Ulster Scots er en etnisk gruppe i Irland, der nedstammer fra Lowland Scots og englændere fra grænsen mellem de to lande, (de såkaldte) Border Reivers. Disse folk begyndte først at bosætte sig i Irland i stort antal under Plantation of Ulster, som blev beordret af James I af England. Jord blev taget fra dele af den irske adel, hovedsagelig i provinsen Ulster, og fordelt til kolonister fra Skotland og det nordlige England. Udtrykket "Ulster-skotter" henviser både til disse kolonister fra det 17. århundrede og, mindre almindeligt, til Gallowglass — professionelt lejesoldater fra det nuværende nordvestlige Skotland og vestlige Irland — som begyndte at ankomme århundreder tidligere.
Ulster-skotter stammede i vid udstrækning fra kolonister fra Galloway, Ayrshire og det skotske grænseland, selv om nogle kom fra dele længere nordpå i både det skotske lavland og højland. Gruppen omfattede både skotske og engelske familier, herunder mange med erfaring som Border Reivers, hvis kultur og skikke prægede bosættelserne. I de følgende århundreder udvandrede Ulster-skotter i betydeligt antal til USA og til alle hjørner af det britiske imperium — Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika — og i mindre omfang til Argentina og Chile i Sydamerika. Disse udvandringer fandt især sted i det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede og bidrog til betydelige diasporasamfund i de nye lande.
Scotch-Irish er en traditionel betegnelse for skotter fra Ulster, som senere udvandrede til det nuværende USA; "Scots-Irish" er en nyere form af den amerikanske betegnelse. Betegnelsen har normalt været Scotch-Irish i Amerika, hvilket fremgår af Merriam-Webster-ordbøgerne, hvor betegnelsen Scotch-Irish er registreret fra 1744, mens Scots-Irish først er registreret i 1972. Udtrykket må ikke forveksles med Irish-Scots, dvs. nyere irske indvandrere til Skotland.
Religion, sprog og kultur
De fleste Ulster-skotter var protestanter — primært presbyterianere fra Skotland og nogle fra den anglikanske kirke (Church of Ireland) — hvilket adskilte dem religiøst fra det overvejende katolske irske flertal i provinsen. Denne religiøse forskel spillede en vigtig rolle i både lokale samfundsstrukturer og i senere politiske konflikter i Nordirland.
Sprogligt talte mange af kolonisterne varianter af skotsk engelsk (Lowland Scots) og bevarede en række særpræg i udtale, ordforråd og talemåder. Over tid udviklede dette sig til det, man i dag ofte kalder Ulster Scots (også omtalt som "Ullans" i visse sammenhænge). Der findes et levende kulturliv omkring Ulster Scots med traditioner inden for folkemusik, dans, fortælling og poesi; der er også moderne initiativer for at dokumentere og fremme sproglige og kulturelle udtryk.
Udvandring til Amerika og indflydelse
En betydelig strøm af Ulster-skotter udvandrede til det, der senere blev USA, især i 1700-tallet. Disse emigranter bosatte sig ofte i grænseområderne, i Appalachian-bjergene og i de midtatlantiske kolonier, hvor de fik ry for selvstændighed, hårdførhed og en stærk lokal kultur. I amerikansk historie omtales deres efterkommere ofte som Scotch-Irish, og de har haft markant indflydelse på landdistrikternes kultur, folkemusik, og militære traditioner.
Moderne identitet og politiske konsekvenser
I dag betragter nogle efterkommere af Ulster-skotterne sig som en særlig etnisk, kulturel eller historisk gruppe i både Nordirland og i diasporaen. Identiteten kan være knyttet til historie, sprog, religion og politisk tradition. I Nordirland har historien om bosættelsen og de efterfølgende demografiske og politiske udviklinger været en del af de komplekse forhold mellem fællesskaber, særligt i forbindelse med unionisme og nationalisme.
Afsluttende bemærkninger
Ulster-skotterne er et eksempel på, hvordan migration, kolonisering og kulturmøder kan skabe vedvarende samfundsgrene, både i oprindelsesregionen og i de lande, de udvandrede til. Deres arv ses i sproglige spor, religiøse samfund, folkemusik og i stærke transatlantiske bånd mellem Irland, Skotland og de lande i verden, hvor de slog sig ned.