Anastasia Romanov (1901–1918) – Storhertuginde, myter og DNA-bevis

Liv og barndom

Da Anastasia blev født, var hendes familie skuffet. De havde håbet på en søn, som ville blive tronarving. Til ære for hendes fødsel tilgav hendes far de studerende, der var blevet sat i fængsel for at have deltaget i optøjer i Sankt Petersborg og Moskva. På grund af dette betyder Anastasias navn "kædebryderen" eller "fængselsåbneren". Det kan også betyde "opstandelsens". Folk talte ofte om dette, når der var historier om, at hun ikke var død. Anastasia var en storhertuginde. Fordi det gjorde Anastasia til en "kejserlig højhed", var hun højere rangeret end andre prinsesser i Europa, som var "kongelige højheder".

Tsarens børn levede meget enkelt. De sov på hårde lejrsenge uden puder, når de var raske, tog kolde bade om morgenen og måtte gøre rent på deres værelser og nogle gange sy. De fleste af deres tjenere kaldte normalt Anastasia ved sit fornavn i stedet for at kalde hende "Hendes kejserlige Højhed". Nogle gange kaldte de hende "Anastasie", "Nastya", "Nastas" eller "Nastenka". Anastasia blev også kaldt "Malenkaja", der betyder "lille (en)", eller "shvibzik", det russiske ord for "nisse".

Anastasia var et lyst og livligt barn. Folk beskrev hende som lille og buttet, med blå øjne og blondt hår. Margaretta Eagar, Anastasias guvernante, sagde, at nogen engang havde kaldt den unge Anastasia for det mest charmerende barn, han nogensinde havde set. Lili Dehn sagde, at Anastasia var "smuk", men at hun havde "et mere klogt ansigt, og hendes øjne var en kilde til intelligens".

Anastasia var klog, men hun var aldrig særlig interesseret i at studere. Pierre Gilliard, Sydney Gibbes og de kommende damer Lili Dehn og Anna Vyrubova sagde, at Anastasia var sjov og god til at spille skuespil. Nogle mennesker kunne ikke lide hendes skarpe, hurtige bemærkninger.

Anastasias legesyge adfærd blev ofte straffet. Ifølge Gieb Botkin "var hun et sandt geni i frækhed". Han var søn af hoflægen Jevgenij Botkin, som senere døde sammen med familien i Jekaterinburg. Anastasia snublede tjenerne, narrede sine lærere og klatrede op i træer og nægtede at komme ned igen. Engang under en sneboldkamp rullede hun en sten til en snebold og kastede den efter sin storesøster, Tatiana. Prinsesse Nina Georgievna, Anastasias kusine, sagde, at "Anastasia var uartig på grænsen til det onde". Hun sagde, at Anastasia blev vred, når hendes venner vandt spil, eller når den yngre Nina var højere end hende. Hun gik også mindre op i sit udseende end sine søstre. Hallie Erminie Rives, en amerikansk forfatter, beskrev, hvordan Anastasia spiste chokolade uden at tage sine hvide operahandsker af i operahuset i Sankt Petersborg, da hun var 10 år gammel.

Anastasias familie kaldte Anastasia og hendes storesøster Maria "Det lille par". Det skyldtes, at de delte værelse, ofte havde den samme kjole på og legede meget sammen. Deres storesøstre Olga og Tatiana blev kaldt "Det store par", fordi de også delte værelse. De fire piger underskrev nogle gange breve med deres kælenavn, OTMA. De lavede dette kælenavn ud fra de første bogstaver i deres fornavne Olga, Tatiana, Maria og Anastasia.

Anastasia var meget energisk, men hun var ofte syg. Hun havde hallux valgus (baller), hvilket gjorde ondt i begge hendes storetæer. Anastasia havde også en svag muskel i ryggen. På grund af dette skulle hun masseres to gange om ugen. Det kunne hun ikke lide, og når det var tid til at blive masseret, gemte hun sig under sin seng eller i skabene. Anastasias storesøster, Maria, skulle efter sigende have blødt i december 1914 under en operation for at fjerne hendes mandler. Lægen, der foretog operationen, var så chokeret, at Marias mor, zarina Alexandra, måtte beordre ham til at fortsætte. Olga Alexandrovna sagde, at alle hendes fire niecer blødte mere, end det var normalt. Hun troede, at de havde hæmofili-genet ligesom deres mor. Nogle bærere af genet er ikke selv hæmofilipatienter, men de kan have tegn på hæmofili, som f.eks. at bløde mere end de fleste mennesker. DNA-undersøgelser på resterne af den kongelige familie viste i 2009, at Alexei led af hæmofili B. Hans mor og en af hans søstre var bærere. Russerne troede, at denne søster var Maria, og amerikanerne troede, at det var Anastasia. Hvis Anastasia havde levet, kunne hun have givet sygdommen videre til sine børn. Anastasia elskede ligesom alle andre i sin familie "Baby" Tsarevich Alexei meget højt. Alexei fik ofte anfald af hæmofili og var tæt på at dø flere gange.

Forbindelse med Grigori Rasputin

Hendes mor stolede på Grigori Rasputin, en russisk bonde og vandrende "hellig mand". Hun troede, at hans bønner havde reddet hendes søn mange gange, da han var syg. Anastasia og hendes søstre fik at vide, at de skulle behandle Rasputin som "vores ven" og fortælle ham deres hemmeligheder. I efteråret 1907 tog Anastasias tante, storhertuginde Olga Alexandrovna af Rusland, sammen med zaren til børnehaven for at møde Rasputin. Anastasia, hendes søstre og bror Alexei var alle iført deres lange hvide natkjoler.

"Alle børnene syntes at kunne lide ham," sagde Olga Alexandrovna senere. "De var helt trygge ved ham." Rasputins venskab med de kejserlige børn kan ses i nogle af de beskeder, han sendte til dem. I februar 1909 sendte Rasputin dem et telegram med følgende ordlyd: "Elsk hele Guds natur, hele hans skabelse, især denne jord. Guds Moder var altid optaget af blomster og håndarbejde."

Men i 1910 fortalte Sofia Ivanovna Tyutcheva andre personer i familien, at Rasputin fik lov til at se de fire piger, når de var iført deres natkjoler. Rasputins besøg hos børnene var helt uskyldige, men familien var chokeret og vred. Tyutcheva fortalte Nikolajs søster, storhertuginde Xenia Alexandrovna af Rusland, at Rasputin besøgte og talte med pigerne, mens de var ved at gøre sig klar til at gå i seng, og at han krammede og klappede dem. Tyutcheva sagde, at børnene ikke talte om Rasputin med hende og holdt hans besøg hemmelige. Tatiana skrev til sin mor den 8. marts 1910, at hun var "så afr(aid) at S.I. (guvernante Sofia Ivanovna Tyutcheva) kan tale ... om vores ven noget dårligt". Xenia skrev den 15. marts 1910, at hun ikke forstod "Alix' og børnenes holdning (opførsel) til den uhyggelige Grigorij". Nikolaj bad Rasputin om ikke at gå ind i børnehaven efter dette, og Alexandra fyrede senere Tyutcheva.

I foråret 1910 fortalte Maria Ivanovna Vishnyakova, en kongelig guvernante, at Rasputin havde voldtaget hende. Kejserinden troede ikke på hende og sagde, at "alt, hvad Rasputin gør, er helligt". Storhertuginde Olga Alexandrovna fik at vide, at man havde foretaget en undersøgelse for at se, om det Vishnyakova sagde var sandt, men at "de fangede den unge kvinde i seng med en kosak fra den kejserlige garde". Vishnyakova blev forhindret i at se Rasputin, efter at hun havde hævdet, at han havde voldtaget hende. Hun blev fyret i 1913.

Men rygterne spredte sig stadig. Folk antydede, at Rasputin havde forført zarinaen og hendes fire døtre. Rasputin havde skrevet varme, men helt uskyldige breve til zarinaen og hendes fire døtre. Han frigav brevene, hvilket fik folk til at sladre endnu mere. "Min kære, dyrebare, eneste ven", skrev Anastasia. "Hvor ville jeg gerne se dig igen. Du viste dig for mig i dag i en drøm. Jeg spørger altid mor, hvornår du kommer ... Jeg tænker altid på dig, min kære, fordi du er så god mod mig ..."

Kort efter blev der trykt pornografiske tegninger om Rasputin, der havde forhold til kejserinden, hendes fire døtre og Anna Vyrubovna. Efter skandalen bad Nikolaus Rasputin om at forlade Sankt Petersborg for en tid. Rasputin tog på en pilgrimsrejse til Palæstina. Alexandra blev meget vred over dette. Men selv om rygterne fortsatte, fortsatte den kejserlige familie med at være venligsindet over for Rasputin, indtil han blev myrdet den 17. december 1916. "Vores veninde er så tilfreds (glad) med vores piger, siger ... deres sjæle har udviklet sig meget," skrev Alexandra til Nikolaj den 6. december 1916.

Senere rapporterede A.A. Mordvinov i sine erindringer, at de fire storhertuginder så "kolde og synligt forfærdeligt oprørte" ud over Rasputins død. Han tilføjede, at de sad "tæt sammenkrøbet" på en sofa den aften, hvor de hørte, at han var blevet dræbt. Mordvinov huskede, at de var triste og syntes at føle begyndelsen til store politiske problemer. Rasputin blev begravet med en ikon underskrevet på bagsiden af Anastasia, hendes mor og hendes søstre. Anastasia tog til hans begravelse den 21. december 1916. Hendes familie planlagde at bygge en kirke over Rasputins grav. Efter at de blev dræbt af bolsjevikkerne, opdagede man, at Anastasia og hendes søstre alle bar amuletter med Rasputins billede og en bøn på.

Første Verdenskrig og revolution

Under Første Verdenskrig besøgte Anastasia og hendes søster Maria sårede soldater på et hospital i Tsarskoye Selo. Da de var for unge til at blive Røde Kors-sygeplejersker som deres mor og ældre søstre, spillede de i stedet dam og billard med soldaterne og forsøgte at gøre dem glade. Felix Dassel, der blev behandlet på hospitalet, huskede, at Anastasia havde en "latter som et egern" og gik hurtigt "som om hun snublede med".

I februar 1917 trådte Nikolaj 2. tilbage fra tronen. Anastasia og hendes familie blev sat i husarrest i Alexanderpaladset i Tsarskoje Selo under den russiske revolution. Da bolsjevikkerne kom tættere på, flyttede Alexander Kerenskij dem til Tobolsk i Sibirien. Bolsjevikkerne blev mere og mere magtfulde. Anastasia og hendes familie blev flyttet til Ipatiev-huset (Huset for særlige formål) i Jekaterinburg.

Anastasia var ked af sit fangenskab. "Farvel", skrev hun til en veninde i vinteren 1917. "Glem os ikke." I Tobolsk skrev hun et sørgeligt tema til sin engelsklærer, fyldt med stavefejl, om Evelyn Hope, et digt af Robert Browning om en ung pige. "Da hun døde, var hun kun seksten år gammel," skrev Anastasia. "Ther(e) var en mand, der elskede hende uden at have set hende, men (k)kendte hende meget godt. Og hun he(a)rd af ham også. Han kunne aldrig fortælle hende, at han elskede hende, og nu var hun død. Men alligevel tænkte han, at når han og hun vil leve [deres] næste liv, når det vil være, at ..."

I Tobolsk syede hun og hendes søstre smykker i deres tøj. Det skyldtes, at Alexandra, Nikolaus og Maria havde fået deres ting fjernet, da de ankom til Jekaterinburg. Demidova skrev til Tegleva om dette og brugte kodeord for juvelerne som "medicin" og "Sednevs ejendele". Anastasia og hendes søstre var klædt enkelt på, og alle tre havde fået klippet deres hår kort. Det var blevet klippet, da de var syge af mæslinger i 1917, og de havde holdt det kort. Pierre Gilliard huskede sit sidste syn af børnene: "Sømanden Nagorny, som tog sig af Alexei Nikolaevitch, gik forbi mit vindue med den syge dreng i armene, og bag ham kom storhertuginderne lastet med tasker og små personlige ejendele. Jeg forsøgte at komme ud, men blev groft skubbet tilbage ind i vognen af vagten. Jeg kom tilbage til vinduet. Tatiana Nikolayevna kom sidst med sin lille hund og kæmpede med at slæbe en tung brun taske. Det regnede, og jeg så hendes fødder synke ned i mudderet ved hvert skridt. Nagorny forsøgte at komme hende til hjælp; han blev groft skubbet tilbage af en af kommissærerne ..." Også baronesse Sophie Buxhoeveden fortalte om sit sidste triste minde om Anastasia: "Engang, da jeg stod på nogle trapper ved døren til et hus i nærheden, så jeg en hånd og en arm med lyserøde ærmer åbne den øverste (højeste) rude. Ifølge blusen må hånden have tilhørt enten storhertuginde Marie eller Anastasia. De kunne ikke se mig gennem deres vinduer, og dette skulle blive det sidste glimt, jeg skulle få af nogen af dem!"

Men selv i de sidste måneder af sit liv kunne Anastasia være lykkelig. Hun og andre medlemmer af hendes familie opførte i foråret 1918 teaterstykker for deres forældre og andre. Hendes huslærer Sydney Gibbes sagde, at Anastasias skuespil fik alle til at grine. Den 7. maj 1918 skrev Anastasia et brev fra Tobolsk til sin søster Maria i Jekaterinburg. I brevet beskrev hun et glædesøjeblik, selv om hun var trist, ensom og bekymret for sin syge bror Alexei: "Vi legede på gyngen, det var der, jeg brølede af grin (grinede højt), faldet var så vidunderligt! Virkelig! Jeg fortalte søstrene om det så mange gange i går, at de blev helt trætte (trætte)", og hun tilføjede: "Man kunne simpelthen råbe af glæde." I sine erindringer kaldte Alexander Strekotin, en af vagterne i Ipatiev-huset, Anastasia for "meget venlig og fuld af sjov". En anden vagt sagde, at Anastasia var "en meget charmerende djævel! Hun var drilagtig og, tror jeg, sjældent (ikke ofte) træt. Hun var livlig og var glad for (nød) at opføre komiske mimer med hundene, som om de optrådte i et cirkus." En anden vagt kaldte hende imidlertid "stødende og en terrorist" og klagede over nogle af hendes skarpe bemærkninger. Anastasia og hendes søstre lærte at vaske deres eget tøj og lave brød i Ipatiev-huset.

Om sommeren blev hele familien imidlertid meget mere trist. Ifølge nogle beretninger blev Anastasia engang så ulykkelig over de låste, malede vinduer, at hun åbnede et af dem for at få frisk luft. En vagt skulle have set hende og skød og ramte hende næsten. Hun forsøgte ikke at åbne vinduerne igen.

Den 14. juli 1918 holdt lokale præster i Jekaterinburg en privat gudstjeneste for familien. De fortalte senere, at Anastasia og hendes familie faldt på knæ under bønnerne for de døde, hvilket de ikke havde gjort før. De bemærkede også, at pigerne var blevet meget triste og ikke svarede på gudstjenesten. En af præsterne sagde: "Der er sket noget med dem derinde". Men næste dag, den 15. juli 1918, virkede Anastasia og hendes søstre mere glade. De spøgte og hjalp med at flytte sengene i deres fælles soveværelse, så rengøringsdamer kunne gøre gulvene rene. De hjalp kvinderne med at skrubbe gulvene og hviskede til dem, når vagterne ikke kiggede på dem. Anastasia stak endda tungen ud efter Yakov Yurovsky, lederen af vagterne, da han vendte ryggen til og forlod rummet.

Anastasia blev henrettet sammen med sin familie af en henrettelsespeloton tidligt om morgenen den 17. juli 1918. De var blevet dræbt af det bolsjevikiske hemmelige politi under ledelse af Jurovskij.

Tilfangetagelse og henrettelse

I oktober 1917 ramte den bolsjevikiske revolution Rusland. Kort efter begyndte en borgerkrig. Planerne om at løslade Romanovs gik langsommere. Da de hvide (folk, der stadig var trofaste over for zaren og enevælden) kom mere og mere mod Jekaterinburg, følte de røde sig bange. De vidste, at den velforberedte hvide hær ville vinde. Da de hvide nåede Jekaterinburg, var den kejserlige familie væk. Man mener, at familien var blevet henrettet.

"Yurovsky-notatet" blev fundet i 1989 og beskrevet i Edvard Radzinskys bog "Den sidste zar" fra 1992. "Yurovsky-notatet" var en beskrivelse af begivenheden af Yurovsky efter henrettelsen. Ifølge notatet blev familien vækket den nat, hvor mordene fandt sted, og fik besked på at klæde sig på. De fik at vide, at de skulle flytte til et nyt sted af hensyn til deres sikkerhed. De hævdede, at det var på grund af den mulige vold, der kunne forekomme, når den hvide hær nåede Jekaterinburg. Da de var klædt på, blev familien og de få tjenestefolk ført til et lille rum i husets kælder. De fik besked på at vente der. Alexandra bad om stole til sig selv og Alexei, og hun satte sig ved siden af sin søn. Efter kort tid kom bødlerne ind i rummet, anført af Yurovsky. Yurovsky fortalte hurtigt zaren og hans familie, at de skulle dø. Zaren råbte "Hvad?" og vendte sig mod sin familie, men blev straks dræbt, da flere kugler ramte hans bryst. Zaren, kejserinden og to tjenere blev dræbt i den første skudrunde. Maria, dr. Botkin og Alexandras tjenestepige Demidova blev såret. Tyk røg og støv fyldte rummet fra skyderiet, så de bevæbnede mænd forlod rummet i et par minutter. De kom snart tilbage og skød Dr. Botkin. En revolvermand ved navn Ermakov forsøgte at skyde Tsarevich Alexei, men juvelerne i drengens tøj beskyttede ham. Ermakov forsøgte at dræbe Alexei med en bajonet, men det mislykkedes igen. Til sidst affyrede Yurovsky to skud i drengens hoved. Tatiana og Olga var tæt på muren. De holdt fast i hinanden og græd efter deres mor. Tatiana blev dræbt af et skud i hovedet. Olga døde, da Ermakov skød hende i kæben.

Maria, Anastasia og tjenestepigen Demidova lå på gulvet under det ene vindue i rummet. Ermakov sagde, at han dræbte Maria ved at skyde hende i hovedet. Ermakov forsøgte derefter at stikke Anastasia ned, men det lykkedes ikke, og han sagde, at han dræbte hende ved at skyde hende i hovedet. Marias kranie har dog ingen skudsår. Det er uklart, hvordan hun døde. Ermakov var beruset under mordene, og det er muligt, at hans skud ikke gik helt igennem hendes hoved. Hun kan være blevet bevidstløs og have blødt meget, men forblev i live. Da ligene blev fjernet, flyttede to af storhertuginderne sig. Den ene satte sig op og skreg og kastede sin arm over hovedet. Den anden, der blødte fra munden, stønnede og bevægede sig. Da Olga og Tatiana blev skudt, blev de dræbt på stedet, så Maria var sandsynligvis den, der skreg. Anastasia kunne måske stadig have været i stand til at bevæge sig. Ermakov fortalte sin kone, at Anastasia blev dræbt med en bajonet, og Jurovskij skrev, at da ligene blev båret ud, skreg en eller flere af pigerne og blev slået i baghovedet med en kølle. Marias baghoved viser imidlertid ingen tegn på at være blevet slået med en kølle. Resterne af Anastasias forbrændte krop viser ingen detaljer om, hvordan hun døde.

Et af de største mysterier i det 20. århundrede var, om Anastasia havde overlevet eller ej. Fra 1920 til 1922 blev Anna Anderson, den mest berømte person, der udgav sig for at være Anastasia, meget berømt. Hun hævdede, at hun havde ladet som om hun var død, hvorefter hun flygtede med hjælp fra en venlig vagt, der reddede hende fra de døde kroppe efter at have set, at hun stadig var i live. Hendes juridiske kamp for at blive anerkendt som Anastasia fra 1938 til 1970 var en kontrovers hele hendes liv. Det var den længstvarende sag, der nogensinde er blevet behandlet af de tyske domstole. Til sidst besluttede domstolene, at der ikke var beviser nok.

Anderson døde i 1984, og hendes krop blev kremeret. I 1994 blev en vævsprøve fra Andersen på et hospital brugt til DNA-test sammen med blodet fra prins Philip, hertugen af Edinburgh. Prins Philip var en grandnevø af kejserinde Alexandra. Dr. Gill, der udførte testene, besluttede, at hvis "man accepterer, at disse prøver stammer fra Anna Anderson, så kunne Anna Anderson ikke ... [have været] beslægtet med zar Nicholas eller zarina Alexandra." Andersons DNA matchede med en grand-nevø til Franziska Schanzkowska, en forsvundet polsk fabriksarbejder. Nogle personer, der støttede Anderson, var enige i, at DNA-testene viste, at hun ikke kunne have været storhertuginden.

Mindst 10 kvinder hævdede at være Anastasia. Mindre kendte personer, der udgav sig for at være Anastasia, var Nadezhda Ivanovna Vasilyeva og Eugenia Smith. En præst tog sig af to unge kvinder, der sagde, at de var Anastasia og hendes søster Maria, i Uralbjergene i 1919. De levede der som nonner, indtil de døde i 1964. De blev begravet med navnene Anastasia og Maria Nikolaevna.

Folk rapporterede, at tog og huse blev gennemsøgt af soldater og hemmeligt politi for at finde "Anastasia Romanov". Da hun blev fængslet i kort tid i Perm i 1918, fortalte prinsesse Helena Petrovna, hustru til Anastasias fjerne fætter, prins Ioann Konstantinovich af Rusland, at en vagt tog en pige, der kaldte sig Anastasia Romanova, med ind i hendes celle og spurgte hende, om pigen var zarens datter. Da hun ikke genkendte pigen, førte vagten hende væk. Andre i Perm sagde senere, at de så Anastasia, hendes mor og søstre i Perm, efter at de var blevet dræbt, men dette var kun et rygte. Overraskende nok hjalp de rygter, der var begyndt at skjule, at familien var død, på rygterne om, at de var i live. Et par dage efter at de var blevet dræbt, sendte den tyske regering telegrammer til Rusland og bad om "sikkerheden for prinsesserne af tysk blod". Rusland havde underskrevet en fredstraktat med tyskerne og ønskede ikke at fortælle dem, at kvinderne var døde. I stedet fortalte de dem, at de var blevet flyttet til et mere sikkert sted. Dette kan have været grunden til, at "Perm-historierne" begyndte.

En anden gang fortalte otte personer, at de havde set en ung kvinde blive fanget på en jernbanestation ved Siding 37 i september 1918 efter at have forsøgt at flygte. Disse personer var Maxim Grigoyev, Tatiana Sitnikova og hendes søn Fyodor Sitnikov, Ivan Kuklin og Matrina Kuklina, Vassily Ryabov, Ustinya Varankina og Dr. Pavel Utkin. Nogle af disse personer sagde, at pigen var Anastasia, da de så fotografier af storhertuginden, som efterforskere fra den Hvide Russiske Hær havde taget af den hvide russiske hær. Dr. Pavel Utkin fortalte også efterforskerne, at pigen, som han havde hjulpet i Perm, da hun var kommet til skade, havde sagt: "Jeg er regentens datter, Anastasia." I den periode var der lignende historier om unge mennesker i Rusland, der sagde, at de var Romanovs, der var flygtet. Boris Soloviev, ægtemand til Rasputins datter Maria, snød mange vigtige russiske familier ved at bede om penge til en Romanov for at flygte til Kina. Soloviev fik hjælp af unge kvinder, der udgav sig for at være en af storhertuginderne for at hjælpe med at narre familierne.

Nogle foreslår, at der måske var en måde, hvorpå en vagt kunne redde alle de familiemedlemmer, der stadig var i live. Yakov Yurovsky beordrede vagterne til at komme til hans kontor og give ham de ting, de havde stjålet efter mordet. På det tidspunkt siges det, at der var en kort periode, hvor de dræbte lig blev efterladt i lastbilen og i husets kælder. Nogle vagter, som ikke havde deltaget i mordene og havde haft ondt af storhertuginderne, blev efterladt i kælderen sammen med ligene.

Der var også historier fra Bulgarien om, at Anastasia og hendes bror stadig var i live. I 1953 fortalte Peter Zamiatkin en 16-årig person, der blev behandlet på et hospital, at han havde taget Anastasia og Alexei med til den landsby, hvor han var født i nærheden af Odessa. Han sagde, at han var medlem af Romanovs garde, og at zaren havde bedt ham om at gøre dette. Zamiatkin sagde, at efter at resten af familien var blevet dræbt, flygtede han med børnene på et skib. "Anastasia" og "Alexei" levede under falske navne i den bulgarske by Gabarevo. Den bulgarske "Anastasia" kaldte sig Eleonora Albertovna Kruger. Hun døde i 1954.

I 1991 blev det sted, hvor den kejserlige familie og deres tjenere angiveligt blev begravet, fundet i skoven uden for Jekaterinburg. Det var faktisk blevet fundet næsten ti år tidligere, men var blevet holdt skjult af de mennesker, der havde fundet det. De ønskede ikke, at kommunisterne, som stadig regerede Rusland på det tidspunkt, skulle vide, hvor graven var. Graven indeholdt kun ni lig i stedet for 11. DNA og undersøgelser af deres skeletter viste, at det var ligene af zar Nikolaus II, hans hustru og tre af storhertuginderne (Olga, Tatiana og Maria). De andre rester havde et andet DNA. Det var ligene af familiens læge (Jevgenij Botkin), kammertjener (Alexei Trupp), kok (Ivan Kharitonov) og Alexandras tjenestepige (Anna Demidova). Dr. William Maples besluttede, at tsarevitchen Alexei og Anastasias lig var forsvundet. Russiske videnskabsmænd var ikke enige i dette. De hævdede, at det var Maria's lig, der manglede, ikke Anastasias. Russerne brugte et computerprogram til at sammenligne fotos af Anastasia med kranierne fra graven. Når nogle af knoglestykkerne i kranierne manglede, gættede de på, hvor langt eller bredt det var i stedet. Amerikanske forskere mente, at denne måde at studere ligene på var forkert.

Amerikanske forskere troede, at det forsvundne lig var Anastasias. Dette skyldes, at ingen af de kvindelige skeletter viste tegn på, at det ikke var fuldt udvokset endnu. Resterne af den kejserlige familie blev begravet i 1998. På det tidspunkt blev et lig, der målte ca. 170 cm (5 fod og 7 tommer), begravet som Anastasias lig. Fotografier af hende stående ved siden af sine søstre seks måneder før hun døde viser, at Anastasia var et par centimeter kortere end dem alle.

"Yurovsky Note" viste, at to af ligene blev taget fra hovedgraven og brændt i hemmelighed for at skjule den kejserlige families begravelser. Folk kunne imidlertid ikke finde det sted, hvor ligene blev brændt, i mange år. Den 23. august 2007 erklærede en russisk arkæolog imidlertid, at han havde fundet to brændte skeletter nær Jekaterinburg på et sted, som syntes at stemme overens med det, der blev beskrevet i Jurovskijs skrifter. Arkæologerne sagde, at knoglerne stammede fra en dreng på mellem 10 og 13 år og en ung kvinde på mellem 18 og 23 år. Anastasia var 17 år og en måned gammel, da hun blev dræbt; Maria var 19 år og en måned gammel, og Alexei var kun to uger før sin fjortende fødselsdag. Anastasias ældre søstre, Olga og Tatiana, var 22 og 23 år, da de døde. De brugte metaldetektorer til at finde knoglerne.

Mange internationale laboratorier, såsom Armed Forces DNA Identification Laboratory og Medical University of Innsbruck, foretog DNA-test. De beviste, at resterne var fra Tsarevich Alexei og hans søster. De var enige om, at alle i familien, herunder Anastasia, døde i 1918. Alle forældre og børn har deres eget særlige DNA.

I 2000 blev Anastasia og hendes familie kanoniseret som lidelsesbærere af den russisk-ortodokse kirke. I 1981 var de allerede blevet kanoniseret af den russisk-ortodokse kirke i udlandet som hellige martyrer. Liget af zar Nikolaus II, zarina Alexandra og tre af deres døtre blev begravet i Sankt Katarina-kapellet i Peter og Paul-katedralen i Sankt Petersborg den 17. juli 1998. Det var 80 år efter, at de var blevet myrdet.

Historierne om, hvordan Anastasia kunne være undsluppet, blev genstand for teater- og tv-film. Den tidligste, der blev lavet i 1928, hed Clothes Make the Woman. Historien handlede om en kvinde, der spiller rollen som Anastasia i en Hollywood-film, og som senere bliver genkendt af den russiske soldat, der reddede hende.

I 1956 blev der lavet en film ved navn Anastasia. Ingrid Bergman spillede Anna Anderson, Yul Brynner var general Bounine (en fiktiv karakter baseret på flere virkelige mænd) og Helen Hayes var enkekejserinde Marie, Anastasias bedstemor. Filmen handler om en kvinde fra et asyl, der kom til Paris i 1928 og blev fanget af nogle russiske emigranter, der bruger hende, så de kan narre Anastasias bedstemor til at tro, at Anderson faktisk er hendes barnebarn. De ønsker nemlig at få en zaristisk formue. Efter nogen tid begynder de at spekulere på, om "Madame A. Anderson" virkelig er den forsvundne storhertuginde. Denne historie blev også brugt til den korte musical Anya fra 1965.

I 1986 begyndte NBC en miniserie inspireret af en bog, der blev udgivet i 1983 af Peter Kurth, med titlen Anastasia: The Riddle of Anna Anderson. Filmen, Anastasia: The Mystery of Anna, var en serie med to dele. Den begyndte med, at den unge Anastasia Nicholaievna og hendes familie bliver sendt til Jekaterinburg, hvor de bliver dræbt af bolsjevikiske soldater. Historien bevæger sig derefter til 1923 og fortæller, at Anna Anderson er Anastasia. Amy Irving var skuespillerinden i rollen som Anna Anderson.

Den seneste film er Anastasia fra 1997. Det var en animeret musikalsk filmatisering af historien om Anastasias fiktive (ikke virkelige) flugt fra Rusland, og hvordan hun forsøgte at blive anerkendt. Filmen brugte ofte forkerte historiske fakta.

I Romanov-profetien, en roman fra 2004 af Steve Berry, bliver Anastasia og Alexei reddet af vagter og bragt til USA. Der bor de under falske navne hos en familie, som Felix Yusupov betaler dem. I romanen dør begge børn i 1920'erne, fordi de blev syge. Inden de døde, giftede Alexei sig dog og fik en søn.