Heptarkiet: De syv angelsaksiske kongeriger i tidlig middelalder
Heptarkiet: Oplev historien om de syv angelsaksiske kongeriger — Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent, Sussex og Wessex — og deres vej til Kongeriget England.
Heptarkiet (oldgræsk: ἑπτά + ἀρχή, syv + rige) er en samlet betegnelse for syv angelsaksiske kongeriger. Disse var: Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent, Sussex og Wessex. De angelsaksiske kongeriger blev til sidst til Kongeriget England. Udtrykket har været i brug siden det 16. århundrede. Det bruges både om de syv kongeriger og om den periode, hvor de eksisterede.
Geografisk og tidsmæssig ramme
Heptarkiet dækker et område svarende til det meste af det nuværende England og refererer groft sagt til perioden fra folkevandringstiden og frem til slutningen af 800‑ og begyndelsen af 900‑tallet. Perioden er kendetegnet ved, at flere mindre kongeriger opstod, voksede og faldt i magt, før de gradvist blev samlet under én centralmagt. Grænsedragninger var ikke faste og kunne ændre sig gennem krig, ægteskab og alliancepolitik.
Politisk udvikling og magtkampe
Heptarkiets indre politiske landskab var dynamisk. På forskellige tidspunkter opstod regionale stormagter, som udøvede overhøjde (bretwalda eller overkonge) over naboerne. Eksempler på magtcentre er:
- Northumbria, stærk i det nordøstlige England i det 7. og begyndelsen af det 8. århundrede.
- Mercia, som under konger som Penda og især Offa i det 8. århundrede blev dominerende i det centrale England.
- Wessex, der fra det 9. århundrede under konger som Egbert og senere Alfred den Store kom til at føre an i modstanden mod vikingetogterne og i sidste ende i samlingen af England.
Vikingernes angreb og bosættelser fra slutningen af 8. århundrede ændrede det politiske billede markant. Store dele af det østlige og nordlige England kom under skandinavisk indflydelse (Danelaw), hvilket pressede de angelsaksiske kongeriger til enten forening eller tab af territorium.
Religion, kultur og samfund
Kristendommens indførelse fra slutningen af 500‑ og i 600‑tallet, især gennem missionen ledet af Augustin af Canterbury og gennem nordlige missionærer som dem fra Iona og Lindisfarne, ændrede både åndeligt liv og kultur. Klostre og bispesæder blev centre for lærdom, håndværk og skrivning. Den angelsaksiske lovgivning, rune- og latinske manuskripter, smedearbejde, og insular kunst (bogornamentik og smykker) er eksempler på kulturproduktion i perioden.
Samfundet var primært landbrugsbaseret med en hierarkisk struktur: konger og lokale høvdinge, frie bønder, lempelige afhængighedsforhold og trælle. Byudvikling var begrænset, men handelscentre og markeder voksede især i kystnære og flodnære områder.
Administration, lov og økonomi
Kongerigerne udviklede egne retssystemer og udstedte lovsamlinger (lovkoder) som regulerede ejendom, erstatninger og retsprocedure. Myntvæsenet blev udviklet fra 600‑tallet og frem og var vigtigt for handel og statsmagtens legitimitet. Riddere og hird (krigerfølget) var centrale for kongens magtudøvelse, ligesom netværk af klienter og allierede.
Overgangen til et samlet England
Processen med samling af kongerigerne strakte sig over århundreder. Efterhånden som Wessex under ledere som Alfred den Store (slog tilbage mod vikingerne og reorganiserede militær og administration) og hans efterkommere styrkede deres position, blev vejen banet for en mere samlet engelsk kongemagt. Den endelige konsolidering menes ofte at være fuldbyrdet under kong Æthelstan i 927, som anses for den første konge over et samlet England.
Heptarkiet i eftertidens historieforståelse
Selvom betegnelsen "Heptarkiet" signalerer syv fastlåste riger, var virkeligheden mere flydende. Moderne historikere bruger begrebet som en bekvem ramme til at beskrive perioden med flere samtidige kongedømmer, men understreger også kompleksiteten i politiske relationer og de mange regionale variationer. Begrebet har altså mere karakter af en historisk skematisk betegnelse end af et præcist politisk system.
Heptarkiets arv lever videre i stednavne, arkeologiske fund, lovtraditioner og i den tidlige engelske kultur, som lagde grunden til det senere Kongeriget England.
Et kort over kongerigerne i det angelsaksiske heptarki
Heptarkiets oprindelse
Ideen om et heptarki, en gruppe af syv uafhængige kongeriger, menes at stamme fra den engelske historiker Henry of Huntingdon i det 12. århundrede. Han opregnede de syv angelsaksiske kongeriger i sin Historia Anglorum (History of the English People). Bede opstillede imidlertid den idé, at flere kongeriger var mere dominerende end andre (på forskellige tidspunkter). Han opstillede en liste over konger, der dominerede de andre kongeriger. Skillelinjen mellem disse kongeriger var floden Humber. Northumbria (Deira og Bernicia) var det nordlige kongerige, mens de resterende kongeriger var de sydlige engelske kongeriger. Det egentlige udtryk "heptarki" blev først brugt i det 16. århundrede af William Lambarde. Hans træsnitkort fra 1568 er den tidligste kendte brug af udtrykket.
Udtrykket heptarki bruges nogle gange om et forbund mellem de kongeriger, som ikke eksisterede. Fra det 6. århundrede til det 9. århundrede var der ganske enkelt tale om syv kongeriger, som blev oprettet af de germanske invasioner og deres efterkommere. Der var ikke meget lighed mellem dem. Northumbria, Mercia og Wessex var de mest magtfulde af de syv og dominerede ofte de andre. Rigerne blev gradvist reduceret i antal. Heptarkiet sluttede stort set med vikingernes ankomst. Udtrykket heptarki var populært blandt forskere fra det 16. til det 19. århundrede, men bruges lejlighedsvis i dag.
Bretwaldas
Oprindeligt opregnede Bede syv konger, som havde myndighed over de andre kongeriger i England på det tidspunkt. Den angelsaksiske krønike nævner den ottende bretwalda:
- Aelle konge af sydsakserne (Sussex)
- Ceawlin konge af vestsakserne (Wessex)
- Aethelbert konge af Kent
- Raedwald konge af East Anglia
- Edwin konge af Northumbria
- Oswald konge af Northumbria
- Oswiu konge af Northumbria
- Egbert konge af vestsakserne (Wessex)
To Mercianske konger fra det 8. århundrede kan også betragtes som bretwaldas:
- Aethelbald konge af Mercia
- Offa, konge af Mercia
Heptarkiets kongeriger
De syv kongeriger var:
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er heptarkiet?
A: Heptarkiet er et kollektivt navn for syv angelsaksiske kongeriger.
Q: Hvad er navnene på de syv angelsaksiske kongeriger?
A: De syv kongeriger er Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent, Sussex og Wessex.
Q: Hvad henviser begrebet heptarki til?
A: Begrebet Heptarki refererer både til de syv kongeriger og til den tidsperiode, de eksisterede i.
Q: Hvornår blev udtrykket heptarki taget i brug?
A: Udtrykket har været i brug siden det 16. århundrede.
Q: Blev de angelsaksiske kongeriger til sidst ét enkelt kongerige?
A: Ja, de angelsaksiske kongeriger blev til sidst til Kongeriget England.
Q: Hvad betyder ordet heptarki på oldgræsk?
A: Heptarki kommer fra de oldgræske ord "ἑπτά", der betyder syv, og "ἀρχή", der betyder rige.
Q: Hvilke angelsaksiske kongeriger er inkluderet i heptarkiet?
A: De angelsaksiske kongedømmer, der indgår i Heptarkiet, er Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent, Sussex og Wessex.
Søge