Joseph Chamberlain (1836–1914) – britisk politiker og koloniminister

Chamberlain blev født i Camberwell i London. Hans far havde et succesfuldt skofirma. Joseph var en god elev og vandt priser i fransk og matematik i skolen. Han forlod skolen, da han var 16 år gammel, og blev lærling i sin fars firma. Da han var 18 år, flyttede han til Birmingham for at arbejde i sin onkels skruefirma. Han arbejdede for firmaet, indtil han var 38 år, og firmaet blev meget succesfuldt.

Chamberlain var unitarianer, en kristen, der mener, at Kristus var et eksempel på en måde at leve livet på, men at han ikke var guddommelig (ikke en del af Gud). Unitarianere forsøger at arbejde for at hjælpe samfundet. Der var mange problemer i Birmingham efter den industrielle revolution, og mange mænd fik ikke lov til at stemme. I 1868 hjalp Chamberlain en liberal mand med at blive medlem af parlamentet for Birmingham. I 1869 startede han en gruppe, der arbejdede for gratis grundskoleundervisning for alle børn.

I november 1869 blev han medlem af byrådet i Birmingham. Her arbejdede han for billigere jordpriser for landarbejdere og blev meget populær. I 1873 blev han borgmester i Birmingham. Han købte gasselskaberne og vandselskaberne til byen, så folk kunne få rent og sikkert vand. Han lavede parker, veje, skoler, museer og byggede nye huse til fattige mennesker.

I juni 1876 blev han medlem af parlamentet for Birmingham. I parlamentet arbejdede han for at forene radikale parlamentsmedlemmer (parlamentsmedlemmer, der ønskede forandringer) mod Whig-partiet, der var ved magten. Hans arbejde hjalp William Ewart Gladstone til at blive premierminister i 1880. Chamberlain talte ofte om uddannelse i parlamentet.

I 1880 blev Chamberlain formand for Board of Trade, den minister, der arbejdede for at forbedre handelen. Han lavede love for at hjælpe andre byer med at købe private virksomheder, som han havde gjort det i Birmingham. Han arbejdede for at gøre huslejerne billigere i Irland, som var en britisk koloni. På det tidspunkt mente mange mennesker, at Irland skulle have sit eget parlament, men mange andre mennesker, herunder Chamberlain, var stærkt uenige. Chamberlain arbejdede for at hjælpe fagforeninger, men advarede mod socialisme, idet han sagde, at det ville føre til klassekrig.

I 1885 blev den konservative Lord Salisbury premierminister, og Chamberlain var ikke længere i regeringen. Den konservative regering foretog mange ændringer, som Chamberlain var tilfreds med, bl.a. gratis undervisning for alle børn. Fordi Chamberlain og mange andre liberale var uenige med det liberale parti om Irland, dannede Chamberlain et nyt parti, Liberal Unionists. De liberale unionister delte magten med de konservative mod det liberale parti fra 1886, men Chamberlain var ikke med i regeringen.

I juni 1895 blev Chamberlain koloniminister i regeringen, som kontrollerede, hvad der skete i de britiske kolonier. Da mange europæiske lande, især Tyskland og Frankrig, blev stærkere, ønskede Chamberlain, at alle lande i det britiske imperium skulle arbejde sammen. Han ønskede også, at Storbritannien skulle indtage mere land i Afrika. Han byggede en jernbane langs en del af floden Niger for at hjælpe det britiske Royal Niger Company til at vokse. Dette land blev sammen med området Sokoto det moderne Nigeria i 1901.

Chamberlain ønskede også, at Storbritannien skulle kontrollere Sydafrika. Han bad om flere britiske soldater i Sydafrika. Han bad mange britiske kolonier om at hjælpe og hjalp til gengæld Australien med at få sin egen forfatning. Boerne (hollandske bønder) ønskede ikke, at Storbritannien skulle kontrollere deres jord, og i 1899 angreb de briterne. Dette var starten på den anden boerkrig. I begyndelsen havde Storbritannien problemer med at bekæmpe boerne, men i 1900 blev briterne stærkere.

I efteråret 1900 var der parlamentsvalg i Storbritannien. Chamberlain bad folk om at stemme på (vælge) den samme regering (med premierminister Salisbury) for at hjælpe med at vinde krigen. Fordi Chamberlain var meget populær, stemte mange mennesker på regeringen, og de beholdt kontrollen. Chamberlain hjalp Winston Churchill med at blive medlem af parlamentet.

I maj 1902 vandt Storbritannien den anden boerkrig. Chamberlain besøgte Sydafrika for at forsøge at bidrage til at skabe et bedre forhold mellem de to lande. Tilbage i Storbritannien talte han også med zionistiske jøder (jøder, der ønskede deres eget land) og talte om at give dem jord i Kenya. Denne plan blev aldrig realiseret. Chamberlain forsøgte at indgå en alliance med Tyskland, men da dette ikke fungerede, indgik han en alliance mellem Frankrig og Storbritannien. Dette blev kaldt Entente cordiale og afsluttede hundredvis af års kampe mellem de to lande.

Chamberlain mente, at landene i det britiske imperium skulle gøre forretninger med hinanden for at blive stærke. For at gøre dette var Storbritannien nødt til at beskatte import (varer fra andre lande). Dette blev kaldt toldreformen. Regeringen var uenig, så Chamberlain trådte tilbage fra (forlod) regeringen. Han arbejdede sammen med andre parlamentsmedlemmer for at bede om en toldreform.

I 1906, lige efter sin 70-års fødselsdag, fik Chamberlain et slagtilfælde, som gjorde ham meget syg. Han kunne ikke arbejde hårdt, så hans søn, Austen Chamberlain (som også var parlamentsmedlem) hjalp ham med arbejdet. Han døde af et hjerteanfald den 2. juli 1914.

Birmingham ændrede sig meget på grund af Chamberlains arbejde. Der er mange steder i Birmingham, der bærer Chamberlains navn. Birmingham University, som han var med til at starte, har et klokketårn med hans navn. Chamberlain Square i centrum af Birmingham har også et mindesmærke for ham.