Det romerske senat var den mest langvarige institution i det antikke Rom. Det opstod i byens tidligste år, traditionelt dateret til grundlæggelsen i 753 f.Kr., og det overlevede både det romerske kongerige (ca. 753–509 f.Kr.), den romerske republik (509–27 f.Kr.) og størstedelen af det romerske imperium (fra 27 f.Kr. og frem). Senatet eksisterede som politisk organ i Rom langt op gennem antikken og påvirkede også det, der senere blev kaldt det vestlige romerske imperiums politiske udvikling frem til dets fald.

Oprindelse og navn

Senatet startede som et rådgivende råd af byens ældste, de såkaldte patres, som gav deres erfaring og autoritet til den tidlige kongemagt. Navnet senat stammer fra det latinske ord senex, som betyder "gammel mand", og afspejler institutionens oprindelige karakter som forsamling af ældre rådgivere med høj social anseelse.

Sammensætning og optagelse

Senatet bestod af mænd fra den romerske elite — først adelsfamilier, senere også velstående borgere, der gennemgik det politiske forløb kaldet cursus honorum. Optagelse i senatet blev formelt anført af censorerne, der førte listen over senatorer. Senatet varierede i størrelse gennem tiden: efter Sullas reformer var der omkring 600 senatorer, Julius Cæsar øgede antallet betydeligt, og i kejsertiden regulerede kejseren ofte tallet efter politiske behov.

Senatets funktioner og magtbasis

I republikken var senatet det centrale rådgivende organ, men det udøvede også reelt politisk herredømme gennem kontrol med finans, udenrigspolitik og administration af provinserne. Flere af senatets beslutninger blev truffet som senatusconsulta (senatets beslutninger), som gradvist fik stor praktisk betydning, selvom de formelt var rådgivende over for folkeforsamlingerne og de valgte embedsmænd (magistraterne).

  • Finans og skat: Senatet kontrollerede statskassen og godkendte store udgifter.
  • Udenrigspolitik og krigsførelse: Udnævnelse af prokonsuler og styring af provinsforvaltning lå ofte i senatets hænder.
  • Magtovervågning: Senatet udøvede indflydelse over magistraters handlinger ved truslen om censur, interpellationer eller politisk pres.

Fra republik til kejserrige

Under den midtre republik var senatet på sit højeste som magtfaktor; det var den primære arena for aristokratiets politiske dominans. Overgangen til Principatet med Augustus ændrede systemet: kejseren overtog de formelle beføjelser (særligt militære kommandoer og tribunisk autoritet), men bevarede ofte en facade med senatet intakt. Augustus og hans efterfølgere søgte at samarbejde med senatet, hvilket betød, at senatet fortsat havde betydning som rådsgivende, æreslegeme og administrativt forum, men dets uafhængige politiske råderum var stærkt indskrænket.

Nedgang og transformation i senantik tid

Efterhånden som kejsermagten centraliseredes, blev senatets rolle gradvist reduceret. Under det sene imperium fik senatorer stadig ærefulde titler og funktioner i byforvaltningen, men den væsentligste statsmagt lå hos kejserens administration og de nye bureaukratiske organer. Da Diokletian omorganiserede rigets administration og flyttede magtens centrum væk fra byen Rom, blev senatet i højere grad et kommunalt (by)organ med begrænset rigspolitisk indflydelse.

Senatet i Konstantinopel og institutionens videre liv

Idéen om et senat levede videre: Konstantinopel fik sit eget senat efter Konstantin den Stores regeringsperiode, og i de østlige provinser opretholdt sådanne forsamlinger lokal aristokratisk repræsentation. I vest blev senatets praktiske indflydelse yderligere svækket frem mod det 5. århundrede, men institutionens traditionsmæssige autoritet og symbolværdi vedblev i århundreder.

Betydning og eftermæle

Senatets største betydning lå i dets lange kontinuitet som samlingspunkt for den romerske elites politiske, sociale og kulturelle autoritet. Institutionens principper — rådgivning, aristokratisk repræsentation og juridisk-administrativ praksis — influerede senere europæiske politiske institutioner og bidrog til begreber som "senat" og "senator" i moderne statsliv. Selvom senatets reelle magt ændrede sig dramatisk i løbet af perioden 753 f.Kr.–476 e.Kr., er dets rolle som et centralt organ i den romerske statsudvikling ubestridt.