Storhertuginde Anastasia Nikolaevna af Rusland (russisk: Великая Княжна Анастасия Николаевна Романова, engelsk: Velikaya Knyazhna Anastasia Nikolaevna Romanova, 18. juni [O.S. 5. juni] 1901 - 17. juli 1918) var den yngste datter af zar Nikolaj 2. af Rusland og hans hustru Alexandra Fjodorovna. Anastasia blev myrdet sammen med sin familie den 17. juli 1918 af det bolsjevikiske hemmelige politi. Hun var søster til storhertuginde Olga, storhertuginde Tatiana, storhertuginde Maria og Alexei Nikolaevich, zarevich af Rusland.

I årene med kommunistisk styre vidste ingen, hvor hun var begravet. Det førte til mange historier om, at hun kunne være undsluppet og stadig være i live. Ligene af zaren, zarinaen og tre døtre blev fundet i en grav nær Jekaterinburg i 1991; men ligene af Alexei Nikolaevich og en af hans søstre (enten Anastasia eller Maria) var der ikke.

I januar 2008 sagde russiske forskere, at resterne af en ung dreng og en kvinde, der blev fundet nær Jekaterinburg i august 2007, kunne være de forsvundne lig. Den 30. april 2008 beviste russiske forskere ved hjælp af DNA-test, at de var tsarevich Alexei og hans søster. I marts 2009 blev de sidste resultater af DNA-testen offentliggjort af Dr. Michael Coble fra US Armed Forces DNA Identification Laboratory. Dette beviste, at alle fire storhertuginder blev myrdet.

Flere kvinder har hævdet at have været Anastasia. Den mest berømte var Anna Anderson. DNA-test i 1994 på stykker af Andersons væv og hår viste imidlertid, at hun ikke var i familie med den kejserlige familie.

Barndom og familieforhold

Anastasia voksede op i en beskyttet, men ikke luksuriøs hofkultur. Familien var tæt sammentømret; børnene blev opdraget hjemme med private lærere og plejere. Anastasia beskrives ofte som livlig, morsom og lidt vild — hun morede sig med practical jokes og var kendt for sit legesyge væsen. Hun stod især sin yngre bror Alexei nær, hvis alvorlige sygdom (hæmofili) prægede hele familien og førte til bekymring og hemmelighedsfulde behandlinger.

Revolutionen, fangenskab og mordet

Efter februarrevolutionen i 1917 blev zarfamilien først sat under arrest og senere ført til Tobolsk i Sibirien. I foråret 1918 blev de flyttet til Ekaterinburg og indespærret i det såkaldte Ipatiev-hus. Natten til 17. juli 1918 blev familien og nogle tjenere ført ned i husets kælder, hvor et bolsjevikisk mordhold under ledelse af bl.a. Yakov Yurovsky gennemførte henrettelsen. Ifølge samtidige rapporter blev de skudt og senere forsøgt brændt og skjult; efterfølgende blev ligene flyttet og begravet i mere end én gravplads for at skjule sporene.

Gravfund og DNA-bevis

Først i 1991 fandt man en massegrav nær Jekaterinburg, hvor rester af zaren, zarinaen og tre af døtrene blev genkendt. På grund af politisk modvilje og tekniske begrænsninger gik der tid, før identifikation kunne bekræftes fuldt ud med moderne metoder.

Opdagelsen af to yderligere sæt rester nær Ekaterinburg i august 2007 var afgørende. De blev undersøgt med avanceret DNA-analyse — både mitochondrial DNA (mtDNA), som nedarves gennem moderlinjen, og nukleare DNA-metoder (autosome STR-analyser). Forskere sammenlignede DNA-profilerne med levende slægtninge og kendte referencematerialer. Resultaterne offentliggjort i 2008–2009 af flere forskergrupper, herunder Dr. Michael Coble fra US Armed Forces DNA Identification Laboratory, viste med meget høj sandsynlighed, at rester af tsarevich Alexei og en af hans søstre var blandt de nyfundne prøver. Dermed kunne man konkludere, at alle fire storhertuginder og resten af zarfamilien var blevet dræbt i 1918.

Efter identifikation blev de rester, der allerede var fundet i begyndelsen af 1990'erne, begravet i Skt. Petersborg i 1998. De sidste rester blev undersøgt og endeligt knyttet til familien med moderne DNA-teknologi i 2008–2009, hvilket lukkede en langvarig historisk debat.

Påstande om overlevelse og forfalskninger

De manglende ligdele i årene efter 1918 og den stærke offentlige interesse gav næring til mange overlevelsesmyter. Flere kvinder hævdede gennem det 20. århundrede at være den overlevende Anastasia. Den mest berømte var Anna Anderson, som fra 1920'erne påstod at være storhertuginden og blev centrum for en lang juridisk og offentlig kontrovers. Hendes sag tiltrak international opmærksomhed, men DNA-analyser af væv og hår fra Anderson i 1994 viste, at hun ikke havde slægtskab med den kejserlige familie; senere forskning har peget på, at hendes identitet snarere svarede til en anden kendt person af almindelig baggrund.

Kulturelt eftermæle

Anastasias historie — kombinationen af drama, mystik og tragedie — har inspireret et væld af bøger, film, teaterstykker og sange. Den romantiserede fortælling om en mulig overlevende blev især kendt gennem film og musikaler, som ofte dramatiserer og frit fortolker begivenhederne. Trods myterne har videnskaben gennem DNA-beviser i det 21. århundrede slået fast, at hun døde sammen med sin familie i 1918.

Hvorfor historien stadig fascinerer

Fortællingen om Anastasia rører ved flere elementer, der fanger offentligheden: et fald fra storhed og luksus, hemmelighedsfulde dødsfald midt i en voldelig revolution, og en lang række ubesvarede spørgsmål og umiddelbart utrolige påstande om flugt og skjul. De videnskabelige opklaringer har givet historisk lukning, men myterne lever videre i populærkulturen.