Pibeorgel: Definition, opbygning, historie og spilleteknik

En beskrivelse af organet

I et pibeorgel fremstilles noderne ved at blæse luft gennem piber. Ethvert orgel skal have piber, noget til at blæse luften og en måde at styre, hvilke piber der skal spilles på.

Rørene er lavet af metal eller træ. De står i rækker i "orgelhuset", som kan være lige så stort som et værelse. Metalrørene er runde rør. De kan være lavet af forskellige typer metal, men den mest almindelige type er en legering (eller blanding af metaller) af tin og bly, som kaldes "plettet metal", fordi det har runde, skinnende pletter på sig. Denne legering får rørene til at lyde godt, da det hårdere tin giver klarhed og definition, mens det blødere bly giver en varm tone. Meget små piber kan undertiden være lavet af sølv, som f.eks. fløjter. Nogle orgler har også nogle piber lavet af messing, der lyder som trompeter. De fleste orgler har en masse træpiber. Træpiberne har fire flade sider og giver en anden lyd end de "plettede metal"-piber. Man ser dem normalt ikke; de står pænt opstemt bag de store metalpiber foran på orglet, som nogle gange er malet med farver og mønstre. Alle piberne skal være fremstillet med en ende, der spidser til i bunden, hvor luften blæser ind.

Hvert rør kan kun spille én tone, som afhænger af dets størrelse. De små piber spiller høje toner, og de store piber spiller lave toner. Hvert rør har sin egen specielle lyd, som afhænger af det materiale, det er lavet af (om det er træ, messing eller plettet metal) og af rørets form. Piberne er arrangeret i "rækker", så alle piber af samme form og materiale kan styres til at spille en melodi sammen, uden at alle de andre er med.

For at blæse luft gennem orglet er der kasser, der kaldes "vindkister". Når organisten spiller, kan han/hun se en lille måler, der viser, om der er nok luft. Vindkasserne kan holdes fyldte på to måder. Den gammeldags måde er at have et enormt sæt "bælge" (se billedet), som pumpes op og ned af en person, der bruger et stort håndtag. Dette suger luft ind og fylder vindkisten. Det er et tungt arbejde at pumpe bælgene på et stort pibeorgel. Derfor har de fleste orgeler i dag en elektrisk motor og en stor ventilator, som fylder vindkisten.

Organisten bruger tastaturer som på et klaver til at spille på orglet. Et lille orgel har måske kun ét klaviatur, men mange orgler har to klaviaturer, og et meget stort orgel kan endda have fem. Organisterne kalder dem ikke for tastaturer, men for "manualer". En organist vil tale om "et orgel med fire manualer" (hvilket betyder, at det er et stort orgel). Manualerne er anbragt på orglets "spillebord", og organisten sidder på en bænk foran spillebordet og spiller. Ud over manualerne er der to andre vigtige dele af spillebordet. Der er et sæt lange træpedaler, som organisten kan spille på med sine fødder. Hver pedal spiller en anden tone.

På hver side af manualerne er der rækker af "stop", som ligner knapper. Stopperne kan trækkes ud eller skubbes ind. Når et stop trækkes ud, tænder det for nogle sæt piber. Organisten kan vælge, om han vil spille på høje eller bløde piber, fløjte- eller messingpiber, søde piber eller hårdt klingende piber. Når organisten spiller, behøver han/hun ikke kun at tænke på de rigtige toner. Han/hun skal også tænke på, hvilken slags "stemme" orglet skal spille med. Han/hun kan spille forskellige rækker af piber sammen ved at trække flere registre ud. Nogle piber, som regel de største dekorerede piber helt fremme på orglet, bruges kun til den mest storslåede musik. Traditionen tro er disse piber symbolet på "Guds stemme".

Når organisten trykker på tangenterne på orglet, kommer lyden fra luften, der blæser gennem piberne. Det skyldes, at en ventil (en åbning med en envejsdør) åbner sig for at lukke luften ind i piben og lukker sig igen, når organisten holder op med at trykke på den pågældende tast. Dette kan ske på flere måder. Traditionelle orgler har det, der kaldes en "trackeraction". Sporet er tynde træstænger og tråde, som bevæger sig frem og tilbage og åbner og lukker alle ventilerne. De betjenes af håndtag under klaviaturet. Et orgel med trackeraction skal have spillebordet lige i nærheden af orglet, normalt under de store frontpiber.

En mere moderne udvikling var en "rørformet pneumatisk" aktion, hvor spillebordet kunne være væk fra orglet, men forbundet med det ved hjælp af rør, hvorigennem luft kunne presses for at åbne ventilerne. I de mest moderne pibeorgler er manualen forbundet med orgelpiberne ved hjælp af elektriske ledninger. Kraften til at åbne og lukke ventilerne styres af elektromagnetiske kontakter. Spillebordet behøver ikke at være tæt på orglet. Det gør det muligt for organisten at sidde i en position, hvor han/hun har god kontakt med kirkens mennesker eller med andre musikere.

Håndbøgerne

Et meget lille orgel har måske kun ét manual (klaviatur). De fleste orgler har mindst to. På engelske og amerikanske orgler er det nederste manual det vigtigste og kaldes det store. Det øverste manual kaldes Swell, fordi det betjener piber, der befinder sig inde i en "swell box", som har skodder, der kan åbnes eller lukkes. Dette får musikken til at blive højere eller mere stille (crescendo eller diminuendo). Organisten betjener svellboksen med en pedal, som svinger (roterer frem og tilbage). Den er placeret i midten lige over pedalbrættet. På gamle engelske orgler betjenes svælgekassen med et håndtag på siden. Dette er ret vanskeligt at betjene. De fleste af disse er nu blevet erstattet af centrale svellekasser.

Hvis der findes en tredje manual, kaldes den for Choir i de engelsktalende lande. Oprindeligt kaldte englænderne dem "chair organs", fordi de var et separat instrument. Organisten var nødt til at vende sig om og vende sig den anden vej for at spille det. Det menes, at ordet "chair" efterhånden blev ændret til "choir", fordi det ofte blev brugt til at akkompagnere koret. På tyske orgler blev det tredje manual kaldt "Positiv". Navnet "Rückpositiv" ("rygpositiv") blev brugt, fordi piberne stod bag organistens ryg, når han/hun sad med front mod hovedorglet. Disse begyndte at blive populære igen blandt orgelbyggere i 1950'erne, da man mente, at det romantiske orgel ikke var egnet til gammel musik, og nogle orgelbyggere begyndte at bruge barokke principper igen, så musik af komponister som Bach kunne lyde som førhen. Kormanualen er nærmest spilleren, den store manual er i midten, og svellet er længst væk. Choir eller Positiv indeholder ofte bløde anslag, som er velegnede til at akkompagnere koret. På franske orgler fra slutningen af det 19. århundrede og fremefter er de tre manualer arrangeret anderledes: det store ("Grande Orgue") er nærmest spilleren, "Positif" er det midterste manual og er som en mindre udgave af det store, og Swell ("Recit") er det øverste manual. Dette gør det let for organisten at opbygge musikken og gradvist blive højere ved at starte øverst og gradvist komme nedad.

Den fjerde manual kaldes Solo, fordi de enkelte stop på denne manual bruges til at spille melodien som en solo. Denne manual er endnu længere væk fra spilleren end Swell. Store katedralorgler har normalt fire manualer. Solo vil sandsynligvis have et meget højt register, der faktisk kaldes "Tuba" eller "Tuba Mirabilis".

Hvis der findes en femte manual, kan den kaldes Echo, fordi den har meget stille stop, der giver ekko. Alternativt, især på amerikanske orgler, kan det være en Bombarde. Bombarde indeholder normalt høje, kraftige rørbladsregistre, herunder registre, der kaldes "Bombarde". F.eks. kan en statstrompet eller pontifikaltrompet være placeret på dette manual, som kan høres over alle de andre registre, der spiller. Bombarde er lånt fra franske orgler, hvor det er et standardregister på næsten alle manualer og pedaler. At have et Bombarde-manual er noget af en luksus for en organist. Den findes f.eks. på orglet i Westminster Abbey.

Det er yderst usædvanligt at have mere end fem manualer, men i Amerika findes der et par meget store orgler. Wanamaker-orglet i Macy's butik i Philadelphia har seks manualer. Verdens største orgel findes i Atlantic City Convention Hall. Det har syv manualer og over 33.000 piber. Verdens største orgel fungerer dog ikke, da det ville være for dyrt at drive det.

Brug af manualerne

Med to eller tre manualer er det muligt at foretage hurtige lydskift i løbet af et stykke. Spilleren kan også spille på to manualer på én gang: et med venstre hånd og et med højre hånd. Dette er især nyttigt for at gøre en melodi højere end akkompagnementet (på et klaver kan dette gøres ved at trykke hårdere). Manualerne kan også kobles sammen, f.eks. kan man trække "Swell to Great"-stoppet ud, så alle lydene fra Swell også kommer ud på Great. På et orgel med mekanisk mekanisk aktion vil man kunne se, at tangenterne på Swell spiller "af sig selv" som på en pianola, men på nogle ældre orgler kan det være hårdt arbejde for organistens fingre, når manualerne er koblet, da det gør aktionen meget tung.

Pedalerne

Noderne på pedalerne er arrangeret som noderne på et keyboard, men er naturligvis meget større. Spilleren skal lære at spille efter "fornemmelse", ellers må han bruge al sin tid på at kigge på sine fødder. Han spiller hver tone enten med tåen eller hælen og enten på indersiden af foden eller ydersiden. Det amerikanske og britiske standardorgel indeholder 30 toner, hvilket giver et omfang på næsten 2¹ ⁄₂ oktaver (C til F, eller nogle gange C til G: 32 toner). De er ikke helt i en lige linje, men er spredt en smule ud for at gøre det lettere at spille (det kaldes et "udstrålende, konkavt pedalbord"). På tyske og franske orgler og orgler, der er bygget før 1920, er pedalbrættet lige uden nogen vifteformet krumning. Mange organister finder, at dette gør det sværere at spille. Organister har brug for et par gode sko: sko med gode smalle hæle og helst spidse tæer. Sålerne skal være ret glatte, men ikke for glatte, så spilleren kan glide med foden fra den ene pedal til den anden. Organister vil normalt gerne have et par sko, som kun bruges til at spille på orgelet, så sålerne ikke har grus eller snavs fra gaden.

Stoppestederne

Orgelspillets registre giver forskellige lyde, ligesom instrumenterne i et orkester, og de har navne, der fortæller organisten, hvilken slags lyd de vil give. Registerne er normalt til venstre og højre for organisten, og de trækkes ud ("drawstops" eller "pulls", fordi de "trækkes", dvs. trækkes). Nogle orgler har "tab-stemmer" eller "rocker-stemmer", som er foran spilleren og kan vippes frem og tilbage for at tænde/slukke.

Orglets registre kan opdeles i familier.

Chorus-stemmerne er grundstammerne, de grundlæggende, som er gode til at opbygge den store, solide lyd. En diapason eller principal er et korstempel.

Fløjte-stemmerne lyder som fløjter i et orkester. De er blidere end diapasons og lyder godt til meget hurtig og let musik.

Rørbladene er stop som obo, klarinet, trompet, fagotto, basun og trombone. Hvert rør har et rørblad indeni. Deres lyd er meget stærk og nasal (som at tale gennem næsen).

Strygerne er stille stop, der lyder som strygeinstrumenter. Det er registre som violone og gamba.

Der er en anden måde at gruppere stoppestederne på. Hvert stop vil have et nummer under navnet. Nummeret kan være 16, 8, 4, 2, 1 eller endda 2 2/3 eller 1 3/5. Hvis tallet er 8, kaldes det et "otte fods stop". Dette er den normale tonehøjde: tonen vil lyde, som den er skrevet, f.eks. når du spiller C-mellemtone, vil tonen lyde C-mellemtone. Et 4-fods stop vil lyde en oktav højere end skrevet, et 2-fods stop vil lyde to oktaver højere. Et 16-fods stop vil lyde en oktav lavere end et 8-fods stop. 8 fod er derfor den normale tonehøjde, og de andre er lagt til den for at give en større, lysere lyd. 16 fods stop er normalt i pedalstemmer.

Mutationsstop er stop, hvor en tone ikke lyder et helt antal oktaver over den normale tonehøjde. Eksempler er Tierce 1 3/5 (som lyder 2 oktaver og en tredjedel over) og Nazard eller Twelfth 2 2/3 (en oktav og en kvint).

Brug af stoppene

En organist skal lære, hvilke kombinationer af registre der lyder godt sammen, og hvordan man balancerer dem godt. Hvert orgel er forskelligt og har sin egen karakter.

Den kombination af registre, som en organist vælger til et bestemt stykke musik, kaldes "registrering". Listen over alle de registre, som et bestemt orgel har, kaldes "specifikationen". Specifikationen for et orgel viser navnene på de enkelte manualer og pedaler samt en liste over koblinger.

Orgler har også knapper, der kaldes "stempler", som hjælper med at ændre registreringen midt i et stykke. Der findes "tå-knapper", der betjenes med fødderne, og "tommelfinger-knapper", der er placeret lige under hvert manual, så de kan trykkes med tommelfingeren, mens fingrene spiller videre. Store orgler har ofte "generalstempler", som ændrer en hvilken som helst kombination af registre på hele orglet. Disse er ofte computerstyrede, så spillerne kan indstille dem forskelligt alt efter den musik, de skal spille. Hvis flere spillere regelmæssigt bruger instrumentet, kan de hver især have deres egne personlige indstillinger for stemplerne, som de kan låse, så ingen andre kan ændre dem.

Rørene

Hvert stop styrer en række piber, der kaldes en "række". Hver række giver en anden lyd (en række til "diapason"-lyd, en anden række til "fløjte", en anden til "trompet" osv.). Stopperne styrer luftstrømmen gennem rækkerne. Nogle stop kan styre mere end én række. F.eks. vil et Mixture-register med tre rækker have 182 piber (3 rækker med 61 piber i hver), og på nogle orgler er Celeste et register med 2 rækker. Celestepiberne er stemt lidt skarpere end resten af orglet, så når de spilles sammen med et andet stille register som f.eks. salicional, vil der opstå et behageligt dunkende slag, fordi to piber er lidt ude af takt med hinanden. Orgelpiber er normalt lavet af metal eller træ. Orgelpiber af metal af høj kvalitet indeholder normalt 75 procent tin eller mere, og resten er bly. Piberne er placeret på vindkister inde i en "orgelkasse" i et særligt rum, der kaldes orgelkammeret. En vindkiste er en kasseagtig anordning, som indeholder paller, der åbnes og lukkes for at lukke luft ind til en pibe, så den lyder. Paletterne betjenes af træktråde og ruller i tilfælde af et trackerinstrument, men kan også betjenes af pneumatik eller direkte elektrisk bevægelse ved hjælp af magneter.

Der pumpes altid luft ind i vindladen, når orglet er tændt. I tiden før elektriciteten var der en person (en orgelblæser), der skulle pumpe luften ind i vindladen ved hjælp af bælge. Det var hårdt arbejde. Store orgler havde brug for mere end én orgelblæser til at udføre dette arbejde.

Intet andet instrument har udviklet sig på så mange forskellige måder som orglet. Hvis Bach, der levede i begyndelsen af det 18. århundrede, var taget fra sit hjem i Tyskland til Frankrig, ville han have fundet det umuligt at spille sin musik ordentligt på franske orgler. Hvis Couperin, der levede på samme tid, var taget fra sit hjem i Frankrig til Tyskland, ville han ikke have været i stand til at spille sin musik på de orgler, som Bach brugte. Ingen af dem kunne have spillet på et orgel i England på det tidspunkt. For det første havde engelske orgler i det 18. århundrede stadig ingen pedaler. Det betyder, at organister skal vide en masse om, hvordan orgler var i andre lande i andre århundreder for at vide, hvilke registreringer de skal bruge, når de spiller musik af tidligere tiders komponister.

De tidligste organer

De tidligste orgler var vandorgler, som blev opfundet i det antikke Grækenland. Romerne brugte dem i cirkus og i gladiatorkampe, fordi de larmede. De var stadig populære i nogle lande for et par hundrede år siden, f.eks. i lysthaver.

Orglet i middelalderen

I middelalderen blev der bygget store orgler i de store gotiske katedraler i Storbritannien. Disse instrumenter havde ikke forskellige registre: alle rækkerne lød på én gang. De blev spillet af en skyde-mekanisme. Først i det 11., 12. og 13. århundrede begyndte man at bruge et klaviatur. Det såkaldte blandingsorgel (eller Blockwerk) lod stadig flere tonehøjder lyde på én gang. Meget små orgler, kaldet portativer (fordi de kunne bæres), blev brugt ved processioner. Positiver var lidt større og blev brugt til at ledsage sang i kirken. Regalorgelet var som et portativ, men det havde rør og ingen piber. Den kunne stilles på et bord. Der er almindelig enighed om, at verdens ældste orgel er det orgel, der blev bygget i Sion i Schweiz i det 15. århundrede. orgelet.

Orglet i renæssancen (ca. 1450-1600)

Omkring 1450 havde de orgler, der blev bygget i Tyskland og Holland, to eller tre manualer og pedaler. Der var registre, så spilleren kunne vælge, hvilke rækker han ville lade lyde. Den samling af stykker, der kaldes Buxheimer Orgelbuch (ca. 1470), er en af de første samlinger af orgelmusik, vi har. Også franske orgler var under udvikling. I England var orglene ret små. Komponister som John Bull, William Byrd og Orlando Gibbons skrev musik til kammerorgler. I Nederlandene var Jan Pieterszoon Sweelinck en meget berømt organist og lærer.

Orglet i barokken (omkring 1600-1750)

Baroktiden var en stor periode for orgelmusikken i Tyskland. Her blev orglene bygget efter Werkprinzipet, hvilket betød, at hvert klaviatur med dets piber blev bygget separat, som to eller tre forskellige orgler, selv om de blev spillet fra den samme spillepult. Orgler som disse blev bygget af den berømte Arp Schnitger (1648-1719). Mange berømte tyske komponister skrev orgelmusik, især Johann Pachelbel (1653-1709) i Sydtyskland og (Dietrich Buxtehude) (1637-1707) i Nordtyskland. Den store komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750) lærte af disse komponister og skrev noget af den mest berømte orgelmusik gennem tiderne. Den store orgelbygger Gottfried Silbermann (1683-1753) levede i denne tid og byggede orgler med en meget smuk klang. I stedet for et klaviatur kaldet et kor (eller stoleorgel) byggede han et Oberwerk, som lå over Hauptwerk (det store).

Franske orgelbyggere på denne tid var meget interesserede i farver (dvs. forskellige lyde). Mange registre havde navne som Cornet, Tierce og Prestant. Når alle registerne i Principalkoret spillede sammen, blev det kaldt Plein jeux. Dette var ligesom middelalderens Blockwerk. Alle rørkoret sammen blev kaldt Grand jeux. Dette ville have lydt meget højt og blev brugt til dialoger og fugaer. Blandt komponisterne var Nicolas de Grigny (1672-1703), Louis Marchand (1669-1732), Louis Nicolas Clérambault (1676-1749), Louis Claude Daquin (1694-1772) og François Couperin (1683-1733).

I England var der ikke megen interesse for at udvikle orglet. Det blev brugt til at akkompagnere koret. Der var ingen pedaler. Stykker for orgel blev kaldt voluntaries. Henry Purcell skrev nogle få orgelstykker.

Orglet i den klassiske periode: omkring 1750-1840

Orgelkompositionen nåede sit højdepunkt med J.S.Bach, men derefter begyndte folk at miste interessen. Der skete ikke meget udvikling inden for orgelbyggeri i den klassiske musikperiode. Selv om Mozart spillede på orgel og kaldte det "instrumenternes konge", skrev han ikke ofte musik til det. Blandt orgelbyggerne på denne tid var Joseph og Claude-Ignace Callinet, som byggede orglet i Notre-Dame's (St. Etienne, Loire) i 1837.

Orglet i den romantiske periode

I det 19. århundredes Tyskland begyndte man at bruge orglet til at efterligne lyden af et orkester. Folk begyndte også at interessere sig for at spille J.S. Bachs musik. Mange klassiske orgler blev ombygget, og nogle gange mistede de deres oprindelige karakter. Orgler i forskellige lande begyndte at lyde ens.

Efterhånden begyndte komponisterne at skrive for orgel igen. Felix Mendelssohn (1809-1847) skrev nogle fremragende sonater og præludier og fugaer, som blev inspireret af Bachs musik og gav andre komponister lyst til at skrive orgelmusik. Robert Schumann (1810-1856) og Franz Liszt (1811-1886) skrev til orgel, og senere i århundredet skrev Max Reger (1873-1916) og Sigfrid Karg-Elert (1877-1933) til orgel.

I Frankrig var orgelbyggeren Aristide Cavaillé-Coll (1811-1899) et sandt geni. Hans orgler havde mange nye ideer, herunder Barker-håndtaget (som gjorde det lettere at spille på koblede manualer) og placerede familier af registre på separate kister. Organisterne kunne hurtigt ændre deres registreringer ved at skubbe eller trække de registre ind eller ud, som de havde brug for. Blandt komponisterne var César Franck (1822-1890), Charles-Marie Widor (1845-1937) og Louis Vierne (1870-1937). De to sidstnævnte skrev lange værker i flere satser, som de kaldte symfonier, fordi de var fulde af farverige lyde som dem i et symfoniorkester. Der var normalt tre manualer kaldet Grand, Positif og Récit placeret i denne rækkefølge (med Grand tættest på spilleren). Grand havde varme grundspil og store rørblade (det var som en kombination af de klassiske plein jeux og grand jeux). Positif havde strygerstemmer samt et solorørblad, og Récit havde lettere rørblade.

I England skrev Samuel Wesley (1766-1837) vigtig orgelmusik inspireret af J.S. Bach, og hans søn Samuel Sebastian Wesley (1810-1876) blev påvirket af kontinentale romantiske komponister som Mendelssohn. I 1851 byggede orgelbyggeren Henry Willis et stort orgel til Crystal Palace Exhibition. Det havde tre manualer og et pedalbord. Det satte standarden for engelsk orgelbyggeri for fremtiden.

I løbet af det 20. århundrede blev orgelbyggere mere og mere interesserede i at vende tilbage til nogle af idéerne fra barokken og den klassiske periode. Mange orgler har nu en elektrisk traktur, men en god mekanisk traktur har den fordel, at spilleren føler sig mere tæt på det instrument, han spiller på. Nogle store orgler fra det 20. århundrede er i stand til at spille mange former for orgelmusik. Andre 20. århundredes orgler blev bygget som kopier af barok- eller klassiske instrumenter, men det betyder, at disse instrumenter hovedsagelig er egnede til barok- eller klassisk musik og ikke er velegnede til musik fra det 19. og 20. århundrede.

I det 19. århundrede blev mange orgler i England og Amerika placeret i hjørner af kirker, hvor de ikke kunne høres særlig godt. I det 20. århundrede tænkte orgelbyggerne mere over den bedste placering af orglet, så lyden fyldte den største del af kirken, kirkeskibet. Blandt de mest berømte orgelkomponister fra det 20. århundrede er Marcel Dupré (1886-1971), Jehan Alain (1911-1940) og Olivier Messiaen (1908-1992) i Frankrig, Paul Hindemith (1895-1963) i Tyskland samt Edward Elgar (1857-1934) og Herbert Howells (1892-1983) i England. Den tjekkiske komponist Petr Eben (1929-2007) var en af de vigtigste orgelkomponister i slutningen af det 20. århundrede, som skrev i en individuel stil.

Ud over den indlysende brug af orglet til at akkompagnere kirkekor og kirkesang er orglet ofte blevet brugt til at akkompagnere instrumenter. I baroktiden blev små orgler brugt til at akkompagnere soloinstrumenter eller små grupper af instrumenter eller orkestre. Denne form for akkompagnement blev kaldt continuo. Lejlighedsvis har komponister skrevet orgelkoncerter, hvor orglet er soloinstrumentet, og orkestret akkompagnerer. Händel skrev flere af disse. I moderne tid har Francis Poulenc skrevet en orgelkoncert. Der er en vigtig orgelsolo i Saint-Saëns' symfoni nr. 3. Andre orkesterværker har undertiden orgelstemmer. Organister har ofte lavet orgel-"transskriptioner", dvs. arrangeret musik, der er skrevet for andre instrumenter, så den kan spilles på orglet.

• Elektronisk orgel
• Vandorgan
• Orgel (musik)
• Orgel tabulatur