Den fransk-preussiske krig var en krig mellem Frankrig og Preussen. Nogle tyske allierede til Preussen deltog også. Krigen blev fremprovokeret af Otto Von Bismarck, den preussiske kansler. Han ønskede at forene tyskerne ved at få dem til at kæmpe sammen mod en fælles fjende. Bismarck gjorde dette ved at irritere den franske kejser Louis-Napoléon Bonaparte (Napoleon III). Krigen startede, da Frankrig erklærede krig den 19. juli 1870. Den sluttede den 10. maj 1871. Preussen vandt.

Årsager

Krigen var resultat af flere politiske og nationale faktorer:

  • Tysk nationalisme og Bismarcks strategi: Otto von Bismarck ønskede at samle de tyske stater under preussisk ledelse. En udenlandsk konflikt kunne forene de forskellige tyske stater og gøre Preussen til centrum for en samlet tysk stat.
  • Magtbalance i Europa: Frankrig følte sig truet af Preussens voksende magt og ønskede at bevare sin position som førende kontinentalmagt.
  • Sagen om den spanske trone: Da en kandidat fra den preussiske (højadelige) Hohenzollern-slægt blev nævnt som mulig spansk konge, førte dette til diplomatiske spændinger. Den såkaldte Ems-depeche og efterfølgende manipulationer af offentligheden udenrigspolitisk eskalerede konflikten og gav Frankrig en påskud til at gå i krig.

Forløb

Kampene begyndte sommeren 1870 og udviklede sig hurtigt til en krig præget af hurtige preussiske fremskridt:

  • Mobilisering og teknologi: Preussen udnyttede moderne infrastruktur som jernbaner og telegraf for hurtig mobilisering og koordinering. Den preussiske generalstab var velorganiseret, og brugen af moderne geværer og tungt artilleri gav fordele i slagene.
  • Tidlige slag: De tyske styrker vandt en række store sejre i felten. Slag som Wörth og Gravelotte viste preussisk overlegenhed i taktik og organisation.
  • Sedan og fangst af kejseren: Det afgørende slag fandt sted ved Sedan (1.–2. september 1870), hvor den franske hær led et stort nederlag, og Napoleon III blev taget til fange sammen med titusinder af franske soldater. Dette førte til kollapset af det andet kejserrige i Frankrig og etableringen af en republikær regering (Den Tredje Republik).
  • Belægringen af Paris: Efter feltnederlagene fortsatte de tyske styrker mod Paris. Hovedstaden blev omringet og underkastet en hård belejring (september 1870–januar 1871), hvilket førte til sult, bombardementer og civile lidelser.
  • Proklamation af det tyske kejserrige: Mens krigen stadig stod på, blev Wilhelm I af Preussen proklameret som tysk kejser i Versailles den 18. januar 1871 — et symbolsk og politisk højdepunkt for tysk enhed.

Vigtige datoer

  • 19. juli 1870: Frankrig erklærer krig mod Preussen.
  • 1.–2. september 1870: Slaget ved Sedan — afgørende preussisk sejr; Napoleon III taget til fange.
  • 18. januar 1871: Wilhelm I proklameres som tysk kejser i Versailles.
  • 10. maj 1871: Freden i Frankfurt afslutter krigen formelt.

Fred og grænseændringer

Freden blev forhandlet i Frankfurt og indebar betydelige konsekvenser for Frankrig:

  • Territorial afståelse: Frankrig afstod Alsace og dele af Lorraine til det nyerklærede tyske kejserrige. Det ændrede både grænsen og folks tilhørsforhold i de berørte områder.
  • Krigserstatning: Frankrig blev pålagt en stor krigserstatning (et beløb i milliarder franc), hvilket styrkede Tysklands økonomiske position og skulle finansiere den tyske opbygning efter krigen.

Konsekvenser

Krigens følger var dybtgående både i Frankrig, i Tyskland og i resten af Europa:

  • Tysk enhed: Den vigtigste konsekvens var skabelsen af det tyske kejserrige (Det andet tyske rige) under Hohenzollern-dynastiet, hvor Preussen blev dominerende. Bismarcks mål om tysk national samling var opfyldt.
  • Politiske ændringer i Frankrig: Nederlaget førte til kejserrigets fald og etableringen af Den Tredje Republik. Internt udløste krisen også radikale begivenheder som Pariserkommunen i foråret 1871, en kort og blodig revolutionær periode i Paris som reaktion på nederlaget og regeringens politik.
  • Langsigtet fjendskab og revanchisme: Tabet af Alsace-Lorraine skabte bitterhed i Frankrig og en politik for revanche (revanchisme), som blev en del af europæisk politik i årtierne op til Første Verdenskrig.
  • Ændret magtbalance i Europa: Tysklands fremvækst som dominerende kontinentalmagt ændrede balanceforholdene i Europa og førte til nye alliancer og rivaliseringer.
  • Humanitære og økonomiske konsekvenser: Krigen medførte store menneskelige tab og ødelæggelser; mange soldater og civile led, og økonomierne blev påvirket af krigsudgifter og reparationskrav.

Tabstal og efterspil

Præcise tabstal varierer mellem kilder, men krigen kostede hundredtusinder af soldater livet eller førte til alvorlige skader og fangeoptællinger. Udover de umiddelbare tab betød belejringen og krigen store lidelser for civilbefolkningen, især i Paris. Den hurtige tyske sejr styrkede Preussens og Bismarcks position, men skabte også en fjendtlig holdning i Frankrig, som prægede europæisk politik fremover.

Betydning i historisk perspektiv

Den fransk-preussiske krig markerer et vendepunkt i europæisk historie: den skabte et samlet Tyskland som en magtfuld stat, svækkede Frankrigs position midlertidigt og ændrede de diplomatiske relationer i Europa. Krigens konsekvenser — territorialt, politisk og psykisk — spillede en væsentlig rolle i de spændinger, der opbyggedes i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.