Manikæisme: Iransk gnostisk religion grundlagt af profeten Mani
Manikæisme: Iransk gnostisk religion grundlagt af profeten Mani — historien om en verdensomspændende tro fra sassanidisk Persien til Kina og Romerriget.
Manichaeism (på moderne persisk [آیین مانی] fejl: {{lang}}}: script: arab not supported for code: fa (help) Āyin e Māni) var en af de vigtigste iranske gnostiske religioner. Oprindeligt stammer den fra det sassanidiske Persien. De fleste af de oprindelige skrifter af den grundlæggerprofet Mani (syrisk, ܡܐܢܝ, ca. 210–276 e.Kr.) er gået tabt, men mange oversættelser og fragmentariske tekster er bevaret i arkæologiske fund og i citater hos samtidige forfattere. Manikæismen voksede kraftigt mellem det tredje og syvende århundrede og på sit højdepunkt var den en af de mest udbredte religioner i verden. Manikæiske fællesskaber og skrifter fandtes så langt mod øst som Kina og så langt mod vest som Romerriget. I nogle regioner, især i Centralasien og blandt uryghurisktalende samfund, levede traditioner videre langt efter dens vestlige tilbagegang; i det sydlige Kina synes den at være uddød før det 16. århundrede.
Lære og kosmologi
Kernen i manikæisk lære er en radikal dualisme mellem Lyset og Mørket: to evige, modsatrettede principper. Ifølge traditionen er verden resultatet af en sammenblanding af elementer fra Lyset og fra Mørket, og menneskets opgave er gennem viden (gnosis), askese og sakramenter at frigøre den lysende gnist fra materiens fangenskab. Mani præsenterede sig selv som den sidste i en række af åbenbaringsprofeter, der ifølge ham fuldendte budskabet fra tidligere åbenbarere som Buddha, Zoroaster og Jesus.
Organisation og praksis
Manikæisk kirkeliv var opdelt i to hovedgrupper: de fromme, strengt asketiske "elect" (præster og munkelignende medlemmer), og de mere almindelige tilhængere, kaldet "hørere" (lay followers), som støttede elect gennem føde og økonomisk støtte. Elect levede afholdende og havde strenge regler vedrørende mad, arbejde og seksuel adfærd; hørerne fulgte en mildere form for praksis. Ritualer, fasteformer og lægelige forklaringer varierede regionalt, men målet var altid at fremme befrielsen af Lysets elementer.
Skrifter, sprog og kunst
De oprindelige seks hellige bøger i manikæismen blev skrevet på syrisk-arabisk. De blev snart oversat til andre sprog for at hjælpe med at udbrede religionen. Efterhånden som de spredte sig mod øst, blev de manichæiske skrifter oversat til mellempersisk, parthisk, sogdisk og til sidst til uryghurisk og kinesisk. Efterhånden som de spredte sig mod vest, blev de oversat til græsk, koptisk og latin. Blandt de kendte værker nævnes bl.a. Shābuhragān (til den sassanidiske konge Shapur), Kephalaia og det illustrerede værk Arzhang, som ifølge senere kilder skal have indeholdt Mani’s egne billeder og forklarende illustrationer. Mange fund fra oaserne langs Silkevejen og fra koptiske kirkearkiver har givet fragmenter af disse tekster tilbage til forskningen.
Udbredelse og forfølgelse
Manichæismens missionære organisation og evne til at oversætte sine tekster gjorde den særlig udbredt. Den nåede Centralasien, det kinesiske imperium, dele af Nordafrika og Europa og skabte lokale varianter. Samtidig blev den set som en konkurrent og ofte som en kættersk bevægelse af etablerede religioner. Manikæere blev forfulgt i sassanidiske, kristne, zoroastriske og senere islamiske områder. Mani selv blev fængslet og døde i fangenskab under sassanidekongen Bahram I omkring 276 e.Kr. I Europa og Mellemøsten førte vedvarende forfølgelser og assimilation til, at manichaeismen mistede sin organisatoriske styrke; i Centralasien og Kina holdt lokale fællesskaber traditioner i live længere.
Historisk betydning og arv
Selvom mange originale manikæiske tekster er tabt, har religionen haft betydelig indflydelse på samtidige tanker og senere religiøse bevægelser. Den påvirkede ideer om dualisme, ærkemodeller for askese og visse apokalyptiske forestillinger i både kristne og islamiske miljøer. Desuden har manikæisk kunst—især didaktiske illustrationer—bidraget til forståelsen af, hvordan religiøs lære kunne formidles visuelt. Moderne forskning bygger på fragmenter i flere sprog, citater hos ortodokse kritikere og arkæologiske fund langs Silkevejen, og arbejdet fortsætter med at præcisere Mani’s skrifter, teologi og udbredelseshistorie.
Statsreligioner i 820 e.Kr. - Uyghur Khaganate er manichæisk
Manichæiske præster, der skriver ved deres skriveborde, med panelindskrift på uyghurisk. Manuskript fra Khocho, Tarim-bækkenet.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Manichaeism?
A: Manichaeisme er en iransk gnostisk og dualistisk religion, der stammer fra det sassanidiske Persien. Den var populær mellem det tredje og syvende århundrede og spredte sig til mange dele af verden.
Spørgsmål: Hvem grundlagde manichæismen?
A: Manichæismens grundlægger var en mand ved navn Mani (syrisk, ܡܐܢܝ), som levede omkring 210-276 e.Kr.
Spørgsmål: Hvilket sprog blev de oprindelige seks hellige bøger i manichæismen skrevet på?
Svar: Manichæismens oprindelige seks hellige bøger blev skrevet på syrisk-arabisk.
Spørgsmål: Hvordan spredte religionen sig?
Svar: For at hjælpe med at udbrede religionen blev der lavet oversættelser og fragmentariske tekster af disse bøger til andre sprog som f.eks. mellempersisk, parthisk, sogdisk, uyghurisk og kinesisk for dem, der boede længere mod øst, mens der blev lavet græske, koptiske og latinske oversættelser for dem, der boede længere mod vest.
Spørgsmål: Var der nogen modstand mod dens udbredelse?
A: Ja, efterhånden som den blev mere populær, blev den forfulgt af kristne, zoroastriske og senere islamiske områder på grund af dens opfattede trussel mod deres religioner.
Spørgsmål: Hvornår uddøde den?
Svar: Det ser ud til, at manichæismen uddøde før det 16. århundrede i det sydlige Kina.
Søge