Genève-konventionerne: De fire traktater om humanitær krigsret
Genève-konventionerne: De fire traktater om humanitær krigsret, der beskytter krigens ofre, fastlægger internationale regler og forpligter stater til ansvar ved overtrædelser.
Genève-konventionerne er et sæt af fire traktater om international ret i krigstid. De blev formuleret i Genève i Schweiz. Alle de fire traktater handler om humanitære spørgsmål. Schweizeren Henri Dunant var den person, der startede udarbejdelsen af konventionerne. Det gjorde han efter at have set den ufattelige grusomhed i slaget ved Solferino i 1859.
Nogle dele af de fire Genève-konventioner siger, at alle lande, der har underskrevet dem, skal indføre nationale love, der gør overtrædelser af Genève-konventionerne til en forbrydelse.
Baggrund og formål
Genève-konventionernes overordnede formål er at begrænse lidelse under væbnet konflikt ved at beskytte personer, som ikke eller ikke længere deltager i fjendtlighederne, og ved at sætte klare regler for, hvordan krig føres. Initiativet fra Henri Dunant førte til oprettelsen af Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC) og til den første Genève-konvention i 1864. De nuværende fire konventioner blev vedtaget i 1949 efter Anden Verdenskrig og udgør grundstammen i moderne international humanitær ret.
De fire konventioners indhold – kort oversigt
- Første konvention: Beskyttelse af sårede og syge soldater i marken.
- Anden konvention: Beskyttelse af sårede, syge og skibbrudne medlemmer af de væbnede styrker til søs.
- Tredje konvention: Behandling af krigsfanger (prisoners of war) – herunder rettigheder og humane behandlingsstandarder.
- Fjerde konvention: Beskyttelse af civile personer i krigstid, herunder beskyttelse mod deportationer, kollektiv straf og overgreb.
Hvem er beskyttet?
Konventionerne beskytter bl.a.:
- Sårede og syge kombattanter.
- Skibbrudne og søfolk under væbnede konflikter til søs.
- Krigsfanger, som har ret til human behandling og retssikkerhed.
- Civile, som skal beskyttes mod angreb, tvangsforflytning og overgreb.
- Medicinsk personale, hospitaler og hjælpearbejdere har særlig beskyttelse.
Yderligere udvikling: Protokoller og emblemer
Ud over 1949-konventionerne er der vedtaget yderligere protokoller, som supplerer og præciserer reglerne:
- To ekstra protokoller fra 1977: Protocol I vedrører internationale væbnede konflikter; Protocol II vedrører interne væbnede konflikter (borgerkrige) og styrker civile beskyttelse i disse sammenhænge.
- En tredje protokol (2005) indførte det neutralt anerkendte symbol "Red Crystal" ud over det velkendte Røde Kors og Røde Halvmåne.
Håndhævelse og ansvar
Konventionerne kræver, at stater straffer «grave overtrædelser» (grave breaches) som krigsforbrydelser. Det betyder, at stater skal have national lovgivning, som gør alvorlige overtrædelser strafbare, og at gerningsmænd kan retsforfølges enten i nationale domstole eller i internationale fora. Eksempler på international opfølgning er retsopgør efter anden verdenskrig, ad hoc-tribunaler og Den Internationale Straffedomstol (ICC). Derudover anses mange regler i konventionerne for at være sædvaneretsregler (customary law), altså bindende også for stater, der ikke er parter i alle bestemmelser.
Rolle for Røde Kors og symboler
Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC) har en central rolle i fortolkning, fremme og implementering af Genève-reglerne. De beskytter og bistår ofre for væbnede konflikter og fungerer ofte som neutralt mæglerorgan. De officielle beskyttelsessymboler – Røde Kors, Røde Halvmåne og Røde Krystal – markerer medicinske enheder, ambulancer og personel, som skal være beskyttet mod angreb.
Betydning i dag
Genève-konventionerne er hjørnestenen i det internationale beskyttelsessystem under væbnede konflikter. De er ratificeret af praktisk taget alle stater i verden og er afgørende for humanitær reaktion, militær uddannelse i folkeretten og for retsforfølgelse af krigsforbrydelser. Selvom de ikke forhindrer krige, fastlægger de minimumsstandarder for menneskelig behandling og giver humanitære organisationer et juridisk fundament for at yde hjælp og beskytte civile.
De fire konventioner
Konventionerne og deres aftaler er som følger:
- Første Genève-konvention "til forbedring af de såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten" (først vedtaget i 1864, sidste revision i 1949). Formålet var at gøre det bedre for folk, der var blevet såret i kamp. Den siger grundlæggende, at de medicinske hold på slagmarken skal hjælpe alle, der er såret, ikke kun folk fra deres egen side.
- Anden Genève-konvention "til forbedring af sårede, syge og skibbrudne medlemmer af væbnede styrker til søs" (først vedtaget i 1949, efter at have gennemgået Haagerkonventionen X fra 1907). Svarer til den første konvention, men for kampe, der finder sted til søs.
- Tredje Genève-konvention "om behandling af krigsfanger" (påbegyndt i 1929, sidste revision i 1949). Denne konvention siger, at en krigsfange har visse rettigheder. I den seneste tid har USA skabt overskrifter. De sagde, at nogle af de talebankrigere, som de havde taget til fange i Afghanistan, ikke var krigsfanger, men ulovlige kombattanter, og at de derfor ikke havde disse rettigheder.
- Fjerde Genève-konvention "om beskyttelse af civile personer i krigstid" (først vedtaget i 1949, baseret på dele af Haagerkonvention IV fra 1907). Når der er krig, skal de mennesker, der ikke deltager i krigen (de kaldes civile), beskyttes på visse måder. Denne konvention siger, hvordan det skal gøres.
Protokoller
Desuden er der tre yderligere protokoller til Genève-konventionerne:
- Protokol I (1977): Tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 om beskyttelse af ofrene for internationale væbnede konflikter (1977). Denne traktat fastsætter, hvordan ofre for konflikter og krige skal behandles.
- Protokol II (1977): Tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 om beskyttelse af ofre for ikke-internationale væbnede konflikter. Den omhandler ofre for borgerkrige.
- Protokol III (2005): Tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12. august 1949 og om vedtagelse af et yderligere særemblem. Det drejer sig om indførelsen af den røde diamant som et symbol for Røde Kors, der er fri for religiøse konnotationer.
Ændringer
Efter at den første konvention var blevet vedtaget, blev Den Internationale Røde Kors Komité grundlagt i 1863.
Alle fire konventioner blev senest kontrolleret og vedtaget i 1949. Disse versioner er relateret til tidligere revisioner. I nogle tilfælde blev der tilføjet idéer fra Haagerkonventionen fra 1907. Normalt henviser folk til alle fire konventioner som "Genèvekonventionerne af 1949" eller blot "Genèvekonventionerne". Senere konferencer har tilføjet tekst, der gør det ulovligt at bruge visse former for krigsførelse, f.eks. kemisk krigsførelse. De har også talt om spørgsmål om borgerkrige.
Clara Barton spillede en vigtig rolle i kampagnen for at få USA til at tilslutte sig den første Genève-konvention. USA underskrev denne konvention i 1882.
Ved den fjerde Genève-konvention i 1949 havde omkring 47 nationer ratificeret aftalerne.
I dag er næsten alle 200 lande i verden "undertegnende" nationer. Det betyder, at de har underskrevet og accepteret at følge Genève-konventionerne.
Relaterede sider
- Krigsfanger
- Den Internationale Røde Kors Komité
- Krigslove
- Krigsforbrydelser (forbrydelser, der er i strid med Genève-konventionerne)
- Den Internationale Straffedomstol (en domstol, der kan retsforfølge personer, der overtræder Genève-konventionerne)
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Genève-konventionerne?
A: Genève-konventionerne er et sæt af fire traktater om international lov i krigstid.
Q: Hvor blev Genève-konventionerne formuleret?
A: Genève-konventionerne blev formuleret i Genève, Schweiz.
Q: Hvad blev Genève-konventionerne skabt til?
A: Genève-konventionerne blev skabt af humanitære årsager.
Q: Hvem startede udarbejdelsen af Genève-konventionerne?
A: Schweizeren Henri Dunant var den person, der startede oprettelsen af Genève-konventionerne.
Q: Hvorfor startede Henri Dunant oprettelsen af Genève-konventionerne?
A: Henri Dunant startede oprettelsen af Genève-konventionerne, efter at han så den ufattelige grusomhed i slaget ved Solferino i 1859.
Q: Hvad står der i nogle dele af Genève-konventionerne?
A: Nogle dele af Genevekonventionerne siger, at alle lande, der har underskrevet, skal lave nationale love, der gør overtrædelser af Genevekonventionerne til en forbrydelse.
Q: Hvor mange Genève-konventioner er der?
A: Der er fire Genève-konventioner.
Søge