Frankerne: Fra stammeforbund til europæisk kongerige

Frankerne: fra vestgermansk stammeforbund til magtfuldt europæisk kongerige — Clovis' kristning, erobringer og arven i Frankrig, Benelux og det vestlige Tyskland.

Frankerne var en sammenslutning af flere vestgermanske folkestammer og opstod som et løst stammeforbund i folkevandringstiden. Gruppen blev dannet af stammer som salianerne, sicambri, chamavi, tencteri, chattuarii, bructeri, usipetes, ampsivarii og chatti — de fleste bosat langs Rhinens nordlige grænse. De frankiske grupper optræder tidligt som en løs alliance af både landbrugere og sø- og flodkrigere, der gradvis udnyttede Roma-imperiets svækkelse til at udvide deres indflydelse.

Fra grænsefolk til bosættere

Frankerne trængte ind i det sene romerske imperium fra områdene nord og øst for Rhinen og slog sig ned i det, der i dag er det nordlige Belgien og det sydlige Holland. I løbet af 400- og 500-tallet erobrede og konsoliderede frankerne områder i Gallien, hvor de etablerede et varigt kongerige som gradvist kom til at dække store dele af det nuværende Frankrig, Belgien, Nederlandene og de vestlige regioner i Tyskland. Frankernes bosætning var ofte en process med både krigsførelse, forhandling og indlemmelse af lokale romersk-galliske eliter.

Kongeriget og dynastier

Moderne forskning peger på, at det frankiske forbund som politisk enhed tog form i begyndelsen af det 3. århundrede, men det var i det 5. århundrede, at frankerne for alvor blev en dominerende magtfaktor i Gallien. Under Merovingernes styre konsolideredes frankisk magt: konger fra denne dynasti, især Clovis, udvidede territoriet og organiserede administrationen. I 486 besejrede Clovis den romerske greve Syagrius og lagde derved grunden til frankisk overherredømme i det tidligere romerske Gallien.

Kristningen og kulturel integration

Clovis’ omvendelse til kristendommen omtrent i slutningen af det 5. århundrede var et vendepunkt. Han og hans hof valgte katholicismen (ikke arianismen, som flere germanske folk havde antaget), hvilket førte til et tæt samarbejde med den gallo-romerske kirke og de lokale biskopper. Denne alliance styrkede kongemagten og fremmede assimilationen mellem frankerne og den romersk-galliske befolkning, hvorved kulturelle elementer fra begge grupper blandede sig — sprog, retstraditioner og samfundsformer.

Retssystem og samfund

Frankerne udviklede egne sædvaner og love; den bedst kendte er den såkaldte saliske lov (Salic law), der er knyttet til de saliske frankere og blev nedskrevet i begyndelsen af 500-tallet. Loven regulerede bl.a. erstatninger, arv og lokale straffesager og viser et samfund, hvor germansk skik mødtes med romerske administrative mønstre. Samtidig var frankisk samfund i høj grad militært organiseret, med en krigeradel omkring kongen og et bondsforhold mellem leder og krigere.

Carolingere og det europæiske rige

I det 8. århundrede trådte Carolingierne frem som reelle magthavere ved hoffet og afløste Merovingerne; Pepin den Lille (Pépin den korte) blev kronet konge, og hans søn Karl den Store (Charlemagne) udvidede riget kraftigt. Karl den Store samlede store dele af det vestlige og centrale Europa og blev i år 800 kronet som romersk-katolsk kejser, hvilket ligger til grund for det senere karolingiske (og senere frankisk-europæiske) imperiums idé og institutioner. Efter Karl den Stores død førte arvefølge og interne stridigheder til delinger, bl.a. ved Verdun-traktaten i 843, som formelt delte imperiet i tre dele og banede vejen for middelalderens politiske udvikling i Europa.

Sprog, arv og betydning

Frankernes lange tilstedeværelse i Gallien førte til en gradvis sproglig og kulturel differentiering: i det vestlige område udviklede de romansk-talende populationer sig til de tidlige former for fransk, mens østlige områder beholdt germanske dialekter, som senere udviklede sig til dele af tysk og nederlandsk. Selve navnet "Frankrig" stammer fra frankerne, og deres indflydelse på Europas politiske, retlige og religiøse landskab har været varig — fra kongemagtens styrkelse til kirkelige alliancer og tidlige administrative reformer.

Forskning og kildemateriale

Videndelingen om frankernes oprindelse bygger på en kombination af skriftlige kilder (såsom samtidige kronikører og gældende lovtekster), arkæologiske fund og toponymi. Arkæologiske spor og tidlige kilder viser, at en region i den nordøstlige del af det nuværende Nederlandene — nord for den tidligere romerske grænse — stadig bærer navnet Salland og kan meget vel have fået sit navn efter salianerne, som udgjorde kernen i de frankiske grupper, der agerede som sø- og flodkrigere og senere som faste bosættere.

Sammenfattende var frankerne ikke én homogen stamme, men et foranderligt forbund af stammer, hvis politiske udvikling fra stammeforbund til kongerige og senere imperiebygning har spillet en afgørende rolle for Europas middelalderlige udvikling og senere nationale grænseformer.

Det frankiske rige

Fra deres kerneområde erobrede frankerne gradvist det meste af det romerske Gallien nord for Loiredalen og øst for det vestgotiske Aquitanien. I begyndelsen hjalp de med at forsvare grænsen som allierede; da f.eks. en større invasion af hovedsagelig østgermanske stammer krydsede Rhinen i 406, kæmpede frankerne mod disse angribere. I regionen omkring Paris fortsatte den romerske kontrol indtil 486, et årti efter kejserne af Ravenna's fald, til dels på grund af alliancer med frankerne.

Merovingianere

I 451 opfordrede Aëtius sine germanske allierede på romersk jord til at hjælpe med at bekæmpe en invasion fra Attila Hunnerne. De saliske frankerne besvarede opfordringen; de ripuariske frankerne kæmpede på begge sider, da nogle af dem boede uden for imperiet. Merovingerne havde guvernører, der førte frankerne i krig og havde mange regeringsansvarsområder.

Karolinger

Det karolingiske kongedømme begynder med afsættelsen af den sidste merovingiske konge og tiltrædelsen i 751 af Pippin den Korte, Karl den Stores far, i 751.

Pippin regerede som valgt konge. Mens kongedømmet i det senere Frankrig blev arveligt, viste kongerne i det senere Hellige Romerske Rige sig ikke i stand til at afskaffe valgtraditionen og fortsatte som valgte herskere indtil rigets formelle afslutning i 1806.

I 768 blev Karl den Store (Karl den Store), en magtfuld, intelligent og beskedent belæst person, en legende for både Frankrigs og Tysklands senere historie. Karl genetablerede en ligevægt mellem kejser og pave.

Fra 772 og frem erobrede og til sidst besejrede Karl sakserne og indlemmede deres rige i det frankiske kongerige. Derefter (773-774) erobrede han langobarderne og kunne således inddrage Norditalien i sin indflydelsessfære. Han fornyede Vatikanets donation og løftet til pavedømmet om fortsat frankisk beskyttelse.

Karl skabte et rige, der strakte sig fra Pyrenæerne i sydvest (faktisk også et område i Nordspanien (Marca Hispanica) efter 795) over næsten hele det nuværende Frankrig (undtagen Bretagne, som frankerne aldrig erobrede) mod øst til det meste af det nuværende Tyskland, herunder Norditalien og det nuværende Østrig. Juledag 800 kronede pave Leo III Karl til "romernes kejser" i Rom. Selv om Karl foretrak titlen "kejser, konge af frankerne og langobarderne", da han ikke ønskede at komme i konflikt med det byzantinske rige, blev Frankerriget efterfølgeren til det (vestlige) romerske imperium. Karl døde den 28. januar 814 i Aachen, hvor han blev begravet.

Charles havde flere sønner, men kun én overlevede ham. Denne søn, Ludvig den Fromme, efterfulgte sin far som hersker over et forenet rige. Da Ludvig døde i 840, blev riget delt i tre ved Verdun-traktaten i 843:

1. Ludvigs ældste overlevende søn Lothar I blev kejser og hersker over de centrale Frankerriget. Hans tre sønner delte dette rige mellem sig i Lotharingien, Burgund og (Nord)Italien. Disse områder skulle senere forsvinde som separate kongeriger.
2. Ludvigs anden søn, Ludvig den Tyske, blev konge af østfrankene. Dette område udgjorde kernen i det senere Hellige Romerske Rige, Tysklands vugge.
3. Hans tredje søn Karl den Skaldede blev konge af Vestfrankene; dette område blev grundlaget for det senere Frankrig.

Karls kongerige overlevede sin grundlægger og dækkede store dele af Vesteuropa fra 795 til 843, hvor en traktat delte det mellem hans sønnesønner: Centralfrankene blev styret af Lothar I (grøn), Østfrankene blev styret af Ludvig den Tyske (gul), og Karl den Skaldede ledede Vestfrankene (lilla).

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem var Franks?

Sp: Hvor boede de fleste frankerne?

Spørgsmål: Hvilke områder erobrede frankerne og etablerede et kongerige i?

Spørgsmål: Hvornår opstod Frankerforbundet?

Spørgsmål: Hvilken betydning havde det, at den hedenske frankiske kong Clovis blev kristen?

Spørgsmål: Hvad er Salland, og hvorfor er det vigtigt for frankerne?

Spørgsmål: Hvilke floder kom frankerne ind i det sene romerske imperium fra?

Søg efter bogstav