Slaget ved Stamford Bridge

Baggrund

Kong Edward Bekenderen af England døde i januar 1066 uden at efterlade sig en arving. Dette forårsagede en kamp om, hvem der skulle være konge efter ham. En række kandidater fra hele det nordvestlige Europa mente hver især, at de skulle være den næste konge. Blandt disse var kongen af Norge, Harald Hardrada. Ifølge den angelsaksiske krønike samlede nordmændene en flåde på 300 skibe for at invadere England. Den norske hær talte omkring 11.000 mand. Hardrada ankom ud for den engelske kyst i september og fik selskab af styrker, der var rekrutteret i Flandern og Skotland af Tostig Godwinson. Tostig var vred på sin storebror Harold (som var blevet valgt til konge af Witan efter Edwards død). Han mistede sin stilling som jarl af Northumbria og blev landsforvist i 1065. Tostig havde iværksat en række angreb på Sussex-kysten England i foråret 1066. Kongen troede, at Tostigs angreb på kysten var et tegn på, at William, hertugen af Normandiet, var ved at invadere England.

I sensommeren 1066 sejlede de norsk-ledede angribere op ad Humber-floden og derefter Ouse-floden, før de rykkede frem mod York. Da de gik i land ved Riccall, fik Godwinson først kendskab til deres invasion. her Den 20. september besejrede de en nordengelsk hær ledet af Edwin, jarl af Mercia, og hans bror Morcar, jarl af Northumbria, i slaget ved Fulford. Efter denne sejr modtog de York's overgivelse. De besatte kortvarigt byen og tog gidsler og forsyninger fra byen. Derefter vendte de tilbage til deres skibe ved Riccall. Hardrada tilbød freden til Northumbrianerne til gengæld for deres støtte til hans tronarkibejde. Derefter krævede han flere gidsler fra hele Yorkshire.

På dette tidspunkt befandt Godwinson sig i Sydengland. Han ventede på en invasion fra Frankrig af hertugen af Normandiet. Hertug William var en anden udfordrer til den engelske trone. Da Godwinson hørte om den norske invasion, drog han med stor fart nordpå med sine huskarle og så mange thegns, som han kunne samle. Han foretog rejsen fra London til Yorkshire, en afstand på ca. 190 miles, på kun fire dage. Godwinson fik at vide, at nordmændene havde fået ordre til at sende de ekstra gidsler og forsyninger til nordmændene ved Stamford Bridge. Godwinson skyndte sig videre gennem York for at angribe dem på dette sted den 25. september. Indtil den engelske hær kom til syne, vidste angriberne ikke engang, at der var en engelsk hær i nærheden.

Kampen

Ingen er sikker på det nøjagtige sted, hvor slaget fandt sted. Der findes intet kloster, wikt:markør eller kors, der markerer stedet. Et område sydvest for byen, der kaldes "battle flats", kan dog være det faktiske sted for slaget. Vikingerne blev taget fuldstændig overrumplet. De hvilede sig i dagens hede. Hardrada var så selvsikker, at han efterlod en tredjedel af vikingestyrkerne samt en stor del af hærens rustning i deres lejr ved Riccall. Da den engelske hær angreb ned ad bakke, var mange af vikingerne helt uforberedte. Hovedparten af vikingehæren befandt sig på den anden side af broen. En lille vikingestyrke holdt tilgangen til broen, men de blev hurtigt fejet til side. Ifølge legenden holdt en enkelt vikingekriger den smalle bro mod englænderne i en periode. Han dræbte omkring 40 engelske krigere, før han blev dræbt.

I de efterfølgende hårde kampe blev både Hardrada og Tostig dræbt. De fleste af vikingerne på broen blev dræbt. Ud af den oprindelige flåde på 300 skibe var der kun mænd nok tilbage til at bemande 24 skibe på turen tilbage til Norge. Det er blevet fortalt, at Godwinson, inden kampene begyndte, tilbød at give sin bror sit øremærke tilbage, hvis han ville skifte side. Men Tostig nægtede blankt.

Bivirkninger

Stamford Bridge var en stor sejr for Godwinson. Den viste, at han var en meget dygtig kommandør. Den viste også, hvor veltrænede hans Housecarls var. Men Stamford Bridge vil altid blive overskygget af slaget ved Hastings, som fandt sted knap tre uger senere. Slaget ved Stamford Bridge efterlod Godwinsons hær meget træt og trængte til hvile. Han havde mistet sine to jarls styrker fra det tidligere slag. Men han modtog nyheden om, at hertug William var gået i land. Han marcherede hurtigt sin trætte hær ned til London og stoppede ved Waltham Abbey længe nok til at bede om endnu en sejr. Den 12. oktober var han i London og forsøgte at finde flere soldater til sin hær, som han kunne tilføje til sin hær, inden han skulle møde William i Hastings. Den 14. oktober dannede Godwinson sin hær på højderyggen og så ned på slagmarken. Dette startede slaget ved Hastings og afslutningen på det angelsaksiske styre i England.