Lazaret

Historie

Gamle krigere

Siden oldtiden har det været skik at fjerne sårede soldater fra slagmarken og tage sig af dem. De blev bragt til midlertidige beskyttelsesrum og fik den pleje, der var sædvanlig i den pågældende periode.

I Homers Iliaden nævnes kort Machaon og Podalirius. Det er de tidligste omtaler i litteraturen af feltkirurger, der hjalp faldne soldater. Grækerne og romerne var kendt for at bruge nærliggende huse, stalde og templer som felthospitaler til at pleje sårede soldater. Allerede dengang forstod romerne, at dræn- og kloaksystemer hjalp med at holde felthospitalerne rene og få sårede soldater tilbage til helbredet igen.

Middelalderen

Blandt de mænd, der vendte tilbage fra korstogene, var der mange lamme, blinde og syge, som havde brug for pleje. Kirken oprettede religiøse ordener til at tage sig af de syge og sårede. En af de grupper, der ydede denne pleje, blev kaldt Hospitallers Ridderne. De havde oprettet felthospitaler i Jerusalem og Akko fra 1120 til 1291.

Middelalderens Spanien var ret avanceret inden for feltmedicin. Når de spanske hære drog ud på felttog, fulgte læger og kirurger med dem. I det 13. århundrede fulgte hospitalerne det arabiske mønster, hvor patienterne blev inddelt i forskellige områder på grundlag af køn, sygdomstype eller skader. Under erobringen af Granada, da Ferdinand II af Aragonien og Isabella I af Castilla fordrev maurerne fra Nordspanien, havde dronning Isabella oprettet ambulancer og felthospitaler til sine soldater.

Tidlig moderne periode

I slutningen af det 18. århundrede begyndte Frankrig at være mere opmærksom på hospitalernes dårlige tilstand. I Paris var Hôtel Dieu fyldt med sygdom og skadedyr. Det havde omkring 1 220 senge, og op til seks patienter delte en seng. Andre lå på gangene på bunker af halm under ekstremt beskidte forhold. Når lægerne kom på besøg om morgenen, måtte de holde svampe dyppet i eddike over deres ansigter på grund af den dårlige lugt. Hôtel-Dieu var ikke et militærhospital, men var typisk for de fleste hospitaler på den tid. I 1788 fremsatte det franske videnskabsakademi flere anbefalinger for at gøre hospitalerne renere og bedre ventileret. Den fastlagde, hvor store værelserne skulle være, at de skulle indeholde 34 til 36 senge og have vinduer fra gulv til loft. Komitéen lånte flere idéer fra et besøg i England og fra at se hospitaler der.

Felthospitalerne i Napoleon-tiden var ufine efter moderne standarder. Man kendte stadig ikke til hygiejne, antibiotika var endnu ikke blevet opdaget, og amputation var den mest almindelige behandling af sår på slagmarken. Soldater ventede nogle gange i dagevis på at blive fjernet fra slagmarken. De sårede havde hverken vand eller mad, og fluerne plagede dem, mens de lå og blødte. Mange døde af infektion, før de fik lægehjælp. Hvis de blev fjernet, blev de sendt til interimistiske kirurgiske faciliteter, hvor overbebyrdede kirurger gjorde det bedste, de kunne. På et "felthospital" måtte de udstå amputationer uden bedøvelse. Officerer blev undertiden tilbudt rom eller brandy, mens almindelige soldater fik et stykke træ at bide i. Udsigterne til at overleve deres sår var dårlige.

Amerikansk borgerkrig

I 1861 var der stadig lang vej igen med hensyn til medicinsk viden og udstyr. Behandling af sår, infektioner og sygdomme gjorde ofte mere skade end gavn. Lægerne forstod ikke, hvad der forårsagede infektioner, og kunne kun gøre meget lidt for at behandle dem. Man anslår, at dobbelt så mange soldater døde af sygdomme som af skudsår. Lejrens hygiejne var ekstremt dårlig. Sanitære faciliteter, mangel på husly, tøj, sko og mad bidrog alle til høje dødsrater i lejrene. Krigsfanger levede under de mest elendige forhold. Dysenteri var ekstremt udbredt i de fleste lejre på grund af dårlige sanitære forhold og forurenet vand. Lægerne vaskede hverken instrumenter eller hænder, når de gik fra patient til patient. Sygeplejersker, der tog sig af de syge, risikerede selv at smitte med sygdommene. På grund af den daværende medicinske ufuldkommenhed kunne de fleste sygdomme være dødelige. Selv om den medicinske viden og de medicinske forhold gradvist blev forbedret i løbet af krigen, var det stadig ikke nok til at redde tusindvis af tabte liv.

Felthospitaler i det tyvende århundrede

Under Første Verdenskrig brugte den amerikanske hær "evakueringshospitaler" (kaldet "evacs"), som var et led i at få dem behandlet så hurtigt som muligt. Bårebærere var lægesoldater, der bar de sårede væk fra slagmarken. De blev først bragt til bataljonens hjælpestation. Her gav lægerne grundlæggende førstehjælp. For mere alvorlig behandling bragte bårebærere og ambulancer de sårede til et felthospital. På felthospitalet gennemgik de en triage, som var en proces, hvor patienterne blev sorteret efter, hvor alvorlige og livstruende deres sår var. Soldater, der blev udsat for giftgas, blev behandlet på særligt udstyrede hospitaler. Efter triagering blev de bragt med ambulance til evakueringshospitalerne. Der blev de opereret og skulle blive der, mens de fik det bedre. Efter evakueringshospitalet blev de sendt til basishospitaler, hvor de kunne få mere pleje og hvile. Første Verdenskrig var første gang, at hæren eksperimenterede med mobile hospitaler.

Under Anden Verdenskrig var de allierede felthospitaler mobile. De havde normalt omkring 400 sengepladser, mens de mere stationære evakueringshospitaler kunne have 400 eller 750 sengepladser. De mobile hospitaler ankom i løbet af få dage efter en invasion og flyttede med hærene, idet de altid lå et par kilometer bag frontlinjerne. De brugte normalt teltdug, men brugte også bygninger i området, hvis de var tilgængelige. Når felthospitalet var på vej til at flytte, holdt de op med at modtage tilskadekomne og sendte dem, de havde, til andre felthospitaler. Derefter pakkede de deres telte og udstyr på lastbiler og flyttede til det nye sted. I løbet af få timer var de klar til at modtage sårede soldater igen.

De tyske felthospitaler under Anden Verdenskrig lignede meget de tyske felthospitaler i den amerikanske hær. Men tyskerne adskilte sig ved at deres triageprocedurer var anderledes. Deres førstehjælp blev givet på en verwundetennest af hærens læger (ikke læger). Dette bestod i at bruge bandager og/eller skinner og var placeret meget tæt på, hvis ikke på slagmarken. Derefter blev de sendt til truppenverbandplatz (hjælpestation), hvor de blev tilset af en læge. Herefter blev patienter, der var stabiliseret, sendt til en hauptverbandplatz (opklaringsplads). Denne var placeret ca. 6,4 km (4 miles) fra fronten og havde normalt to læger (men der blev tilføjet flere efter behov). De havde et personale, der kunne tage sig af ca. 200 patienter (der blev tilføjet mere personale om nødvendigt). Hvis soldaten havde et mavesår eller et andet alvorligt sår, blev de opereret her. Derefter, efter at der var taget hånd om de mest alvorlige, blev der taget hånd om mindre alvorlige sår, der krævede operation. For dem, der havde alvorlige knoglebrud, hjerneskader eller sår i brystet, blev de sendt til et militærhospital kaldet et kriegslazarett.

Kors båret af Hospitallernes riddere


Feltlazaret fra Første Verdenskrig


8225th Mobile Army Surgical Hospital, Korea 1951. Bemærk helikopteren, der blev brugt til at transportere de sårede.

Moderne felthospitaler

I USA er der mere end 75 militærhospitaler og 461 klinikker, der tager sig af både militærpersonale og deres familier. I nødstilfælde modtager de civile patienter i nødstilfælde. Et andet eksempel er Israel. De israelske forsvarsstyrker kan oprette et felthospital inden for 12 timer efter ankomsten, når de lokale hospitaler enten er overbebyrdet eller ikke fungerer. Dette er to eksempler på moderne militære felthospitaler, der tjener et dobbelt formål.

For lande, der er ramt af naturkatastrofer, har mange (i hvert fald i Amerika) allerede de fleste af de nødvendige forsyninger i landet. Dette er i modsætning til, hvad nyhedsmedierne ofte rapporterer. Ironisk nok får dette mange velmenende mennesker til at sende donationer til steder, hvor der måske ikke er så stort behov for dem. Desuden kan felthospitaler, der allerede er i landet, normalt oprettes meget hurtigere end at vente på, at andre lande sender felthospitaler. For de lande, der ikke har disse ressourcer, er felthospitaler en af de ting, der står øverst på listen over ting, de skal have i nødstilfælde.

Moderne felthospitaler har ændret sig fra teltdug til moderne, veludstyrede sundhedscentre. Selv om mange af dem stadig er lavet af stof, er de specielt designet til at være rene, sikre og komfortable beskyttelsesrum. De er meget mobile og kan findes i næsten alle dele af verden. De varierer i størrelse fra små shelters med et enkelt rum til fuldt udstyrede hospitaler med 200 eller flere sengepladser. De tilbyder alle former for nødvendig lægehjælp. Moderne felthospitaler kan have skadestuer (ER), intensivafdelinger (ICU) og ambulatorier. De tilbyder alle områder af den nødvendige sundhedspleje fra førstehjælp til psykologisk behandling og forebyggende sundhedspleje.

Internationale katastrofeindsatser begrænses ofte af andre politiske forhold end tilgængeligheden af udstyr og personale. Det berørte land, internationale nødhjælpsorganisationer (f.eks. FN), nonprofitorganisationer eller det land, der yder nødhjælp, forårsager ofte forsinkelser eller begrænser på anden vis tilvejebringelsen af medicinske nødhjælpsfaciliteter. Alt for ofte kommer den pågældende organisations eller regerings behov først. Ideelt set bør situationerne hurtigt vurderes for at afgøre, hvilken hjælp der er behov for, af de personer, der er uddannet til det. Derefter bør reaktionen være baseret på humanitære behov og ikke på politiske overvejelser.

Felthospitaler og lovgivningen

I henhold til den humanitære folkeret har hospitaler af enhver art en særlig beskyttet status. At angribe et hospital eller en medicinsk enhed med vilje betragtes som en krigsforbrydelse. Det er også forbudt at bruge et hospital eller en medicinsk facilitet som led i en militær aktion. F.eks. at bruge et hospital som befæstning. Det er også i strid med folkeretten at bruge et hospital, en ambulance eller et andet medicinsk anlæg som camouflage for at skjule soldater, der ikke er såret.

Ud over folkeretten beskytter alle nationers love og militærkodekser hospitaler og medicinsk personale. Dette har været en grundlæggende del af folkeretten, siden den blev indført i 1864. Det er også en del af fire Genève-konventioner fra 1949 og blev tilføjet i 1977. Læger, sygeplejersker og medicinsk personale har pligt til at behandle de syge og sårede i en krigszone. At angribe dem eller de hospitaler, de arbejder på, er en forbrydelse på mange niveauer.

Den internationale lovgivning beskytter medicinsk personale for at sikre, at de ikke udsættes for militær indblanding. De skal behandle patienterne ud fra deres medicinske behov alene og må ikke tvinges til at prioritere behandling af den ene eller den anden side. Lægepersonale kan ikke straffes for at udføre deres medicinske aktiviteter, uanset hvem patienten er. De må ikke krænke tavshedspligten mellem læge og patient. Alt hospitalspersonale skal til enhver tid være neutralt og etisk korrekt og må ikke tage parti i en krig eller strid. Lægevagtenheder skal indsamle alle våben ved indgangen til anlægget og opbevare dem, indtil patienten bliver udskrevet.

Hvis det område eller område, der omfatter hospitaler eller mobile medicinske faciliteter, er erobres af fjendtlige soldater, er det medicinske personale ikke immun over for at blive taget til fange. Det medicinske team samt patienterne (fra begge sider) skal behandles med respekt. De skal have lov til at udføre deres normale opgaver med at tage sig af de syge og sårede. I internationale konflikter skal permanent medicinsk personale hjemsendes, undtagen i en kort periode, hvor der er brug for deres tjenester til at pleje deres patienter. Ved fastansat medicinsk personale forstås det personale, der er tilknyttet en medicinsk mission i hele den tid, konflikten varer. Midlertidigt personale kan blive taget til fange, og deres medicinske færdigheder kan anvendes i den tid, de er fængslet. Hvis der ikke er tale om en international konflikt, foretages ovenstående sondringer mellem permanent og midlertidigt medicinsk personale ikke. Men lægeligt personale må under ingen omstændigheder straffes for at have plejet syge og sårede fjendtlige soldater.

Røde Kors og Røde Halvmåne er to internationale symboler, der identificerer et felthospital og andre medicinske faciliteter.