Storhertuginde Olga Nikolaevna af Rusland (Olga Nikolaevna Romanova) (russisk: Великая Княжна Ольга Николаевна; 15. november [O.S. 3. november] 1895 — 17. juli 1918) var den ældste datter af zar Nikolaj 2. af Rusland, den sidste hersker af det kejserlige Rusland, og hans hustru Alexandra Fjodorovna. Som ældste barn påtog Olga sig ofte ansvar for sine yngre søstre og blev tidligt set som en lederfigur i familien.
Tidligt liv og uddannelse
Olga voksede op i en streng, men hengiven familiepraksis, hvor aristokratisk opdragelse blev kombineret med privat hjemmelæring. Hun var den ældste af fire søstre — Olga, Tatiana, Maria og Anastasia — og den eneste søster til arveprins Alexej. Søstrene stod hinanden nær og blev ofte omtalt i samtidige beskrivelser som et sammentømret hold, både i privatlivet og offentligt. Olga blev beskrevet som intelligens, pligtopfyldende og reserveret; hun viste allerede i ungdommen interesse for administrative opgaver og organisation.
Ægteskabsrygter og personlige ønsker
Olgas fremtidige ægteskab var genstand for mange spekulationer i Rusland, mens hun var i live. Der opstod historier om mulige par med storhertug Dmitri Pavlovich af Rusland, kronprins Carol af Rumænien, Edward, prins af Wales, den ældste søn af Storbritanniens George V, og med kronprins Alexander af Serbien. I virkeligheden ønskede Olga — ifølge samtidige beretninger — at gifte sig med en russer og blive i sit hjemland; hun lagde vægt på pligt og kontinuitet frem for store, politiske ægteskabsalliancer.
Første Verdenskrig og hospitalstjeneste
Under Første Verdenskrig engagerede Olga sig aktivt i hjælpearbejdet for sårede soldater. Hun arbejdede på et militærhospital, hvor hun først var direkte involveret i plejen af sårede og senere tog sig af administrative opgaver, da hun blev syg af og til. Hendes tjeneste ved hospitalet blev set som et udtryk for ansvarsfølelse og solidaritet med de almindelige mennesker i krigstid.
Fangenskab, myrderi og eftermæle
Efter februar- og oktoberrevolutionerne blev Olga og resten af zarfamilien først sat i husarrest og senere holdt fanget i Jekaterinburg. Olga blev myrdet sammen med sin familie den 17. juli 1918 af det hemmelige bolsjevikiske politi i det såkaldte Ipatiev-hus. Historikere mener i dag, at hele familien blev likvideret samme nat i Jekaterinburg, og efterfølgende undersøgelser og DNA-analyser har bekræftet identiteten af de fundne rester.
Kanonisering, identifikation og begravelse
Den russisk-ortodokse kirke kanoniserede hende som en lidelsesbærer efter hendes død, og hendes død er siden blevet betragtet som tragisk og betydningsfuld for russisk historie og kultur. I årene efter mordene opstod der mange påstande om overlevende medlemmer af den kongelige familie. Blandt dem hævdede en kvinde ved navn Marga Boodts at være storhertuginde Olga, men sådanne påstande blev aldrig bredt anerkendt. Historikere og retsmedicinere mener, at Olga blev dræbt sammen med sin familie i Jekaterinburg. Hendes jordiske rester blev identificeret ved hjælp af moderne DNA-test, og hun blev begravet ved en officiel begravelsesceremoni i 1998 i Peter og Paul-katedralen i Skt. Petersborg sammen med sine forældres og to af sine søstres lig.
Arv og betydning
Olga Nikolaevna huskes i dag både som et symbol på den tabte kejserlige familie og som en ung kvinde, der tog ansvar i svære tider. Hendes engagement i pleje af sårede soldater og hendes dedikation til familien fremhæves ofte i biografier og populære skildringer. Begravelsen i 1998 og den efterfølgende kirkelige anerkendelse har bidraget til at fastholde hendes plads i Ruslands nyere historie.
