Animation er en måde at lave en film på ud fra mange stillbilleder. Billederne sættes sammen efter hinanden og afspilles derefter med høj hastighed for at give illusionen af bevægelse. Denne illusion bygger på, at menneskets øje og hjerne opfatter en hurtig række af individuelle billeder som kontinuerlig bevægelse — et fænomen der ofte forklares med begreber som persistence of vision og phi-fænomenet.

Animation er en relativt ny kunstform, og selv om begrebet bevægelige billeder har været et tema i alle oldtidens civilisationer, var det først sent i det 19. århundrede, at den eksperimentelle animation for alvor begyndte. I dag er animationsbranchen blomstrende og udgør en enorm kommerciel virksomhed, der omfatter spillefilm, tv-serier, reklamer, computerspil, brugergrænseflader, videnskabelig visualisering og meget mere.

En person, der laver animationer, kaldes en animator. En animator kan arbejde med tegning, modelbygning, computersoftware, motion capture eller en kombination af teknikker for at skabe bevægelse og følelser i billederne.

Der er tre måder at animere på:

  • 2D-animation (traditionel og digital): Klassisk håndtegnet animation, hvor hver frame er en tegning, eller digital vektor- og rasterbaseret 2D-animation. Teknikker inkluderer cel-animation, rotoscoping og moderne tegneprogrammer som f.eks. Adobe Animate eller TVPaint. I traditionel filmproduktion bruges ofte "shooting on twos", dvs. 12 tegninger pr. sekund, som så afspilles som 24 billeder pr. sekund.
  • 3D-computeranimation (CGI): Modeller og scener opbygges i tredimensionelle digitale rum og animeres vha. keyframes, rigging og fysikmotorer. Rendering og compositing bruges til at generere det endelige billede. Eksempler på software: Blender, Autodesk Maya og Pixar's RenderMan. CGI dominerer i mange moderne spillefilm og spil.
  • Stop-motion (fysisk): Fysiske modeller eller dukker flyttes i små trin og fotograferes enkeltvis. Når billederne afspilles i hurtig rækkefølge, opstår bevægelsen. Underkategorier inkluderer claymation, puppetry og cutout-stop-motion. Kendte praktikere er Willis O'Brien og Ray Harryhausen.

Teknikker og arbejdsproces

En typisk animationspipeline omfatter flere trin: idéudvikling, storyboard, layout, keyframes (nøglebilleder), inbetweening (mellemregninger), rengøring af tegninger, farvelægning, lighting, rendering og compositing. Moderne produktioner kombinerer ofte håndtegnede elementer med digitale effekter.

Andre vigtige teknikker og begreber:

  • Rotoscoping: Sporning af live-action-optagelser for at skabe realistisk bevægelse.
  • Motion capture: Optagelse af skuespilleres bevægelser med sensorer, der overføres til digitale karakterer.
  • Procedural animation: Brug af algoritmer (fx fysik- eller partikelbaserede systemer) til at generere bevægelse automatisk.
  • Frame rate: Film bruger typisk 24 billeder pr. sekund; tv og web kan bruge andre frekvenser. Animationsserier bruger ofte færre unikke tegninger per sekund for at spare tid og budget.

Kort historisk oversigt

Udviklingen af animation går fra mekaniske optiske legetøj til moderne digitale film:

  • 1800-tallet: Opfindelser som thaumatrope, zoetrope og praxinoskop skaber tidlige bevægelige billed-fenomener.
  • 1870'erne–1890'erne: Fotografiske studier af bevægelse (f.eks. Eadweard Muybridge, Étienne-Jules Marey) forbereder feltet.
  • 1892–1908: Émile Reynaud og senere pionerer som J. Stuart Blackton og Émile Cohl laver nogle af de første animerede film (fx "Humorous Phases of Funny Faces" 1906, "Fantasmagorie" 1908).
  • Tidligt 1900-tal: Winsor McCays "Gertie the Dinosaur" (1914) viser karakteranimation med personlighed.
  • 1930'erne–1950'erne: Walt Disney og andre udvikler teknikker som multiplane-kamera og fuldlængde animationsfilm med "Snow White" (1937) som milepæl.
  • 1950'erne–1970'erne: Eksperimenter inden for stop-motion og tv-animation; special effects i spillefilm.
  • 1980'erne–1990'erne: Overgang til digital teknik; CGI modnes. Pixar og andre baner vejen for fuldt CGI-filmet animation med "Toy Story" (1995).
  • 2000'erne–i dag: Både 2D, 3D og stop-motion blomstrer; animation bruges bredt i underholdning, reklame, uddannelse og videnskab.

Anvendelser og genrer

Animation bruges i mange sammenhænge: spillefilm, tv-serier, kortfilm, reklamer, musikvideoer, informationsvideoer, simulations- og træningssystemer, computerspil og brugerfladeanimation i apps. Genremæssigt spænder animation fra komedie og drama til dokumentar, eksperimentel kunst og undervisningsanimation.

Rollen som animator

En animator kombinerer kunstnerisk sans og teknisk kunnen. Arbejdet kan omfatte karakterdesign, timing, skuespil for animation, teknisk rigging, scripting og samarbejde med et hold af layoutere, modellerere, teksturkunstnere, lysdesignere og compositors. Gode animatorer forstår bevægelsesregister, vægt, fysik og hvordan små ændringer i timing påvirker publikums opfattelse.

Animation er altså både en kunstform og en teknisk disciplin med rødder i 1800-tallets eksperimenter og en central plads i moderne medier og kultur.