Erik Satie

Hans liv

Tidlige år

Han blev født som Alfred Eric Leslie Satie, men som voksen stavede han altid sit navn "Erik". Hans far havde været i shippingbranchen, men familien flyttede derefter til Paris. Han var endnu ganske ung, da hans mor døde, og han blev sendt tilbage til sin fødeby, Honfleur, for at blive opdraget af sin fars forældre. Hans bedstemor druknede imidlertid, så han blev sendt tilbage til Paris igen, hvor hans far underviste ham. Hans far var blevet gift igen. Hans nye kone var pianist og sendte den unge Eric til klaverundervisning på konservatoriet i Paris.

Satie hadede sine klaverlektioner. Hans lærer sagde, at han var den mest dovne elev på konservatoriet. Han var dårlig til at læse på synstolkning, men han fortsatte undervisningen, fordi det ville gøre det muligt for ham at aftjene et års militærtjeneste i stedet for fem. Faktisk var han mindre end et år i hæren, fordi han med vilje blev syg af bronkitis. Mens han fik det bedre, begyndte han at komponere. Hans far udgav et par sange, som han havde skrevet. Han kom dog ikke godt ud af det med sin familie, og han forlod hjemmet i 1887.

Den unge Satie

Satie lærte hurtigt mange mennesker at kende i den berømte cabaret Chat Noir. Han lod sit hår vokse langt og gik med habit og hat. Han skrev en ballet, som de fleste mennesker fandt chokerende. Han blev venner med Debussy, som var en af de eneste, der forstod de alvorlige årsager til Saties usædvanlige opførsel.

I 1890 flyttede han til nye værelser på øverste etage i et hus, så folk, som han skyldte penge, ikke kunne få fat i ham. Han forsøgte at komponere i en enkel stil og begyndte at interessere sig for mystisk religion og gotisk kunst. Han arvede en lille sum penge, som han købte sig syv fløjlsdragter, der alle var nøjagtig ens: en for hver ugedag. Han startede en kirke kaldet Église Métropolitaine d'Art de Jésus Conducteur (Metropolitan Church of Art of Conductor Jesus), men ingen tilhørte kirken undtagen ham selv.

I slutningen af 1898 flyttede han til Arceuil, en forstad til Paris. Her tilbragte han resten af sit liv. Han holdt op med at optræde offentligt og tjente penge ved at spille klaver på caféer og pubber. Hver morgen gik han de 10 kilometer ind til Paris og stoppede undervejs på caféer for at drikke eller komponere. Han bar bowlerhat, fløjkrave og bar altid en sammenrullet paraply. Hvis det regnede, havde han paraplyen under sin frakke for at holde den tør. Han havde også en hammer med, hvis nogen skulle angribe ham. Sent om aftenen gik han hjem igen eller tog det sidste tog tilbage. Hans lejlighed var et frygteligt rod.

Opgang til berømmelse

I 1905, som 39-årig, blev han igen student og studerede musik ved Schola Cantorum. Han ønskede at blive en bedre komponist. Han lærte at skrive fugaer. Han kunne stadig lide at bruge parodier i sin musik.

I 1911 spillede Maurice Ravel nogle af Saties klaverstykker offentligt. Pludselig begyndte folk at lægge mærke til Satie. De indså, at han havde været en af de første impressionistiske komponister. Debussy dirigerede hans Gymnopédies i sit arrangement for orkester. Musikkritikere begyndte at skrive artikler om Satie. Han var endelig ved at blive berømt. Han fik udgivet nogle humoristiske klaverstykker. Han tjente en del penge på sine kompositioner, så han kunne opgive at spille på cabareter. Han mødte Jean Cocteau, som præsenterede ham for Diaghilev, som han skrev musikken til Parade for. Nogle elskede det, andre hadede det, men folk fik øje på ham. Han blev bedt om at skrive mere teatermusik. Han var en meget vigtig indflydelse på de seks komponister, der blev kendt som Les Six. Han blev bedt om at skrive et symfonisk drama, som han kaldte Sokrates. Mange musikere mener, at det er hans bedste værk.

De sidste år

I 1920'erne skrev han mange artikler til aviser og tidsskrifter og blev forbundet med den kunstbevægelse, der var kendt som Dada. Hans balletter Relâche og Mercure chokerede begge publikum, da de blev opført første gang. Relâche er et tidligt eksempel på det, der senere blev til fremmedhedens teater.

Satie drak en masse alkohol og blev syg. Han fik skrumpelever og døde i 1925. Da hans venner kom ind i hans lejlighed efter hans død, var der så meget rod, at de måtte smide to vognlæs affald væk, før de kunne komme til hans papirer og manuskripter.

Hans musik

Satie var involveret i dans, teater og cabaret det meste af sit liv, og det er det, som meget af hans musik er skrevet til. Han prøvede altid nye idéer i sin musik. Han var i stand til at skrive i en senromantisk stil med kromatiske harmonier, men han skrev også i mere moderne stilarter og brugte ofte meget enkle idéer. Han var altid mere interesseret i smukke melodier end i at skrive komplicerede rytmer. Hans tre Gymnopédies er stadig meget populære. De synes at komme fra en gammeldags verden, hvor der hersker stor enkelhed. Hans tre Gnossiennes (1890) lyder mere orientalsk, og Satie skrev nogle meget mærkelige bemærkninger i musikken. Hans klaverstykke Vexations (1893) er et kort stykke med mærkelige, kromatiske akkorder, som pianisten så skal spille 840 gange. Uspud var et tidligt eksempel på det, der senere blev til "det absurde teater". Teksten var skrevet med små bogstaver: det var første gang, at det nogensinde var blevet gjort. Han skrev mange cabaretsange.

Senere, efter at han havde studeret ved Schola Cantorum, blev han berømt og skrev derefter masser af klaverstykker med sjove titler og mærkelige kommentarer (f.eks. "som en nattergal med tandpine"). Parade har mærkelige instrumenter som f.eks. skrivemaskiner. Socrate var hans mest seriøse værk.

Efter hans død skrev alle de mennesker, som han havde fornærmet, om Satie, at han var en dårlig komponist. Derfor blev han næsten glemt, indtil John Cage i 1960'erne begyndte at interessere sig for hans musik og gjorde den populær igen. Mange surrealistiske kunstnere blev ofte inspireret af Saties musik og idéer.