Orkester: Definition, typer og forskelle mellem symfoni- og kammerorkester

Orkestret ledes af en dirigent. Han/hun hjælper spillerne med at spille sammen, at få den rette balance, så alt kan høres tydeligt, og at tilskynde orkestret til at spille med den samme følelse. Nogle små kammerorkestre kan spille uden en dirigent. Det var almindeligt indtil det 19. århundrede, hvor orkestrene blev meget store og havde brug for en dirigent, der traf beslutninger og stod foran, så alle spillerne kunne se ham.

Orkestrets instrumenter er opdelt i distrikter: strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj. Hvert afsnit (gruppe af instrumenter) har en spiller, der er "boss". Cheferne træffer beslutninger om pladsarrangementer og om tekniske måder at spille musikken på: f.eks. vil chefen for strygersektionerne sørge for, at alle spillerne bevæger deres buer op og ned i samme retning. Violinerne er opdelt i første- og andenvioliner. Førsteviolinerne har normalt melodien, mens sekundviolinerne for det meste er en del af akkompagnementet. Førsteviolinens principal er orkestrets leder (eller koncertmester). I et professionelt orkester vil de være det bedst betalte medlem af orkestret.

Familien af strenge

Strygerne er den største afdeling, selv om der kun er fem slags instrumenter: violin, bratsch, cello, kontrabas og harpe. Det skyldes, at de spiller det meste af tiden og normalt udgør grundlaget for musikken. Hvis de ikke spiller melodien, er de sandsynligvis akkompagnerende. Første- og andenviolinen spiller forskellige toner: førsteviolinen har som regel melodien. Strygerne sidder forrest på scenen i en vifteform foran dirigenten. Førsteviolinerne sidder på dirigentens venstre side, derefter kommer andenviolinerne, derefter bratscherne og derefter celloerne. Kontrabasserne sidder bag celloerne. Nogle dirigenter foretrækker at have andenviolinerne til højre og celloerne mellem førsteviolinerne og bratscherne (se billedet af Dohnanyi-orkestret).

Træblæserfamilien

Træblæserne sidder i en eller to rækker (afhængigt af orkestrets størrelse) bag strygerne. Der er fem hovedtræblæserinstrumenter: fløjte, obo, klarinet, saxofon og fagot. Hvert af disse instrumenter findes også i forskellige udgaver:

Fløjten har en lille version kaldet piccolo, som spiller en oktav højere. Det er det højeste instrument i orkestret. Lejlighedsvis findes der en altfløjte, som er længere og spiller en femtedel (en halv oktav) lavere end fløjten. De fleste træblæseinstrumenter har brug for et rørblad, men fløjten har ikke et rørblad.

Fagotten har en større udgave: kontrafagotten eller dobbeltfagotten, som lyder en oktav lavere. Det er et af de laveste instrumenter i orkestret.

Klarinetten har også en større udgave, nemlig basklarinetten. Den når samme dybde som en fagot. Normalt findes der kun én i et moderne orkester. Der findes også en alteklarinet, men da den spiller den samme rolle som en altsaxofon, betragtes den typisk som et unødvendigt instrument.

Et formelt orkester vil altid bestå af to af de fire hovedinstrumenter. Variationer af instrumenterne anvendes, når stykket kræver det. Normalt vil de nyere stykker, der er skrevet efter 1850, have flere instrumenter.

Nogle gange spiller en spiller dobbeltspil på disse ekstra instrumenter, f.eks. kan en af fløjtespillerne også spille piccolo i det samme stykke. Det afhænger af musikstykket. En spiller kan naturligvis ikke spille på fløjte og piccolo på samme tid. Hvis de to instrumenter spilles samtidig, er der brug for en ekstra spiller til piccoloen.

Messingfamilien

Messingsektionen består af fire sektioner: trompet, basun, valdhorn og tuba. Nogle af disse findes i flere størrelser. Artiklen om transponering af instrumenter forklarer mere om det. Trompeten kan have flere lidt forskellige størrelser. Den laveste slags er en bastrompet. Trombonen kan være en alt-, tenor-, bas- eller kontrabasbasbasun. Franskhornet har ligesom de andre messinginstrumenter ændret sig gennem årene. Moderne horn har mindst tre ventiler og er normalt i F. De sidder ofte et andet sted end de andre messinghorn. Tubaen findes i forskellige størrelser, og spilleren eller dirigenten skal selv bestemme, hvilken størrelse der skal bruges til det stykke, de spiller. Der findes store tubaer, der kaldes kontrabass-tubaer. En lille tuba ses også ofte og kaldes et euphonium eller et barytonhorn.

Slagtøjsfamilien

Slagtøjssektionen har det største udvalg af instrumenter, såsom tamburin, triangel, den fantastiske høje gong, de smældende bækkener og den rungende klokke. Paukerne (eller "kettle drums") kan indstilles til bestemte toner. De er det mest almindelige slagtøjsinstrument. Komponister som Haydn og Mozart brugte dem næsten altid, selv med deres små orkestre. Det er det mest almindeligt anvendte slagtøjsinstrument og bruges i næsten alle stykker.

Resten af slagtøjssektionen kan omfatte stemte slagtøjsinstrumenter som xylofon. Ikke-stemt slagtøj kan være andre typer trommer som f.eks. stortromme, lilletromme og en lang række andre: det er blot at nævne de mest almindelige. Den primære slagtøjsspiller skal beslutte, hvilken spiller der skal spille på hvilke(t) instrument(er). Percussionisterne skal arbejde godt sammen som et team, så alle dele kan dækkes.

Det er svært at sige, hvornår orkestret blev opfundet, fordi instrumenterne har spillet sammen i mange århundreder. Hvis vi siger, at et orkester er en gruppe af strengeinstrumenter med flere spillere, der spiller den samme rolle, og at der også kan være blæseinstrumenter (dvs. træblæsere og messingblæsere) eller slagtøj, så er det 17. århundrede det tidspunkt, hvor orkestrene startede. I Paris havde kong Ludvig XIII i 1626 et orkester bestående af 24 violiner (kaldet "24 Violons du Roi"). Senere i århundredet ønskede den engelske kong Charles II at være som den franske konge, og derfor havde han også et strygeorkester. Efterhånden blev de andre instrumenter tilføjet. På dette tidspunkt var der normalt en person, der spillede cembalo (continuo-delen). Ofte var det komponisten selv, som ville have dirigeret fra klaviaturet på vigtige tidspunkter som f.eks. i begyndelsen og slutningen af stykket.

Klarinetter kom ind i orkestret i slutningen af det 18. århundrede, og basuner i begyndelsen af det 19. århundrede. Orkestrene var dog stadig ret små. Saxofonen blev opfundet i midten af det 19. århundrede, men selv om man begyndte at bruge den i orkestre, blev den hurtigt et instrument, der blev brugt i blæserorkestre og senere i jazzbands. Operakomponisten Richard Wagner gjorde orkestret meget større, fordi han blev ved med at bede om ekstra instrumenter. Han bad om en basklarinet i sin opera Lohengrin, og til sin cyklus af fire operaer kaldet Nibelungens ring bad han om et nøjagtigt antal spillere: Han har for sin Nibelungens Nibelungens eventyr præciseret det nøjagtige antal spillemænd: 16 førstevioliner, 16 andenvioliner, 12 bratscher, 12 celloer, 8 kontrabasser, 3 fløjter og piccolo, 3 oboer og engelskhorn, 3 klarinetter og basklarinet, 3 fagotter, 3 trompeter og bastrompeter, 3 tenortrompeter og en kontrabasbasbasun, 8 horn, hvoraf 4 spiller på en specialdesignet tuba, en bastuba, slagtøj og 6 harper.

Det er ikke alle værker, der blev skrevet efter det, der har brug for et så stort orkester, men koncertsalene var blevet større, og komponisterne havde vænnet sig til et større udvalg af lyde. Senere komponister tilføjede undertiden alle mulige usædvanlige instrumenter: vindmaskine, sandpapirblok, flasker, skrivemaskine, ambolt, jernkæder, gøg, Swannee-fløjte osv. Ingen af disse er normale orkesterinstrumenter. Nogle gange bruges et klaver i slagtøjsdelen, f.eks. brugte Igor Stravinskij et klaver i Petrouchka. Nogle gange anvendes der også stemmer.

I dag kan man normalt høre orkestre i koncertsale. De spiller også i operahuse til opera og ballet eller på et stort stadion til store friluftskoncerter. Orkestre kan indspille i studier for at lave cd'er eller optage musik til film. Mange af dem kan nemt og billigt høres hver sommer i London til BBC Proms.

Nogle af de største orkestre i dag er: New York Philharmonic Orchestra, Boston Symphony Orchestra, Chicago Symphony Orchestra, Cleveland Orchestra, Los Angeles Philharmonic Orchestra, London Symphony Orchestra, London Philharmonic Orchestra, BBC Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw Orchestra, Wiener Philharmonikerne, Berlin Philharmonikerne, Leipzig Gewandhaus Orchestra, Singapore Symphony Orchestra, Sankt Petersborg Philharmonikerne, Israel Philharmonic Orchestra og NHK Symphony Orchestra (Tokyo). Operahuse har normalt deres eget orkester, f.eks. orkestrene på Metropolitan Opera House, La Scala eller Royal Opera House.

I mange lande er der mulighed for børn i skolealderen, der spiller godt på instrumenter, at spille i ungdomsorkestre i deres område. I Storbritannien bliver nogle af de allerbedste udvalgt til at spille i det nationale ungdomsorkester i Storbritannien. Andre verdensberømte ungdomsorkestre omfatter Orquesta Sinfónica Simón Bolívar, Gustav Mahler Youth Orchestra, European Union Youth Orchestra og West-Eastern Divan Orchestra.

• Orkestrering