Pau Casals i Defilló (Pablo Casals) (født El Vendrell, Catalonien, 29. december 1876; død San Juan, Puerto Rico, 22. oktober 1973) var en spansk catalansk cellist. Han anses generelt for at være den største cellist i sin tid. Han gjorde celloen populær som soloinstrument og inspirerede mange cellister i den yngre generation. I sine senere år var han også dirigent og komponist.

Casals lavede mange indspilninger af solo-, kammer- og orkestermusik. Hans måske mest kendte indspilninger er dem, han lavede mellem 1936 og 1939 af Bachs cellosuiter. Da diktatoren general Franco begyndte at regere Spanien, følte han sig meget stærkt påvirket af den politiske situation . Da det demokratiske parti blev besejret i 1939, sagde han, at han aldrig ville vende tilbage til Spanien, før demokratiet var blevet genindført. Han levede ikke længe nok til at opleve afslutningen på Francos styre, som skete to år efter hans død, da Franco døde.

Tidlige år og musisk dannelse

Pau Casals voksede op i en musikalsk familie i El Vendrell i Catalonien, hvor han som barn lærte at spille cello og andre instrumenter. Hans tidlige talent blev hurtigt bemærket, og han fik formel musikundervisning, som lagde grundlaget for den virtuose teknik og det musikalske udtryk, han senere blev berømt for. Allerede som ung begyndte han at optræde offentligt og rejse for at spille koncerter.

Kunstnerisk virke og stil

Casals var kendt for sin varme, menneskelige tone, raffinerede frasering og dybe musikforståelse. Han spillede både som solist, kammermusiker og med orkester og samarbejdede med mange af datidens førende musikere. Udover sit virke som udøvende var han engageret som dirigent og ledede orkestre og ensembler – han grundlagde også orkesterinitiativer og var en aktiv formidler af kammermusik.

Hans indspilninger, især af Johann Sebastian Bachs seks cellosuiter, regnes som milepæle i cello-repertoiret. De indspilninger, som blev lavet i årene 1936–1939, var med til at genoplive interessen for disse værker som selvstændigt solorepertoire. Casals' fortolkninger blev rost for deres intimitet, klare musiksprog og personlige udsagnskraft.

Eksil og politisk engagement

Den politiske udvikling i Spanien under og efter den spanske borgerkrig fik stor betydning for Casals' liv. Som modstander af Francos regime besluttede han efter 1939 at leve i eksil og nægtede at optræde i Spanien, så længe diktaturet stod. Hans holdning blev et vigtigt element i hans offentlige profil: ud over at være musiker var han også en markant fortaler for demokrati og fred. Han brugte sin berømmelse til at sætte fokus på menneskerettigheder og ytringsfrihed og blev en moralsk stemme for mange intellektuelle og kunstnere.

Festivaler, undervisning og arv

Casals engagerede sig i opbygningen af musikliv og festivaler, hvor han samlede unge musikere og ældre mestre. Hans optrædener og undervisning påvirkede generationer af cellister og musikere verden over. Sange og arrangementer, såsom den catalanske melodi El cant dels ocells, blev centrale i hans repertoire og symbolsprog — ofte brugt som et musikalsk emblem for fred og hjemstavn.

Han efterlod sig et betydeligt musikalsk og pædagogisk eftermæle: hans indspilninger bruges stadig som reference, hans fortolkningsprincipper studeres af studerende, og de festivaler og institutioner, han støttede eller var med til at stifte, fortsatte med at fremme klassisk musik efter hans død.

Personligt liv og dødsfald

Pau Casals tilbragte sine sidste leveår i eksil i blandt andet Frankrig og senere i Puerto Rico, hvor han døde i 1973. Hans beslutning om ikke at vende tilbage til Spanien før en genoprettelse af demokratiet var både et personligt og politisk valg, som cementerede hans status som kunstnerisk og moralsk autoritet for mange. Han modtog i løbet af sit liv adskillige hædersbevisninger og var en af de mest indflydelsesrige musikpersonligheder i det 20. århundrede.

Eftermæle i dag

Casals' navn lever videre i form af festivaler, orkestre, uddannelsesinitiativer og talrige indspilninger. Hans tilgang til musik — kombinationen af teknisk perfektion og dyb menneskelig varme — fortsætter med at inspirere både professionelle musikere og amatører. For mange er han ikke blot en af de største cellister, men også et symbol på kunstnerisk integritet og politisk mod.