Goethes farvelære

Goethes teori

For Goethe er "det højeste at forstå, at alle fakta i virkeligheden er teori". "Himmelens blå farve afslører os farvernes grundlæggende lov. Søg intet bag fænomenerne, de er selv teorien."

Goethe leverede i fuldt omfang det, som titlen på hans fremragende værk lovede: Data til en farveteori. Det er vigtige, fuldstændige og betydningsfulde data, et rigt materiale til en fremtidig farveteori. Han har imidlertid ikke påtaget sig at levere selve teorien; derfor har han, som han selv bemærker og indrømmer på side xxxix i indledningen, ikke givet os en egentlig forklaring på farvens væsentlige natur, men postulerer den i virkeligheden som et fænomen og fortæller os blot, hvordan den opstår, ikke hvad den er. De fysiologiske farver ... fremstiller han som et fænomen, der er komplet og eksisterer i sig selv, uden at han overhovedet forsøger at vise deres relation til de fysiske farver, som er hans hovedtema. ... det er i virkeligheden en systematisk fremstilling af kendsgerninger, men den stopper her. (Schopenhauer, Om synet og farverne, indledning)

Eksperimenter med uklare medier

Goethes studier af farver begyndte med subjektive eksperimenter, hvor han undersøgte virkningerne af grumset medie på opfattelsen af lys og mørke. Han observerede, at lys set gennem et grumset medium ville fremstå gulligt, og mørke set gennem et grumset medium, der var blevet lysnet, ville fremstå blåt.

"Den højeste grad af lys, som solens lys... er for det meste farveløst. Dette lys, set gennem et medium, der kun er meget lidt fortykket, forekommer os imidlertid gult. Hvis tætheden af et sådant medium øges, eller hvis dets volumen bliver større, vil vi se, at lyset gradvist antager en gulrød nuance, som til sidst bliver dybere og dybere til en rubinrød farve." (ToC, 150)

"Hvis man derimod ser mørke gennem et halvgennemsigtigt medium, som selv er belyst af et lys, der rammer det, fremkommer en blå farve: denne bliver lysere og blegere, når mediets tæthed øges, men fremstår tværtimod mørkere og dybere, jo mere gennemsigtigt mediet bliver: i den mindste grad af svækkelse uden for absolut gennemsigtighed, altid under forudsætning af et helt farveløst medium, nærmer denne dybe blå farve sig den smukkeste violet." (ToC, 151)

Med udgangspunkt i disse observationer begyndte han adskillige eksperimenter, hvor han observerede virkningerne af mørkere og lysere farver på opfattelsen af farver under mange forskellige omstændigheder.

Mørke og lys

For Goethe er lyset "det enkleste, mest uopdelte, mest homogene væsen, som vi kender". Mørket står over for det" (brev til Jacobi). I modsætning til sine samtidige opfattede Goethe ikke mørket som et fravær af lys, men snarere som polært til og vekselvirkende med lyset.

Baseret på sine eksperimenter med grumsede medier karakteriserede Goethe farver som et dynamisk samspil mellem mørke og lys. Redaktøren af Kurschner-udgaven af Goethes værker giver følgende analogi:

"Den moderne naturvidenskab opfatter mørket som en fuldstændig intetheden. Ifølge dette synspunkt har lyset, der strømmer ind i et mørkt rum, ingen modstand fra mørket at overvinde. Goethe bilder sig selv ind, at lys og mørke forholder sig til hinanden som nord- og sydpolen på en magnet. Mørket kan svække lyset i dets arbejdskraft. Omvendt kan lyset begrænse mørkets energi. I begge tilfælde opstår der farve. " (Steiner, 1897 )

Goethe skriver:

Gult er et lys, der er blevet dæmpet af mørket;

Blå er et mørke, der svækkes af lyset. (Goethe, Farvelære)

Grænsebetingelser

Når man ser gennem et prisme, er orienteringen af en lys/mørk-grænse i forhold til prismet af betydning. Når hvidt er over en mørk grænse, ser vi, at lyset strækker sig med en blåviolet kant ind i det mørke område, mens mørkt over en lys grænse resulterer i en rødgul kant, der strækker sig ind i det lyse område.

Goethe var fascineret af denne forskel. Han mente, at denne farveopkomst ved grænserne mellem lys og mørke var grundlæggende for skabelsen af spektret (som han anså for at være et sammensat fænomen).

Lys og mørke spektrer

Da farvefænomenet er baseret på naboskabet mellem lys og mørke, er der to måder at frembringe et spektrum på: med en lysstråle i et mørkt rum og med en mørk stråle (dvs. en skygge) i et lyst rum.

Goethe registrerede for begge tilfælde rækkefølgen af farver, der blev projiceret i forskellige afstande fra et prisme (se planche IV, Farvelære). I begge tilfælde fandt han, at de gule og blå kanter forbliver tættest på den side, der er lys, og de røde og violette kanter forbliver tættest på den side, der er mørk. På en vis afstand overlapper disse kanter hinanden. Når disse kanter overlapper hinanden i et lyst spektrum, opstår der grønt; når de overlapper hinanden i et mørkt spektrum, opstår der magenta.

Med et lysspektrum, der kommer ud af prismet, ser man en lysakse omgivet af mørke. Vi finder gul-røde farver langs den øverste kant og blå-violette farver langs den nederste kant. Spektret med grønt i midten opstår kun der, hvor de blåviolette kanter overlapper de gulrøde kanter.

Med et mørkt spektrum (dvs. en skygge omgivet af lys) finder vi violet-blå langs den øverste kant og rød-gul langs den nederste kant - hvor disse kanter overlapper hinanden finder vi magenta.

Lysspektrum - når de farvede kanter overlapper hinanden i et lysspektrum, opstår der grønt.


Mørkt spektrum - når de farvede kanter overlapper hinanden i et mørkt spektrum, opstår magenta.

Newton og Goethe

På grund af deres forskellige tilgange til et fælles emne er der opstået mange misforståelser mellem Newtons matematiske forståelse af optik og Goethes erfaringsbaserede tilgang.

Fordi Newton opfatter hvidt lys som værende sammensat af individuelle farver, og Goethe ser farver som værende opstået ved samspillet mellem lys og mørke, kommer de til forskellige konklusioner på spørgsmålet: Er det optiske spektrum et primært eller et sammensat fænomen?

For Newton findes alle farverne allerede i det hvide lys, og prismet spreder dem blot ud i forhold til deres refrangeringsevne. Goethe forsøgte at vise, at prismet som et grumset medium var en integreret faktor i farvernes opståen.

Mens Newton indsnævrede lysstrålen for at isolere fænomenet, observerede Goethe, at der ikke var noget spektrum med en større åbning. Han så kun rød-gule kanter og blå-cyanfarvede kanter med hvidt imellem dem, og spektret opstod kun, hvor disse kanter kom tæt nok på hinanden til at overlappe hinanden. For ham kunne spektret forklares ved det mere enkle fænomen, at farver opstår ved samspillet mellem lyse og mørke kanter. Goethes reifikation af mørket har fået næsten hele den moderne fysik til at forkaste Goethes teori.

Newton forklarer udseendet af hvidt med farvede kanter ved at sige, at på grund af den forskellige samlede brydning blandes strålerne sammen og skaber en fuld hvid farve mod midten, mens kanterne ikke nyder godt af denne fulde blanding og fremstår med større røde eller blå komponenter.

Tabel over forskelle

Lysets kvaliteter	Newton (1704)	Goethe (1810)
Homogenitet	Hvidt lys er sammensat af farvede elementer (heterogene).	Lyset er den enkleste, mest uopdelte, mest homogene ting (homogen).
Mørke	Mørke er fraværet af lys.	Mørket er polært og interagerer med lyset.
Spektrum	Farverne er vifteformet ud af lyset i henhold til deres refrangibilitet (primært fænomen).	Farvede kanter, der opstår ved grænserne mellem lys og mørke, overlapper hinanden og danner et spektrum (sammensat fænomen).
Prisme	Prismet har ingen betydning for farvernes eksistens.	Som et grumset medium spiller prismet en rolle i forbindelse med farvernes opståen.
Refraktionens rolle	Lyset bliver opløst gennem brydning, bøjning og refleksion.	Brydning, bøjning og refleksion kan forekomme, uden at der opstår farve.
Analyse	Hvidt lys opløses i syv rene farver.	Der findes kun to rene farver - blå og gul - og resten er grader af disse farver.
Syntese	Ligesom hvidt lys kan nedbrydes, kan det også sættes sammen igen.	Farverne bliver til gråtoner.
Partikel eller bølge?	Partikel	Hverken eller, da de er slutninger og ikke observeres med sanserne.
Farvehjul	Asymmetrisk, 7 farver	Symmetrisk, 6 farver