Mandæisme

Mandæiske trosretninger

Mandeismen er det mandæiske folks religion. Den er baseret på en fælles historie og arv. Der er ikke noget fast sæt af religiøse trosretninger og doktriner. Der findes ingen grundlæggende vejledning i mandæisk teologi. Den mandæiske litteratur er ret omfattende. Det dækker også emner som eskatologi, viden om Gud og livet efter døden. Det gør det kun på en usystematisk måde. Bortset fra præsterne er det meget få mennesker, der kender den.

Grundlæggende overbevisninger

Ifølge E.S. Drower er den mandæiske gnosis karakteriseret ved ni træk, som også optræder i forskellige former i andre gnostiske sekter:

1. Der findes en højeste enhed uden form. Den udtrykte sig ved at skabe en række åndelige, æteriske og materielle verdener og væsener. Der er en Skaber, som kom fra den og skabte alle disse verdener og væsener. Kosmos er skabt af det arketypiske menneske, som skaber det i lighed med sin egen form.
2. Dualisme: en kosmisk Fader og Moder, lys og mørke, højre og venstre, syzygie i kosmisk og mikrokosmisk form.
3. Som et træk ved denne dualisme, modtyper, en verden af ideer.
4. Sjælen er portrætteret som en eksileret, en fange: hendes hjem og oprindelse er den øverste Enhed, som hun til sidst vender tilbage til.
5. Planeter og stjerner har indflydelse på skæbnen og mennesket og er også steder, hvor man bliver tilbageholdt efter døden.
6. En frelserånd eller frelserånder, som hjælper sjælen på hendes rejse gennem livet og efter det til "lysets verdener".
7. Et kultsprog af symboler og metaforer. Ideer og kvaliteter personificeres.
8. "Mysterier", dvs. sakramenter, der skal hjælpe og rense sjælen for at sikre hendes genfødsel i et åndeligt legeme og hendes opstigning fra den materielle verden. Der er ofte tale om tilpasninger af eksisterende sæsonbestemte og traditionelle ritualer, som er blevet tilføjet en esoterisk fortolkning. I naṣoreanernes tilfælde er denne fortolkning baseret på skabelsesberetningen (se 1 og 2), især på det guddommelige menneske, Adam, som kronet og salvet konge-præst.
9. De indviede er pålagt stor hemmeligholdelse; den fulde forklaring af 1, 2 og 8 er forbeholdt dem, der anses for at være i stand til at forstå og bevare gnosen.

Mandæerne tror på ægteskab og forplantning og på vigtigheden af at føre en etisk og moralsk livsstil i denne verden. De lægger stor vægt på familielivet. Derfor praktiserer mandæere ikke cølibat eller askese. Mandæere afholder sig dog fra stærke drikke og rødt kød. De ser frem til en fremtid befriet fra Toraens indflydelse, som de anser for at være ondskabsfuld i sin oprindelse. Selv om de er enige med andre gnostiske sekter i, at verden er et fængsel, der styres af de planetariske arkoner, ser de den ikke som et grusomt og ugæstfrit fængsel.

Mandæiske religiøse tekster

Mandæerne har mange religiøse tekster. Den vigtigste af dem er Genzā Rabbā eller Ginza. Ginza er en samling af historie, teologi og bønner. Genzā Rabbā er opdelt i to halvdele - Genzā Smālā eller "venstre Ginza" og Genzā Yeminā eller "højre Ginza".

Før bogtrykkeriet blev opfundet, kopierede man tekster i hånden. De personer, der gjorde dette, blev kaldt skriftkloge. Hver enkelt persons håndskrift er speciel på visse måder. Sådan var det også med de skriftkloge. En skribent kunne føje to bogstaver sammen på en bestemt måde, eller han kunne lave prikkerne på de bogstaver, der har dem, på en særlig måde. Jorunn J. Buckley kiggede på disse særlige mærker, som kopisterne efterlod i Venstre Ginza. På den måde kunne han vise, at kopieringen af denne tekst går tilbage til slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. Disse særlige mærker viser, at mandæerne eksisterede senest i den sene arsakidiske periode. En legende kaldet Harrān Gāwetā styrker også dette. Ifølge denne legende forlod mandæerne Palæstina efter Jerusalems ødelæggelse i det 1. århundrede e.Kr. og bosatte sig i det arsakidiske rige. Selv om Ginza fortsatte med at udvikle sig under sassaniernes og de islamiske imperiers styre, er der kun få teksttraditioner, der kan gøre krav på en så omfattende kontinuitet.

Andre vigtige bøger omfatter Qolastā, "Mandæernes kanoniske bønnebog", som blev oversat af E.S. Drower. Et af de vigtigste værker af mandæiske skrifter er Draša d-Iahia "Johannes Døberens Bog". Denne bog er tilgængelig for både lægfolk og indviede. Der findes også mange andre religiøse tekster, f.eks. rituelle kommentarer, som normalt kun konsulteres af præsternes medlemmer af præsteskabet.

Det sprog, som den mandæiske religiøse litteratur oprindeligt blev skrevet på, er kendt som mandaisk og tilhører den aramæiske dialektfamilie. Det er skrevet i en kursiv variant af den parthiske kanselskrift. Flertallet af de mandæiske lægfolk taler ikke dette sprog. Nogle medlemmer af det mandæiske samfund i Iran ( ca. 300-500 ud af i alt ca. 5000 iranske mandæere) taler fortsat neomandæisk, en moderne udgave af dette sprog.

Overordnede profeter

Mandæerne har flere profeter. Iahia eller Iuhana "Johannes Døberen" har en særlig status, højere end hans rolle i kristendommen og islam. Mandæerne anser ikke Johannes for at være grundlæggeren af deres religion. De tilbeder ham kun som en af deres største lærere. De sporer deres tro tilbage til Adam.

Mandæerne hævder, at Jesus var en mšiha kdaba "falsk messias", som ændrede den lære, som Johannes havde givet ham. Det mandæiske ord k(a)daba kommer imidlertid fra to rødder: den første rod, der betyder "at lyve", er den, der traditionelt er blevet givet til Jesus; den anden, der betyder "at skrive", kan give en anden betydning, nemlig "bog". Nogle mandæere, som måske er motiveret af en økumenisk ånd, hævder, at Jesus ikke var en "løgnagtig Messias", men en "bog-Messias". Den pågældende "bog" er formodentlig de kristne evangelier. Dette synes at være en folkelig etymologi uden støtte i de mandæiske tekster.

På samme måde mener mandæerne, at Abraham, Moses og Muhammed var falske profeter, men de anerkender andre profetiske skikkelser fra de monoteistiske traditioner, såsom Adam, hans sønner Hibil (Abel) og Šitil (Seth) og hans barnebarn Anuš (Enosh) samt Nuh (Noah), hans søn Sam (Sem) og hans søn Ram (Aram). De tre sidstnævnte anser de for at være deres direkte forfædre.

Præster og lægfolk

Der er en streng opdeling mellem de mandæiske lægfolk og præsterne. Ifølge E.S. Drower (The Secret Adam, s. ix):

[D]e personer i samfundet, der besidder hemmelig viden, kaldes Naṣuraiia - Naṣoreanere (eller, hvis det tunge "ṣ" skrives som "z", Nazorenes). Samtidig kaldes de uvidende eller halvignorante lægfolk for 'mandaeans', Mandaiia - 'gnostikere'. Når en mand bliver præst, forlader han 'mandaeismen' og træder ind i tarmiduta, 'præstegerningen'. Selv da har han ikke nået den sande oplysning, for denne, kaldet 'Naṣiruta', er forbeholdt nogle få. De, der er i besiddelse af dens hemmeligheder, kan kalde sig Naṣoreanere, og 'Naṣorean' betegner i dag ikke blot en, der nøje overholder alle regler for rituel renhed, men også en, der forstår den hemmelige doktrin.

Der er tre grader af præsteskab i mandæismen: tarmidia "disciple" (neomandisk tarmidānā), ganzibria "skatkammerater" (fra oldpersisk ganza-bara "id.", neomandisk ganzeḇrānā) og rišamma "leder af folket". Dette sidste embede, det højeste niveau i det mandæiske præsteskab, har ligget ledigt i mange år. I øjeblikket er det højeste embede, der i øjeblikket besættes, ganzeḇrā, en titel, der første gang optræder i religiøs sammenhæng i de aramæiske rituelle tekster fra Persepolis (ca. 3. årh. f.v.t.), og som kan være beslægtet med kamnaskires (elamitisk < qa-ap-nu-iš-ki-ki-ra> kapnuskir "kasserer"), titel for herskerne i Elymais (det moderne Khuzestan) i den hellenistiske tidsalder. Traditionelt kan enhver ganzeḇrā, der døber syv eller flere ganzeḇrānā, kvalificere sig til embedet som rišamma, selv om det mandæiske samfund endnu ikke har samlet sig som helhed bag en enkelt kandidat.

Det moderne præsteskab kan spore sin umiddelbare oprindelse til første halvdel af det 19^th. århundrede. I 1831 hærgede et koleraudbrud regionen og udryddede de fleste, hvis ikke alle mandæiske religiøse autoriteter. To af de overlevende akolytter (šgandia), Yahia Bihram og Ram Zihrun, genetablerede præsteskabet på grundlag af deres egen uddannelse og de tekster, som de havde adgang til.

Relaterede grupper

Ifølge ibn al-Nadim's Fihrist blev Mani, grundlæggeren af manikæismen, opdraget inden for sekten Elkasaites (Elcesaites eller Elchasaite). Elkasaitterne var en kristen dåbssekt, som muligvis var beslægtet med mandæerne. Medlemmerne af denne sekt bar hvidt tøj og foretog dåb ligesom mandæerne. De levede i det østlige Judæa og det nordlige Mesopotamien. Ifølge Harran Gawaitā-legenden er mandæerne vandret til det sydlige Mesopotamien derfra. Mani forlod senere Elkasaiterne for at starte sin egen religion. Den mandæiske forsker Säve-Söderberg viste, at Manis Thomas-salmer var nært beslægtet med mandæiske tekster. Dette ville betyde, at Mani havde adgang til mandæisk religiøs litteratur.

Andre grupper, der er blevet identificeret med mandæerne, omfatter "Nasoræerne", som Epiphanius beskriver, og Dositheerne, som Theodore Bar Kōnī nævner i sin Scholion. Ibn al-Nadim nævner også en gruppe kaldet Mughtasila, "selvablutionisterne", som måske kan identificeres med den ene eller den anden af disse grupper. Medlemmerne af denne sekt bar ligesom mandaeanerne hvidt tøj og foretog dåb.

Det er svært at sige, om grupper som Elkasaiterne, Mughtasila, Nasoræerne og Dositheerne er beslægtede med mandæerne eller med hinanden. Navnene fortæller, at der er tale om en række forskellige grupper. Meget af disse gruppers undervisning er hemmelig. Det gør det vanskeligt at se disse gruppers karakter eller forbindelserne mellem dem.

Mandæere i dag

Forfølgelse

Under SaddamHussein blev mandeanerne anerkendt som et religiøst mindretal. Mange af dem er håndværkere, f.eks. smede eller guld- og sølvhandlere. Disse mennesker tilhørte middelklassen. Siden regeringsskiftet i Irak har islamiske ekstremister chikaneret dem. Der er også rapporter om angreb på kvinder, der nægter at bære slør. De fleste irakiske mandæere er derfor flygtet, og mandæersamfundet i Irak står over for udryddelse.

I Iran har mandeanere ikke noget problem med vold, men de er forbudt at deltage fuldt ud i det civile liv på grund af Gozinesh-loven. Denne lov og andre gozinesh-bestemmelser kræver en religiøs screening for folk, der ønsker at få adgang til beskæftigelse, uddannelse og en række andre områder. En meget vigtig del af denne screeningsprocedure er overholdelse af islams grundsætninger. Disse love anvendes jævnligt til at diskriminere religiøse og etniske grupper, der ikke er officielt anerkendte, f.eks. mandæerne.

Mange forlod landet på grund af Irak-krigen

Der var over 60.000 mandæere i Irak i begyndelsen af 1990'erne. I 2007 var der kun mellem 5.000 og 7.000 tilbage i landet; over 80 % af de irakiske mandæere var flygtninge i Syrien og Jordan. Dette er et resultat af Irak-krigen. Der findes små mandæerbefolkninger i Australien (ca. 3.500 i 2006), Canada, USA (ca. 1.500), Storbritannien (ca. 1.000) og Sverige (ca. 5.000).

Mandæernes nuværende status har fået en række amerikanske intellektuelle og borgerrettighedsaktivister til at opfordre deres regering til at give samfundet flygtningestatus. I 2007 bragte New York Times et indlæg, hvori Swarthmore-professor Nathaniel Deutsch opfordrede Bush-regeringen til at træffe øjeblikkelige foranstaltninger for at bevare samfundet:

USA havde ikke til hensigt at udrydde mandeanerne, som er et af de ældste, mindste og mindst forståede af de mange mindretal i Irak. Denne udryddelse på vej er blot endnu en uheldig og helt utilsigtet konsekvens af vores invasion af Irak - selv om det ikke vil være nogen stor trøst for mandeanerne, hvis 2.000 år gamle kultur er i alvorlig fare for at forsvinde fra jordens overflade. . . . . Da de amerikanske styrker invaderede Irak i 2003, var der sandsynligvis 60.000 mandæere i Irak; i dag er der mindre end 5.000 tilbage. . . . Af de blot 500 irakiske flygtninge, der fik adgang til USA fra april 2003 til april 2007, var kun få af dem mandæere. Og på trods af Bush-regeringens tilsagn om at lade 7.000 flygtninge komme ind i det finansår, der sluttede [30. september 2007], kom der mindre end 2.000, herunder kun tre irakiske mandeanske familier, ind i landet. Hvis alle irakiske mandæere får privilegeret status og får lov til at rejse ind i USA i et betydeligt antal, kan det måske være nok til at redde dem og deres gamle kultur fra ødelæggelse. Hvis ikke, vil de sidste gnostikere efter 2.000 års historie, forfølgelse og hårdnakket overlevelse endelig forsvinde, ofre for en udryddelse, der uforvarende er sat i gang af vores nations forsømmelighed i Irak.

- Nathaniel Deutsch, professor i religion, Swarthmore College, 7. oktober 2007