Oscar Wilde

Biografi

Wilde var en fremragende klassisk student fra Trinity College i Dublin og derefter fra Magdalen College på Oxford University. I London arbejdede han som journalist i fire år. Wilde var kendt for sit bidende vid, sit flamboyante tøj og sin glitrende samtale og var en af datidens mest kendte personligheder. Det var hans eneste roman, The Picture of Dorian Gray, som gav ham fuld anerkendelse. Derefter begyndte han at skrive drama. Han skrev Salomé på fransk i Paris i 1891, men den blev nægtet licens. På trods af dette producerede Wilde fire selskabskomedier i begyndelsen af 1890'erne, hvilket gjorde ham til en af de mest succesfulde dramatikere i det sene victorianske London.

På toppen af sin berømmelse og succes - hans mesterværk, The Importance of Being Earnest, var stadig på scenen i London - sagsøgte Wilde sin elskedes far for injurier. Efter en række retssager blev Wilde dømt for grov uanstændighed med andre mænd og idømt to års hårdt arbejde i Reading Gaol (fængsel). I fængslet skrev han De Profundis, et langt brev, der diskuterer hans åndelige rejse gennem sine prøvelser og danner et mørkt modstykke til hans tidligere filosofi om nydelse.

Da han blev løsladt, rejste han straks til Frankrig og vendte aldrig tilbage til de britiske øer. Her skrev han sit sidste værk, The Ballad of Reading Gaol, et langt digt, der mindes fængselslivet. Han boede på et hotel i Paris og var fattig, havde få penge og få venner. Hans sidste mindeværdige ord var: "Mit tapet og jeg kæmper en duel på liv og død. En af os må gå".^p546 Han døde af hjernehindebetændelse i Paris som 46-årig.

Wildes kone, Constance Lloyd, ændrede familiens navn til Holland efter hans dom og tog børnene med til Schweiz.

 
Mindeplade i Dublin  

Affæren

Vildes elsker var søn af Marquess of Queensbury, som var kendt for sin åbenmundede ateisme, brutale opførsel og skabelsen af de moderne bokseregler. Queensberry, som skændtes meget med sin søn, konfronterede Wilde og Lord Alfred om karakteren af deres forhold. I juni 1894 besøgte han Wilde på 16 Tite Street uden aftale og sagde til Wilde "Hvis jeg ser dig og min søn igen på en offentlig restaurant, vil jeg give dig en røvfuld".

 
To mænd i jakkesæt sidder på en bænk med krydsede ben. Wilde og hans elsker, Lord Alfred Douglas, i 1893.  

Forsøg

Wilde vs Queensberry

Den 18. februar 1895 efterlod marquessen sit visitkort i Wildes klub, Albemarle, med påskriften: "For Oscar Wilde, posing as a sodomite".

Wilde, tilskyndet af Douglas og mod sine venners råd, indledte en privat retssag mod Queensberry og fik ham arresteret for injurier. Da sodomi dengang var en forbrydelse, var Queensberrys notat lig med en offentlig anklage om, at Wilde havde begået en forbrydelse, hvilket udgjorde det juridiske grundlag for en injurieanklage. Queensberry kunne kun undgå at blive dømt for injurier ved at bevise, at hans anklage faktisk var sand.

I sin åbningstale for forsvaret meddelte Queensburys advokat Edward Carson, at han havde fundet flere mandlige prostituerede, som skulle vidne om, at de havde haft sex med Wilde. På råd fra sine advokater besluttede Wilde derefter at opgive injuriesagen mod Queensbury. Queensberry blev fundet uskyldig, da retten erklærede, at hans beskyldning om, at Wilde "udgav sig for at være sodomit" var berettiget, "sand i substans og i virkeligheden".

I henhold til Libel Act 1843 gjorde Queensberrys frifindelse Wilde juridisk ansvarlig for de betydelige udgifter, som Queensberry havde haft til sit forsvar, hvilket gjorde Wilde konkurs.

The Crown vs Wilde

Efter at Wilde havde forladt retten, blev der anmodet om en arrestordre på ham for sodomi og grov uanstændighed. Venner fandt Wilde på et hotel; de rådede ham til at tage til Dover og forsøge at få en båd til Frankrig. Hans mor rådede ham til at blive og kæmpe som en mand. Wilde blev behørigt arresteret og derefter fængslet i varetægtsfængsel på Holloway, hvor han fik daglige besøg af Douglas.

Begivenhederne gik hurtigt. Anklagemyndigheden indledte sin sag den 26. april 1895, og Wilde erklærede sig ikke skyldig. Han havde allerede tryglet Douglas om at forlade London for at tage til Paris, og Douglas flygtede til Hotel du Monde. Under krydsforhøret var Wilde først tøvende, men talte derefter veltalende:

Charles Gill (anklagemyndighed): Hvad er "den kærlighed, der ikke tør sige sit navn? "

Wilde: "I dette århundrede er den kærlighed, der ikke tør sige sit navn, en så stor hengivenhed fra en ældre til en yngre mand, som der var mellem David og Jonathan, som Platon gjorde selve grundlaget for sin filosofi, og som man finder i Michelangelos og Shakespeares sonetter. Det er denne dybe åndelige hengivenhed, som er lige så ren som fuldkommen. Den dikterer og gennemsyrer store kunstværker, som Shakespeares og Michelangelos værker og mine to breve, som de er. Den er i dette århundrede misforstået, så meget misforstået, at den kan beskrives som "den kærlighed, der ikke tør sige sit navn", og på grund af den er jeg placeret, hvor jeg er nu. Den er smuk, den er fin, den er den ædleste form for hengivenhed. Der er intet unaturligt ved den. Den er intellektuel, og den eksisterer gentagne gange mellem en ældre og en yngre mand, når den ældre mand har intellektet, og den yngre mand har al livets glæde, håb og glamour foran sig. At det skulle være sådan, forstår verden ikke. Verden gør nar af det og sætter nogle gange en i skammekrogen for det".

Dette svar var imidlertid kontraproduktivt i juridisk forstand, da det kun tjente til at styrke anklagerne om homoseksuel adfærd. Retssagen endte med, at juryen ikke kunne nå frem til en dom. Vildes advokat, Sir Edward Clark, kunne til sidst nå til enighed om kaution. Pastor Stewart Headlam betalte det meste af kautionen på 5.000 pund, da han var uenig i pressens og domstolenes behandling af Wilde. Wilde blev løsladt fra Holloway og gemte sig, for at undgå opmærksomhed, hos Ernest og Ada Leverson, to af hans faste venner. Edward Carson henvendte sig til Frank Lockwood (QC) og spurgte: "Kan vi ikke give slip på fyren nu?"^p435 Lockwood svarede, at han gerne ville gøre det, men frygtede, at sagen var blevet for politiseret til at blive droppet.

Ved den endelige retssag blev Wilde og Alfred Taylor dømt for grov uanstændighed og idømt to års hårdt arbejde. Dommeren beskrev straffen som "helt utilstrækkelig for en sag som denne", selv om det var den maksimale straf, der var tilladt for denne anklage i henhold til loven om ændring af straffeloven fra 1885. Wildes svar "Og jeg? Må jeg ikke sige noget, min herre?" blev overdøvet af råb om "skam" i retssalen.

 

Citater

• Jeg har de mest enkle smagsløg. Jeg er altid tilfreds med det bedste.
• En ting er ikke nødvendigvis sand, fordi en mand dør for den.
• Konsekvens er den sidste tilflugt for de fantasiløse.
• En digter kan overleve alt undtagen en trykfejl.
• Vi har virkelig alt til fælles med Amerika i dag, undtagen naturligvis sproget.
• Om George Bernard Shaw: Han er en fremragende mand: Han har ingen fjender, og ingen af hans venner kan lide ham.
• Hårdt arbejde er simpelthen et tilflugtssted for folk, der ikke har noget som helst at lave.
• Livet efterligner kunsten i langt højere grad end kunsten efterligner livet.
• Alle kan skrive historie. Kun en stor mand kan skrive den.
• Sandhed i religiøse spørgsmål er simpelthen den mening, der har overlevet.
• Den eneste pligt, vi har over for historien, er at omskrive den.
• Jeg kan modstå alt undtagen fristelser. (Lord Darlington i Lady Windermere's Fan)
• Livet er alt for vigtigt til, at man nogensinde taler alvorligt om det. (Lord Darlington i Lady Windermere's Fan)
• Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne. (Lord Darlington i Lady Windermere's Fan)
• Det er en skam, at vi i livet kun får vores lektioner, når de ikke er til nogen nytte for os. (Lady Windermere)
• I denne verden findes der kun to tragedier. Den ene er, at man ikke får det, man ønsker, og den anden er, at man får det. (Hr. Dumby)
• Erfaring er det navn, som alle giver deres fejltagelser. (Mr Dumby)
• Den engelske gentleman på landet galoperer efter en ræv - det usaglige i fuld jagt på det uspiselige. (Lord Illingworth)
• Børn elsker deres forældre. Til sidst kommer de til at dømme dem. Det er sjældent, at de tilgiver dem. (Mrs. Arbuthnot)
• At elske sig selv er begyndelsen på en livslang romance.
• Vær dig selv, alle andre er optaget.