Alfred Cortot: Fransk-schweizisk pianist, dirigent og Chopin-ekspert (1877–1962)
Alfred Cortot (1877–1962) — fransk‑schweizisk pianist og dirigent, berømt Chopin‑ekspert og fortolker af romantikkens klavermestre.
Alfred Denis Cortot (født Nyon, 26. september 1877; død Lausanne, 15. juni 1962) var en fransk-schweizisk pianist og dirigent. Han regnes som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige klaverspillere, især kendt for sine fortolkninger af romantiske komponister fra det 19. århundrede som Chopin og Schumann. Cortot var også en markant kammermusiker og dannede en berømt klavertrio med violinisten Jacques Thibaud og cellisten Pablo Casals. Udover koncertvirksomheden virkede han som underviser, redaktør af klaverudgaver og dirigent.
Tidligt liv og uddannelse
Cortot voksede op i en fransk‑schweizisk familie og begyndte at spille klaver tidligt. Han studerede ved konservatoriet i Paris, hvor han modtog en grundlæggende konservatorieuddannelse og udviklede den musikalske sans, som senere kom til at præge hans lyriske, poetiske spillestil. Hans tidlige uddannelse lagde fundamentet for både hans tekniske kunnen og hans særlige tilgang til musikalitet og fraseføring.
Karriere og repertoire
Som solist blev Cortot berømt for sin evne til at fremhæve den lyriske og dramatiske side i klaverlitteraturen. Han fokuserede især på repertoiret fra Beethoven, Chopin, Schumann og Debussy, hvor hans fortolkninger blev fremhævet for intensitet, farverig frasering og poetisk indsigt. Samtidig var han ikke bange for at fremhæve tekstens dramatik, hvilket nogle gange førte til playskarakteristiske tempoændringer og rubato, der delte kritikere — men som samtidig inspirerede generationer af pianister.
Klavertrioen med Thibaud og Casals
Samarbejdet i trioen med Jacques Thibaud og Pablo Casals hører til de klassiske kammermusikpartnerskaber i begyndelsen af 1900‑tallet. Trioens spil blev rost for sin samklang, intimitet og musikalske dybde, og de indspillede et betydeligt repertoire, som var med til at definere det kammermusikalske ideal i perioden.
Undervisning, udgivelser og pædagogik
Cortot havde en stærk pædagogisk profil: han var med til at grundlægge École Normale de Musique i Paris og underviste mange studerende, der senere fik internationale karrierer. Han udgav redaktioner af værker, blandt andet anerkendte udgaver af Chopin og Schumann, som i mange år var standard for elever og koncertpianister. Derudover udgav han pædagogiske skrifter og tekniske øvelser, som afspejlede hans fokus på klang, frasering og musikalsk forståelse fremfor rent mekanisk fingerarbejde.
Indspilninger og arv
Cortot efterlod sig en stor skriftlig og lydmæssig arv gennem talrige pladeindspilninger og udgaver. Hans tidlige grammofonoptagelser udstiller både hans poetiske styrker og nogle tekniske kompromiser, og de betragtes i dag som historisk vigtige for forståelsen af fortolkningspraksis i første halvdel af 1900‑tallet. Mange nutidige musikere og lærere studerer fortsat hans indspilninger og redaktioner for at hente inspiration til frasering, rubato og poetisk tilgang til repertoiret.
Kontroverser under 2. verdenskrig
Under besættelsen af Frankrig i 1939–45 blev Cortots aktiviteter genstand for kritik. Han medvirkede i koncerter og radiooptrædener i krigsårene, og efter krigen førte dette til undersøgelser og debat om hans rolle under Vichy‑perioden og besættelsen. Sagen skadede hans omdømme i en periode, men hans kunstneriske betydning blev samtidig ved med at blive anerkendt både i Frankrig og internationalt.
Senere liv
Cortot fortsatte med at undervise og optræde efter krigen, omend i et mere begrænset omfang i forhold til de mest aktive år. Han levede sine sidste år i Schweiz og døde i Lausanne i 1962. Hans eftermæle omfatter både hans banebrydende indspilninger, hans pædagogiske arbejde og hans indflydelse på 20. århundredets klaverspil.
Betydning: Alfred Cortot huskes som en af de store fortolkere af romantikken på klaveret — en pianist, der prioriterede musikalsk karakter og poetisk udtryk, og som gennem undervisning, udgaver og indspilninger satte varige spor i den klassiske musiks verden.

Alfred Cortot
Tidligt liv og uddannelse
Cortot (udtales "Cor-toe") blev født i Nyon i den fransktalende del af Schweiz. Hans far var franskmand og hans mor var schweizisk. Cortot studerede på konservatoriet i Paris. Hans lærere var Emile Descombes og Louis Diémer. Han vandt en førstepris (premier prix) i 1896. Hans første offentlige koncert var ved Concerts Colonne i 1897, hvor han spillede Beethovens klaverkoncert nr. 3. Han hjalp operasangere med at lære deres musik og blev assisterende dirigent ved Bayreuth-festivalen. I 1902 dirigerede han Wagners Götterdämmerung. Det var første gang, at den blev opført i Paris. Han dannede et koncertselskab for at opføre Wagners Parsifal, Beethovens Missa solemnis, Brahms' tyske Requiem og nye værker af franske komponister.
Karriere
I 1905 dannede Cortot en trio med Jacques Thibaud og Pablo Casals, som blev tidens mest berømte klavertrio. Der findes stadig adskillige optagelser af deres spil. Fra 1907 til 1923 underviste Cortot på konservatoriet i Paris, hvor hans elever omfattede Clara Haskil, Dinu Lipatti og Vlado Perlemuter. I 1919 grundlagde han École Normale de Musique de Paris. Mange mennesker kom for at høre ham undervise i, hvordan man opfører klavermusik. Han rejste meget og dirigerede også berømte orkestre. Han døde i Lausanne.
Anden Verdenskrig
Mange mennesker var ikke enige med ham, da han støttede den tyske besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig. Han spillede ved nogle koncerter, som blev støttet af nazisterne. Han spillede måske bare til disse koncerter, fordi han kunne lide tysk musik, men det gav ham nogle fjender. Hans kone, Clothilde Breal, var af jødisk oprindelse, og hendes kusine, Lise Bloch, var gift med Leon Blum, som var den første jøde til at blive præsident du Conseil eller premierminister i Frankrig. Cortot og familien Blum var gode venner, selv om han fik et års forbud mod at optræde i Frankrig.
Bidrag
Han var berømt for at spille klavermusik af Chopin og Schumann, og Cortot lavede udgaver af begge disse komponisters musik. Han havde en fremragende teknik, men han havde også mange hukommelsestab under koncerter og efterlod af og til forkerte noter på sine plader. Ikke desto mindre var han, når han spillede godt, en af sin tids største pianister.
Søge