Otto von Bismarck
Prins Otto Eduard Leopold von Bismarck-Schönhausen hertug af Lauenburg (1. april 1815 - 30. juli 1898) var en aristokrat og statsmand i det 19. århundrede i Europa. Som premierminister i Preussen fra 1862 til 1890 var han hovedansvarlig for at forene de fleste af de mange uafhængige tyske lande til det nye tyske kejserrige i 1871. Han blev den første kansler i riget.
I 1865 var han Graf von Bismarck-Schönhausen, siden 1871 Fürst von Bismarck (prins Bismarck) og siden 1890 Herzog von Lauenburg (hertug af Lauenburg). I begyndelsen ønskede han ikke hertugtitlen, men accepterede den senere.
Bismarck-monumentet, Hamburg
Tysklands genforening
I 1860'erne skabte han en række krige, der forenede de fleste tyske stater undtagen Østrig til et magtfuldt tysk imperium under preussisk ledelse. Det fik han i 1871 og "forblev ubestridt verdensmester i multilateralt diplomatisk skakspil i næsten tyve år efter 1871, [og] helligede sig udelukkende og med succes at opretholde freden mellem magterne".
Bismarck førte krige mod Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1871). Alle havde til formål at få mere land til det tyske rige. Krigen mod Frankrig var meget betydningsfuld i det lange løb. Frankrig mistede Alsace-Lothringen. Den tyske sejr, under den geniale Helmuth von Moltke, gjorde Tyskland til det vigtigste land i Centraleuropa.
Efter kejserens og hans søns (Frederik III) død i 1888 begyndte en ny æra uden Bismarck og den ældre von Moltke, men med kejser Wilhelm II på tronen.
Politik i hjemmet
Bismarck var meget konservativ og havde en stærk tilknytning til monarkiet. Han var ikke en stor tilhænger af demokrati. Hans vigtigste mål var at gøre Preussen stærkere, og det opnåede han ved at forene Tyskland. Bismarck forsøgte at stoppe den socialistiske bevægelse og at reducere den katolske kirkes magt.
En måde at stoppe socialismen på var at gøre arbejderklassen glad. Det gjorde han ved at indføre mange sociale reformer som f.eks. offentlig syge- og ulykkesforsikring samt pensioner til gamle mennesker. Bismarcks pensionsordning var en forløber for den moderne velfærdsstat.
