Robert Schumann – tysk komponist fra romantikken (1810–1856)

Robert Schumann var det femte og yngste barn af en boghandler og forlægger. Som dreng kunne han godt lide at læse bøgerne i sin fars butik. Han begyndte at komponere, da han var syv år gammel. I skolen var han særdeles dygtig til musik og litteratur. Han bestod sin afgangseksamen med meget gode karakterer. Hans familie ønskede, at han skulle være advokat, så han tog til Leipzig for at studere jura, men han gik næsten aldrig til forelæsninger. Han var meget mere interesseret i musik og litteratur, men også i kvinder og druk. Han tog klaverundervisning hos en lærer ved navn Friedrich Wieck. Wieck havde en 9-årig datter Clara. Mange år senere skulle hun blive hans kone. Clara var en genial pianist. Hendes far tog hende med på koncertturnéer, fordi hun var et vidunderbarn.

Schumann begyndte at komponere korte klaverstykker og sange. Han elskede Schuberts musik, og da han hørte, at Schubert var død, græd han hele natten. Han øvede sig ofte på klaver i syv timer om dagen. Han begyndte dog at få problemer med sine fingre. Det er ofte blevet sagt, at han fik ondt i hænderne, fordi han lavede noget for at strække fingrene, men folk mener nu, at det mere sandsynligt skyldtes kviksølvforgiftning, fordi lægerne havde brugt kviksølv til at forsøge at helbrede hans syfilis. Uanset hvad årsagen var, kunne han ikke fortsætte som pianist, og han brugte resten af sit liv på at komponere og skrive om musik. Mange af hans artikler udkom i et tidsskrift kaldet Neue Zeitschrift für Musik (Nyt tidsskrift for musik), som han selv startede.

I 1834 blev han forlovet med en sekstenårig pige ved navn Ernestine, men Schumann brød forlovelsen, fordi han elskede Clara Wieck. Claras forældre ønskede ikke, at hun skulle gifte sig med ham. Hendes far gjorde alt, hvad han kunne, for at stoppe ægteskabet. Måske gættede han på, at Schumann havde syfilis, måske vidste han, at han ofte var fuld. Til sidst, efter mange diskussioner, retssager og hemmelige møder mellem Robert og Clara, blev de gift i 1840.

Schumann led af maniodepressivitet. Når han var deprimeret, skrev han næsten ingenting, men 1840 var et lykkeligt år for ham, og han skrev masser af sange og orkestermusik. I 1841 skrev han fire symfonier. I 1842 tog de på koncertturné sammen, men Schumann havde det svært, fordi Clara var mere berømt end ham. Han vendte alene tilbage til Leipzig for at arbejde på sit forlag. Han følte sig igen deprimeret på dette tidspunkt og drak en masse øl og champagne. Han blev glad igen, da Clara vendte tilbage, og komponerede noget kammermusik. I 1844 tog de på turné i Rusland og spillede for zaren. I august havde han et fuldstændigt nervesammenbrud og kunne ikke holde ud at lytte til sin egen musik. Det tog ham noget tid at komme sig.

Han var nu god til at skrive alle slags musik. Han skrev musik til det berømte skuespil Faust af Goethe. Han skrev en opera, Genoveva, i 1849. Hans berømmelse spredte sig langsomt. I mange år var Dresden og Leipzig de eneste byer, hvor han var berømt. I 1850 blev han musikdirektør i Düsseldorf. I 1853 mødte han Brahms. Brahms blev en stor ven af familien Schumann. Schumann offentliggjorde en artikel i Neue Zeitschrift für Musik med overskriften "Neue Bahnen" ("Nye veje"), hvori han sagde, at Brahms (som på det tidspunkt var 20 år) ville blive en meget stor komponist. Han havde ret.

Schumann havde ofte tænkt på at forsøge at begå selvmord. Den 27. februar 1854 kastede han sig ud i Rhinen. Han blev reddet af nogle bådsmænd, men da de bragte ham i land, virkede han som om han var blevet helt sindssyg. Han blev bragt til en anstalt, hvor han tilbragte de sidste to år af sit liv. Han døde den 29. juli 1856.

Schumanns klavermusik er meget velkendt. Selv om han måtte opgive sin karriere som pianist, spillede hans kone Clara hans værker og hjalp dem til at blive berømte. Mange af hans klaverværker er samlinger af korte stykker, der hver især har en titel, f.eks. Papillons (sommerfugle), Davidsbündlertänze, Carnaval. Schumann tænkte på karnevalsfester, da han skrev disse stykker. Davidsbündler var en gruppe mennesker, som Schumann tilhørte, og som ikke kunne lide "filisterne" (folk, der ikke kunne lide god musik, opkaldt efter filisterne i Bibelen) I Carnaval er de to sider af Schumanns personlighed repræsenteret af Florestan og Eusebius. Schumanns maniodepressivitet (de lykkelige og tragiske stemninger, han havde) høres side om side i hans musik. Andre klaverværker omfatter Kreisleriana, Album for the Young, der indeholder nogle ret lette stykker som Soldier's March og de populære Scener fra barndommen med den berømte Träumerei (Drømmen). Der findes også længere klaverværker: 3 sonater, en Toccata og en Phantasie.

Hans kammermusik omfatter strygekvartetter og en berømt klaverkvintet.

Schumann var en af de store komponister af Lieder (tyske sange). Han valgte digte af berømte tyske digtere og satte dem i musik på meget fantasifulde måder. Klaveret har meget interessante akkompagnementer, som hjælper med at fremhæve ordets betydning. Han skrev en sangcyklus med titlen Dichterliebe (Digterkærlighed), som er en fortolkning af nogle digte af Heinrich Heine. En anden sangcyklus hedder Frauenliebe und -leben (Kvindekærlighed og -liv) efter ord af Adalbert von Chamisso.

Selv om den unge Schumann tilsyneladende foretrak at skrive korte stykker, blev han mere interesseret i lange værker efter at have mødt Mendelssohn. Han blev også inspireret til at skrive symfonier, efter at han havde opdaget Schuberts symfoni nr. 9, som ingen vidste, at Schubert havde skrevet. Han fandt den i en kasse i Wien hos Schuberts bror. Schumann skrev fire symfonier. En af hans bedste er den tredje, som ofte kaldes den rhinsk symfoni (efter floden Rhinen). Den fjerde i d-mol er også et stort værk. Ved hjælp af få musikalske idéer udvikler han dem på mange måder og skriver et langt, fire-satset værk. Hans klaverkoncert er en stor favorit. Clara Schumann spillede den med Leipzig Gewandhaus-orkestret ved dets første opførelse nytårsdag 1846.

Efter Schumanns død helligede Clara sig at spille sin mands musik og hjælpe den til at blive kendt. Hun besøgte regelmæssigt England, hvor hun spillede til koncerter. Hun redigerede også en masse af Schumanns værker for forlaget Breitkopf und Härtel.

• Allegro op 8 af Schumann