrative, lovgivningsmæssige og retslige beføjelser.
Spørgsmål: Hvilken rolle spillede de i krigstid?
Svar: I krigstid havde konsulerne ofte den højeste militære kommando.
Spørgsmål: Hvilke religiøse ritualer kunne kun udføres af de højeste statsembedsmænd?
Svar: De højeste statsembedsmænd var ansvarlige for at udføre nogle religiøse ritualer, som kun kunne udføres af dem.
Søge