Cello (violoncello): definition, historie og anvendelse
Cello (violoncello): Lær om instrumentets historie, spilleteknik og anvendelser i solostykker, kammermusik og orkestre — perfekt for cellister og musikinteresserede.
Celloen er et instrument, der bruges til at spille musik. Navnet kommer fra det italienske sprog, og udtales derfor "chello". Det fulde ord er violoncello, men når man taler om det, kalder folk det normalt "cello". En person, der spiller på cello, kaldes en "cellist". Celloen er et meget populært instrument. Det hører til strygerfamilien. Det har mange anvendelsesmuligheder: som soloinstrument, i kammermusik og også i orkestre. Den bruges også lejlighedsvis af popmusikere, f.eks. af The Beatles, Björk og Jamiroquai.
Udseende og opbygning
Celloen ligner en lille violin, men er betydeligt større og spilles siddende. Den består af en hul krop af træ (normalt gran på låget og ahorn på siderne og bagsiden), en hals med gribebræt, fire strenge og en bro, der overfører strengens vibrationer til kroppen. Nederst har celloen en justerbar endestok (pisk eller "endpin"), som hviler på gulvet og holder instrumentet oprejst.
Stemning og register
En moderne cello har typisk fire strenge stemt i kvinter: C–G–D–A (fra dybest til højest). Celloens register dækker fra de dybe, varme toneområder op til relativt høje, sanglige toner, hvilket gør den velegnet til både bas- og melodiføring. Tonekvaliteten beskrives ofte som varm, fyldig og menneskelig — noget der har gjort celloens klang populær i mange musikgenrer.
Spilleteknik
Cellister spiller både med bue (arco) og ved at bruge fingrene til at plukke strengene (pizzicato). Bueteknikken omfatter forskellige måder at bevæge buen på for at skabe lange, sanglige linjer, korte staccatotoner eller perleagtige ornamenter. Håndstilling, tryk på strengene og venstre hånds positioner er afgørende for intonation og klang. Avancerede teknikker inkluderer harmonik, sul ponticello (nær broen) og sul tasto (over gribebrættet).
Historie
Celloen udviklede sig i løbet af 1500- og 1600-tallet fra tidligere strygerinstrumenter. I begyndelsen blev den ofte brugt som basinstrument i ensemblesammenhænge, men i løbet af barokken og klassicismen voksede dens rolle som soloinstrument. Kendte tidlige celloarbejder omfatter Johann Sebastian Bachs seks cellosuiter, som stadig er centrale i instrumentets repertoire.
Anvendelse og repertoire
Celloen bruges i:
- Orkester: som del af strygersektionen, ofte som både understøttelse af noderne og som soloinstrument i koncerter.
- Kammermusik: strygekvartetter, klavertrioer og andre mindre besætninger, hvor celloens klang udfolder sig i tæt samspil.
- Solo: koncerter og solostykker af komponister som Haydn, Dvořák, Elgar, Shostakovich og mange moderne komponister.
- Pop, rock og film: celloens unikke klang bruges også i populære indspilninger og filmmusik for at skabe varme eller dramatisk effekt.
Berømte cellister
Gennem tiden har mange cellister bidraget til instrumentets udvikling og popularitet. Nogle navne, der ofte nævnes, er Pablo Casals, Mstislav Rostropovich, Jacqueline du Pré og Yo-Yo Ma. Hver af dem har efterladt vigtige fortolkninger og udvidet celloens repertoire.
Pleje og vedligeholdelse
En cello kræver regelmæssig pleje: tørring efter spil for at undgå svedskader, korrekt opbevaring i et stabilt klima (undgå ekstrem varme eller fugt), skift af strenge når de bliver trætte eller knækkede, og lejlighedsvis justering af bro og instrumentkammer hos en violinbygger (luthier). Buen skal også passes med kohlestøv (rosin) og opbevares i etuiet for at beskytte hestehåret.
Afsluttende bemærkninger
Celloen er et alsidigt og udtryksfuldt instrument med en lang historie og stor rolle i både klassisk og moderne musik. Dets varme klang og brede register gør det muligt at spille både støttepartier og solopartier, hvilket forklarer dets vedvarende popularitet blandt musikere og publikum.
En cello fra forsiden og siden
Historie
Celloen blev taget i brug i det 16. århundrede. På det tidspunkt fandtes der en familie af instrumenter, der blev kaldt violer. Instrumenterne i violinfamilien var også under udvikling, og der blev eksperimenteret med instrumenter af forskellige former og størrelser. Violonen var populær som et basinstrument. Den lignede en moderne kontrabas. Navnet violoncello betyder "lille violone". Celloen har også 4 strenge. Celloen udviklede sig som basinstrument i strygergrupper (kontrabasen kom senere til, idet den "fordoblede bassen", dvs. spillede det samme som celloen en oktav lavere). Den blev brugt til at akkompagnere i basso continuo, idet den spillede det samme som cembalospillerens venstre hånd. Da komponisterne begyndte at skrive concerti grossi (stykker for orkester og en lille gruppe solister), begyndte de at give celloen små soloer. På denne måde begyndte celloen også at blive brugt som soloinstrument. Johann Sebastian Bach skrev seks meget berømte suiter for solocello (uden akkompagnement). De er blandt de smukkeste stykker, der er skrevet for cello.
Andre komponister begyndte at skrive værker for solocello. Joseph Haydn skrev to solokoncerter for instrumentet. Kong Friedrich Wilhelm II af Preussen elskede celloen, og han inspirerede Haydn, Mozart og Beethoven til at skrive musik med interessante cellostemmer. Celloen var nu ligeværdig med de andre strygeinstrumenter og spillede ikke længere kun en simpel baslinje.
I det 19. århundrede skrev mange berømte komponister cellomusik. Mange af dem var selv cellister, f.eks. Carl Davidov, David Popper og Julius Klengel. Nogle meget berømte komponister, der skrev vigtig cellomusik, var: Mendelssohn, Chopin, Schumann, Brahms, Dvořák, Fauré, Saint-Saëns, Elgar og Sergei Rakhmaninov. To berømte værker, der er skrevet for cello og orkester i nyere tid, er Benjamin Brittens Cellosymfoni og John Taveners The Protecting Veil.
Spiller cello
Cellens dele ligner violinens dele. Strengene er stemt til C-G-D-A (fra lav til høj). Celloen spilles siddende og med instrumentet mellem knæene. Der er en endepind, som hviler på jorden. Denne er justerbar i højden, så spilleren kan placere den i en position, hvor han/hun har det behageligt. Celloen spilles normalt med en bue.
Celloen har en dyb, fyldig klang. Den starter to oktaver under det midterste C, men kan gå meget højt. Til de højeste toner kan spilleren bruge "tommelfingerposition" (det kan en violinist ikke gøre). Det betyder, at venstre tommelfinger trykker ned på en eller to strenge højt oppe over gribebrættet ("højt" betyder "tættere på broen", hvor de høje toner er. I virkeligheden er den tættere på gulvet). Selv om cellomusik oftest er skrevet i basnøglen, går cellomusik ofte ret højt, så tenor-nøglen bruges især i solorepertoiret.
Delene i en cello
Nogle berømte cellister
Den mest berømte cellist i begyndelsen af 1900-tallet var den spanske cellist Pablo Casals. Han gjorde celloen populær som soloinstrument i dag. Casals opdagede også de berømte suiter for cello af J.S. Bach, som var gået tabt.
Blandt andre berømte cellister fra det forrige århundrede kan nævnes Emanuel Feuermann, Gregor Piatigorski, Paul Tortelier, Jacqueline du Pré og Mstislav Rostropovich.
Blandt nutidens cellister kan nævnes Yo-Yo Ma, Julian Lloyd Webber, Octavia Philharmonica, Mischa Maisky, Kirill Rodin, Tim Hugh, Robert Cohen, Ruslan Biryukov, Pieter Wispelwey og Truls Mørk.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en cello?
A: En cello er et instrument, der bruges til at spille musik, og som tilhører strengefamilien.
Q: Hvor kommer navnet cello fra?
A: Navnet cello kommer fra det italienske sprog og udtales "chello". Det er en forkortelse for violoncello.
Q: Hvad kalder folk typisk celloen?
A: Når man taler, kalder man normalt celloen for "cello".
Q: Hvad kaldes en person, der spiller cello?
A: En person, der spiller cello, kaldes en "cellist".
Q: Hvad bruger man celloen til i musikken?
A: Celloen bruges som soloinstrument, i kammermusik og også i orkestre.
Q: Bliver celloen brugt af popmusikere?
A: Ja, The Beatles, Björk og Jamiroquai er et par eksempler på popmusikere, der har brugt cello i deres musik.
Q: Er celloen et populært instrument?
A: Ja, celloen er et meget populært instrument.
Søge