Lindisfarne
Lindisfarne (ofte kaldet Holy Island) er en tidevandsø ud for Englands nordøstlige kyst. Den er forbundet med fastlandet i Northumberland ved en dæmning og er afskåret to gange om dagen af tidevandet - noget som Sir Walter Scott beskrev godt:
For med strømmen og ebbe, dens stil
Varierer fra kontinent til ø;
Tørre sko på sand, to gange hver dag,
Pilgrimme til helligdommen finder vej;
To gange hver dag udvisker bølgerne
Sporene af stave og sandalerede fødder.
Ifølge folketællingen i 2001 havde den en normal befolkning på 162.
Lindisfarne Slot
Kort over regionen, med Lindisfarne i højre kant
Naturreservat
Store dele af øen og hele det tilstødende tidevandsområde er beskyttet som Lindisfarne National Nature Reserve for at hjælpe med at beskytte de internationalt vigtige overvintrende fuglebestande. Gråsæler er hyppige besøgende i de klippebugter ved højvande.
Lindisfarne Priory
Klosteret Lindisfarne blev grundlagt af den irskfødte Sankt Aidan. Han blev bragt fra Iona ud for Skotlands vestkyst til Northumbria omkring år 635 e.Kr. af kong Oswald af Northumbria. Klosteret blev base for den kristne evangelisering i det nordlige England og sendte også en vellykket mission til Mercia. Munke fra samfundet på Iona bosatte sig på øen.
Northumberlands skytshelgen, Saint Cuthbert, var munk og senere abbed af klosteret, og hans mirakler og liv er beskrevet af den ærværdige Bede. Cuthbert blev senere biskop af Lindisfarne.
I begyndelsen af 700-tallet blev det berømte illuminerede manuskript kendt som Lindisfarne-evangeliet (en illustreret latinsk kopi af Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet) fremstillet, sandsynligvis i Lindisfarne.
Senere tilføjede en munk ved navn Aldred en angelsaksisk oversættelse til den latinske tekst. Dette gav (sidst i det 10. århundrede) de tidligste overlevende oldengelske kopier af evangelierne.
Aidan af Lindisfarne
Historie
I 793 skræmte et vikingetogt på Lindisfarne mange mennesker i hele det kristne Vesten. Året 793 kaldes ofte begyndelsen på vikingetogternes tidsalder. En meget berømt passage i den angelsaksiske krønike lyder således:
"I dette år kom der voldsomme, ildevarslende varsler over landet Northumbria. Der var voldsomme hvirvelvinde, lynstorme, og man så brændende drager flyve på himlen. Disse tegn blev fulgt af stor hungersnød, og den 8. januar samme år ødelagde hedenske menneskers hærgen Guds kirke i Lindesfarne."
Til sidst flygtede munkene fra øen. De tog St Cuthberts lig med sig, som nu ligger begravet i Durham Cathedral. Klosteret blev genetableret i normannisk tid som et benediktinerhus og fortsatte indtil dets opløsning i 1536 under Henrik VIII. Det er nu en ruin, som English Heritage har ansvaret for, og som også driver et museum/besøgscenter i nærheden. Den nærliggende sognekirke (se nedenfor) er stadig i brug.
Lindisfarne har også et lille slot, der er baseret på et Tudor-fort og er åbent for besøgende.
J.M.W. Turner, Thomas Girtin og Charles Rennie Mackintosh har alle malet på Holy Island.
Lindisfarne set fra fastlandet
