Romantisk musik: 19. århundrede, komponister og kendetegn

Opdag romantisk musik fra 19. århundrede: nøglekomponister, programmusik, følelsesladede temaer og karakteristika — din guide til lidenskabens symfonier.

Romantisk musik er musik, der blev skrevet i det 19. århundrede. Det var den periode, som musikerne kaldte den "romantiske periode". Inden for litteraturen og visse andre kunstarter siges det ofte, at den "romantiske periode" begynder og slutter tidligere: omkring midten af det 18. til midten af det 19. århundrede. Perioden i musikken rækker dog bredt og omfatter både tidlige romantikere, høromantiske komponister og sene romantikere, som gik over i det 20. århundrede.

I den klassiske periode kunne kunstnere lide at se klare former. Arkitekturen i det 18. århundrede viser næsten altid en masse symmetri. Haverne i slottet i Versailles er et godt eksempel på dette med deres meget rene mønstre med lige stier, runde damme og pænt klippede hække.

I musikken kunne de klassiske komponister som Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert lide at komponere musik, der havde en klar plan som f.eks. sonateformen. Struktur og balance var vigtige idealer.

I den romantiske periode mente kunstnerne, at følelser og lidenskaber var vigtigere end formelle planer. Dette kan ses i de haver, der blev designet af Capability Brown, f.eks. i Blenheim Palace i Oxford. Haverne er skabt til at falde ind i naturen og fremkalde følelsesmæssige reaktioner snarere end at vise perfekt symmetri.

Kendetegn ved romantisk musik

Romantisk musik fokuserer ofte på stærke følelser, drama, længsel, længsel efter naturen, det overnaturlige og individuelle udtryk. Musikken har en række karakteristiske træk:

• Stor følelsesmæssig spændvidde: fra intime, sarte kærlighedsudtryk til vilde og dramatiske udbrud.
• Udvidet harmonic sprog: mere brug af kromatik, moduleringer og forskydninger, som øger spænding og farve.
• Større orkestre og rigere instrumentation: flere blæsere, valvede instrumenter som tuba, udvidet percussion og dybere strygerklang.
• Virtuositet: især inden for klaver- og violinmusik (f.eks. Chopin, Liszt, Paganini) fik solisterne en ny stjerneposition.
• Frit temposymbolik: rubato og friere tempi for at fremhæve udtrykket.
• Programmusik: stykker, der fortæller en historie eller maler et billede (se nedenfor).
• Nationalt præg: brug af folketoner, rytmer og dansemønstre fra komponistens hjemland.

Form og programmering

I musikken kan de romantiske komponister stadig bruge planer som sonateformen, men følelser og lidenskaber er vigtige. De skriver ofte det, der kaldes programmusik, hvilket betyder: musik, der beskriver noget eller fortæller en historie. Beethovens sjette symfoni kaldes "Pastoralen", hvilket betyder, at den handler om landskabet. Selv om Beethoven normalt kaldes en komponist fra den klassiske periode, er han også en tidlig romantiker.

Senere komponister som Felix Mendelssohn skrev værker som Hebrides Overture, der beskriver havet, der kommer ind i Fingal's Cave på øerne Inner Hebrides i Skotland. Hector Berlioz (1803-1869) skrev en masse musik, der fortæller en historie. Hans Symphonie Fantastique handler om en kunstner, der er vildt forelsket. Hele Berlioz' livsførelse var vild og romantisk. Han forelskede sig i en skuespillerinde, som han så på scenen, da hun spillede rollen som Julie i Shakespeares Romeo og Julie, og han giftede sig faktisk med hende!

Andre komponister, der skrev en masse programmusik, er Franz Liszt (1811-1886) og Richard Strauss (1864-1949). Strauss skrev altid i en senromantisk stil, selv om han levede langt ind i det 20. århundrede. Liszt var også vigtig for udviklingen af tonepoemet (et enkelt sats værk med et program), og hans pianoteknik satte nye standarder for virtuositet.

Vigtige genrer i romantikken

• Symfoni: ofte længere, mere dramatiske og orkestralt farverige (f.eks. Berlioz, Brahms, Mahler).
• Lied (kunstsalon-sang): kortere vokalværker for stemme og klaver, som Schubert og Schumann gjorde til en central genre.
• Klaverstykker: karakterstykker som nocturner, mazurkaer, ballader og etyder (Chopin, Liszt).
• Tonepoem/programsymphoni: instrumentale værker med eksplicit fortælling eller billede (Liszt, Strauss, Berlioz).
• Opera: dramatisk udvikling hos Verdi og Wagner, hvor musik, drama og idéer smelter sammen; Wagner udviklede bl.a. ledemotiv-teknikken.

Komponister og vigtige værker

Udover de allerede nævnte findes en lang række vigtige romantiske komponister fra forskellige lande. Nogle eksempler på stilretninger og navne:

• Tidlige romantikere: Franz Schubert, Robert Schumann — kendt for sange og intime klaverværker.
• Høromantikere: Frederic Chopin (klaver), Franz Liszt (klaver/tonepoemer), Felix Mendelssohn (orkester og kammermusik), Hector Berlioz (programmusik).
• Opera og drama: Giuseppe Verdi og Richard Wagner, som formede operarepertoiret og det dramatiske udtryk.
• Nationalromantikere: Antonín Dvořák, Bedřich Smetana, Pjotr Tchaikovskij (1840-1893), samt nordiske komponister som Edvard Grieg (ikke nævnt tidligere).
• Senromantikere og grænser til det 20. århundrede: Gustav Mahler (1860-1911) og Richard Strauss. Mahler kombinerede store symfoniske udsagn med sang og folkekarakterer.

Nationalisme

Den romantiske periode var også nationalismens periode. "Nationalisme" betyder, at man er stolt af sit eget land. I det 19. århundrede var mange af de europæiske lande, som vi kender dem, ved at blive dannet. Inden for musikken skrev mange komponister musik, der var typisk for deres land. Det gjorde de ofte ved at bruge folkemusik. Antonín Dvořák (1841-1904) og Bedřich Smetana (1824-1884) skrev musik, som lyder meget tjekkisk. Pjotr Tchaikovskij (1840-1893) skrev musik med russiske folkesange i. Gustav Mahler (1860-1911) brugte tyske folkesange i sine symfonier, og Ralph Vaughan Williams (1872-1958) indsamlede engelske folkesange og indgik dem i sin musik. Et af disse stykker var en fantasi over den berømte melodi Greensleeves.

Samfund og kulturel betydning

Romantikken i musikken hang tæt sammen med sociale forandringer: flere offentlige koncerter, en voksende koncerthus-kultur, en stærkere professionel musikbranche og et større publikum i byerne. Komponister og solister blev nu ofte offentlige personligheder med stor indflydelse på smag og mode. Musikforlag, øget rejseaktivitet og forbedrede instrumenter (især klaveret) spredte musik og gjorde den til en central del af det kulturelle liv.

Overgang til modernitet

Mod slutningen af det 19. århundrede blev romantikkens grænser udvidet og udfordret. Komponister som Debussy begyndte at eksperimentere med nye harmonier og tonefarver, mens andre, som Schoenberg, bevægede sig i retning af at bryde med tonaliteten. Samtidig førte udviklingen i orkestrering, form og følelsesudtryk i romantikken direkte videre ind i det 20. århundredes musikalske eksperimenter.

Romantisk musik er derfor både en fysisk udvidelse af orkester og form og en bevægelse mod mere personligt, dramatisk og nationalt farvet udtryk. Den rummer en stor variation — fra det intime kunstsang-univers til store symfoniske dramaer — og dens indflydelse mærkes stadig i dag.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er romantisk musik?

Spørgsmål: Hvordan opfattede kunstnere fra den klassiske periode former?

Spørgsmål: Hvordan så kunstnere i den romantiske periode på former?

Spørgsmål: Hvem var en tidlig komponist af romantisk musik?

Spørgsmål: Hvad betyder nationalisme i forhold til det 19. århundredes europæiske lande?

Spørgsmål: Hvem er nogle eksempler på komponister, der skrev programmusik?

Søg efter bogstav