Erik Satie: Fransk komponist, Gymnopédies og minimalistisk pioner
Erik Satie — fransk komponist, skaber af Gymnopédies og minimalistisk pioner; eksentrisk, indflydelsesrig og afgørende for udviklingen af moderne musik.
Erik Satie (født Honfleur (Frankrig), 17. maj 1866; død Paris, 1. juli 1925) var en fransk komponist. Han huskes i dag især for sin excentriske adfærd og for at udfordre de gængse normer for, hvordan musik skulle tituleres og noteres. Han gav ofte sin musik usædvanlige titler, såsom Piece in the form of a pear (Stykke i form af en pære), og indskrev humoristiske eller mærkelige anvisninger direkte i partiturerne. Hans mest kendte kompositioner er de tre klaverstykker kaldet Gymnopédies. Det første af disse stykker er især berømt: en enkel, sangbar melodi lagt over et blidt akkompagnement med karakteristisk modal tonalitet og en rolig, næsten meditativ stemning. Ud over almindelige klaverstykker eksperimenterede Satie også med usædvanlige lyde og instrumenter, fx sirener og skrivemaskiner, når han arbejdede med scenisk musik og avantgardistiske forestillinger.
Satie var meget mere end en excentriker. Han spillede en central rolle i udviklingen af musikken i Frankrig i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Hans idéer og arbejdsmetoder påvirkede en række samtidige og senere komponister: han skrev nogle steder kromatisk musik, andre steder kompositioner der nærmer sig minimalisme, længe før disse stilarter blev almindelige. Mange yngre musikere og komponister blev påvirket af hans måde at tænke musik på. Satie var ikke en virtuos i traditionel forstand, men hans styrke lå i at skabe klare, enkle og originale musikalske ideer, ofte med et skarpt, ironisk eller poetisk udtryk. Han var også aktiv inden for andre kunstarter som f.eks. litteratur og maleri, og stod i forbindelse med moderne kunstneriske kredse og idéer — blandt andet det, som blev kaldt esprit nouveau (ny ånd) i tiden omkring Første Verdenskrig.
Liv og virke
Satie fik en blandet musikalsk uddannelse og levede størstedelen af sit voksne liv i Paris, hvor han arbejdede som frilans pianist, komponist og arrangør. Han var aktiv i miljøerne omkring Montmartre og Montparnasse og samarbejdede med teaterfolk, forfattere og billedkunstnere. Blandt hans mere markante scenearbejder er ballettet Parade (1917), skrevet til Sergei Diaghilevs Ballets Russes med libreto af Jean Cocteau og scenografi fra Pablo Picasso. I løbet af karrieren skrev han både små klaverstykker, sangnumre, teatermusik og større vokale værker som kantaten Socrate.
Musikalsk stil og nyskabelser
Saties stil er kendetegnet ved klarhed, enkelhed og ofte en ironisk distance. Han brugte korte motiver, gentagelse og en slags «afmattet» udtryk, hvor traditionelle harmoniske forventninger undertiden bliver undladt eller undermineret. Et af hans mere berømte begreber var musique d'ameublement (møbelmusik) — musik skrevet til at fungere som baggrund, ikke som fokuspunkt — en idé der i nogle henseender kan ses som forløber for senere ambient- og minimalistiske strømninger.
Indflydelse og eftermæle
Saties eksperimenter med form, orkestrering og musikalsk humor gjorde ham til en inspirationskilde for en række musikere og bevægelser: han påvirkede komponister som Claude Debussy i deres tidlige arbejde, dannede bro til grupper som Les Six og blev senere anerkendt af avantgardister og minimalister. Hans tanker om musikens funktion og hans sparsomme, gentagne figurer har haft efterklang hos 1900‑tallets komponister og hos eksperimentelle kunstnere som John Cage. I dag bruges Gymnopédies ofte i film, tv og reklamer, og Saties lettere ironiske, samtidig poetiske stil gør hans værker både populære og ofte genstand for nyfortolkning.
Bemærkninger om opførsel og billedsprog
Ud over sin musik var Satie kendt for sin usædvanlige påklædning, sine mærkelige titler og de mange små, skriftlige kommentarer i sine partiturer — alt sammen elementer, som bidrog til hans offentlige image som excentriker. Bag denne facade lå en målrettet kunstnerisk tanke: Satie vil ofte afsløre det indbyggede theater i musiklivet og pege på andre måder at høre og organisere lyd på.
Samlet set står Erik Satie som en nyskabende skikkelse, hvis enkle, præcise og ofte provokerende greb ændrede synet på, hvad musik kunne være, og som fortsat inspirerer musikere og lyttere verden over.
Erik Satie i 1920
Saties hus i Honfleur
Hans liv
Tidlige år
Han blev født som Alfred Eric Leslie Satie, men som voksen stavede han altid sit navn "Erik". Hans far havde været i shippingbranchen, men familien flyttede derefter til Paris. Han var endnu ganske ung, da hans mor døde, og han blev sendt tilbage til sin fødeby, Honfleur, for at blive opdraget af sin fars forældre. Hans bedstemor druknede imidlertid, så han blev sendt tilbage til Paris igen, hvor hans far underviste ham. Hans far var blevet gift igen. Hans nye kone var pianist og sendte den unge Eric til klaverundervisning på konservatoriet i Paris.
Satie hadede sine klaverlektioner. Hans lærer sagde, at han var den mest dovne elev på konservatoriet. Han var dårlig til at læse på synstolkning, men han fortsatte undervisningen, fordi det ville gøre det muligt for ham at aftjene et års militærtjeneste i stedet for fem. Faktisk var han mindre end et år i hæren, fordi han med vilje blev syg af bronkitis. Mens han fik det bedre, begyndte han at komponere. Hans far udgav et par sange, som han havde skrevet. Han kom dog ikke godt ud af det med sin familie, og han forlod hjemmet i 1887.
Den unge Satie
Satie lærte hurtigt mange mennesker at kende i den berømte cabaret Chat Noir. Han lod sit hår vokse langt og gik med habit og hat. Han skrev en ballet, som de fleste mennesker fandt chokerende. Han blev venner med Debussy, som var en af de eneste, der forstod de alvorlige årsager til Saties usædvanlige opførsel.
I 1890 flyttede han til nye værelser på øverste etage i et hus, så folk, som han skyldte penge, ikke kunne få fat i ham. Han forsøgte at komponere i en enkel stil og begyndte at interessere sig for mystisk religion og gotisk kunst. Han arvede en lille sum penge, som han købte sig syv fløjlsdragter, der alle var nøjagtig ens: en for hver ugedag. Han startede en kirke kaldet Église Métropolitaine d'Art de Jésus Conducteur (Metropolitan Church of Art of Conductor Jesus), men ingen tilhørte kirken undtagen ham selv.
I slutningen af 1898 flyttede han til Arceuil, en forstad til Paris. Her tilbragte han resten af sit liv. Han holdt op med at optræde offentligt og tjente penge ved at spille klaver på caféer og pubber. Hver morgen gik han de 10 kilometer ind til Paris og stoppede undervejs på caféer for at drikke eller komponere. Han bar bowlerhat, fløjkrave og bar altid en sammenrullet paraply. Hvis det regnede, havde han paraplyen under sin frakke for at holde den tør. Han havde også en hammer med, hvis nogen skulle angribe ham. Sent om aftenen gik han hjem igen eller tog det sidste tog tilbage. Hans lejlighed var et frygteligt rod.
Opgang til berømmelse
I 1905, som 39-årig, blev han igen student og studerede musik ved Schola Cantorum. Han ønskede at blive en bedre komponist. Han lærte at skrive fugaer. Han kunne stadig lide at bruge parodier i sin musik.
I 1911 spillede Maurice Ravel nogle af Saties klaverstykker offentligt. Pludselig begyndte folk at lægge mærke til Satie. De indså, at han havde været en af de første impressionistiske komponister. Debussy dirigerede hans Gymnopédies i sit arrangement for orkester. Musikkritikere begyndte at skrive artikler om Satie. Han var endelig ved at blive berømt. Han fik udgivet nogle humoristiske klaverstykker. Han tjente en del penge på sine kompositioner, så han kunne opgive at spille på cabareter. Han mødte Jean Cocteau, som præsenterede ham for Diaghilev, som han skrev musikken til Parade for. Nogle elskede det, andre hadede det, men folk fik øje på ham. Han blev bedt om at skrive mere teatermusik. Han var en meget vigtig indflydelse på de seks komponister, der blev kendt som Les Six. Han blev bedt om at skrive et symfonisk drama, som han kaldte Sokrates. Mange musikere mener, at det er hans bedste værk.
De sidste år
I 1920'erne skrev han mange artikler til aviser og tidsskrifter og blev forbundet med den kunstbevægelse, der var kendt som Dada. Hans balletter Relâche og Mercure chokerede begge publikum, da de blev opført første gang. Relâche er et tidligt eksempel på det, der senere blev til fremmedhedens teater.
Satie drak en masse alkohol og blev syg. Han fik skrumpelever og døde i 1925. Da hans venner kom ind i hans lejlighed efter hans død, var der så meget rod, at de måtte smide to vognlæs affald væk, før de kunne komme til hans papirer og manuskripter.
Hans musik
Satie var involveret i dans, teater og cabaret det meste af sit liv, og det er det, som meget af hans musik er skrevet til. Han prøvede altid nye idéer i sin musik. Han var i stand til at skrive i en senromantisk stil med kromatiske harmonier, men han skrev også i mere moderne stilarter og brugte ofte meget enkle idéer. Han var altid mere interesseret i smukke melodier end i at skrive komplicerede rytmer. Hans tre Gymnopédies er stadig meget populære. De synes at komme fra en gammeldags verden, hvor der hersker stor enkelhed. Hans tre Gnossiennes (1890) lyder mere orientalsk, og Satie skrev nogle meget mærkelige bemærkninger i musikken. Hans klaverstykke Vexations (1893) er et kort stykke med mærkelige, kromatiske akkorder, som pianisten så skal spille 840 gange. Uspud var et tidligt eksempel på det, der senere blev til "det absurde teater". Teksten var skrevet med små bogstaver: det var første gang, at det nogensinde var blevet gjort. Han skrev mange cabaretsange.
Senere, efter at han havde studeret ved Schola Cantorum, blev han berømt og skrev derefter masser af klaverstykker med sjove titler og mærkelige kommentarer (f.eks. "som en nattergal med tandpine"). Parade har mærkelige instrumenter som f.eks. skrivemaskiner. Socrate var hans mest seriøse værk.
Efter hans død skrev alle de mennesker, som han havde fornærmet, om Satie, at han var en dårlig komponist. Derfor blev han næsten glemt, indtil John Cage i 1960'erne begyndte at interessere sig for hans musik og gjorde den populær igen. Mange surrealistiske kunstnere blev ofte inspireret af Saties musik og idéer.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var Erik Alfred Leslie Satie?
A: Erik Alfred Leslie Satie var en fransk komponist.
Q: Hvad huskes han primært for i dag?
A: Han huskes i dag hovedsageligt for sin musik og de mærkelige måder, han opførte sig på.
Spørgsmål: Hvad er nogle af hans mest kendte musikalske kompositioner?
A: Hans mest kendte musikalske kompositioner er de tre klaverstykker, som han kaldte Gymnopédies. Det første af disse stykker er et meget berømt musikstykke; det er en simpel melodi med et blidt akkompagnement.
Spørgsmål: Hvilke usædvanlige instrumenter brugte Satie nogle gange?
A: Satie brugte nogle gange usædvanlige instrumenter som f.eks. sirener og skrivemaskiner.
Spørgsmål: Hvorfor var Satie vigtig for udviklingen af musikken i Frankrig i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede?
Svar: Han var vigtig på grund af de idéer, han havde, og mange mennesker blev påvirket af ham. Satie brugte kompositionsmåder som f.eks. meget kromatisk musik og minimalisme før mange andre mennesker, som blev mere almindelige senere i århundredet.
Spørgsmål: Hvordan vil du beskrive Saties kompositionsstil?
A: Han var ikke en genial komponist, men han var glad for at komponere godt på en enkel måde.
Spørgsmål: Hvilke nye ideer i forbindelse med kunst omfavnede Satie? A: Satie var også interesseret i andre kunstarter som f.eks. litteratur og maleri, og han var forbundet med de nye ideer kaldet esprit nouveau (ny ånd), som var moderne i Frankrig omkring tiden for Første Verdenskrig.
Søge