Oldtidens Israels og Judæas historie

Baggrund fra den sene bronzealder (1550-1200 fvt.)

Geografi og menneskelig bebyggelse

Den østlige Middelhavskyst - Levanten - strækker sig 400 miles fra nord til syd fra Taurusbjergene til Sinai-ørkenen og 70-100 miles fra øst til vest mellem havet og den arabiske ørken. Kystområdet i den sydlige Levanten, der er stort mod syd og bliver kortere mod nord, har i den sydligste del et område med foden af bjerge, Shephalah; ligesom sletten indsnævres dette område, når det går mod nord, og det ender ved Karmelbjerget. Øst for sletten og Shefalah ligger en bjergkæde, "Judas bjergland" i syd, "Efraims bjergland" nord herfor, dernæst Galilæa og Libanonbjergene. Mod øst ligger igen den stejle dal med Jordanfloden, det Døde Hav og Araba-området, som fortsætter ned til Røde Havs østlige arm. Bag plateauet ligger den syriske ørken, som adskiller Levanten fra Mesopotamien. Mod sydvest ligger Egypten, mod nordøst Mesopotamien. "Levanten udgør således en smal korridor, hvis geografiske beliggenhed gjorde den til et konstant omstridt område mellem mere magtfulde enheder".

Den centrale og nordlige del af Levantines kyst var i klassisk tid kendt som Fønikien; den sydligste del var kendt af egypterne som Kanaan, som de tilsyneladende mente alle deres asiatiske besiddelser med. I Bibelen kan Kanaan betyde hele landet vest for Jordanfloden eller, mere snævert, kyststriben. I klassisk tid var navnet Kanaan blevet droppet til fordel for "Filistia", "filisternes land", selv om filisterne for længst var forsvundet. Det moderne navn "Palæstina" er afledt af dette. Nordøst for Kana'an/Palæstina lå Aram, senere kaldet Syrien efter assyrerne, som ligeledes for længst var forsvundet.

Bosættelsen i den sene bronzealder var koncentreret på kystsletten og langs de vigtigste kommunikationsveje, mens det centrale bjergland kun var sparsomt beboet; hver by havde sin egen hersker, som konstant var uenig med sine naboer og appellerede til egypterne for at få deres uenigheder afgjort. En af disse kana'anæiske stater var Jerusalem: breve fra de egyptiske arkiver viser, at den fulgte det sædvanlige senbronzemønster med en lille by med omkringliggende landbrugsarealer og landsbyer; i modsætning til de fleste andre senbronzestater er der ingen tegn på, at den blev ødelagt i slutningen af perioden.

Kanaan og det sene bronzekollaps

I Kanaan i det 13. og tidlige 12. århundrede var der folk af forskellig oprindelse, som var forenet af et fælles socioøkonomisk system af bystater, der blev administreret og kontrolleret af Egypten. Den egyptiske magt og det kana'anæiske bystatssystem brød sammen. Efter dette sammenbrud opstod der to nye samfund i det 12. århundrede f.v.t., nemlig israelitterne i bjerglandet og filisterne i den sydlige del af kystsletten. Filisterne repræsenterer klart ankomsten af et betydeligt antal fremmede, sandsynligvis fra Cypern, med deres egen ikke-indfødte kultur. Israelitterne er lige så klart indfødte i Kanaan: for at tage lingvistik som en indikator, så er judæerne og israelitterne i det tidlige 1. årtusinde f.v.t. sammen med fønikier, ammonitter, moabitter og edomitter; og inden for denne gruppe kan man skelne mellem en "kernekanaanæer" af israelitter og fønikier og en "randkanaanæer" af judæere, ammonitter, moabitter og edomitter.

Årsagerne til bronzealderens sammenbrud - som strakte sig over hele det østlige Middelhavsområde - er uklare. Tørke, hungersnød og andre belastninger kan ligge bag de omfattende befolkningsbevægelser på den tid. Uanset årsagen blev flere vigtige kana'anæiske byer ødelagt i slutningen af bronzealderen (over en periode på mere end et århundrede), og den kana'anæiske kultur blev gradvist opslugt af filisternes, fønikiernes og israelitternes kultur.

Præ-eksilisk periode

Jernalder I (1200-1000 fvt.)

Merneptah-stelen, der blev rejst af en egyptisk farao omkring 1200 f.Kr., indeholder den første optegnelse af navnet Israel: "Israel er lagt øde, og hans afkom er ikke." Dette Israel, der blev identificeret som et folk, befandt sig sandsynligvis i den nordlige del af det centrale højland. Efterhånden som kaos spredte sig, drog folk ud for at bosætte sig i det tidligere ubeboede højland: undersøgelser har identificeret mere end 300 små bosættelser, de fleste nye og den største med en befolkning på højst 300, i det palæstinensiske højland i jernalder I. Landsbyerne var større og mere talrige i de nordlige områder (bibelske Manasse og Efraim), selv om ingen bosættelser kan betegnes som bymæssige. Den samlede bosatte befolkning var i begyndelsen af perioden på omkring 20.000 og det dobbelte af dette antal ved periodens slutning. Ikke desto mindre regnes landsbyer fra jernalder I med kendetegn som f.eks. fire-rums huse, lagerkander med kravekant og udhuggede vandcisterner som israelitiske, når de findes i højlandet, men det er faktisk umuligt at skelne disse fra kanaanitiske lokaliteter fra samme periode; det er heller ikke muligt at skelne mellem hebraiske og kanaanitiske indskrifter ned til det 10. århundrede.

I jernalder I mangler højlandet ethvert tegn på centraliseret autoritet eller på templer, helligdomme eller centraliseret tilbedelse i almindelighed (selv om der er fundet kultgenstande, der er forbundet med den kanaanæiske gud El); næsten den eneste markering, der adskiller de "israelitiske" landsbyer i højlandet fra kanaanæiske steder, er fraværet af svineknogler, selv om det stadig er omstridt, om dette kan betragtes som en etnisk markering eller skyldes andre faktorer.

I samme periode opstod kongerigerne Aram Damaskus og Ammon øst for det nordlige bjergland, Moab (øst for Det Døde Hav) og Edom (i Araba syd for Det Døde Hav), i nævnte rækkefølge.

Jernalder II (1000-586 fvt.)

En inskription fra den egyptiske farao Shoshenq I, der sandsynligvis er identisk med den bibelske Shishak, dokumenterer en række felttog, der tilsyneladende var rettet mod området umiddelbart nord for Jerusalem i anden halvdel af det 10. århundrede f.Kr. Omkring hundrede år senere, i det 9. århundrede f.v.t., nævner den assyriske konge Shalmaneser III Ahab fra Israel blandt sine fjender i slaget ved Qarqar (853 f.v.t.), mens en konge af Moab på Mesha-stelen (ca. 830 f.v.t.) fejrer sin succes med at slippe af med undertrykkelsen fra "Omris hus" (dvs. Israel). På samme måde fortæller Tel Dan-stelen om en israelsk konges, sandsynligvis Jehoram, død af en aramæisk konge omkring 841 fvt. Udgravninger i Samaria, den israelitiske hovedstad, forstærker yderligere indtrykket af et magtfuldt, centraliseret kongerige i det nordlige højland i det 9. og 8. århundrede. I anden halvdel af det 8. århundrede gjorde kong Hoshea af Israel oprør mod assyrerne og blev knust (ca. 722 fvt.). En del af befolkningen blev deporteret, og der blev hentet bosættere udefra til at erstatte dem, og Israel blev en assyrisk provins.

Det første bevis for eksistensen af et organiseret kongerige i den sydlige region stammer fra Tel Dan-stelen fra midten af det 9. århundrede, som nævner, at en konge af "Davids hus" døde sammen med Israels konge; den samtidige Mesha-stele kan også nævne Davids hus, selv om den rekonstruktion, der muliggør denne læsning, er omstridt. Det antages generelt, at dette "Davids hus" er identisk med det bibelske dynasti, men de arkæologiske beviser fra overfladeundersøgelser viser, at Jerusalem i det 10. og 9. århundrede kun var en af de fire store landsbyer i området, uden tegn på forrang over sine naboer. Det var først i sidste del af det 8. århundrede, at Jerusalem oplevede en periode med hurtig vækst og opnåede en befolkning, der var langt større end nogensinde før, og en klar overlegenhed over de omkringliggende byer. Den ældre videnskabelige rekonstruktion af begivenhederne går ud på, at dette skyldtes en tilstrømning af flygtninge fra Israel efter assyrernes erobring af landet (ca. 722 f.Kr.), men den nyere opfattelse er, at det afspejler et samarbejde mellem Assyrien og kongerne i Jerusalem om at etablere Juda som en pro-assyrisk vasalstat, der udøvede kontrol over den værdifulde olivenindustri. Det pludselige sammenbrud af den assyriske magt i sidste halvdel af det 7. århundrede førte til et mislykket forsøg på uafhængighed under kong Josias, efterfulgt af ødelæggelsen af Jerusalem af Assyriens efterfølger, det nybabyloniske imperium (587/586 f.v.t.).

De tolv stammer i Israel, som kongeriget opstod af

Den eksiliske og postekiliske periode

Babylonisk og persisk periode (586-333 fvt.)

I 586 f.Kr. indtog babylonierne under kong Nebukadnezar II Jerusalem, ødelagde Salomos tempel, gjorde en ende på Davids kongedømme og førte folket i fangenskab. Kun de fattigste blev efterladt i Juda, som nu er den babyloniske provins Yehud med hovedstad i Mizpa i det tidligere Benjamins område nord for Jerusalem. Nogle få år senere, igen ifølge Bibelen, blev guvernøren i Yehud myrdet af rivaler, hvilket udløste endnu en udvandring af flygtninge, denne gang til Egypten. Omkring år 580 fandtes Judas folk således tre forskellige steder, nemlig eliten i Babylon (hvor de i øvrigt synes at være blevet godt behandlet), et stort samfund i Egypten og en rest i Juda. Eksilet sluttede, da Kyros den Store af Persien erobrede Babylon (traditionelt 538 fvt.). Perserne genetablerede Juda/Yehud som en provins ("Yehud medinata") inden for satrapen "hinsides floden", og i løbet af det følgende århundrede vendte nogle af de landflygtige tilbage til Jerusalem. Her genopbyggede de til sidst templet (traditionelt 516/515 f.v.t.), men i over et århundrede forblev den administrative hovedstad i Mizpah. Samaria fortsatte i mellemtiden som provinsen Semarina inden for samme satrapi som Yehud.

Den persiske periode

I 539 f.Kr. erobrede perserne Babylon og i 537 f.Kr. indledte perserne den persiske periode i den jødiske historie. I 520 fvt. tillod Kyrosden Store jøderne at vende tilbage til Judæa og genopbygge templet (afsluttet 515 fvt.). Han udnævnte Zerubbabel (barnebarn af den næstsidste jødiske konge, Jojakin) til guvernør, men tillod ikke genoprettelse af kongeriget. Zoroastrismens indflydelse på monoteismen, jødedommen og kristendommen er stadig genstand for akademisk debat.

Uden en magtfuld konge blev templet mere magtfuldt, og præsterne blev den dominerende autoritet. Det andet tempel var imidlertid blevet opført under en fremmed magt, og der var stadig tvivl om dets legitimitet. Dette skabte forudsætningen for, at der i de kommende århundreder udviklede sig forskellige sekter inden for jødedommen, som hver især hævdede at repræsentere "jødedommen". De fleste af disse sekter frarådede typisk socialt samvær, især ægteskab, med medlemmer af andre sekter.

Ved afslutningen af det babyloniske eksil blev der ikke blot bygget det andet tempel, men ifølge den dokumentariske hypotese også den endelige version af Toraen. Selv om præsterne kontrollerede monarkiet og templet, havde skriftkloge og vismænd (som senere blev rabbinerne) monopol på studiet af Toraen, som (fra Ezras tid) blev læst offentligt på markedsdage. Disse vismænd udviklede og vedligeholdt en mundtlig tradition ved siden af den hellige skrift og identificerede sig med profeterne. Ifølge Geza Vermes blev sådanne skriftkloge ofte omtalt med et grundlæggende udtryk for respekt, "herre".

Den hellenistiske og romerske periode (333 f.Kr.-70 e.Kr.)

Den hellenistiske periode begyndte i 332 f.Kr., da Alexander den Store erobrede Persien. Ved hans død i 323 fvt. blev hans imperium delt mellem hans generaler. I første omgang blev Judæa regeret af de egyptisk-helleniske ptolemæer, men i 198 fvt. overtog det syrisk-helleniske seleukidiske rige under Antiokus III kontrollen med Judæa.

I den hellenistiske periode blev Tanakh (den hebraiske bibel) kanoniseret, ifølge en teori, og der opstod ekstrabibelske hellige traditioner. Det tidligste bevis for en jødisk mystiktradition findes i Ezekiels bog, der blev skrevet under det babyloniske eksil. Stort set alle kendte mystiske tekster blev imidlertid skrevet i slutningen af det andet tempels tid. Nogle forskere mener, at de esoteriske traditioner i Kabbalah (jødisk mystik) var påvirket af persisk tro, platonisk filosofi og gnosticisme.

2 Esdras 14:45-46, som blev skrevet i det andet århundrede e.Kr., erklærer: "Offentliggør de fireogtyve bøger, som du skrev først, og lad de værdige og de uværdige læse dem, men gem de halvfjerdsindstyve, som blev skrevet sidst, for at give dem til de kloge i dit folk." Dette er den første kendte henvisning til den kanoniserede hebraiske bibel, og de halvfjerds ikke-kanoniske tekster kan have været mystiske; Talmud antyder andre mystiske traditioner, som kan have deres rødder i jødedommen i det andet tempel.

Det nære Østen var kosmopolitisk, især i den hellenistiske periode. Der blev brugt flere sprog, og spørgsmålet om lingua franca er stadig genstand for debat. Jøderne talte næsten helt sikkert aramæisk indbyrdes. Græsk blev ofte brugt i hele den østlige del af Middelhavsområdet. Jødedommen var under hastig forandring, idet den reagerede og tilpassede sig en større politisk, kulturel og intellektuel verden og tiltrak sig ikke-jødiske interessers interesser. Historikeren Shaye Cohen bemærkede:

Alle jødedannelserne i den hellenistiske periode, både i diasporaen og i Israels land, var helleniserede, dvs. var integrerede dele af den antikke verdens kultur. Nogle varianter af jødedommen var mere helleniserede end andre, men ingen var en ø for sig selv. Det er en fejl at forestille sig, at Palæstinas land bevarede en "ren" form for jødedom, og at diasporaen var hjemsted for forfalskede eller udvandede former for jødedom. Udtrykket "hellenistisk jødedom" giver derfor kun mening som en kronologisk indikator for perioden fra Alexander den Store til Makabæerne eller måske til de romerske erobringer i det første århundrede f.Kr. Som en beskrivende betegnelse for en bestemt type jødedom er den imidlertid meningsløs, fordi alle jødedomme i den hellenistiske periode var "hellenistiske". (Cohen 1987: 37)

Kulturelle kampe med hellenismen

Mange jøder levede i diasporaen, og de judæiske provinser Judæa, Samaria og Galilæa var befolket af mange ikke-jøder (som ofte viste interesse for jødedommen). Jøderne måtte leve med hellenismens og den hellenistiske filosofis værdier, som ofte var i direkte modstrid med deres egne værdier og traditioner. Generelt set så den hellenistiske kultur sig selv som en civilisator, der bragte civiliserede værdier og måder til folk, som de anså for at være isolerede eller enten tilbagestående eller degenererede.

Der blev f.eks. bygget badehuse i græsk stil ved siden af templet i Jerusalem, og selv i denne by blev gymnastiksalen et centrum for det sociale, sportslige og intellektuelle liv. Mange jøder, herunder nogle af de mere aristokratiske præster, tog disse institutioner til sig, selv om jøder, der gjorde det, ofte blev set ned på dem på grund af deres omskæring, som jøderne så som et tegn på deres pagt med Gud, men som den hellenistiske kultur betragtede som en æstetisk vansiring af kroppen. Derfor begyndte nogle jøder at opgive omskærelsen (og dermed deres pagt med Gud), mens andre begyndte at bryste sig af den græske dominans.

Samtidig med at jøderne konfronterede de kulturelle forskelle, der stod foran deres dør, måtte de konfrontere et paradoks i deres egen tradition: deres Torah-love gjaldt kun dem selv og proselytter, men de troede, at deres Gud var den eneste Gud for alle. Denne situation førte til nye fortolkninger af Toraen, hvoraf nogle var påvirket af hellenistisk tænkning og som svar på ikke-jødernes interesse for jødedommen. Det var i denne periode, at mange begreber fra den tidlige græske filosofi kom ind i eller påvirkede jødedommen, ligesom der opstod debatter og sekter inden for datidens religion og kultur.

I 331 fvt. overtog Alexander den Store det persiskeimperium. Ved hans død i 323 fvt. smuldrede hans imperium, og provinsen Yehud blev en del af det egyptiske kongerige, der blev regeret af det ptolemæiske dynasti. Det ptolemæiske styre var mildt: Alexandria blev den største jødiske by i verden, og Ptolemæus II Philadelphus af Egypten (281-246 f.Kr.) fremmede den jødiske kultur og sponsorerede Septuaginta-oversættelsen af Toraen. I denne periode opstod også farisæerne og andre jødiske partier fra det andet tempel, såsom saddukæerne og essenerne. Men i begyndelsen af det 2. århundrede f.v.t. faldt Yehud til den seleukidiske syriske hersker Antiochus IV Epiphanes (174-163 f.v.t.), som i modsætning til den tolerance, som ptolemiderne havde udvist, forsøgte at gennemføre en fuldstændig hellenisering af jøderne. Hans vanhelligelse af templet udløste et nationalt oprør, som endte med udvisning af syrerne og genindvielse af templet under Makkabæerne

Det kongerige, som Makkabæerne oprettede, var et bevidst forsøg på at genoplive det Juda, som beskrives i Bibelen: et jødisk monarki, der blev regeret fra Jerusalem og strakte sig over alle de områder, som David og Salomon engang havde regeret. For at gennemføre dette projekt erobrede (og tvangsomvendte til jødedommen) de tidligere moabitter, edomitter og ammonitter samt det forsvundne kongerige Israel (og tvangsomvendte dem til jødedommen).

Generelt accepterede jøderne fremmedstyre, når de kun skulle betale tribut, og ellers fik lov til at styre sig selv internt. Ikke desto mindre var jøderne delt mellem dem, der gik ind for hellenisering, og dem, der var imod den, og de var splittede om troskab mod ptolemæerne eller seleukiderne. Da ypperstepræsten Simon II døde i 175 fvt. brød konflikten ud mellem tilhængere af hans søn Onias III (som var imod hellenisering og foretrak ptolemæerne) og hans søn Jason (som var for hellenisering og foretrak seleukiderne). Herefter fulgte en periode med politiske intriger, hvor præster som Menelaos bestak kongen for at vinde ypperstepræsteskabet, og hvor konkurrerende kandidater til titlen blev beskyldt for mord. Resultatet blev en kortvarig borgerkrig.

Et enormt antal jøder flokkedes om Jason, og i 167 f.Kr. invaderede den seleukidiske kong Antiokus IV Judæa, gik ind i templet og fratog det penge og ceremonielle genstande. Jason flygtede til Egypten, og Antiokos indførte et program for tvungen hellenisering, hvor jøderne skulle opgive deres egne love og skikke under trussel om at blive slagtet. På dette tidspunkt overtog Mattathias og hans fem sønner, John, Eleazar, Simon, Jonathan og Judah Maccabee, præster fra Hasmon-familien, der boede i landsbyen Modein (udtales "Mo-Ah-Dein"), ledelsen af et blodigt og i sidste ende vellykket oprør mod Seleukiderne.

Juda befriede Jerusalem i 165 fvt. og genoprettede templet. Kampene fortsatte, og Juda og hans bror Jonatan blev dræbt. I 141 f.Kr. bekræftede en forsamling af præster og andre Simon som ypperstepræst og leder, hvorved det hasmonæiske dynasti blev oprettet. Da Simon blev dræbt i 135 fvt. overtog hans søn (og Judas nevø) Johannes Hyrkanus hans plads som ypperstepræst og konge.

Det Hasmonæiske kongerige

Efter at have besejret de seleukidiske styrker etablerede Johannes Hyrkanus et nyt monarki i form af det præstelige hasmonæiske dynasti i 152 f.Kr. - og gjorde dermed præsterne til politiske såvel som religiøse autoriteter. Selv om hasmonæerne populært set blev betragtet som helte og ledere for deres modstand mod seleukiderne, mente nogle, at deres regeringstid manglede den religiøse legitimitet, der var givet ved at nedstamme fra det davidiske dynasti fra det første tempel.

Saddukæere, essæere og farisæere

Kløften mellem præsterne og vismændene voksede i løbet af den hellenistiske periode, hvor jøderne stod over for nye politiske og kulturelle kampe. Omkring denne tid opstod saddukæerpartiet som præsternes og de allierede eliters parti (navnet saddukæer stammer fra Zadok, ypperstepræsten i det første tempel).

Essenerne var en anden tidlig mystisk-religiøs bevægelse, som menes at have afvist enten de seleukidiske ypperstepræster eller de hasmonæiske ypperstepræster som værende forkerte. Men de afviste snart det andet tempel, idet de hævdede, at det essenske samfund i sig selv var det nye tempel, og at lovlydighed repræsenterede en ny form for ofring.

Selv om deres manglende interesse for det andet tempel fremmedgjorde essenerne fra den store masse af jøderne, blev deres opfattelse af, at det hellige kunne eksistere uden for templet, delt af en anden gruppe, farisæerne ("separatister"), der var baseret i samfundet af skriftkloge og vismænd. Betydningen af navnet er dog uklar.

I den hasmonæiske periode fungerede saddukæerne og farisæerne primært som politiske partier (essenerne var ikke så politisk orienterede). De politiske forskelle mellem saddukæerne og farisæerne blev tydelige, da farisæerne krævede, at den hasmonæiske konge Alexander Jannai skulle vælge mellem at være konge og ypperstepræst på den traditionelle måde. Dette krav førte til en kort borgerkrig, der endte med en blodig undertrykkelse af farisæerne, selv om kongen på sit dødsleje opfordrede til en forsoning mellem de to parter. Alexander blev efterfulgt af sin enke, hvis bror var en ledende farisæer. Ved hendes død søgte hendes ældste søn, Hyrkanos II, støtte fra farisæerne, og hendes yngste søn, Aristobulus, søgte støtte fra saddukæerne.

I 64 f.Kr. overtog den romerske general Pompejus Jerusalem og gjorde det jødiske kongerige til en klient af Rom. I 57-55 fvt. opdelte Aulus Gabinius, prokonsul af Syrien, det i Galilæa, Samaria og Judæa med fem distriktssanhedrin/Synedrion (lovråd). I 40-39 f.Kr. blev Herodes den Store udnævnt til jødernes konge af det romerske senat, men i 6 e.Kr. blev hans efterfølger, Herodes Archelaos, etnark af Judæa, afsat af kejser Augustus, og hans områder blev annekteret som provinsen Iudaea under direkte romersk administration: dette markerede afslutningen på Judæa som et selv teoretisk uafhængigt kongerige.

Iudaea-provinsen og det omkringliggende område i det 1. århundrede


Omfanget af det Hasmonæiske kongerige

Religion

Israel og Juda arvede religionen fra det sene første årtusinde i Kanaan, og den kanaanitiske religion havde igen sine rødder i religionen i Ugarit i det andet årtusinde. I det 2. årtusinde kom polyteismen til udtryk gennem begreberne det guddommelige råd og den guddommelige familie.

Relaterede sider

Tidsperioder i området Palæstina Bibelen Bibelsk arkæologi Canaan Jøde Israelitterne Det forenede monarki Kronologi i Bibelen Den hebraiske bibel Den jødiske diaspora Yehud Medinata Historien om Levanten Israels historie Israelit Det Gamle Testamente Tanakh Torah Tidslinje for kristendommen	Bemærkelsesværdige personer Abraham Isaac Jacob Joseph Benjamin Moses Aaron Joshua Gideon Deborah Samson Samuel	Konger i Israel
		Hoved: Liste over Israels konger: Saul , Ish-boshet, David, Salomon, Jeroboam, Nadab, Baasha, Ela, Zimri, Omri, Akab, Ahazja, Joram, Jehoj, Jehu, Elisa, Joahas, Joas, Joas, Jeroboam II, Zacharias, Sjallum, Menahem, Pekaja, Peka, Hoshea
		Konger af Juda
		Hoved: Liste over konger af Juda Rehabeam, Abijam, Asa, Josafat, Joram, Ahazja, Athalia, Joas, Amazja, Uzzija, Jotam, Akaz, Ezekias, Manasse, Amon, Josias, Joja, Joakaz, Jojakim, Jehojkaj, Jekonja, Zedekias