Karl den Store (latin: Carolus Magnus, engelsk: Karl den Store, tysk: Karl der Große, hollandsk: Karel de Grote) (ca. 2. april 748 - 28. januar 814) var frankernes konge og den første kejser af det Hellige Romerske Rige. Han blev kronet som kejser juledag 800. Han var den ældste søn af kong Pippin III fra det karolingiske dynasti. Da Pippin døde, regerede Karl den Store sammen med sin bror Carloman. Da Carloman døde i 771, blev Karl den Store den eneste hersker over frankerne.

Tidligt liv og magtovertagelse

Karl voksede op i den karolingiske hofmiljø og modtog både krigerisk og religiøs opdragelse. Efter faderens død i 768 delte han oprindeligt magten med sin bror Carloman; efter Carlomans død i 771 stod Karl som eneherre over det frankiske rige. Allerede tidligt i sin regeringstid førte han krige for at sikre og udvide rigerne, styrke centralmagtens autoritet og begrænse lokal magt hos vasaller og stormænd.

Militære erobringer

Karl den Store førte en række omfattende felttog, som forvandlede det frankiske rige til et stort europæisk rige. Blandt de vigtigste erobringer og konflikter kan nævnes:

  • Underkastelsen af Sachsen (tysk-romerske områder) efter gentagne og langvarige kampagner, som førte til tvungen kristning af mange saxere.
  • Erobringen af det lombardiske rige i Italien, hvor han i 774 afsatte den lombardiske konge og overtog titlen konge af lombarderne.
  • Kampene mod avarerne i Centraleuropa, hvor Karl opnåede store bytte- og territoriale gevinster.
  • Udforskning af grænserne mod den mauriske Sevilla- og Andalusiske område via kortvarige ekspeditioner og oprettelsen af den såkaldte Spanske March som bufferzone mod muslimske riger.

Kroning som kejser og forholdet til paven

Den 25. december 800 blev Karl kronet til imperator af pave Leo III i Peterskirken i Rom. Kroningen markerede et tæt samarbejde med pavestolen og opfattelsen af Karl som efterfølger til de gamle vestromerske kejsere. Titlen gav både religiøs legitimitet og politisk prestige, men skabte også spændinger med det byzantinske rige, som fortsat anså sig for de romerske kejseres arving.

Administration og reformer

For at styre sit store rige gennemførte Karl en række administrative og juridiske reformer. Han styrkede centraladministrationen ved at udpege pålidelige aristokrater som grever og markgrever, indførte det system med missi dominici (kongens udsendinge), som kontrollerede lokale embedsmænd, og udsendte kapitularier — lovgivende forordninger — der regulerede både kirkelige og verdslige forhold. Karl arbejdede også på at ensarte retssystemet og forbedre skatteopkrævning og militær organisation.

Kultur og lærdom — den karolingiske renæssance

Under Karl den Stores beskyttelse oplevede Europa en kulturgenopblomstring, ofte kaldet den karolingiske renæssance. Han samlede lærde ved sit hof, som Alcuin fra York, og støttede oprettelsen af katolske skoler, kopiering af bøger og reform af kirkens liturgi og uddannelse. En vigtig sideeffekt var udviklingen af en mere læsbar skriftform, den karolingiske minuskel, som senere blev grundlaget for moderne latinske typer.

Byggeri og symboler

Karl byggede og renoverede kirker og paladser, hvoraf hans palads i Aachen (Aix-la-Chapelle) med den tilhørende Palatine Chapel er det mest kendte. Anlæggene tjente både som administrative centre og symboler på kongelig magt og kristen herskerværdighed.

Senere år, død og eftermæle

Karl døde 28. januar 814 og efterlod et rige, der strakte sig over store dele af det vestlige og centrale Europa. Han blev efterfulgt af sin søn Ludvig den Fromme (Ludvig I), hvis regeringstid senere førte til internal stridigheder og deling af rigerne mellem Ludvigs sønner. Karl den Stores styre havde dog langvarige konsekvenser: hans centralisering, lovgivning, kirkelige reformer og kulturprojekter lagde fundamentet for europæisk politisk og kulturel udvikling i middelalderen.

Betydning i historisk perspektiv

Karl den Store betragtes ofte som en af de vigtigste skikkelser i europæisk middelalderhistorie. Han er en central figur i fortællingen om, hvordan Frankerriget udviklede sig til det, der senere blev kaldt Det Hellige Romerske Rige. Hans kombination af militær magt, kirkelig støtte og kulturopbyggende initiativer gjorde ham til et forbillede for kongemagt og en referenceramme for eftertidens herskere.