Quetzalcoatlus var en enorm pterosaur, det største dyr, der nogensinde har været i luften. Den havde en vingefang på 10 til 12 meter, men var let i konstruktion (~200 pund).
Quetzalcoatlus havde en usædvanlig lang hals, og når den stod på jorden, var den lige så høj som en giraf.
Dens fossiler stammer fra den øvre kridttid i Nordamerika for 70-65,5 millioner år siden. Quetzalcoatlus uddøde ved K/T-udryddelsen.
Opdagelse og navn
De første fossiler af Quetzalcoatlus blev beskrevet i 1970'erne efter fund i Big Bend-området i Texas. Arten blev formelt navngivet af paleontologen Douglas A. Lawson i 1975. Navnet refererer til den mesoamerikanske gud Quetzalcoatl og afspejler dyrets imponerende størrelse. Der er identificeret en meget stor form (typenavn Q. northropi) og mindre materialer, som nogle forskere har placeret i en separat art (Q. lawsoni), men materialet er ofte fragmentarisk, så artsafgrænsningen er usikker.
Størrelse, vægt og skelet
Vingefanget på 10–12 meter gør Quetzalcoatlus til det største kendte flyvende dyr. Skelettet var letbygget med tynde, luftfyldte knogler (pneumatiske knogler), hvilket reducerede vægten trods stor størrelse. Vægtestimater varierer meget på grund af det fragmentariske materiale; historisk er angivet alt fra nogle få titalls kilo til over 200 kg (omtrent ~200 pund i ældre beskrivelser). Mange nyere biomekaniske undersøgelser peger dog på en moderat vægt (ofte anslået i størrelsesordenen 70–100 kg), men usikkerheden er stadig betydelig.
Flyveevne og bevægelse
Selvom Quetzalcoatlus var enorm, mener de fleste forskere, at den kunne flyve. Flyvningen var formentlig en kombination af kraftig flappen under start og brug af termiske opdriftssøjler til at svæve og tilbagelægge lange afstande med lav energiudgift, ligesom store havfugle i dag. En vigtig debat har drejet sig om, hvordan den lettest kom i luften: nyere modeller understøtter en kvadrupedal startmekanisme, hvor dyret brugte både for- og baglemmer til at give et kraftigt afsæt, snarere end kun at hoppe opad med bagbenene.
Levevis og føde
Der findes flere hypoteser om Quetzalcoatluss føde og adfærd. Tidligere forestillinger om skim-feeding (at flyve lavt over vand og fange fisk med en udstrakt næb) er blevet betvivlet, fordi kæbernes og kraniets form ikke passer godt til denne teknik. I stedet foreslås det ofte, at den var en terrestrisk jæger eller ådselæder, der bevægede sig på land og stak sit lange næb ned efter små hvirveldyr, insekter eller ådsler – lidt i samme funktion som moderne storke eller teratorn-fugle. Den lange hals og det aflange, tandløse næb understøtter idéen om en alsidig opportunistisk fødesøgning.
Fossilfund og udbredelse
De bedste fossiler af Quetzalcoatlus stammer fra Texas (bl.a. Big Bend National Park) og er fra den sidste del af kridttiden. Materialet er dog ofte fragmentarisk (yderste lemmeknogler, dele af vinger og enkelte kraniefragmenter), hvilket gør præcise rekonstruktioner vanskelige. Azhdarchid-pterosaurerne, den familie Quetzalcoatlus tilhører, var dog udbredte i sen-krittidens kontinentale miljøer og er kendt fra flere kontinenter.
Betydning og forskning
Quetzalcoatlus illustrerer de ekstreme tilpasninger hos pterosaurerne og står som et nøgleeksempel på, hvor store flyvende hvirveldyr kan blive. Nye fund og forbedrede biomekaniske modeller ændrer fortsat vores forståelse af dens vægt, gangart og fødestrategier. Da fossilerne er sparsommelige, vil fremtidige opdagelser kunne ændre mange af de nuværende konklusioner.
