Preussen | historisk fremtrædende tysk stat, der opstod i 1525

Geografi

Preussens grænser har ændret sig gennem tiden. Det har ikke altid været nøjagtig det samme sted. For det meste var Preussen en lille del af det, der i dag er det nordlige Polen. Efter at et lille antal preussere flyttede dertil for at bo, kom tyskerne også til at bo der. I 1934 var Preussens grænser til Frankrig, Belgien, Luxembourg, Nederlandene, Danmark og Litauen. Nogle dele af Preussen ligger i det østlige Polen. Før 1918 lå en stor del af det vestlige Polen også i Preussen. Mellem 1795 og 1807 kontrollerede Preussen også Warszawa og det meste af det centrale Polen.

Før 1934 lå disse områder også i Preussen:

• Vestpreussen og Østpreussen, som nu ligger i Polen og Rusland
• Pommern
• Silesia
• Brandenburg
• Lausitz
• Provinsen Sachsen (nu Sachsen-Anhalt)
• Kongeriget Hannover
• Slesvig-Holsten
• Westphalia
• dele af Hessen
• Rhinlandet
• nogle små områder i syd, f.eks. Württemberg-Hohenzollern, hjemsted for lederne af Preussen

Nogle regioner blev dog aldrig en del af Preussen, f.eks. Oldenburg, Mecklenburg og hansestaderne.

Nordøsttyskland var protestantisk, så preusserne var for det meste protestanter. Men der var mange katolikker i Rhinlandet, Østpreussen, Posen, Schlesien, Vestpreussen og Ermland. Staterne i Sydtyskland (især Østrig og Bayern) var katolske, så de ønskede ikke, at preussere skulle styre dem. Preussen var hovedsagelig tysk, men i slutningen af det 18. århundrede havde de nye polske områder også mange polakker. I 1918 blev disse polske områder givet til Polen, og i 1945 blev Pommern og Østpreussen givet til Polen. Det nordlige Østpreussen, nærmere bestemt Kaliningrad, blev givet til Rusland.

 

Historie

I 1226 bad den polske prins Conrad af Mazovia (Mazovia er et sted i det nordlige Polen) de teutoniske riddere fra Transsylvanien om at komme til Mazovia. Han ønskede, at de skulle bekæmpe de preussiske stammer ved hans grænser. De kæmpede i mere end 100 år. Derefter skabte de en ny stat. Efter nogen tid kontrollerede denne stat det meste af det nuværende Estland, Letland og Litauen samt dele af det nordlige Polen. I 1466 var ridderne under kongen af Polen og Litauen. I 1525 blev riddernes leder protestant. Han gjorde en del af riddernes land til hertugdømmet Preussen, som dengang var en del af kongeriget Polen.

På det tidspunkt var hertugdømmet Preussen kun området øst for det sted, hvor floden Weichsel løber ud i havet. I 1618 var den nye hertug af Preussen kurfyrste Johannes Sigismund af Brandenburg. Han var også markgreve af Brandenburg. Brandenburg blev regeret af Hohenzollern-familien. Hertugdømmet Preussen var vigtigt for Hohenzollern-familien, fordi det ikke var en del af det Hellige Romerske Rige. Navnet på den nye stat var Brandenburg-Preussen. I midten af staten var der polsk land, men Brandenburg-Preussen bevægede sig væk fra Polen. Under Frederik Vilhelm, som blev kaldt den store kurfyrste, tog Preussen noget nyt land i Magdeburg og områder vest for Rhinen.

Kongeriget Preussen

I 1701 tillod den tysk-romerske kejser og den polske konge, at Brandenburg-Preussen kunne kalde sig "Kongeriget Preussen" med Frederik I ("den Store") som konge. Under Frederik II førte Preussen krig mod Østrig og indtog Schlesien. Krigene sluttede i 1763; Preussen var dengang den mest magtfulde stat i Østtyskland. Andre dele af Tyskland, herunder Pommern, overgik til Preussen på grund af ægteskab eller død.

I denne periode blev den preussiske hær større, og det samme gjorde administrationssystemet. Indtil 1945 var disse de vigtigste dele af den tyske stat. Mellem 1772 og 1795 delte Preussen, Rusland og Østrig Polen op i dele (Polens delinger). Preussen kontrollerede landet i det fjerneste øst, herunder byen Warszawa.

Frederik Vilhelm II fik Preussen til at deltage i krigen mod Frankrig i 1792. Han tabte ved Valmy og gav sit vestlige land til Frankrig. Frederik Vilhelm III startede en ny krig, men tabte ved Jena. Han gav mere land til Frankrig ved traktaten i Tilsit.

I 1813 indledte Preussen igen krig med Napoleon Frankrig. I 1815 vandt Preussen det land tilbage, som det havde mistet i tidligere krige, og også hele Rhinlandet og Westfalen samt en del andet land. Dette land i vest var meget vigtigt, især Ruhrdalen. Det var det nye centrum for Tysklands industrialisering og hjemsted for våbenindustrien. Efter Napoleonskrigene var Preussen den stærkeste magt i Tyskland og mere magtfuld end Østrig.

I begyndelsen af det 19. århundrede var der to politiske grupper i Tyskland. De liberale ønskede et demokratisk system med én stærk centralregering. De konservative ønskede, at Tyskland skulle bestå af en gruppe af uafhængige, svage stater. I 1848 kom revolutionen til Europa. Frederik Vilhelm IV var bekymret. Han tillod en nationalforsamling og en forfatning. Det nye parlament i Frankfurt ville give Frederik Vilhelm kronen over hele Tyskland, men han ville ikke have den. Han sagde, at revolutionære ikke kunne udnævne konger. Nu havde Preussen en halvdemokratisk forfatning, men i virkeligheden var det adelen med jord (junkere) der havde magten, især i øst.

Det kejserlige Preussen

I 1862 udnævnte den preussiske kong Wilhelm I Otto von Bismarck til premierminister i Preussen. Bismarck ønskede, at de liberale og de konservative skulle tabe. Han ønskede at skabe et stærkt, forenet Tyskland, men han ønskede at gøre det under Junker og ikke under de vesttyske liberale. Så han startede tre krige:

• med Danmark i 1864 - dette gav Preussen kontrol over Slesvig-Holsten-området
• med Østrig i 1869 (østrigsk-preussiske krig) - dette gjorde det muligt for Preussen at indtage Hannover og de fleste andre nordtyske områder, der havde været styret af Østrig
• med Frankrig i 1870 (den fransk-preussiske krig) - så Bismarck kunne kontrollere Mecklenburg, Bayern, Baden, Württemberg og Sachsen. Herefter blev disse stater (men ikke Østrig) en del af et forenet tysk kejserrige, og Wilhelm I tog titlen som kejser (Kaiser).

Dette var Preussens store øjeblik. Den økonomiske og politiske fremtid så god ud. Men efter 99 dage, i 1888, fik staten en ny leder, kejser Wilhelm II. Han fyrede Bismarck, som mistede sit job i 1890, og Wilhelm II startede en ny udenrigspolitik. Han gjorde hæren større, og flåden meget større, og han tog risici. Dette er en del af grunden til, at Tyskland gik ind i Første Verdenskrig. Da tyskerne og deres allierede tabte den krig, mistede de preussiske junkere magten. Den preussiske konge og de andre tyske konger måtte rejse. Tyskland blev til Weimarrepublikken. I 1919 blev den polske stat genetableret ved Versailles-traktaten, og Preussen måtte afgive en stor del af sit land. Den polske korridor blev delt mellem Østpreussen og Tyskland.

Enden for Preussen

Ved slutningen af Første Verdenskrig blev Vestpreussen ved Versailles-traktaten adskilt fra resten af Tyskland for at oprette den frie by Danzig og den polske korridor, så Polen fik adgang til havet i stedet for at være indlandsskibet. Nogle mennesker ønskede også at opdele Preussen i mindre stater, men det skete ikke. Preussen blev den "preussiske fri stat" (Freistaat Preußen), den største stat i Weimarrepublikken. Den preussiske fri stat udgjorde mere end 60 % af alt land i Weimarrepublikken. Den preussiske fri stat indeholdt det industrielle Ruhrområde og byen Berlin, så der boede mange mennesker med venstreorienterede politiske ideer i den. Socialdemokraterne og det katolske centrum havde magten i det meste af 1920'erne.

I 1932 overtog Tysklands konservative kansler Franz von Papen kontrollen med Preussen og gjorde en ende på statens demokratiske forfatning. Det var også enden på det tyske demokrati. I 1933 blev Hermann Göring indenrigsminister i Preussen; han var nu meget stærk. I 1934 tog nazisterne magten over de tyske stater.

I 1945 erobrede Sovjetunionens hær hele det østlige og centrale Tyskland (og Berlin). Polen indtog alt øst for Oder-Neisse-linjen, f.eks. Schlesien, Pommern, det østlige Brandenburg og Østpreussen. Sovjetunionen indtog den nordlige tredjedel af Østpreussen, herunder Königsberg, det nuværende Kaliningrad. Omkring ti millioner tyskere måtte flygte fra disse områder. Polakker og russere flyttede ind i deres sted. På grund af dette, og fordi kommunisterne overtog kontrollen med landet i DDR, også kaldet Østtyskland, var det slut med Junker og Preussen.

I 1947 blev USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen formelt enige om Preussens ophør. I den sovjetiske zone (som fra 1949 blev kaldt DDR), som omfattede de preussiske områder, lå nu delstaterne Brandenburg og Sachsen-Anhalt. De preussiske dele af Pommern gik til Mecklenburg-Vorpommern. I 1952 holdt DDR-regeringen op med at bruge delstater og brugte i stedet distrikter. I 1990, da DDR ophørte, vendte delstaterne tilbage. I Vesten (der fra 1949 blev kaldt Forbundsrepublikken Tyskland eller Vesttyskland) blev de preussiske områder overført til Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen, Hessen, Rheinland-Pfalz og Slesvig-Holsten. Baden-Württemberg fik Hohenzollern-landene.

Ideen om Preussen er ikke helt død i Tyskland. Nogle mennesker ønsker at samle delstaterne Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern og Berlin og kalde dem Preussen. Men de tyske politikere er ikke interesserede i den idé. Berlins forfatning giver mulighed for, at Berlin og Brandenburg kan blive én delstat, men befolkningen i Berlin stemte imod den 5. maj 1996.

 
  Territorier, der gik tabt efter Første Verdenskrig   Områder, der gik tabt efter Anden Verdenskrig   Nutidens Tyskland  


Væksten i Brandenburg-Preussen, 1600-1795  


Preussen i det tyske kejserrige 1871-1918  


Otto von Bismarck