Preussen (/ˈprʌʃə/; tysk: Preußen, udtales [ˈpʁɔʏsn̩] (audio speaker icon lytte), gammelpreussisk: Prūsa eller Prūsija) var en række lande. Oprindeligt var det en historisk fremtrædende tysk stat, der opstod i 1525. For det meste bruges navnet om Kongeriget Preussen, som lå i Nordeuropa. Det var en del af Tyskland i en periode, og det omfattede land i Polen, Frankrig og Litauen. Navnet "preussisk" har haft en masse forskellige betydninger før og nu:

  • De baltiske preusseres land (i dag dele af det sydlige Litauen, Kaliningrad og det nordøstlige Polen);
  • Teutoniske ridderes landområder (en gruppe religiøse soldater i det 12. århundrede);
  • En del af den polske krones landområder, Royal Prussia;
  • Et len under den polske krone, Hertug Preussen, senere under Hohenzollern-familiens kontrol i Brandenburg;
  • Alt Hohenzollern-land, både i og uden for Tyskland;
  • Et uafhængigt kongerige fra det 17. århundrede til 1871;
  • Den største del af det tyske kejserrige, Weimarrepublikken og Nazityskland fra 1871 til 1945.

I 1934 holdt Tyskland op med at bruge navnet Preussen for dette område, og i 1947 ophævede de allierede staten Preussen og delte dens territorium mellem sig selv og de nye tyske stater. I dag anvendes navnet kun til historisk, geografisk eller kulturel brug.

Navnet Preussen stammer fra Borussia eller Prussia, som boede i Østersøområdet og talte det gammelpreussiske sprog. Hertug Preussen var et len af kongeriget Polen indtil 1660, og det kongelige Preussen var en del af Polen indtil 1772. I slutningen af det attende og begyndelsen af det nittende århundrede begyndte de fleste tysktalende preussere at betragte sig selv som en del af den tyske nation. De mente, at den preussiske levevis var meget vigtig:

  • Perfekt organisation
  • Offer (at give andre mennesker noget, du har brug for)
  • Overholdelse af loven

Fra slutningen af det 18. århundrede havde Preussen stor magt i Nordtyskland og i hele Centraleuropa; det var det stærkeste land i politik og økonomi, og det havde flest mennesker. Efter at kansler Otto von Bismarck opløste det tyske forbund, annekterede Preussen næsten hele Nordtyskland. I 1871, efter den fransk-preussiske krig, oprettede von Bismarck det tyske kejserrige, og Preussen var centrum for riget, og kongerne af Preussen var Tysklands kejsere.


Oprindelse og tidlig historie

Preussens historie begynder i Middelalderen med de baltiske prusser og de teutoniske riddere, som etablerede en stat i Østersøområdet. I 1525 sekulariserede den sidste stormester af teutonerordenen, Albrecht af Brandenburg-Ansbach, ordensstaten og grundlagde Hertugdømmet Preussen som et len under Polen. Senere kom Hertug Preussen under Hohenzollern-dynastiet i Brandenburg, og gennem aftaler som dem fra 1657–1660 opnåede hertugdømmet gradvis større uafhængighed af Polen.

Hohenzollern-familiens stigende magt

I 1701 tog kurfyrsten af Brandenburg, som også var hertug i Preussen, titlen konge i Preussen (Frederik I), og det markerede begyndelsen på Kongeriget Preussen. Over de følgende århundreder voksede Preussen ved krige, arv og diplomati. Under Frederick II (Frederik den Store, regerede 1740–1786) blev staten en stor europæisk magt med udvidelser i Slesvig, Pommern og andre områder.

Reformer, modernisering og samling

Efter de nederlag og udfordringer, der fulgte Napoleonskrigene, gennemførte Preussen omfattende reformer: militære reformer (Scharnhorst, Gneisenau), administrative og juridiske reformer og uddannelsesreformer, bl.a. Humboldt-universitetets betydning for forskning og undervisning. I det 19. århundrede gennemgik Preussen hurtig industrialisering, udvikling af infrastruktur (jernbaner) og vækst i byen.

Preussen og Tysklands forening

Under Otto von Bismarck blev Preussen det dominerende tysktalende land i Centraleuropa. Gennem tre krige (mod Danmark 1864, mod Østrig 1866 og mod Frankrig 1870–71) sikrede Preussen foreningen af de tyske stater i 1871, hvorved Kongeriget Preussen blev den største og mest magtfulde del af det nyslåede tyske kejserrige. Den preussiske konge blev samtidig tysk kejser.

Samfund, kultur og styreform

Preussen var kendt for sin stærke bureaukrati- og officerklasse, et veludviklet retssystem og en tradition for offentlig orden. Uddannelse og teknisk viden blev prioriteret; skolesystemet og universiteterne spredte både borgerlige og militære værdier. Den såkaldte "preussiske dyd"—orden, pligt og disciplin—blev både idealiseret og kritiseret.

20. århundrede, afskaffelse og eftermæle

I 1918 førte nederlaget i Første Verdenskrig til monarkiets fald i Tyskland og Preussens rolle som kongehusets magtbase sluttede. I Weimarrepublikken bevarede Preussen stor administrativ vægt som fri stat, men efter nazisternes magtovertagelse blev den føderale struktur svækket (lovgivning i 1934). Efter Anden Verdenskrig ophævede de allierede officielt staten Preussen i 1947 (Control Council Law No. 46), og dens tidligere territorier blev delt mellem Polen, Sovjetunionen og de nye tyske delstater.

Geografi, befolkning og sprog

Preussens territorium ændrede sig meget over tid: fra Østersø-områderne i øst til store provinser i det nordlige og centrale Tyskland samt grænser helt mod Rhinen i vest. Befolkningen var etnisk blandet: tysktalende flertal i mange områder, men også betydelige polske, litauiske, jødiske og andre mindretal. Gammelpreussisk var et baltisk sprog, men i løbet af de sidste århundreder afløstes det af tysk i de fleste områder.

Arv og kontroverser

Preussens arv er kompleks. På den ene side forbindes Preussen med effektiv forvaltning, uddannelse, militær professionalisme og økonomisk modernisering. På den anden side kritiseres preussisk kultur ofte for militarisme, autoritære tendenser og en elitær officerkultur, som spillede en rolle i Europas konflikter i 1800- og 1900-tallet. Mange historikere understreger, at både positive og negative træk i den preussiske tradition har påvirket moderne tysk politik og samfund.

Kilder og videre læsning

  • Grundlæggende datoer: 1525 (sekularisering), 1701 (kongerige), 1871 (tysk forening), 1918 (monarkiets fald), 1947 (officiel opløsning).
  • Større temaer at undersøge: Hohenzollern-dynastiets rolle, preussiske reformer efter Napoleonskrigene, Otto von Bismarcks politik, og den administrative struktur i de preussiske provinser.

Samlet set var Preussen en central aktør i Europas historie fra tidligmodern tid til midten af det 20. århundrede. Dets politiske eksistens som stat er ophørt, men navnet og de institutionelle og kulturelle arv lever videre i historisk forskning, i stednavne og i debatten om Europas udvikling.