Milgram-eksperimentet

Forsøget

Deltagerne fik at vide, at de skulle hjælpe til i et "læringseksperiment". Deltagerne spillede rollen som "lærer", hvor de skulle stille spørgsmål til "den lærende". Hver gang lærlingen svarede forkert eller undlod at svare, skulle læreren trykke på en kontakt for at give lærlingen et elektrisk stød. Spændingen steg for hver gang. I den oprindelige version af forsøget befandt læreren og den lærende sig i separate rum, men kunne tale med hinanden gennem væggen.

Faktisk var de elektriske stød simuleret. De "lærende" var i virkeligheden skuespillere, som kun lod som om de havde ondt. Efterhånden som "støddene" blev kraftigere, blev deres smerteskrig højere. De protesterede, slog på væggen og holdt op med at svare på spørgsmålene. Støddene nåede til sidst op på et niveau, der ville have været dødeligt, hvis de havde været ægte. På dette tidspunkt blev de lærende tavse.

Der blev gjort meget for at narre forsøgspersonerne til at tro, at det var virkeligt. Da de ankom, fik de at vide, at skuespilleren var en anden frivillig, og at rollerne som "lærer" og "elev" ville blive tildelt tilfældigt ved at trække sedler. I virkeligheden stod der "lærer" på begge sedler, så skuespilleren lod som om, han havde valgt "elev". Elektriske stødmaskiner lavede summende lyde og kunne give et mildt stød på 45 volt. Læreren skulle afprøve den, inden forsøget begyndte.

Hvis forsøgspersonen ("læreren") på noget tidspunkt ønskede at stoppe eksperimentet, havde eksperimentatoren instrukser om, hvad han skulle sige til dem. Disse var kendt som "verbale opfordringer". De prods, som eksperimentatoren skulle bruge, var i denne rækkefølge:

1. Fortsæt venligst.
2. Eksperimentet kræver, at du fortsætter.
3. Det er absolut nødvendigt, at du fortsætter.
4. Du har intet andet valg, du må fortsætte.

Der var et par andre ting, som eksperimentatoren havde lov til at sige. Hvis forsøgspersonen f.eks. spurgte om, hvorvidt den lærende ville få slemt ondt, kunne eksperimentatoren sige: "Selv om støddene kan være smertefulde, er der ingen permanente vævsskader, så fortsæt venligst."

Hvis forsøgspersonen stadig ønskede at stoppe, efter at de fire vigtigste spidser var blevet brugt, blev forsøget afbrudt. Ellers blev det stoppet, når forsøgspersonen havde fået det maksimale stød på 450 volt tre gange i træk.

Resultater

Inden Milgram gennemførte sit eksperiment, spurgte han 14 psykologistuderende fra Yale University, hvad de troede, resultatet ville blive. I gennemsnit troede de studerende, at 1,2 % af "lærerne" ville give det største elektriske stød på 450 volt. Faktisk gav 65 % (26 ud af 40) af deltagerne i Milgrams første forsøgsserie det sidste massive stød på 450 volt, og alle gav et stød på mindst 300 volt.

Milgram fandt ud af, at "lærerne" viste tegn på stress og nervøsitet i forsøget. Tegn på dette var bl.a. sved, rysten, stamme og stønnen. Alle stoppede på et tidspunkt for at sætte spørgsmålstegn ved eksperimentet. De fleste fortsatte, når de blev beroliget af eksperimentatoren.

Andre psykologer lavede deres egne versioner af Milgrams eksperiment og fandt meget lignende resultater.

Variationer

Efter at have gentaget det oprindelige eksperiment prøvede Milgram og andre forskere forskellige variationer. Disse omfattede:

• Jo længere væk emnet var fra den lærende, jo mere sandsynligt var det, at emnet ville adlyde. I variationer, hvor den lærende var i samme rum, var det mindre sandsynligt, at forsøgspersonen ville adlyde.
• Jo længere væk forsøgspersonen var fra eksperimentatoren, jo mindre sandsynligt var det, at forsøgspersonen ville adlyde. Hvis eksperimentatoren gav ordrerne over telefonen, var det kun ca. 21 % af forsøgspersonerne, der adlød indtil slutningen. Nogle lod kun som om, at de adlød.
• I den oprindelige version var der kun mænd som forsøgspersoner. Senere versioner viste, at kvinder var lige så lydige som mænd, selv om de viste flere tegn på stress...
• En anden version fandt sted på et kontor i en baggård i stedet for på det berømte Yale University. Forsøgspersonerne var mindre tilbøjelige til at adlyde, men ikke meget mindre.
• I flere variationer blev der forsøgt at sætte flere personer i rummet:
• Emnet fik følgeskab af en anden skuespiller, som spillede rollen som en lydig assistent. Dette gjorde forsøgspersonen mere tilbøjelig til at adlyde.
• En anden variant gjorde det modsatte. Forsøgspersonen fik selskab af en skuespiller, der spillede rollen som en assistent, der udspurgte og vendte sig mod eksperimentatoren. Dette gjorde forsøgspersonerne mindre tilbøjelige til at adlyde.
• I et andet forsøg fik forsøgspersonen en mindre opgave, mens en skuespiller udførte de elektriske stød. Forsøgspersoner, der udførte denne rolle, var meget tilbøjelige til at adlyde.

Fortolkninger

Milgram skrev om eksperimentet i sin bog Obedience to Authority: an experimental view. Den blev udgivet i 1974. Milgram tilbød to teorier:

• Den første er teorien om konformisme. Ideen er, at folk har en tendens til at gøre det, som andre mennesker omkring dem gør.
• Den anden er den agentiske statsteori. Det er den idé, at folk bliver lydige, når de ser sig selv som "agenter", der udfører en anden persons arbejde. En af hovedårsagerne til, at mange forsøgspersoner fortsatte med forsøget, var, at de fik at vide, at de ikke ville blive holdt ansvarlige for eventuelle skader, der blev gjort på den lærende.

Andre faktorer kan til dels forklare Milgram-eksperimenterne:

"[Folk] har lært, at når eksperter fortæller dem, at noget er i orden, så er det sandsynligvis også tilfældet, selv om det ikke ser sådan ud. Faktisk er det værd at bemærke, at eksperimentatoren i dette tilfælde faktisk havde ret: det var i orden at fortsætte med at give "chok" - selv om de fleste af forsøgspersonerne ikke anede årsagen".

Nogle forskere hævdede, at eksperimenterne ikke fuldt ud giver svar på spørgsmålet om, hvorfor tilsyneladende normale mennesker begår grusomheder i krigstid. F.eks. fik forsøgspersonerne at vide, at støddene ikke ville forårsage nogen større skade på den lærende, mens de, der forårsagede begivenheder som Holocaust, udmærket vidste, at de begik mord.

Popkultur

Eksperimentet er blevet nævnt mange gange i popkulturen. I den grafiske roman V for Vendetta siger Dr. Surridge, at han har mistet troen på menneskeheden på grund af eksperimentet. I 2013 var der en konference om det på Nipissing University i Canada.