Anastasia er en film lavet i 1956 af 20th Century Fox. Filmen er instrueret af Anatole Litvak. I filmen ses Ingrid Bergman, Yul Brynner og Helen Hayes i hovedrollerne. Andre medvirkende er Akim Tamiroff (som tidligere har arbejdet sammen med Ingrid Bergman i filmen For Whom the Bell Tolls), Martita Hunt (som har en komisk rolle som en kræsen hofdame) og i en lille rolle Natalie Schafer (kendt af tv-publikummet fra sin senere rolle i Gilligan's Island). Denne film var en af mange europæiske film, som Litvak instruerede i 1950'erne og 1960'erne. Den indbragte en Oscar til Bergman, som lavede flere film efter denne film. Den blev nomineret til en BAFTA Award for bedste britiske manuskript.

Handling og temaer

Filmen fortæller historien om en ung kvinde med hukommelsestab, som bliver oplært til at udgive sig for den mytiske storfyrstedatter Anastasia, der muligvis overlevede mordet på den russiske kejserfamilie under revolutionen. Handlingen kredser om spørgsmål om identitet, sandhed og forsoning: er hun virkelig den forsvundne ankomne prinsesse, eller blot et offer for andres forhåbninger og begær efter enarv? I centrum står forholdet mellem den kvindelige hovedperson og de mænd og kvinder, der både forsøger at udnytte og beskytte hende.

Skuespil og karakterer

Ingrid BergmanYul Brynner spiller den mand, der har sine egne motiv for at sætte kvinden i scene, og Helen Hayes som den exilrige stormor lægger en stille, autoritær varme til filmen. Birollerne — blandt andre Akim Tamiroff og Martita Hunt — bidrager med både alvor og lettelse i form af komiske eller excentriske karakterer.

Produktion og stil

Anatole Litvak, som havde stor erfaring med både europæisk og amerikansk film, brugte i Anastasia en klassisk, melodramatisk fremstilling, hvor scener med følelsesladet intensitet skifter med mere intime øjeblikke mellem karaktererne. Filmens drama bygger især på skuespillerpræstationerne og det psykologiske spil omkring sandhed og bedrag.

Modtagelse og priser

Filmen fik generelt positiv kritik, især for Bergmans præstation, og den gjorde indtryk på både publikum og anmeldere. Ingrid Bergman vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for sin indsats i filmen, hvilket cementerede hendes position som en af tidens førende skuespillerinder. Filmen blev desuden nomineret til en BAFTA Award for bedste britiske manuskript, og den omtales ofte som en af de mere markante Hollywood-fortolkninger af myten om Anastasia.

Eftermæle

Anastasia fra 1956 indgår i filmhistorien som et klassisk melodrama med stærke skuespillerpræstationer og et følelsesmæssigt dramatisk forløb. Historien om den formodede overlevende storfyrstedatter har inspireret flere senere film og tv‑fortællinger, men det er Bergmans portræt i denne version, der ofte nævnes først, når man taler om filmens arv.

For læsere, der vil dykke videre ned i filmens baggrund, kan man undersøge samtidige anmeldelser, biografier om Ingrid Bergman eller bøger om skæbnerne i den russiske revolution og den tilhørende mytologisering af Anastasia.