Cello

Historie

Celloen blev taget i brug i det 16. århundrede. På det tidspunkt fandtes der en familie af instrumenter, der blev kaldt violer. Instrumenterne i violinfamilien var også under udvikling, og der blev eksperimenteret med instrumenter af forskellige former og størrelser. Violonen var populær som et basinstrument. Den lignede en moderne kontrabas. Navnet violoncello betyder "lille violone". Celloen har også 4 strenge. Celloen udviklede sig som basinstrument i strygergrupper (kontrabasen kom senere til, idet den "fordoblede bassen", dvs. spillede det samme som celloen en oktav lavere). Den blev brugt til at akkompagnere i basso continuo, idet den spillede det samme som cembalospillerens venstre hånd. Da komponisterne begyndte at skrive concerti grossi (stykker for orkester og en lille gruppe solister), begyndte de at give celloen små soloer. På denne måde begyndte celloen også at blive brugt som soloinstrument. Johann Sebastian Bach skrev seks meget berømte suiter for solocello (uden akkompagnement). De er blandt de smukkeste stykker, der er skrevet for cello.

Andre komponister begyndte at skrive værker for solocello. Joseph Haydn skrev to solokoncerter for instrumentet. Kong Friedrich Wilhelm II af Preussen elskede celloen, og han inspirerede Haydn, Mozart og Beethoven til at skrive musik med interessante cellostemmer. Celloen var nu ligeværdig med de andre strygeinstrumenter og spillede ikke længere kun en simpel baslinje.

I det 19. århundrede skrev mange berømte komponister cellomusik. Mange af dem var selv cellister, f.eks. Carl Davidov, David Popper og Julius Klengel. Nogle meget berømte komponister, der skrev vigtig cellomusik, var: Mendelssohn, Chopin, Schumann, Brahms, Dvořák, Fauré, Saint-Saëns, Elgar og Sergei Rakhmaninov. To berømte værker, der er skrevet for cello og orkester i nyere tid, er Benjamin Brittens Cellosymfoni og John Taveners The Protecting Veil.

Spiller cello

Cellens dele ligner violinens dele. Strengene er stemt til C-G-D-A (fra lav til høj). Celloen spilles siddende og med instrumentet mellem knæene. Der er en endepind, som hviler på jorden. Denne er justerbar i højden, så spilleren kan placere den i en position, hvor han/hun har det behageligt. Celloen spilles normalt med en bue.

Celloen har en dyb, fyldig klang. Den starter to oktaver under det midterste C, men kan gå meget højt. Til de højeste toner kan spilleren bruge "tommelfingerposition" (det kan en violinist ikke gøre). Det betyder, at venstre tommelfinger trykker ned på en eller to strenge højt oppe over gribebrættet ("højt" betyder "tættere på broen", hvor de høje toner er. I virkeligheden er den tættere på gulvet). Selv om cellomusik oftest er skrevet i basnøglen, går cellomusik ofte ret højt, så tenor-nøglen bruges især i solorepertoiret.

Nogle berømte cellister

Den mest berømte cellist i begyndelsen af 1900-tallet var den spanske cellist Pablo Casals. Han gjorde celloen populær som soloinstrument i dag. Casals opdagede også de berømte suiter for cello af J.S. Bach, som var gået tabt.

Blandt andre berømte cellister fra det forrige århundrede kan nævnes Emanuel Feuermann, Gregor Piatigorski, Paul Tortelier, Jacqueline du Pré og Mstislav Rostropovich.

Blandt nutidens cellister kan nævnes Yo-Yo Ma, Julian Lloyd Webber, Octavia Philharmonica, Mischa Maisky, Kirill Rodin, Tim Hugh, Robert Cohen, Ruslan Biryukov, Pieter Wispelwey og Truls Mørk.