Præcedens – definition og betydning i common law og retspraksis

Bindende præcedens

Præcedens, der skal anvendes eller følges, kaldes bindende præcedens (alternativt obligatorisk præcedens, obligatorisk eller bindende autoritet osv.). I henhold til doktrinen om stare decisis skal en lavere domstol respektere retsafgørelser, der er truffet af en højere domstol, som ligger inden for appelvejen af sager, som domstolen behandler. I USA's delstats- og forbundsdomstole er jurisdiktionen ofte geografisk fordelt på lokale retssale, hvoraf flere hører under en regional appelret, og alle regionale retssale hører under en højesteret. Afgørelser truffet af lavere domstole er pr. definition ikke bindende for hinanden eller for højere domstole i systemet, og afgørelser truffet af appelretter er heller ikke bindende for hinanden eller for lokale domstole, der hører under en anden appelret, og de er heller ikke bindende for hinanden eller for lokale domstole, der hører under en anden appelret. Endvidere skal domstolene følge deres egne retsafgørelser, som de tidligere har truffet i andre sager, og respektere afgørelser truffet af andre domstole i tvister mellem de parter, der er indbragt for dem, og som vedrører det samme mønster af kendsgerninger eller begivenheder, medmindre de har en stærk grund til at ændre disse afgørelser.

En juraprofessor har beskrevet obligatorisk præcedens på følgende måde:

Når det er fastslået, hvilken jurisdiktion der er gældende, er en domstol kun "bundet" til at følge en præcedens fra den pågældende jurisdiktion, hvis den er direkte relevant. I stærkeste forstand betyder "direkte relevant", at: (1) det spørgsmål, der blev løst i præcedenssagen, er det samme som det spørgsmål, der skal løses i den verserende sag, (2) løsningen af dette spørgsmål var nødvendig for at afgøre præcedenssagen, (3) de væsentlige kendsgerninger i præcedenssagen er også til stede i den verserende sag, og (4) der er ingen yderligere kendsgerninger i den verserende sag, der kan betragtes som væsentlige.

Under ekstraordinære omstændigheder kan en højere ret tilsidesætte eller omstøde bindende præcedens, men vil ofte forsøge at skelne mellem præcedenserne, før den omstødes, og dermed begrænse præcedensens rækkevidde under alle omstændigheder.

Præcedens er ikke "bindende" for en dommer eller "obligatorisk" i samme forstand som love er bindende for borgerne. En dommer kan ikke fængsles eller idømmes en bøde for at være uenig med den. Hans ed er ikke til præcedens, men i det mindste for føderale dommere er den til "forfatningen og USA's love". Canons of Judicial Ethics nævner ikke lydighed over for præcedens, men over for "den føderale forfatning og forfatningen i den stat, hvis love de administrerer". Kodekset for retlig adfærd for dommere siger intet om præcedens. I de fleste tilfælde er præcedens den mest rimelige fortolkning af forfatningen og vores love, og i disse tilfælde overholdes eden til forfatningen mest trofast ved at følge præcedens. Men når en dommer finder fortolkningen af forfatningen i en flertalsudtalelse ikke overbevisende sammenlignet med fortolkningen i en dissensudtalelse, kan det at følge præcedens være i strid med dommerens ed. I en afgørelse, hvor dommer Roy Moore så en sådan forskel, anerkendte han dens autoritet som præcedens, men sagde: "[Den] fortolkning af forfatningen [af højesteretsflertallet] er deres fortolkning. Men intet kan være i strid med en edsansvarlig embedsmands ed på forfatningen." Kaos er naturligvis konsekvensen af skødesløs tilsidesættelse af præcedens. Borgere, der forsøger at overholde loven, har brug for en fornemmelse af, hvad loven er.

Ikke-bindende/overbevisende præcedens

Præcedens, der ikke er obligatorisk, men som er nyttig eller relevant, kaldes overbevisende præcedens (eller overbevisende autoritet eller rådgivende præcedens). Overbevisende præcedens omfatter sager, der er afgjort af lavere domstole, af tilsvarende eller højere domstole fra andre geografiske jurisdiktioner, sager, der er afgjort i andre parallelle systemer (f.eks. militærdomstole, administrative domstole, domstole for oprindelige folk/stammer, statslige domstole i forhold til føderale domstole i USA), og i nogle særlige tilfælde sager fra andre nationer, traktater, internationale retsinstanser osv.

I sager, der er nye sager, baserer domstolene sig ofte på overbevisende præcedens fra domstole i andre jurisdiktioner, der tidligere har behandlet lignende spørgsmål. Overbevisende præcedens kan blive bindende ved, at en højere domstol vedtager den overbevisende præcedens.

Tilpasset

Den første form for præcedens er en langvarig skik, som traditionelt er blevet anerkendt af domstole og dommere. Skikken kan være så dybt forankret i samfundet som helhed, at den får samme gyldighed som en lov. Der behøver aldrig at have været en specifik sag, der er blevet afgjort om samme eller lignende spørgsmål, for at en domstol kan tage hensyn til sædvanlig eller traditionel præcedens i sine overvejelser.

Retspraksis

Den anden type præcedens er retspraksis. I common law-systemer tillægges denne type præcedens mere eller mindre vægt i en domstols overvejelser afhængigt af en række faktorer. Det vigtigste er, om præcedens er "on point", dvs. om den omhandler en omstændighed, der er identisk med eller meget lig den omstændighed, der foreligger i den aktuelle sag. For det andet, hvornår og hvor blev præcedensen afgjort? En nyere afgørelse i den samme jurisdiktion som den aktuelle sag vil blive tillagt stor vægt. Den næste i faldende rækkefølge vil være nyere præcedens i jurisdiktioner, hvis lovgivning er den samme som den lokale lovgivning. Der vil blive lagt mindst vægt på præcedens, der stammer fra ulige omstændigheder, ældre sager, der siden er blevet modsagt, eller sager i jurisdiktioner med ulige lovgivning.

Formuleringer fra Domstolen

Den amerikanske Court of Appeals for the Third Circuit har udtalt:

En retspraksis knytter en specifik retsfølge til et detaljeret sæt af kendsgerninger i en afgørelse i en sag, som derefter anses for at udgøre reglen for afgørelsen af en efterfølgende sag, der involverer identiske eller lignende materielle kendsgerninger, og som opstår ved samme domstol eller en lavere domstol i det juridiske hierarki.

Den amerikanske appelret for den niende kreds har udtalt følgende:

Stare decisis er rettens politik om at stå ved præcedens; udtrykket er blot en forkortelse af stare decisis et non quieta movere - "at stå ved og holde fast ved afgørelser og ikke forstyrre det, der er afgjort". Tænk på ordet "decisis". Ordet betyder bogstaveligt og juridisk set "afgørelsen". I henhold til doktrinen om stare decisis er en sag kun vigtig for det, den afgør - for "hvad", ikke for "hvorfor" og ikke for "hvordan". For så vidt angår præcedens, er stare decisis kun vigtig for afgørelsen, for den detaljerede juridiske konsekvens, der følger af et detaljeret sæt af kendsgerninger.

Præcedens, der ses i lyset af den tid, der går, kan tjene til at fastlægge tendenser og dermed angive det næste logiske skridt i udviklingen af fortolkninger af loven. Hvis indvandring f.eks. er blevet mere og mere begrænset i henhold til loven, kan den næste retsafgørelse om dette emne tjene til at begrænse den yderligere.

Forskere har for nylig forsøgt at anvende netværksteori på præcedenser for at fastslå, hvilke præcedenser der er vigtigst eller mest autoritative, og hvordan domstolens fortolkninger og prioriteringer har ændret sig over tid.

Super stare decisis

Super-stare decisis er en betegnelse for en vigtig præcedens, der er modstandsdygtig over for eller immun over for at blive omstødt, uanset om den blev truffet korrekt i første omgang. Det kan betragtes som en yderlighed i en række præcedensbeføjelser eller alternativt som udtryk for en overbevisning eller en kritik af denne overbevisning om, at visse afgørelser ikke bør omstødes.

I 1976 opfandt Richard Posner og William Landes udtrykket "superpræcedens" i en artikel, som de skrev om at teste teorier om præcedens ved at tælle citater. Posner og Landes brugte dette udtryk til at beskrive den indflydelsesrige effekt af en citeret afgørelse. Udtrykket "superpræcedens" blev senere forbundet med et andet emne: vanskeligheden ved at omstøde en afgørelse. I 1992 kritiserede Rutgers-professoren Earl Maltz Højesterets afgørelse i Planned Parenthood v. Casey for at godkende den idé, at hvis den ene side kan få kontrol over Domstolen i et spørgsmål af stor national betydning (som i Roe v. Wade), kan den side beskytte sin holdning mod at blive omstødt "ved en slags super-stare decisis".

Spørgsmålet kom på ny frem i forbindelse med afhøringerne af overdommer John G. Roberts og dommer Samuel Alito under deres bekræftelseshøringer i Senatets retsudvalg. Før høringerne skrev formanden for udvalget, senator Arlen Specter fra Pennsylvania, en artikel i New York Times, hvori han omtalte Roe som en "superpræcedens". Han nævnte begrebet (og lavede tilsyneladende humoristiske henvisninger til "super-duper precedent") under høringerne, men hverken Roberts eller Alito tilsluttede sig udtrykket eller begrebet.

Kritik af præcedens

I en kontroversiel bog fra 1997 beskyldte advokat Michael Trotter de amerikanske advokaters overdrevne afhængighed af bindende og overbevisende autoriteter, snarere end af sagens berettigelse, for at være en af hovedårsagerne til de stigende sagsomkostninger i løbet af det 20. århundrede. Han argumenterede for, at domstolene burde forbyde at citere overbevisende præcedens uden for deres jurisdiktion, med to undtagelser:

(1) sager, hvor den fremmede jurisdiktions lov er genstand for sagen, eller

(2) tilfælde, hvor en sagsøger har til hensigt at anmode den højeste domstol i jurisdiktionen om at omstøde bindende præcedens og derfor har brug for at citere overbevisende præcedens for at påvise en tendens i andre jurisdiktioner.