Daniel Sickles: Kontroversiel borgerkrigsgeneral og pioner i sindssygeforsvar

Sickles blev født i New York City den 20. oktober 1819. Han var søn af George Garrett Sickles og Susan Marsh Sickles. I en ung alder blev han ved med at stikke af hjemmefra. Hans forældre sendte ham på kostskole, da han var 15 år gammel, men han måtte forlade skolen efter et skænderi med en lærer. Han blev trykkerihjælper i et år, inden han vendte tilbage til New York City. Her udviklede han en vane med at hænge ud med prostituerede og andre med dårligt omdømme. Hans forældre besluttede, at han havde brug for en god uddannelse og sørgede for, at han kom til at bo i Da Pontes husstand. Sickles skulle undervises af den ældre professor Lorenzo Da Ponte. Han var allerede venner med den yngre professor Da Ponte, som på det tidspunkt var i 30'erne. Sickles' forældre håbede, at venskabet ville få en god indflydelse på Sickles. Maria Cooke, en ung amerikansk pige, boede også i husstanden. Hun var omtrent lige så gammel som Sickles. Man mente, at hun var den ældre Da Ponte's naturlige datter, som adopterede hende. Hendes mand, Antonio Bagioli, og deres lille datter Maria boede også hos familien Da Ponte. Da hun var 3 år gammel, var Sickles 20 år gammel. De skulle gifte sig ca. 13 år senere.

Sickles studerede derefter jura på New York University. Derefter blev han involveret i politik og var en nøgleperson i Tammany Halls politiske maskineri. Han fungerede også som deres juridiske rådgiver. Gennem politisk indflydelse blev han korporationsråd for New York City, sekretær for USA's legation i London og senere amerikansk kongresmedlem fra New York. I 1852 blev han gift med Teresa Bagioli. På det tidspunkt var han 33 år gammel og hun var 15 år. Begge familier var imod ægteskabet på det tidspunkt. Kun få år senere, da hun boede i Washington, D.C. som kongresmedlemmets hustru, blev hun beskrevet som "mere som en skolepige end en velpoleret kvinde af verden" med en "sød, venlig måde".

Han rejste til London som assistent for James Buchanan, den amerikanske minister i Storbritannien, og efterlod sin unge, gravide kone Teresa hjemme. I stedet tog han Fanny White, en berygtet prostitueret, med på rejsen som ledsager. I London bragte Sickles den amerikanske delegation i forlegenhed ved mere end én lejlighed. Han nægtede at udbringe en skål for dronning Victoria. En anden gang præsenterede han Fanny White for dronningen under et falsk navn.

I 1859 blev Sickles arresteret for mord. Hans kone havde vendt sig til en anden mand for at få opmærksomhed. Det var Francis Barton Key, søn af Francis Scott Key. Sickles skød Key gentagne gange foran hans hjem (som også lå foran Det Hvide Hus. Sickles fik et hold af advokater til at repræsentere ham, ledet af Edwin M. Stanton (fremtidig udenrigsminister under Abraham Lincoln). Sickles blev løsladt efter hvad der var den første vellykkede påstand om "midlertidig sindssygdom". Sickles havde i forvejen et tvivlsomt ry, men denne hændelse gjorde ham til en paria. Sickles så udbruddet af borgerkrigen som en mulighed for at redde sit omdømme.

Rang som oberst

I kongressen havde Sickles sluttet sig til Sydstatsdemokraterne og var selv en slavevenesindet demokrat. Men efter krigsudbruddet blev Sickles pludselig prounionistisk. Hans sidste mødeperiode i Kongressen var slut i marts, så Sickles var tilbage i New York City og praktiserede som advokat, da krigen begyndte. I senere versioner af hans motiver for at gå ind i unionshæren udtalte han, at han mente, at han bedst kunne tjene Unionen ved at rejse et regiment. Den republikanske præsident Lincoln havde brug for støtte fra demokraterne og så tilsyneladende Sickles som en af dem, han kunne bruge. Efter at have rejst et regiment og derefter en brigade, som han kaldte Excelsior Brigade, antog Sickles, at han ville få rang af brigadegeneral (en oberst havde kommandoen over et regiment, mens en brigadegeneral havde kommandoen over en brigade). Men officielt forblev han oberst i det første regiment, selv om han havde kommandoen over hele brigaden. New Yorks guvernør Edwin D. Morgan besluttede, at der var for mange regimenter fra New York City, og beordrede Sickles til at opløse nogle af regimenterne. Som følge heraf ville Sickles ikke få en brigadegeneralkommission. Sickles gik uden om guvernøren og tog til Washington for at mødes med Lincoln. Præsidenten indvilligede i at hverve de opløste regimenter som United States Volunteers. Endelig den 20. juli 1861 fik de ordre til at melde sig til Harpers Ferry i West Virginia. I september blev Sickles udnævnt til brigadegeneral for frivillige, men hans bekræftelse blev forsinket i flere måneder af det amerikanske senat. Sickles brigade tilbragte det meste af 1861 i det nedre Maryland. Sickles besøgte ofte familien Lincolns i Washington i denne periode. I marts 1862 blev hans kommando knyttet til general Joseph Hooker i Army of the Potomac. Samme måned blev Sickles' udnævnelse til brigadegeneral afvist af senatet. Excelsiors oplevede deres første kamp i den måned. Sickles ledede personligt en rekognoscering. Den 6. april forlod han Excelsiors og tog til Washington for at protestere mod, at han ikke blev udnævnt til brigadegeneral. Mens hans enhed kæmpede i halvøkampagnen, forblev Sickles i Washington. Lincoln nominerede ham igen til general, og den 3. maj 1862 bekræftede Senatet ham.

Brigadegeneral

Den 24. maj fik "brigadegeneral" Sickles ordre til at rapportere tilbage til Hooker. Han fik kommandoen over Hooker's 2. brigade. Sickles oplevede sin første større kamp i slaget ved Seven Pines. Sickles var næste gang i kamp ved Syv-dages-slagene. Hooker's fremrykning gik ikke godt, hvilket til dels skyldtes, at Sickles' brigade havde problemer med at bevæge sig gennem sumpen og derefter mødte kraftig konfødereret modstand. Da nogle af hans mænd brød sammen og løb bagud, var Sickles kun i stand til at få nogle få til at vende tilbage. Ikke desto mindre noterede Hooker i sin rapport, at Sickles var tapper i sit forsøg på at samle sine mænd. Han blev ikke længe og gik glip af det andet slag ved Bull Run og slaget ved Antietam, da han var i New York for at rekruttere mænd til sin brigade. Da Ambrose Burnside afløste George B. McClellan som chef for Army of the Potomac, blev både Hooker og Sickles forflyttet til at kommandere større enheder. Sickles havde stadig næsten ingen erfaring fra slagmarken, men ledede nu Hookers gamle anden division af III Corps. Sickles havde travlt med at få New Yorks aviser og insidere i Washington til at promovere sit image som en kamphærdet og kampdygtig general.

I december 1862, i slaget ved Fredericksburg, var Sickles brigade ikke i kamp før den tredje dag. Han og hans tropper så til, mens Unionens tropper kæmpede op ad bakke mod Lees konfødererede tropper. Efter kl. 14.00 om eftermiddagen blev Sickles endelig beordret til fronten. I spidsen for sine mænd fandt de ud af, at slaget for det meste var overstået i deres afsnit. De sikrede deres stilling mod begrænset snigskytteild og et par skænderier, men så ellers ingen kampe.

Generalmajor

Da Burnside blev afløst som chef for Potomac-hæren, blev Hooker rykket op som hans afløser. I forbindelse med de nye opgaver som følge af ændringen, og selv om han kun havde lidt erfaring fra slagmarken, fik Sickles midlertidigt kommandoen over III Korps. Men igen bekræftede senatet ikke hans forfremmelse til generalmajor. Endelig, den 9. marts (med hans rang tilbage til den 29. november), bekræftede senatet hans forfremmelse. Ved udgangen af marts var Sickles officielt generalmajor. I modsætning til tidligere slag så Sickles kamp i slaget ved Chancellorsville. Da Sickles observerede den konfødererede general Stonewall Jacksons flankemanøvre, skubbede han uden ordre frem med to tredjedele af sit korps for at gå efter de konfødererede. Dette efterlod XI korps på hans højre side fuldstændig isoleret. Jacksons konfødererede tropper foretog derefter et knusende angreb på XI korps. At Sickles forlod sin tildelte position var en vigtig faktor i den konfødererede sejr. Dette startede en fejde mellem Hooker og Sickles, som fortsatte ind i slaget ved Gettysburg. Hooker gav Sickles skylden for nederlaget ved Chancellorsville.

Gettysburg

Den 27. juni trådte Hooker tilbage som øverstbefalende for Potomac-hæren. Blandt de korpsledere, der blev foreslået til at erstatte ham, foreslog New York Herald faktisk Sickles som den bedste chef til jobbet. Den 28. juni, tre dage før slaget ved Gettysburg, udnævnte Lincoln general George G. Meade til at erstatte Hooker. Den 1. juli endte den første dag med en konfødereret sejr. Meade arbejdede på hurtigt at få sine styrker på plads til næste dags slag. Tidligt om morgenen den 2. juli sendte Meade en besked til Sickles med instruktioner om at placere sit 12.000 mand store korps på Cemetery Ridge. Han fik specifikt ordre til at forbinde sig med general Winfield Scott Hancocks II korps på hans højre side og udvide sin linje til Little Round Top på hans venstre side.

Sickles var ikke imponeret over sin nye kommandant eller hans ordrer. Han red til Meades hovedkvarter omkring kl. 11.00 om morgenen og ventede på at se Meade. Men kommandanten havde travlt på det tidspunkt. Sickles følte sig ignoreret og vendte tilbage til sine tropper. Han besluttede sig for, at han ikke kunne lide sine ordrer. En mil foran ham lå Emmitsburg Road, som var højere beliggende end det terræn, han var blevet tildelt at besætte. Han brød sig heller ikke om, at der var sten og træer mellem hans linje. Sickles flyttede uden ordre eller uden at informere de andre korpsledere sit korps fremad omkring en mil. Dette efterlod Hancocks venstre flanke helt åben og et stort brud i linjen, hvor hans korps skulle have været. Den nye stilling, som han valgte, var bredere end den, som han forlod, og han havde ikke nok mænd til at dække den helt. Midten af hans linje dannede en salient (en ret vinkel i linjen, der kunne angribes fra to retninger). Brigadegeneral Henry Hunt, artillerichefen, inspicerede den nye stilling sammen med Sickles og gjorde ham opmærksom på problemerne. Han sagde, at han måtte vende tilbage til Meade for at se, om de ordrer, han havde givet Sickles, kunne ændres. Sickles foretog alligevel flytningen. I løbet af en time blev hele hans III. korps næsten udslettet af den konfødererede general James Longstreets korps. Sickles selv blev ramt af en kanonkugle, som knuste hans ben. Han blev båret fra slagmarken, og hans højre ben blev amputeret nogle få timer senere. Hans skade reddede ham måske fra en krigsret for ulydighed mod ordrer, men hans dage som feltherre var forbi.

Efter at Sickles mistede sit højre ben, blev han berømt for at donere det til Army Medical Museum i Washington, DC. Han sendte det sammen med et kort, hvorpå der stod: "Med komplimenter fra generalmajor D.E.S.". Benet er i dag udstillet i Army Medical Research and Materiel Command's hovedkvarter i Fort Detrick i Maryland. Efter sin helbredelse sendte Lincoln Sickles til Syden, hvor han skulle undersøge slaveriets indvirkning på afroamerikanere. Han skulle også komme med forslag til den fremtidige genopbygning af Sydstaterne.

Efter borgerkrigen beklædte han en række forskellige stillinger. Han var militærguvernør i North og South Carolina, men blev fjernet af præsident Andrew Johnson i 1867. Han trak sig tilbage fra hæren i 1869. Fra sin pensionering til 1872 blev han udnævnt til amerikansk minister i Spanien af præsident Ulysses S. Grant. Mens Sickles var der, lykkedes det ham at indgå i "uddiplomatiske forbindelser" med den spanske dronning. Han sad endnu en periode i Kongressen fra 1893-1895, men blev slået ved genvalg i 1986. I 1897, efter 34 års lobbyarbejde, lykkedes det Sickles at få tildelt æresmedaljen.

I New York var han sherif i New York City og formand for New York State Monuments Commission. I 1912 blev han fjernet fra kommissionen for angiveligt at have misbrugt midler. Han var også en vigtig del af etableringen af Gettysburg National Battlefield Park. Den 3. maj 1914 døde Sickles i New York City af en hjerneblødning. Sickles blev begravet på Arlington National Cemetery.