En saxofon er en familie af musikinstrumenter, der er lavet af messing. Selvom kroppen er af metal og saxofonen derfor ofte indgår i messingsektionen sammen med rigtige messinginstrumenter som trompet eller basun, er den et træblæserinstrument, fordi den bruger et enkelt rørblad. Saxofonen er udviklet fra klarinetten og har mange ligheder med klarinetten: spilleren blæser i et rørblad, som sættes på instrumentets mundstykke. Instrumentet har et system af klaffer og huller (typisk omkring 20–23 klaffer afhængig af model), herunder en oktavklaff, og kroppens koniske boring er en væsentlig del af den karakteristiske klang.

Stemme- og intonationskontrol sker på flere måder. En mekanisk metode er at ændre mundstykkets position på halsen: skubbe mundstykket ind forkorter luftvejen og hæver tonen (gør instrumentet skarpere), mens trække mundstykket ud forlænge luftvejen og sænker tonen (gør det fladere). Samtidig spiller embouchure (læbe- og kæbemuskulatur) en stor rolle: en strammere embouchure hæver tonen, mens en løsere sænker tonen. Temperatur, rørbladets styrke og mundstykkets udformning påvirker også intonationen.

Der findes mange forskellige typer saxofoner i et udstrakt toneleje. I rækkefølge fra lav til høj tonehøjde nævnes ofte: tubax, kontrabas, bas, baryton, tenor, alt, sopran, sopranino og soprillo. Det er dog primært baryton, tenor, alt og sopran, der almindeligvis anvendes i både ensembler og som soloinstrumenter. De mest almindelige transponeringer er: alto i E♭, tenor i B♭, sopran i B♭ og bariton i E♭, hvilket betyder, at de fleste saxofoner er transponerende instrumenter (de «lyder» i en anden tonehøjde end den skrevne).

Saxofonen blev opfundet i begyndelsen af 1840'erne af Adolphe Sax (patent 1846) som et instrument, der kunne bygge bro mellem messing- og træblæsergrupper. I starten mødte instrumentet skepsis fra nogle konservative musikere og dirigenter, dels på grund af Saxs metoder og dels på grund af det nye instruments anderledes klang. Senere — især fra slutningen af 1800-tallet og især i begyndelsen af det 20. århundrede — vandt saxofonen frem i militær- og koncertorkestre, i klassisk musik og ikke mindst i jazz og populærmusik. Den blev et centralt soloinstrument i Bigbands i 1940'erne og 1950'erne, og den bruges stadig i rock, pop og mange andre stilarter.

Saxofonen kræver regelmæssig vedligeholdelse: rengøring med en swab efter spil, brug af korkfedt på halskorken, skift af rørblade efter slitage og korrekt opbevaring i et futteral. God teknik, passende rørbladstyrke og et mundstykke, der passer til spillerens stil, er afgørende for klang og respons.

Berømte saxofonister inkluderer Marcel Mule (klassisk musik), John Coltrane (jazzmusik) og Charlie Parker (jazzmusik). Hver af disse har bidraget væsentligt til udviklingen af saxofonens repertoire og udtryk, fra klassisk kammermusik til moderne jazzsprog.