Hartheim Euthanasi Center

Hartheim-statistikker

I juni 1945, efter at USA havde overtaget Østrig, fandt en amerikansk soldat Hartheim-statistikkerne i slottet. Det var en 39-siders rapport, der var skrevet om T-4 eutanasiprogrammet (Aktion T4). Den var kun beregnet til at blive set af andre nazister i programmet. I rapporten var der månedlige optællinger af, hvor mange mennesker med mentale og fysiske handicaps der blev "desinficeret" (gasset ihjel) i nazisternes seks eutanasicentre. I 1968 og 1970 fortalte en tidligere ansat, at han skulle sammensætte materialet i slutningen af 1942. Hartheim-statistikkerne indeholdt en side, hvor der stod, at "desinficering [aflivning] af 70.273 mennesker med en forventet levetid på 10 år" havde sparet fødevarer til en værdi af 141.775.573,80 Reichsmark.

Antallet af dræbte i den første udryddelsesfase i Hartheim

Ifølge Hartheim-statistikkerne blev i alt 18.269 mennesker dræbt i gaskammeret i Hartheim mellem maj 1940 og den 1. september 1941:

År	1940								1941								I alt dræbt
Måned	maj	Jun	Jul	aug	sep	okt	nov	dec	Jan	feb	Mar	apr	maj	Jun	Jul	aug
Dødsfald	633	982	1,449	1,740	1,123	1,400	1,396	947	943	1,178	974	1,123	1,106	1,364	735	1,176	18,269

Disse statistikker dækker kun den første udryddelsesfase af nazisternes eutanasiprogram, aktion T4. Hitler afsluttede officielt dette program på grund af protester, men i hemmelighed fortsatte han med at dræbe handicappede mennesker. Han blev også ved med at dræbe folk, som han ikke kunne lide, helt frem til krigens afslutning.

I alt anslås det, at i alt 30.000 mennesker blev henrettet i Hartheim. Blandt de dræbte var syge fanger, handicappede fanger og fanger fra koncentrationslejre. Drabene blev udført ved hjælp af kulilteforgiftning.

14 f 13 Programmet "Særlig behandling"

Blot tre dage efter den formelle afslutning af aktion T4 ankom en lastbil med 70 jødiske fanger fra koncentrationslejren Mauthausen til Hartheim. De indsatte blev dræbt i Hartheim. Dødscentret i Hartheim fik et særligt ry, fordi det var her, det største antal patienter og flest koncentrationsfanger blev gasset. Deres antal anslås til 12.000.

Fanger i Mauthausen, som ikke længere var i stand til at arbejde, især i stenbruddene, og "politisk uønskede" fanger blev bragt til Hartheim for at blive henrettet. Disse ofre omfattede bl.a.:

• "Tyskerhadere" (folk, der ikke var enige i det, som nazisterne gjorde)
• "Kommunister
• "Polske fanatikere"

Fra 1944 og fremefter udvalgte T4-lægerne ikke længere syge, ældre eller handicappede fanger, der skulle dræbes. Nazisternes nye mål var i stedet at frigøre plads i Mauthausen-lejren hurtigt, så de sendte grupper af kvinder til Hartheim for at blive dræbt. Andre transporter kom fra koncentrationslejren Gusen og sandsynligvis også fra Ravensbrück i løbet af 1944. Disse transporter bestod mest af kvinder med tuberkulose og kvinder, der var blevet betegnet som psykisk syge.

Læger

Adolf Hitlers ordre af 1. september 1939, der godkendte starten på T4-programmet, nævnte kun læger. På grund af dette beordrede T4-aktionens organisatorer, Viktor Brack og Karl Brandt, at kun læger kunne henrette syge patienter. Lægerne kontrollerede giftgassen i eutanasicentrene. Mange læger brugte falske navne i optegnelser om de mennesker, de dræbte.

Fra 1940 til 1945 var Rudolf Lonauer overlæge i Hartheim, og Georg Renno var viceoverlæge.

Viktor Brack vidner til sit eget forsvar under lægeprocessen i Nürnberg i 1947

Niedernhart-varestedet

Action T4 Euthanasicenterne havde midlertidige opbevaringsstationer for ofrene. F.eks. stoppede mange lastbiler med ofre til Hartheim ved Niedernhart Mental Institute i Linz, hvor Rudolf Lonauer var overlæge, ligesom han var i Hartheim. På Niedernhart blev ofrene hovedsageligt dræbt ved sult eller medicinsk overdosis (ved at give dødelige mængder medicin). Patienterne blev inddelt i kategorier. Nogle blev udvalgt og bragt til Hartheim for at blive dræbt.

Ofre

Mennesker med handicap

Nazisterne mente, at mange forskellige grupper af mennesker, men især mennesker med handicap, var "et liv, der ikke var værd at leve". De dræbte børn og voksne i deres eutanasicentre. Disse ofre omfattede bl.a.:

• Personer med medicinske problemer, som f.eks. epilepsi og muskeldystrofi
• Personer med fysiske handicaps
• Mennesker med psykiske sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse
• Mennesker med intellektuelle handicap (det, der dengang blev kaldt mental retardering eller "svagtbegavethed")
• Døve og blinde personer

Præster

Næsten 350 præster blev dræbt i Hartheim. Blandt disse ofre var 310 polske præster, syv tyskere, seks tjekker, fire luxembourgske, tre hollandske og to belgiere. Mange af dem blev taget fra præsteblokken i koncentrationslejren Dachau.

Dachaus kapellan, Hermann Scheipers, blev også flyttet til lejrens invalideblok, så han også kunne blive bragt til Hartheim. Scheipers' søster - som havde holdt kontakten med Schiepers via post - opsporede Dr. Bernsdorf, som havde ansvaret for de præster, der var fængslet i præsteblokken. Hun fortalte ham, at mange mennesker i Münsterland vidste, at fængslede præster blev sendt til gaskamrene. Efter samtalen ringede Bernsdorf til kommandantens kontor i Dachau. Scheipers rapporterede, at han og tre andre tyske præster samme dag, den 13. august 1942, blev reddet fra at blive sendt til Hartheim. De blev flyttet fra invalideblokken, hvor Schutzstaffel (SS) sendte fanger hen, når de skulle sendes til en anden lejr. De fire præster blev sendt tilbage til præsteblokken.

Bus, der bragte ofrene til Hartheim

Relaterede sider

• Nazistisk eugenik
• Holocaust
• Nazityskland