Absint | en destilleret stærkt alkoholisk drik
Absint er en destilleret stærkt alkoholisk drik. Det er en 45-74% alkohol i volumen (90-148 U.S. proof) drik. Det er en spiritus med anissmag, der er fremstillet af urter. Urterne omfatter blomster og blade af Artemisia absinthium ("stor malurt"), sammen med grøn anis, sød fennikel.
Absint har en naturlig grøn farve, men kan også være farveløs. I historisk litteratur omtales den ofte som "la fée verte" (den grønne fe). Det er ikke en likør, fordi den ikke traditionelt tappes på flaske med tilsat sukker; derfor er det en spiritus.
Absint er aftappet med et højt alkoholindhold, men den fortyndes normalt med vand, før den drikkes. Absint stammer fra Val-de-Travers i Schweiz. Den var meget populær i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i Frankrig. Kunstnere og forfattere i Paris drak den. De romantiske associationer til drikken er stadigvæk til stede i populærkulturen. I slutningen af 1900 drak franskmændene over 2 millioner liter absint om året. I 1910 var dette tal steget til 36 millioner liter. Ernest Hemingway, James Joyce, Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Arthur Rimbaud, Henri de Toulouse-Lautrec, Amedeo Modigliani, Pablo Picasso, Vincent van Gogh, Oscar Wilde, Aleister Crowley, Erik Satie og Alfred Jarry var alle kendte absintdrikkere.
Absint er ofte blevet anset for at være et farligt vanedannende psykoaktivt stof og hallucinogen. Den kemiske forbindelse thujone, som kun findes i spormængder i spiritussen, blev beskyldt for de påståede skadelige virkninger. I 1915 var absint blevet forbudt i USA og i store dele af Europa, herunder Frankrig, Nederlandene, Belgien, Schweiz og Østrig-Ungarn.
Det er dog ikke blevet påvist, at det er farligere end almindelig spiritus. Nyere undersøgelser har vist, at absinths psykoaktive virkninger (bortset fra alkoholen) er blevet overdrevet. Absint blev genoplivet i 1990'erne, efter at EU's moderne lovgivning om fødevarer og drikkevarer fjernede hindringerne for produktion og salg af absint. I begyndelsen af det 21. århundrede blev der produceret næsten 200 absintmærker i en halv snes lande, især i Frankrig, Schweiz, Australien, Spanien og Tjekkiet.
Et glas fyldt med en naturligt farvet verte. Ved siden af står en absintske.
Historie
Absinthens præcise oprindelse er ukendt. Malurt har været anvendt medicinsk siden 1500 f.Kr. I 1797 åbnede Henry-Louis Pernod det første absintbrænderi, kaldet "Dubied Père et Fils", i Couvet. I 1805 byggede Pernod et andet destilleri i Pontarlier, Frankrig,
Absinthe's popularitet voksede langsomt. I 1840'erne blev absint givet til franske soldater som malariabehandling. Da tropperne vendte hjem, begyndte de at drikke absint sammen med vand. Den blev populær på barer og bistroer. Efter 1860'erne var absint blevet så populær, at den var til salg på de fleste caféer og cabareter. I 1880'erne var prisen faldet meget, markedet blev større, og absinth blev snart Frankrigs drik. I 1910 drak franskmændene 36 millioner liter absint om året.
Forbud
Absint blev ofte kædet sammen med voldsforbrydelser, der angiveligt blev begået under påvirkning af absint. I kombination med brugen af hård spiritus og den lave pris blev absint et socialt problem i Frankrig. Vinproducentgrupper offentliggjorde ofte problemer med absint. Journalister gav absinth skylden for mange sociale problemer.
I 1900 blev absint forbudt i Schweiz. Forbuddet mod absint blev endda skrevet ind i forfatningen i 1907 efter et folkeinitiativ. Nederlandene forbød absint i 1909, efterfulgt af USA i 1912 og Frankrig i 1915. Omkring samme tid forbød Australien også denne spiritus. Efter absintforbuddet oplevede vin- og whiskyproducenterne en stor stigning i salget.
Moderne genoplivning
I 1990'erne opdagede en importør, at der ikke fandtes nogen britisk lov, der forbød salg af absint. Det havde aldrig været forbudt i Det Forenede Kongerige. Hill's Liquere, et tjekkisk destilleri, der blev grundlagt i 1920, begyndte at fremstille Hill's Absinth. Dette var en absint i bøhmisk stil, som startede en genfødsel af absinthens popularitet.
Den er aldrig blevet forbudt i Spanien eller Portugal, hvor den fortsat fremstilles. Frankrig har aldrig ændret loven fra 1915. I 1988 blev der vedtaget en ny lov. Den forbyder kun drikkevarer, der kalder sig "absint", og drikkevarer, der ikke opfylder EU's lovgivning om thujon. Thujon er det kemikalie, som man mente var årsag til absinths hallucinerende (onde drømme) virkning.
I Nederlandene blev den gamle lov om forbud mod absint med succes anfægtet af vinhandleren Menno Boorsma fra Amsterdam. I juli 2004 blev det igen lovligt at fremstille absint.
I Schweiz blev det forfatningsmæssige forbud mod absint ophævet i 2000 i forbindelse med en revision af den nationale forfatning. Forbuddet blev i stedet skrevet ind i den almindelige lovgivning. Absinth sælges nu ikke kun i Schweiz, men destilleres også igen i sit oprindelsessted Val-de-Travers.
I USA er det svært at forstå lovene om forbud mod absint. I nogle stater er det lovligt at have en flaske absint, men ikke at købe eller producere den. Eksport og import af absint er sandsynligvis ulovlig.
Grande Wormwood, en af de tre vigtigste urter, der anvendes til fremstilling af absint
Tilberedning af absint på den traditionelle måde
Samling af absintskefler. Det er specielle skeer, der bruges til at holde sukkerterningen. Der hældes iskoldt vand over sukkeret for at fortynde absinthen. Bemærk spalten på håndtaget, som gør det muligt for skeen at hvile sikkert på glassets kant.
Anis, en af de tre vigtigste urter, der anvendes til fremstilling af absint
Fennikel, en af de tre vigtigste urter, der anvendes til fremstilling af absint
Tilberedningen
Traditionelt hælder man absint i et glas. Derefter placeres en sukkerterning i skålen på en særlig ske. Der hældes eller dryppes iskoldt vand over sukkeret, indtil drikken er fortyndet. Under denne proces gør de dele, der ikke er opløselige i vand, væsken uklar. Den resulterende mælkeagtige opalescens kaldes louche.
Produktion
De vigtigste urter, der bruges til at fremstille absint, er grøn anis, florence fennikel og grande malurt, som ofte kaldes den "hellige treenighed". Der kan også anvendes mange andre urter, f.eks. isop, melisse, stjerneanis, petite malurt (Artemisia pontica eller romersk malurt), angelikarod, sødt flag, dittany blade, koriander, veronica, enebær, muskatnød og forskellige bjergurter.
Urterne lægges først i blød, et trin, der kaldes "maceration". Ved destillationsprocessen tilsættes varme, hvorved der udvindes en ren væske. Malurt, anis og fennikel giver en farveløs væske eller et destillat, der indeholder ca. 72 % alkohol. Destillatet kan tappes klart på flaske, så man får en Blanche eller la Bleue absint. I et andet trin kan væsken farves ved hjælp af kunstige eller naturlige farvestoffer.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er absint?
A: Absint er en destilleret, stærkt alkoholisk drik med anissmagende spiritus, der er fremstillet af urter, herunder blomster og blade af Artemisia absinthium ("stor malurt"), sammen med grøn anis og sød fennikel. Den kan være naturligt grøn i farven eller farveløs.
Spørgsmål: Hvor stærk er absint?
A: Absint har et alkoholindhold på 45-74 volumenprocent (90-148 U.S. proof).
Spørgsmål: Hvor stammer absint fra?
Svar: Absinth stammer fra Val-de-Travers i Schweiz.
Sp: Hvornår var den populær?
Svar: Absinthe var meget populær i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i Frankrig, især blandt parisiske kunstnere og forfattere.
Spørgsmål: Var der noget, der tydede på, at absint havde farlige virkninger?
Svar: Den kemiske forbindelse thujone, som kun findes i spor af spiritus, blev beskyldt for at have skadelige virkninger, men det er ikke blevet påvist, at den er farligere end almindelig spiritus. Nyere undersøgelser har vist, at de psykoaktive virkninger var overdrevne.
Spørgsmål: Hvornår blev den forbudt?
A: I 1915 var absint blevet forbudt i USA og i store dele af Europa, herunder Frankrig, Holland, Belgien, Schweiz og Østrig-Ungarn.
Spørgsmål: Er der en genoplivning af absint nu?
A: Ja - en genoplivning af absint begyndte i 1990'erne, efter at EU's moderne lovgivning om fødevarer og drikkevarer fjernede hindringerne for produktion og salg af absint. I begyndelsen af det 21. århundrede blev der produceret næsten 200 mærker i flere lande som Frankrig, Schweiz, Australien, Spanien og Tjekkiet.
