Mani er en form for humør. Mani ses typisk som et symptom på et medicinsk problem eller en psykisk sygdom. En person med mani beskrives som manisk.

Når folk er maniske, har de ofte langt mere energi end normalt. De kan få meget intense følelser, tale hurtigt, have vanskeligt ved at sove, og deres humør kan skifte hurtigt fra eufori til irritation. Mani er et symptom, ikke en sygdom i sig selv; mange forskellige forhold kan udløse det.

Symptomer på mani

  • Varigt forhøjet, opstemt eller irritabelt stemningsleje
  • Øget energi eller aktivitet og rastløshed
  • Mindre behov for søvn uden at føle sig udmattet
  • Hurtig, vedvarende tale (presset tale)
  • Tankeflugt eller racing thoughts
  • Øget selvtillid eller grandiositet
  • Dårlig dømmekraft, impulsivitet og risikofyldt adfærd (fx økonomiske risici, ubeskyttet sex, impulsive køb)
  • Koncentrationsbesvær
  • Alvorlige tilfælde kan føre til psykose med hallucinationer og vrangforestillinger, hvilket ofte kræver indlæggelse

Typer og sværhedsgrad

  • Hypomani – en mildere form med symptomer, der ofte varer i mindst 4 dage og ikke altid medfører alvorlig funktionsnedsættelse.
  • Mani – mere intens; ifølge kliniske kriterier varer et mani-episode typisk mindst 1 uge, eller enhver varighed, hvis indlæggelse er nødvendig.
  • Svær mani kan medføre psykotiske symptomer og alvorlig påvirkning af daglig funktion og sikkerhed.

Årsager og udløsende faktorer

Mani kan skyldes flere forskellige årsager. Ofte ses mani ved bipolar lidelse, hvor personer skifter mellem perioder med mani og perioder med depression. Andre mulige årsager og udløsende faktorer inkluderer:

  • Brug af ulovlige stoffer eller visse receptmedicin (fx stimulanser)
  • Medicinske tilstande som infektioner, stofskiftesygdomme eller hjernetumorer
  • Pludselige ændringer i medicin eller ophør af stabiliserende medicin
  • Søvnforstyrrelser eller stressende livsbegivenheder

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles af en læge eller psykiater ud fra en samtale om symptomer, varighed og påvirkning af dagliglivet. Der kan være behov for blodprøver og nogle gange scanninger for at udelukke medicinske årsager (fx stofskifteforstyrrelser eller hjernesygdom). Sundhedspersonalet benytter ofte kliniske kriterier (fx fra DSM-5) for at afgøre, om symptomerne opfylder betingelserne for mani eller hypomani.

Behandling

Behandling af mani har to mål: at stabilisere stemningslejet og at sikre patientens og andres sikkerhed. Behandlingen kan omfatte:

  • Lægemidler: stemningsstabiliserende midler (fx lithium), antiepileptika med stemningsstabiliserende effekt (fx valproat), og antipsykotika. Benzodiazepiner kan bruges kortvarigt til at mindske søvnløshed og angst.
  • Indlæggelse: ved fare for selvmord, selvmordstanker, manglende evne til at passe sig selv eller alvorlig psykotisk mani kan indlæggelse være nødvendig.
  • Psykoterapi og støtte: kognitiv adfærdsterapi, familieorienteret behandling og psykoedukation kan hjælpe med at forebygge tilbagefald og forbedre medicinadhærens.
  • Elektrisk eller magnetisk behandling: ECT (elektrokonvulsiv terapi) kan overvejes ved meget svære eller behandlingsresistente tilfælde.

Risici og langtidsudsigter

Ubehandlet mani kan føre til alvorlige konsekvenser: økonomiske eller juridiske problemer, beskadigede relationer, arbejds- eller studieafbrydelser, og øget risiko for selvmord, især i svingninger mellem mani og depression. Med korrekt behandling kan mange reducere episodernes hyppighed og sværhedsgrad. Nogle mennesker oplever også øget kreativitet eller styrkede kunstneriske talenter i hypomaniske faser, men disse aspekter kan samtidig medføre risici.

Håndtering i hverdagen

  • Følg medicinsk behandling og kontakt behandler ved bivirkninger eller ændringer.
  • Sørg for regelmæssig søvn, stabil døgnrytme og undgå rusmidler og overdreven alkohol.
  • Udarbejd en kriseplan sammen med sundhedspersonale og pårørende (hvad skal gøres ved forværring af symptomer).
  • Lær symptomerne at kende, så tidlig behandling kan sættes i gang ved første tegn på opstemthed eller impulsiv adfærd.

Når skal du søge hjælp?

Søg straks læge eller psykiatrisk hjælp ved:

  • Alvorlig opstemthed, rastløshed eller ude af stand til at sove
  • Impulsiv eller risikofyldt adfærd, der kan skade dig selv eller andre
  • Tegn på psykose (uro, hallucinationer eller vrangforestillinger)
  • Tanker om at skade dig selv eller selvmordstanker

Hvis du er i tvivl, kan din praktiserende læge ofte være første kontakt. Ved akut fare ringes der til alarmnummeret eller psykiatrisk akutmodtagelse.