Hår hos pattedyr: Definition, struktur og funktion

Hår kan have forskellige funktioner:

• Det kan beskytte mod tab af kropsvarme. Dette anses for at være hårets grundlæggende, oprindelige funktion.
• Det beskytter mod UV-stråling, som skader huden.
• Den kan beskytte mod regn eller vand. Luft kan blive fanget i pelsen, eller der kan udskilles olie fra huden. Begge disse metoder forhindrer regn eller vand i at gøre kroppen for kold. Vandpattedyr i koldt vand har normalt spæk (fedt) under huden og næsten ingen hår.
• Forsvar: hår er modificeret hos pattedyr som pindsvin for at beskytte sig.
• Hårfarvning kan have forskellige funktioner. Hos nogle dyr er den med til at camouflere sig og hos andre dyr til at signalere til andre dyr af samme art. Eksempler herpå er: signalering til hunner med henblik på parring og signalering til andre med henblik på territoriekontrol. Signaler om fare til andre arter (aposematisk farvning) anvendes også af f.eks. stinkdyr.
• Dyr kan ændre deres hår, så de ser større eller mere truende ud. Dette kan også bruges til at parre sig, hvilket f.eks. er tilfældet med løver. Løvehannerens manke beskytter også deres hals mod skader, når de kæmper mod andre hanner.

Nogle dyr, f.eks. visse insekter og edderkopper, har også hår. Disse er dog ikke hår i biologisk forstand, men er faktisk børster. De hår, der findes på visse planter, er heller ikke egentlige hår, men trichomer.

Hos mennesker vokser håret mest på hovedet, og mængden af kropshår er forskellig fra race til race. Asiater og indfødte nordamerikanere har mindst kropsbehåring, mens kaukasiere har tendens til at have mest.

Hårfarve

Hårfarve gives kun videre af forældrene. Naturlig hårfarve kan kun gives af generne. Det er umuligt at have en hårfarve, som ikke er genetisk nedarvet af både mor og far. Dette afhænger af dominerende og recessive gener, der bæres af en forælder. Disse gener kan ikke nødvendigvis være hårfarven, men mange mennesker bærer gener, der er recessive og ikke viser sig i deres træk eller karaktertræk.

Farvning af hår er at ændre hårets farve. Det består af en kemisk blanding, som kan ændre hårets farve ved en kemisk reaktion. Mange mennesker farver deres hår for at skjule grå eller hvide hårstrå. Det skyldes, at de fleste mennesker får hvide eller grå hår, når de bliver ældre.

Genetik og kemi

Der findes to typer melaninpigmenter, som giver håret sin farve: eumelanin og pheomelanin. Pheomelanin farver håret rødt. Eumelanin bestemmer hårfarvens mørke farve. En lav koncentration af brunt eumelanin resulterer i blondt hår, men mere brunt eumelanin vil farve håret brunt. Store mængder sort eumelanin resulterer i sort hår, mens lave koncentrationer giver gråt hår. Alle mennesker har noget pheomelanin i deres hår.

Genetikken for hårfarver er endnu ikke helt fastlagt. Ifølge en teori er der mindst to genpar, der styrer hårfarven hos mennesker.

Den ene fænotype (brun/blond) har en dominant brun allel og en recessiv blond allel. En person med en brun allel vil have brunt hår, mens en person uden brune alleler vil være blond. Dette forklarer, hvorfor to brunhårede forældre kan give et blondt barn.

Det andet genpar er et ikke-rødt/rødt par, hvor den ikke-røde allel er dominerende og allelen for rødt hår er recessiv. En person med to kopier af den røde allel vil have rødt hår, men det vil enten være rødbrunt eller lyst rødligt orange afhængigt af, om det første genpar giver henholdsvis brunt eller blond hår.

Modellen med to gener tager ikke højde for alle mulige nuancer af brun, blond eller rød (f.eks. platinblond versus mørkeblond/lysebrun), og den forklarer heller ikke, hvorfor hårfarven nogle gange bliver mørkere, når en person bliver ældre. Flere andre genpar styrer den lyse versus mørke hårfarve i en kumulativ effekt (kvantitativ genetik).

Hårets tekstur

Hårets tekstur er også genetisk arvelig. Hårets tykkelse, farve og tendens til at krølle er alle arvelige. Der er også genetiske forskelle mellem mænd og kvinder. Kropshår er begrænset hos kvinder og tykkere hos mænd.

Hårtab

Mennesker har omkring 100.000 hår på hovedet. Omkring 100 falder ud hver dag, men de vokser som regel ud igen. Nogle mænd er skaldede, men piger og kvinder kan blive skaldede, hvis de mister deres hår på grund af en sygdom kaldet alopecia.

Mænd mister ofte noget af deres hår, når de bliver ældre. Dette kaldes skaldethed. Lægerne kalder det "mandlig skaldethed", fordi hårene ofte falder ud på lignende steder. Det begynder ofte med, at hårene først falder ud foran på hovedet og derefter fra toppen af hovedet. Efter et stykke tid kan det eneste, der er tilbage, være nogle hår, der løber over ørerne og rundt om nederste del af baghovedet. Selv om det er usædvanligt for kvinder at blive skaldede, lider mange kvinder af tyndt hår på toppen af hovedet, når de bliver ældre.

I tusindvis af år har man forsøgt at finde en kur mod hårtab. I et forsøg på at få håret tilbage har mænd prøvet "kure" som at anvende mærkelige lotioner eller endda at få deres hoveder pakket ind i hønsegødning.^[] Mange uprøvede "kure" markedsføres stadig i dag. Det er først i det sidste årti eller deromkring, at der er blevet udviklet behandlinger, som nogle gange virker. Nogle læger foretager hårtransplantationer, hvor de tager små hårpropper fra f.eks. nakken og sætter dem i de skaldede områder på hovedet. Nogle lægemidler er blevet testet og godkendt til salg som behandlinger mod hårtab. De fremmer hårvækst og fortykkelse af håret, men virker bedre, hvis de anvendes, før hårtab bliver til skaldethed.

Historie og kultur

Mennesker har været interesseret i hår på hovedet i hundredtusindvis af år. For både mænd og kvinder har styling og farvning af håret været en måde at se godt ud og få opmærksomhed på. Nogle gange opstiller samfundet regler om hår, f.eks. ved ikke at tillade folk at klippe deres hår eller skæg, som i sikhismen (det er også godt at gøre det i islam, men det er ikke et krav).