Vikingetiden

Start

I England begyndte vikingetiden dramatisk den 8. juni 793, da nordboerne ødelagde klosteret på Lindisfarne. Munkene blev dræbt i klosteret, kastet i havet for at drukne eller ført bort som slaver sammen med kirkens rigdomme. Vikingernes ødelæggelse af Northumbrias hellige ø chokerede og alarmerede de kongelige hoffer i Europa. "Aldrig før har man set en sådan grusomhed", erklærede den nordumbrianiske lærde Alcuin af York. Mere end nogen anden enkeltstående begivenhed kastede angrebet på Lindisfarne en skygge over opfattelsen af vikingerne i de næste 1100 år. I 1890'erne begyndte forskere uden for Skandinavien at genoverveje vikingernes præstationer, kunstneriske kunnen, teknologiske færdigheder og sømandskab.

Indtil Victorias regeringstid i Storbritannien blev vikingerne fremstillet som voldelige og blodtørstige. Historierne fra middelalderens England havde altid fremstillet dem som "ulve blandt får". I løbet af det nittende århundrede ændrede den offentlige mening sig. De første udfordringer til de mange anti-viking-billeder i Storbritannien dukkede op i det 17. århundrede. Nogle videnskabelige værker om vikingetiden blev tilgængelige for læsere i Storbritannien. Arkæologer begyndte at grave Storbritanniens vikingefortid op. Sprogforskere begyndte at arbejde på at identificere vikingetidens oprindelse for idiomer og ordsprog fra landdistrikterne. De nye ordbøger over det oldnordiske sprog gjorde det muligt for victorianerne at studere nogle af de islandske sagaer.

I anden halvdel af det 18. århundrede blev de islandske sagaer stadig brugt som vigtige historiske kilder, men vikingetiden blev betragtet som en barbarisk og uciviliseret periode i de nordiske landes historie. Indtil for nylig var det, man vidste om vikingetidens historie, baseret på de islandske sagaer, Saxo Grammaticus' historie om danskerne, den russiske primærkrønike og irernes krig mod de fremmede. Kun få forskere accepterer stadig disse tekster som pålidelige kilder; historikere er i dag mere afhængige af arkæologi og numismatik, som har hjulpet folk med at forstå perioden.

Baggrund

Nordmændene var opdagelsesrejsende, kolonisatorer og handelsmænd samt plyndrere. Vikingerne fra Norge udforskede Nordatlanten og bosatte sig på Island, Færøerne, Shetlands- og Orkneyøerne, Caithness i Skotland, Grønland og (kortvarigt) Nordamerika. Vikingerne fra Danmark plyndrede havne og kystbyer langs Europas og Storbritanniens kyster. Vikingerne fra Sverige trængte østpå til områder, der i dag er dele af Rusland og Ukraine, og etablerede handelsforbindelser med Mellemøsten og videre ud i verden.

I det 9. århundrede var der etableret en stærk central myndighed i Jylland, og danskerne søgte uden for deres eget område efter land, handel og plyndringer. Norge var gennem mange århundreder blevet besat af germanske folk fra Danmark og Sverige, som havde oprettet landbrugs- og fiskersamfund omkring landets kyster og søer. Bjergene og fjordene udgjorde stærke naturlige grænser. Samfundene forblev uafhængige af hinanden, i modsætning til situationen i Danmark, som er et lavland. I år 800 var der 30 små kongeriger i Norge. Havet var den nemmeste måde at kommunikere mellem disse norske kongeriger og omverdenen på. I det ottende århundrede begyndte skandinaverne at bygge krigsskibe og sende dem ud på togter. Vikingernes langskibe kunne sejle på åbent hav, men de havde også en meget lav dybgang, hvilket betød, at de kunne sejle ind i mindre dybe bugter og længere op ad floder end andre skibe på deres tid. Dette førte til betegnelsen viking, som stammer fra det oldnordiske ord vīk (der betyder indløb eller bugt). En person, der tog på togter, blev kaldt for "viking".

Det er ukendt, hvad der udløste vikingernes ekspansion og erobringer. Denne æra lå samtidig med den middelalderlige varmeperiode (800-1300) og sluttede med starten på den lille istid (ca. 1250-1850). Manglen på pakis i deres tid kan have gjort det muligt for nordboerne at tage på "a-viking" eller "plyndringstogt". Det menes, at de hedenske nordboere led under ulige handelspraksis fra kristne købmænd, som fik fortrinsret gennem et kristent netværk af handlende. Der fandtes et todelt prissystem blandt de købmænd, der i hemmelighed handlede med de nordiske hedninge. Vikingetogter fandt sted både separat og sammen med regelmæssige handelsekspeditioner.

Historikere mener også, at den skandinaviske befolkning var for stor til halvøen, og at der ikke var nok afgrøder til at brødføde alle. Dette førte til en jagt på mere jord for at brødføde den stadigt voksende vikingebestand. Interne konflikter, især i den periode med erobringer og bosættelser, der fulgte efter de første togter, forårsagede en gradvis centralisering af magten på færre hænder. Det betød, at de lavere klasser, som ikke ønskede at blive undertrykt af grådige konger, gik på jagt efter deres egne lande. De, der bosatte sig på Island, skabte Europas første moderne republik med en årlig forsamling af valgte embedsmænd kaldet Althing.

Et vikingelangskib

Oversigt

Den tidligste dato for et vikingetogt er 787 e.Kr., da en gruppe mænd fra Norge ifølge den angelsaksiske krønike sejlede til Portland i Dorset. Her forvekslede en kongelig embedsmand dem med købmænd. De dræbte ham, da han forsøgte at føre dem til kongens gods for at betale en handelsskat på deres varer. Vikingetidens begyndelse på de britiske øer angives dog ofte som 793. Det blev registreret i den angelsaksiske krønike, at nordmændene plyndrede det vigtige ø-kloster Lindisfarne:

"AD. 793. I dette år kom der frygtelige varsler over nordumbrernes land, som skræmte folket på det mest forfærdelige måde: det var enorme lysskyer, der susede gennem luften, og hvirvelvinde og brændende drager, der fløj hen over himlen. Disse frygtelige tegn blev snart efterfulgt af en stor hungersnød, og ikke længe efter, den sjette dag før ides of January i samme år, gjorde hedenske menneskers voldsomme indtrængen beklagelig ravage i Guds kirke på Holy-island (Lindisfarne) ved voldtægt og nedslagtning." -Anglo Saxon Chronicle

I 794 var der ifølge Annals of Ulster et alvorligt angreb på Lindisfarnes moderhus på Iona, som i 795 blev fulgt op af angreb på Irlands nordlige kyst. Fra baser derfra angreb nordboerne Iona igen i 802, hvor de forårsagede store nedslagtninger blandt Céli Dé Brethren og brændte klosteret ned til grunden.

Vikingetidens afslutning markeres traditionelt i England ved tre store begivenheder: Haraldr Harðráði's mislykkede invasion, som blev besejret af den saksiske kong Harold Godwinson i 1066 i slaget ved Stamford Bridge; i Irland erobrede Strongbow og hans hibberno-normanniske styrker Dublin i 1171; og i Skotland blev kong Hákon Hákonarson besejret i slaget ved Largs i 1263. Harold Godwinson blev efterfølgende besejret inden for en måned af William, hertug af Normandiet, som også var en efterkommer af vikinger. Normandiet var blevet erhvervet af normannerne (nordboerne) i 911. Skotland fik sin nuværende form, da det genvandt territorium fra nordboerne mellem det trettende og det femtende århundrede.

De fleste skandinaviske historikere og arkæologer giver en anden definition. I stedet siger man, at vikingetiden sluttede med etableringen af kongelig autoritet i de skandinaviske lande og indførelsen af kristendommen som den dominerende religion. Datoen sættes normalt et sted i begyndelsen af det 11. århundrede i alle tre skandinaviske lande. Vikingetidens afslutning i Norge markeres med slaget ved Stiklestad i 1030. De proklamerede Norge som en kristen nation, og nordmænd kunne ikke længere kaldes vikinger.

Frankerriget under Karl den Store var særligt hårdt ramt af vikingetogter, som uden større problemer kunne sejle ned ad Seinen. Mod slutningen af Karl den Stores regeringstid og i løbet af hans sønners og sønnesønners regeringstid begyndte en række vikingetogter, som førte til en skandinavisk erobring og bosættelse af den region, der i dag er kendt som Normandiet.

I 911 indgik den franske konge Karl den Enkle en aftale med vikingekrigslederen Rollo, en høvding af enten norsk eller dansk oprindelse. Karl gav Rollo titlen hertug og gav ham Normandiet i sin besiddelse. Til gengæld svor Rollo troskab til Karl, konverterede til kristendommen og svor at forsvare den nordlige del af Frankrig mod andre vikingegruppers angreb. Flere generationer senere identificerede de normanniske efterkommere af disse vikingesættere sig selv som franskmænd og bragte det franske sprog og deres variant af den franske kultur til England i 1066. Med den normanniske erobring blev de det herskende aristokrati i det angelsaksiske England, hvilket førte til ændringen fra oldengelsk til middelengelsk sprog.

Religion

I begyndelsen af vikingetiden troede vikingerne på den nordiske religion. De troede på et pantheon af guder og gudinder samt Valhalla, en himmel for krigere. Den lavere klasse i samfundet ville komme til et sted kaldet "hel", der lignede livet på jorden. Ifølge vikingernes tro ville vikingehøvdinger behage deres krigsgud ved deres tapperhed og ville blive "værdiskibet"; det vil sige, at høvdingen ville gøre sig fortjent til en "begravelse til søs". De foretog også begravelser på land, som ofte stadig omfattede et skib, en skat, våben, værktøj, tøj og endda slaver og kvinder, der blev begravet levende sammen med den døde høvding til hans rejse til Valhalla og eventyr i livet efter døden. Digtere skrev sagaer om disse høvdinges bedrifter og holdt deres minder i live.

Freyr og hans søster Freya var guder for "frugtbarhed", hvilket betyder at være i stand til at vokse. De sørgede for, at folk fik mange børn, og at jorden gav rigeligt med afgrøder. Nogle bønder kaldte endda deres marker efter Freyr i håb om, at det ville sikre en god høst. Mod slutningen af vikingetiden blev flere og flere skandinaver omvendt til kristendommen, ofte med magt. Indførelsen af kristendommen gjorde ikke umiddelbart en ende på vikingernes sejladser, men det kan have været en faktor, der bidrog til at gøre vikingetiden slut.

Handelscentre

Nogle af de vigtigste handelshavne i perioden omfatter både eksisterende og gamle byer som Jelling (Danmark), Ribe (Danmark), Roskilde (Danmark), Hedeby (Danmark, nu Tyskland), Aarhus (Danmark), Vineta (Pommern), Truso (Polen), Kaupang (Norge), Birka (Sverige), Bordeaux (Frankrig), Jorvik (England), Dublin (Irland) og Aldeigjuborg (Rusland).

den befæstede vikingeby Aros (Aarhus Danmark) 950 e.Kr.

Bosættelser uden for Skandinavien

Storbritannien

• Jórvík (Yorkshire)
• Danelaw
• Hjaltland

Østeuropa

• Bjarmland
• Garðaríki
• Serkland
• Miklagard

Atlanterhavet

• Færøerne
• Grønland
• Helluland
• Island
• Markland
• Vinland

I fiktion og teater

I slutningen af det 19. århundrede (1800-tallet) lavede Richard Wagner og andre kunstnere i den romantiske periode operaer og andre kunstværker om den gamle germanske kultur. De kunne lide vikingerne, fordi de ikke var grækere eller romere. De fandt på ideen om vikinger med pelsbeklædning og hjelme med vinger eller horn på, og at de drak af udhulede dyrehorn. Nogle af de gamle tyskere bar hjelme med horn på, men det gjorde de rigtige vikinger ikke. Wagner og hans partnere klædte med vilje skuespillerne i operaen Ring des Nibelungen på, så de lignede gamle tyskere, og så publikum kunne føle, at de moderne tyskere stammede fra middelalderlige vikinger.

Relaterede sider

• Viking