Pablo Casals

Livet

Casals' far var organist i den lokale kirke. Han gav Casals sine første musiktimer og underviste ham i klaver, violin og orgel. Da Casals var 11 år gammel, hørte han en gruppe omrejsende musikere spille musik. Et af instrumenterne var cello. Han havde aldrig hørt et, og han besluttede sig for, at det var det, han ville spille. Hans mor tog ham med til Barcelona, hvor han gik på en musikskole: Escola Municipal de Música. Der studerede han cello, musikteori og klaver.

En dag, da han var 13 år, kiggede han på noget gammelt musik i en genbrugsforretning. Han fandt noget meget gammelt musik for solocello. Det var Bachs cellosuiter. Folk dengang troede, at de bare var en samling studier til at hjælpe cellister med deres teknik, men Casals, som stadig kun var en dreng, indså, at det var fantastisk musik. Han brugte de næste 12 år på at øve dem, indtil han følte sig klar til at opføre dem. Casals' opdagelse af disse vidunderlige cellosuiter var den vigtigste Bach-opdagelse siden 1829, da Mendelssohn fandt og opførte Matthæuspassionen, som verden havde glemt.

Casals udviste et enormt talent for cello . Den 23. februar 1891, da han var 14 år gammel, gav han en solokoncert i Barcelona. To år senere dimitterede han fra Escola med udmærkelse.

I 1893 hørte den spanske komponist Isaac Albéniz ham spille i en trio på en café . Han gav ham et brev, som gjorde det muligt for ham at blive præsenteret for dronningen. Hun gav ham penge, så han kunne studere på konservatoriet i Madrid. Derefter gav hun ham lov til at tage til Bruxelles for at studere på konservatoriet, som dengang var det bedste i Europa for strygeinstrumenter. Cellolæreren nævnte en lang liste over cellostykker og spurgte ham, hvilke stykker han spillede. Da Casals sagde, at han kunne spille dem alle, gjorde læreren grin med ham. Da Casals begyndte at spille, var alle forbløffet over hans talent. Læreren ville have ham til at blive en af sine elever, men Casals var blevet fornærmet, og derfor tog han til Paris den næste dag. Dronningen af Spanien blev vred på Casals, da hun hørte, hvad der var sket, og holdt op med at sende ham penge .

I Paris havde han meget få penge. Han tjente til livets ophold ved at spille anden cello i Folies Marigny-orkestret på teatret. Hans mor forsøgte at tjene nogle penge ved at sy. I 1896 vendte han tilbage til Catalonien, hvor han underviste på en musikskole og spillede solocellist i orkestret på Barcelonas operahus, Liceu. I 1897 optrådte han som solist med Madrids symfoniorkester og blev tildelt Charles III-ordenen af dronningen.

International berømmelse

I 1899 spillede Casals Saint-Saëns cellokoncert på Crystal Palace i London og senere for dronning Victoria i hendes sommerhus i Cowes på Isle of Wight. Han var ved at blive meget berømt. I Paris gjorde han et stort indtryk på alle, især på dirigenten Charles Lamoureux, som havde startet et berømt orkester. Casals rejste til Holland, USA, hvor han gav 80 koncerter, og Sydamerika. Han spillede ofte sammen med pianisten Harold Bauer.

Den 15. januar 1904 blev Casals inviteret til at spille i Det Hvide Hus for præsident Theodore Roosevelt . Han spillede i CarnegieHall i New York, hvor han spillede Richard Strauss' Don Quijote med komponisten som dirigent. Mellem 1906 og 1912 havde han et forhold til den portugisiske cellist Guilhermina Suggia, men de blev aldrig gift. I 1914 giftede Casals sig med den amerikanske sangerinde Susan Metcalfe. De blev separeret i 1928, men blev ikke skilt før 1957.

Casals dannede en trio med pianisten Alfred Cortot og violinisten Jacques Thibaud. De gav mange koncerter og lavede nogle af de første indspilninger af klavertrio-musik. De spillede sammen i 30 år.

I 1905 rejste han rundt i Rusland. Det var et uheldigt tidspunkt, fordi den russiske revolution var i gang. Under den koncert, han spillede i Moskva, kunne man høre skud uden for salen.

Under Første Verdenskrig boede Casals i New York. I 1919 rejste han tilbage til Barcelona. Han ønskede at forbedre musikken i sit eget land. Der var meget få mennesker, der kunne spille godt, så han grundlagde sit eget orkester: Orquesta Pau Casals. Denne årlige musikfestival fortsatte indtil starten af den spanske borgerkrig i 1936.

Casals støttede den spanske republikanske regering. Da den blev besejret, sagde han, at han ikke ville vende tilbage, før Spanien igen var et demokratisk land. Han forlod derefter sit land og gik i eksil. Han bosatte sig i den franske landsby Prades, som lå tæt på grænsen til Spanien. Han fortsatte sin karriere som cellist. Efter Anden Verdenskrig rejste han i juni 1946 til England og spillede cellokoncerter af Schumann og Elgar i Royal Albert Hall under ledelse af Sir Adrian Boult. Uden for salen måtte politiet hjælpe ham med at komme hen til sin bil, fordi der var så mange mennesker, der trængte sig om ham.

Casals spillede i mange lande, men nægtede at spille i lande, der var venligt indstillet over for Francos regering i Spanien. I 1945 gav han en udsendelse på BBC og talte til sit folk i Catalonien . Han sluttede af med at spille en catalansk folkesang kaldet El Cant dels Ocells (Fuglenes sang). Han spillede den i slutningen af alle sine koncerter. Da Storbritannien anerkendte Francos regering, besluttede Casals, at han ikke længere kunne spille i England. Han gjorde en stor undtagelse fra sin beslutning om ikke at besøge Franco-venlige lande: i 1961 deltog han i en kammermusikkoncert i Det Hvide Hus den 13. november, hvor han spillede for præsident John F. Kennedy, som han beundrede.

Senere år

Prades Festivaler

I 1950 fortsatte han sin karriere som dirigent og cellist på Prades Festival i Conflent. Han indvilligede i at spille på betingelse af, at de penge, der blev tjent på festivalen, blev givet til et flygtningehospital i nærheden. Franco sagde, at spaniere var forbudt at tage til festivalen, men det lykkedes mange at krydse grænsen til fods. Mange verdensberømte musikere spillede i Prades: Josef Szigeti, Isaac Stern, Rudolf Serkin og Eugene Istomin m.fl.

Han fortsatte med at lede festivalerne i Prades indtil 1966.

Puerto Rico

Da han var 80 år gammel, giftede Casals sig med en af sine unge elever, en pige ved navn Marta. De havde mødt hinanden i Prades. Marta var fra Puerto Rico, hvor Casals' mor var kommet fra. De flyttede til Puerto Rico og boede i et hus kaldet "El Pesebre". I 1957 blev der startet en musikfestival i byen San Juan. Han fortsatte med at besøge festivalen i Prades hvert år indtil 1966. Han gav også masterclasses på amerikanske skoler og universiteter samt i andre lande. Nogle af disse blev transmitteret på tv.

Præsidentens frihedsmedalje

Komponisten

Casals var også komponist. En af hans sidste kompositioner var Himne a les Nacions Unides (Hymne a les Nacions Unides); han dirigerede den første gang ved en særlig koncert i FN den 24. oktober 1971, to måneder før sin 95-års fødselsdag.

Casals skrev en selvbiografi Joys and Sorrows; Reflections (1970).

Død

Casals døde i 1973 i San Juan, Puerto Rico, i en alder af 96 år. I 1979 blev hans jordiske rester bragt til El Vendrell i Catalonien, hvor han var født. Han nåede ikke at opleve Franco-diktaturets afslutning. Senere, da Franco døde i 1975, og Spanien igen var et demokrati, udstedte den spanske regering under kong Juan Carlos I et frimærke til ære for 100-årsdagen for hans fødsel.

I 1989, seksten år efter sin død, blev Casals tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award.

En statue fra 100-årsdagen på Montserrat.

Hans bedrifter

Ingen anden cellist har haft en sådan indflydelse på cellospillet i det 20. århundrede. Han ændrede den måde, folk tænkte på celloteknik på. For eksempel: Da han var ung, lærte man violinister og cellister at øve sig med en bog under højre arm. Dette gjorde stregarmen meget stiv. Casals lærte sine elever at spille med en fri stregarm. Casals var en stor lærer, og han lærte meget om at spille gennem sin undervisning. Han tænkte over fingersætning og stregføring og viste sine elever, hvordan deres venstre hånd kunne være stærk, men også afslappet.

Den internationale Pau Casals Cellokonkurrence afholdes i Tyskland hvert fjerde år. Den blev startet i 2000 for at hjælpe unge cellister med at starte deres karriere. Den støttes af Pau Casals Foundation, som er under Casals' enkes protektion. En af præmierne er brugen af en smuk cello, som Casals har ejet.