Absint er en destilleret stærkt alkoholisk drik. Det er en 45-74% alkohol i volumen (90-148 U.S. proof) drik. Det er en spiritus med anissmag, der er fremstillet af urter. Urterne omfatter blomster og blade af Artemisia absinthium ("stor malurt"), sammen med grøn anis, sød fennikel.

Absint har en naturlig grøn farve, men kan også være farveløs. I historisk litteratur omtales den ofte som "la fée verte" (den grønne fe). Det er ikke en likør, fordi den ikke traditionelt tappes på flaske med tilsat sukker; derfor er det en spiritus.

Absint er aftappet med et højt alkoholindhold, men den fortyndes normalt med vand, før den drikkes. Absint stammer fra Val-de-Travers i Schweiz. Den var meget populær i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i Frankrig. Kunstnere og forfattere i Paris drak den. De romantiske associationer til drikken er stadigvæk til stede i populærkulturen. I slutningen af 1900 drak franskmændene over 2 millioner liter absint om året. I 1910 var dette tal steget til 36 millioner liter. Ernest Hemingway, James Joyce, Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Arthur Rimbaud, Henri de Toulouse-Lautrec, Amedeo Modigliani, Pablo Picasso, Vincent van Gogh, Oscar Wilde, Aleister Crowley, Erik Satie og Alfred Jarry var alle kendte absintdrikkere.

Absint er ofte blevet anset for at være et farligt vanedannende psykoaktivt stof og hallucinogen. Den kemiske forbindelse thujone, som kun findes i spormængder i spiritussen, blev beskyldt for de påståede skadelige virkninger. I 1915 var absint blevet forbudt i USA og i store dele af Europa, herunder Frankrig, Nederlandene, Belgien, Schweiz og Østrig-Ungarn.

Det er dog ikke blevet påvist, at det er farligere end almindelig spiritus. Nyere undersøgelser har vist, at absinths psykoaktive virkninger (bortset fra alkoholen) er blevet overdrevet. Absint blev genoplivet i 1990'erne, efter at EU's moderne lovgivning om fødevarer og drikkevarer fjernede hindringerne for produktion og salg af absint. I begyndelsen af det 21. århundrede blev der produceret næsten 200 absintmærker i en halv snes lande, især i Frankrig, Schweiz, Australien, Spanien og Tjekkiet.

Fremstilling og typer

Absint fremstilles typisk ved, at udvalgte urter først udblødes (macereres) i neutral alkohol og derefter destilleres. Efter destillation kan nogle producenter tilsætte yderligere urter for at give farve og ekstra aroma («reductive colouring»), hvilket især gælder for den traditionelle grønne absint.

  • Blanche/bianco (klar): Efter destillation forlades den uden efterfarvning. Den er farveløs og har ofte en renere, skarpere anissmag.
  • Verte (grøn): Får sin grønne nuance ved at tilsætte aromatiske urter efter destillation, hvor klorofyl fra fx grønt malurt eller andre grønne urter giver farven.

Under fremstillingen spiller essentielle olier fra anis og fennikel en central rolle for smagsprofilen. Den velkendte «louche»-effekt (en mælkehvid uklarhed), som opstår når vand tilsættes, skyldes, at disse olier er uopløselige i vand og danner fine partikler, når alkoholen fortyndes.

Ingredienser

De vigtigste ingredienser i klassisk absint er:

  • Artemisia absinthium (stor malurt) — Artemisia absinthium er karakteristisk for absint og bidrager med bitterhed og nogle aromastoffer.
  • Anis (grøn anis) — giver den sødlig-urtesmag, der kendetegner absint.
  • Fennikel — understøtter anisprofilen og rundhed i smagen.
  • Yderligere urter som hyld, koriander, angelikarod, salvie og forskellige blomsterblade kan indgå afhængig af opskrift og producent.

Virkninger og sundhed

De akutte virkninger ved at drikke absint skyldes primært det høje alkoholindhold: beruselse, nedsat koordination og bedømmelsesevne, samt ved store mængder risiko for alkoholforgiftning. I begyndelsen af 1900-tallet blev thujone — et stof i malurt — mistænkt for at forårsage epileptiske anfald, hallucinationer og afhængighed, men moderne analyser har vist, at thujone normalt findes i meget lave koncentrationer i kommerciel absint, og at historiske skader i høj grad skyldes billig eller industrialiseret spiritus af lav kvalitet og høj alkoholforbrug generelt.

Sikkerheds- og lovgivningsmæssige rammer varierer fra land til land; EU og mange nationale myndigheder regulerer thujoneindholdet i fødevarer og drikkevarer. Som ved alle spiritusser anbefales moderation, og absint bør ikke indtages af gravide, ammende eller personer med visse helbredstilstande.

Servering, smag og ritualer

Den klassiske måde at servere absint på omfatter:

  • Et specialglas og en absintske (flad ske med huller).
  • En sukkerknald på skeen (valgfrit) som placeres over glasset.
  • Koldt vand dryppes langsomt over sukkeret så det opløses og blander sig med absinten. Dette kan gøres med en absintbruser eller langsomt hældt fra en kande.

Vandets tilsætning fremhæver aromaerne og skaber den karakteristiske louche. Smagsmæssigt kan absint variere fra meget urte- og anisdomineret til mere kompleks med tydelig bitterhed fra malurt og florale nuancer.

Historie, forbud og genoplivning

Absintens storhedstid var i slutningen af 1800-tallet i Frankrig, hvor den blev et fast indslag i boheme- og kunstnerkredse. Bekymringer om folkesundhed, økonomiske interesser fra vin- og spiritusindustrien samt sensationelle medierapporter førte til forbud i mange lande i begyndelsen af 1900-tallet. Disse forbud blev senere mødt med moderne videnskabelige undersøgelser, der svækkede påstandene om særlige skadelige virkninger udover dem, der følger af alkohol.

I 1990'erne begyndte en langsom genoplivning, da lovgivningen i EU og andre steder tydeliggjorde reglerne for thujone og tillod produktion og salg under kontrollerede forhold. Der opstod nye mikrodestillerier og et marked for både historisk inspirerede og moderne fortolkninger af absint.

Kultur og indflydelse

Absint er tæt forbundet med kunstnerisk mytologi og litteratur — som nævnt drukket af en række berømte forfattere og malere. Den grønne farve og ritualet omkring servering har bidraget til absintens emblematiske status i populærkulturen, film og litteratur.

Alt i alt er absint en kompleks spiritus med en rig historie. Dens moderne fremtoning kombinerer håndværksmæssig destillation, traditionelle urter og nutidens fødevaresikkerhed, hvilket betyder, at man i dag kan opleve både autentiske historiske stilarter og nye, innovative varianter.