Otto von Bismarck: Preussisk statsmand og Tysklands første kansler

Otto von Bismarck — Preussisk statsmand og Tysklands første kansler: Hans rolle i samlingen af Tyskland, magtpolitik, titler og indflydelse i 1800-tallet.

Prins Otto Eduard Leopold von Bismarck-Schönhausen hertug af Lauenburg (1. april 1815 - 30. juli 1898) var en aristokrat og statsmand i det 19. århundrede i Europa. Som premierminister i Preussen fra 1862 til 1890 var han hovedansvarlig for at forene de fleste af de mange uafhængige tyske lande til det nye tyske kejserrige i 1871. Han blev den første kansler i riget.

I 1865 var han Graf von Bismarck-Schönhausen, siden 1871 Fürst von Bismarck (prins Bismarck) og siden 1890 Herzog von Lauenburg (hertug af Lauenburg). I begyndelsen ønskede han ikke hertugtitlen, men accepterede den senere.

Tidlige år og politisk opbygning

Bismarck var født ind i en gammel preussisk junkerfamilie og uddannede sig til jurist. Han begyndte sin karriere i det preussiske diplomati og blev senere medlem af den konservative landstand. Hans erfaring fra administration og diplomati formede hans politiske stil: pragmatisk, magtorienteret og uden sentimentalitet over for ideologi — en tilgang der senere blev kendt som realpolitik.

Vejen til tysk enhed

Bismarck brugte en kombination af diplomati, alliancer og krig for at ændre magtbalancen i Centraleuropa til Preussens fordel. Nogle af de vigtigste skridt var:

• Krigen mod Danmark (1864) om hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som styrkede Preussens position i Nordslesvig.
• Austro-preussiske krig (1866), hvor Preussen besejrede Østrig og ekskluderede Østrig fra tyske anliggender, hvilket banede vejen for en nordtysk samling under preussisk ledelse.
• Fransk-preussiske krig (1870–71), der førte til en patriotisk bølge og den endelige samling af de tyske stater i det tyske kejserrige, proklameret i Spejlsalen i Versailles den 18. januar 1871.

Indenrigspolitik: Kulturkampf, sociallovgivning og magtkampe

Som kansler søgte Bismarck at konsolidere den nye stat gennem både konfrontation og reform. Han førte Kulturkampf mod den katolske kirke i 1870'erne for at begrænse kirkens politiske indflydelse. Samtidig indførte han progressive sociale reformer for at dæmme op for socialismen og sikre arbejderklassens loyalitet til staten. Vigtige sociale love omfattede:

• Sygeforsikring (1883),
• Ulykkesforsikring (1884),
• Folkepension og invalideforsikring (1889).

Disse reformer gjorde Bismarck til pioner i moderne sociallovgivning, samtidig med at han fortsatte med at undertrykke radikale bevægelser og oppositionspartier.

Udenrigspolitik og magtbalance

Bismarcks udenrigspolitik søgte at sikre Tysklands position gennem et komplekst system af alliancer og aftaler, ofte omtalt som Bismarcks system. Målet var at isolere Frankrig diplomatisk og opretholde status quo i Europa for at undgå en koalition rettet mod Tyskland. Han var således fortaler for fred gennem styrke og omhyggelig diplomatisk manøvrering frem for ekspansionistisk krigsførelse.

Afsked og eftermæle

I 1890 kom han i konflikt med den nye kejser, Wilhelm II, som ønskede en anden kurs i både indenrigs- og udenrigspolitikken. Bismarck afgik ved kejserens pres samme år. Han tilbragte sine sidste år på sit gods i Friedrichsruh og døde i 1898. Hans politiske arv er stor: han sammensatte det moderne Tyskland, indførte grundlæggende sociale reformer og udformede et diplomatisk system, der prægede europæisk politik i årtier. Han omtales ofte som "jernkansleren" på grund af sin faste og til tider hårdhændede stil.

Personligt

Bismarck var gift med Johanna von Puttkamer, og familien spillede en vigtig rolle i hans privatliv og netværk. Han var kendt for sin skarpe tunge, strategiske sans og evne til at kombinere aristokratisk autoritet med moderne statsførelse.

Søg efter bogstav