Frankerne var en sammenslutning af flere vestgermanske folkestammer og opstod som et løst stammeforbund i folkevandringstiden. Gruppen blev dannet af stammer som salianerne, sicambri, chamavi, tencteri, chattuarii, bructeri, usipetes, ampsivarii og chatti — de fleste bosat langs Rhinens nordlige grænse. De frankiske grupper optræder tidligt som en løs alliance af både landbrugere og sø- og flodkrigere, der gradvis udnyttede Roma-imperiets svækkelse til at udvide deres indflydelse.

Fra grænsefolk til bosættere

Frankerne trængte ind i det sene romerske imperium fra områdene nord og øst for Rhinen og slog sig ned i det, der i dag er det nordlige Belgien og det sydlige Holland. I løbet af 400- og 500-tallet erobrede og konsoliderede frankerne områder i Gallien, hvor de etablerede et varigt kongerige som gradvist kom til at dække store dele af det nuværende Frankrig, Belgien, Nederlandene og de vestlige regioner i Tyskland. Frankernes bosætning var ofte en process med både krigsførelse, forhandling og indlemmelse af lokale romersk-galliske eliter.

Kongeriget og dynastier

Moderne forskning peger på, at det frankiske forbund som politisk enhed tog form i begyndelsen af det 3. århundrede, men det var i det 5. århundrede, at frankerne for alvor blev en dominerende magtfaktor i Gallien. Under Merovingernes styre konsolideredes frankisk magt: konger fra denne dynasti, især Clovis, udvidede territoriet og organiserede administrationen. I 486 besejrede Clovis den romerske greve Syagrius og lagde derved grunden til frankisk overherredømme i det tidligere romerske Gallien.

Kristningen og kulturel integration

Clovis’ omvendelse til kristendommen omtrent i slutningen af det 5. århundrede var et vendepunkt. Han og hans hof valgte katholicismen (ikke arianismen, som flere germanske folk havde antaget), hvilket førte til et tæt samarbejde med den gallo-romerske kirke og de lokale biskopper. Denne alliance styrkede kongemagten og fremmede assimilationen mellem frankerne og den romersk-galliske befolkning, hvorved kulturelle elementer fra begge grupper blandede sig — sprog, retstraditioner og samfundsformer.

Retssystem og samfund

Frankerne udviklede egne sædvaner og love; den bedst kendte er den såkaldte saliske lov (Salic law), der er knyttet til de saliske frankere og blev nedskrevet i begyndelsen af 500-tallet. Loven regulerede bl.a. erstatninger, arv og lokale straffesager og viser et samfund, hvor germansk skik mødtes med romerske administrative mønstre. Samtidig var frankisk samfund i høj grad militært organiseret, med en krigeradel omkring kongen og et bondsforhold mellem leder og krigere.

Carolingere og det europæiske rige

I det 8. århundrede trådte Carolingierne frem som reelle magthavere ved hoffet og afløste Merovingerne; Pepin den Lille (Pépin den korte) blev kronet konge, og hans søn Karl den Store (Charlemagne) udvidede riget kraftigt. Karl den Store samlede store dele af det vestlige og centrale Europa og blev i år 800 kronet som romersk-katolsk kejser, hvilket ligger til grund for det senere karolingiske (og senere frankisk-europæiske) imperiums idé og institutioner. Efter Karl den Stores død førte arvefølge og interne stridigheder til delinger, bl.a. ved Verdun-traktaten i 843, som formelt delte imperiet i tre dele og banede vejen for middelalderens politiske udvikling i Europa.

Sprog, arv og betydning

Frankernes lange tilstedeværelse i Gallien førte til en gradvis sproglig og kulturel differentiering: i det vestlige område udviklede de romansk-talende populationer sig til de tidlige former for fransk, mens østlige områder beholdt germanske dialekter, som senere udviklede sig til dele af tysk og nederlandsk. Selve navnet "Frankrig" stammer fra frankerne, og deres indflydelse på Europas politiske, retlige og religiøse landskab har været varig — fra kongemagtens styrkelse til kirkelige alliancer og tidlige administrative reformer.

Forskning og kildemateriale

Videndelingen om frankernes oprindelse bygger på en kombination af skriftlige kilder (såsom samtidige kronikører og gældende lovtekster), arkæologiske fund og toponymi. Arkæologiske spor og tidlige kilder viser, at en region i den nordøstlige del af det nuværende Nederlandene — nord for den tidligere romerske grænse — stadig bærer navnet Salland og kan meget vel have fået sit navn efter salianerne, som udgjorde kernen i de frankiske grupper, der agerede som sø- og flodkrigere og senere som faste bosættere.

Sammenfattende var frankerne ikke én homogen stamme, men et foranderligt forbund af stammer, hvis politiske udvikling fra stammeforbund til kongerige og senere imperiebygning har spillet en afgørende rolle for Europas middelalderlige udvikling og senere nationale grænseformer.